Sidste tango i Paris

*Sidste tango i Paris*
Sidste tango i Paris
Overblik
Genre	Romantisk film,; dramafilm,; erotisk film
Instrueret af	Bernardo Bertolucci
Manuskript af	Jean-Louis Trintignant,; Agnès Varda,; Franco Arcalli,; Bernardo Bertolucci
Medvirkende	Jean-Luc Bideau,; Gianni Pulone,; Gitt Magrini,; Catherine Sola,; Marie-Hélène Breillat,; Maria Schneider,; Catherine Allégret,; Laura Betti,; Armand Abplanalp,; Catherine Breillat med flere
Fotografering	Vittorio Storaro
Klip	Franco Arcalli,; Roberto Perpignani
Scenografi	Ferdinando Scarfiotti
Filmmusik	Ultimo tango a Parigi – Colonna sonora originale del film,; Ultimo tango a Parigi
Musik af	Gato Barbieri
Produceret af	Alberto Grimaldi
Distributør	United Artists,; Vudu,; Netflix
Udgivelsesdato	19. december 1972 (Frankrig),; 29. marts 1973 (Tyskland),; 1972
Censur	Tilladt for børn over 15 år
Længde	129 min.
Oprindelsesland	Frankrig,; Italien
Sprog	Fransk,; engelsk
Efterfulgte	Under Fire (album)
Links
	på IMDb
	på scope.dk
	i DFI's filmdatabase
	i SFDb
	Information med symbolet hentes fra Wikidata.; [ redigér på Wikidata ]

Sidste tango i Paris er en fransk/italiensk erotisk dramafilm fra 1972, der er instrueret af Bernardo Bertolucci og har Marlon Brando og Maria Schneider i hovedrollerne som to mennesker, der mødes tilfældigt og indleder et hidsigt seksuelt forhold i en parisisk lejlighed.^[3]

Filmen blev en international publikumssucces og er samtidig en af filmhistoriens mest kontroversielle film. I første omgang umiddelbart efter premieren, hvor filmen vakte furore på grund af sine meget eksplicitte erotiske scener, der blandt andet omfattede tvunget analsex med hjælp af en klat smør. Det førte til, at filmen blev forbudt i flere lande, blandt andet hjemlandet Italien, men også, at filmen og den kvindelige hovedrolle Maria Schneider blev verdenskendt, og filmen modtog flere Oscar-nomineringer. Mange år senere kom det frem, at Schneider havde været udsat for overgreb under optagelserne, hvor hun blandt andet ikke var blevet orienteret om smørret på forhånd, så hendes protester og tårer i scenen kom til at virke ægte.^[4]^[5]

Den franske dramafilm Historien om Maria fra 2024 skildrede siden optagelserne af Sidste tango i Paris med Anamaria Vartolomei i hovedrollen som Maria Schneider, som Brando (spillet af Matt Dillon), tilskyndet af Bertolucci, forgriber sig på.^[6]

Handling

Den midaldrende amerikanske forretningsmand Paul (Marlon Brando) sørger over sin kones selvmord, men finder trøst i mødet med den unge parisiske kvinde Jeanne (Maria Schneider). Websiden kino.dk skrev, at "magtbalancen mellem de to er på alle måder skæv, men seksuelt slår de gnister".^[7] Det Danske Filminstitut kalder i sin omtale deres forhold for sadomasochistisk og skriver, at filmen handler om konflikten mellem familie og ægteskab overfor seksualitet, ensomhed og i sidste instans døden.^[1]

Medvirkende

Marlon Brando som Paul
Maria Schneider som Jeanne
Jean-Pierre Léaud som Thomas
Veronica Lazăr som Rosa, Pauls afdøde kone
Maria Michi som Rosas mor
Massimo Girotti som Marcel
Giovanna Galletti som en prostitueret og tidligere bekendt af Rosa
Catherine Allégret som Catherine
Gitt Magrini som Jeannes mor
Darling Légitimus som portneren

Modtagelse

Filmen blev genstand for en enorm diskussion i især katolske lande på grund af det seksuelle indhold, som omvendt blev hyldet af mange anmeldere og kulturskribenter. Den kendte amerikanske kritiker Pauline Kael skrev i en af filmhistoriens mest citerede anmeldelser, at filmen var intet mindre end et filmisk nybrud, og at Bertolucci og Brando havde forandret kunstgenrens ansigt.^[5]

Danmark

I Danmark var anmelderne langt mindre oprørte over filmens erotiske indhold ved dens fremkomst. "Filmens alt for meget omtalte sexscener kan umuligt chokere et nordisk publikum", skrev Politikens anmelder Herbert Steinthal således tørt.^[5]

I en langt senere anmeldelse i Politiken i 2001 skrev Kim Skotte, at filmen var en provokerende historie med et tidløst perspektiv, men samtidig også et tidstypisk og prætentiøst melodrama. Han mente, at den ikke var et mesterværk og langt ringere end Bertoluccis andre film som Medløberen, Edderkoppens strategi og 1900, men at den alligevel var et gensyn værd, især på grund af Marlon Brandos "paradoksalt nok på én gang krukkede og hudløse præstation", der indiskutabelt virkede fascinerende.^[3]