Sigurd Jorsalfar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gerhard Munthe: Kong Sigurd og kong Baldvine rider fra Jorsalaborg til Jordanfloden.

Sigurd Jorsalfar (eller Sigurd I Magnusson)(ca. 109026. marts 1130 i Oslo) var søn af kong Magnus Barfod. Han regerede landet fra 1103, i begyndelsen sammen med sine halvbrødre, Olav Magnusson (1103-1115) og Øystein Magnusson (1103-1123). Fra 1123 til sin død i 1130 var han enekonge.

Sigurd fik tilnavnet "Jorsalfar" fordi han tog på korstog til Jerusalem ("Jorsal").

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

I 1088 var Olav Kyrre konge i Norge. Samme år fik hans 15-årige søn Magnus Barfod sønnen Øystein Magnusson med en navnløs kvinde "af lav byrd". Året efter fik Magnus sønnen Sigurd med Tora, som ifølge Orderic Vitalis (1075-1142?) [1] var en tilfangetaget englænderinde. Allerede som 16-årig havde Magnus Barfod skaffet kongeriget to mandlige tronarvinger. Sigurd voksede op et andet sted i landet, ifølge Orderic Vitalis hos Tore Ingeridsson, der også havde været fosterfar for hans far Magnus. Derfra hentede hans far ham i 1098. Far og søn rejste til Orknøerne sammen med ledingen, den norske flåde udkommanderet fra hele kysten. Øgruppen var under norsk overherredømme, styret af jarlene Pål og Erlend. Magnus Barfod erstattede dem nu med den otteårige Sigurd. [2]

Uddrag af folio 32r, Bodleian Library MS Rawlinson B 503 (Annals of Inisfallen), om to ægteskabsalliancer indgået af kong Muirchertach i 1102.

Kong Magnus fortsatte med at erobre Suderøerne og Anglesey efter at have dræbt den normanniske baron Hugh af Shrewsbury. Til sidst indgik han en fredsaftale med den skotske kong Edgar om at Orknøerne, Suderøerne og alle øer mellem Skotland og Irland skulle tilhøre Magnus. Målet var et kongedømme i vest med hans søn Sigurd som hersker, mens den ældste søn Øystein skulle regere i Norge.I efteråret 1098 rejste kong Magnus hjem til Norge. Den otteårige Sigurd sad tilbage på Orknøerne. I 1102 kom hans far tilbage med store styrker, og etablerede en base på Man. Herfra hærgede han den irske kyst. Til sidst indgik han en fredsaftale med kong Muirchertach i Dublin, og giftede sin søn Sigurd bort til den irske konges datter, Biadmuin, på norrønt kaldt "Bjaðmunjo" og "Bjaðmynja", måske en forvanskning af gælisk "Bébinn", et navn kendt fra Brian Borus mor. [3] Brudgommen var tolv år, brudens alder er usikker.

Magnus Barfod fortsatte sin hærgen i de dele af Irland, der ikke var kontrolleret af kong Muirchertach. Ifølge Orderic Vitalis indledte han et samarbejde med en handelsmand i Lincoln, som aftog kongens krigsbytte og videresolgte det. Vinteren 1102/03 allierede Magnus og Muirchertach sig med en gruppe normanniske grever i et planlagt oprør mod Henrik 1. af England. I stedet blev Magnus dræbt i et baghold i Ulster. Overlevende hirdmænd tog den 13-årige Sigurd med hjem fra Orknøerne, mens hans kone blev tilbage. [4] Sigurd giftede sig senere igen uden at omtale eller have opløst sit første ægteskab.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. http://www.studylight.org/encyclopedias/bri/view.cgi?n=24602
  2. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 41), forlaget Spartacus, Oslo 2014, ISBN 978-82-430-0844-1
  3. https://en.wikipedia.org/wiki/B%C3%A9binn
  4. Øystein Morten: Sigurd Jorsalfare (s. 42), forlaget Spartacus, Oslo 2014, ISBN 978-82-430-0844-1
Foregående: Norges regenter
Sigurd Jorsalfar
og medkongerne

Olav Magnusson (1103–1115)
Øystein Magnusson (1103–1123)

Efterfølgende:
Magnus Barfod (1093-1103) Magnus den Blinde
(11301135)
Norges historie Stub
Denne artikel om Norges historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Norges historie