Skjold

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Græsk bronzeskjold fra Delfi
For alternative betydninger, se Skjold (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Skjold)

Et skjold har til opgave at afværge modstanderens slag. Som regel holdes skjoldet i hånden. Det er umuligt at datere det første skjold, men vi ved, at man fra antikken til den sene middelalder har brugt det som en fast del af kampudrustningen. Et skjold er en enkel maskine, som har en omvendt kileeffekt og en impulstidsspredende virkning. Effekten af den omvendte kileeffekt er at spidse tings kraft over et lille areal, spredes via det stive skjold til håndens og armens knogler. Den impulstidsspredende virkning skyldes skjoldets masse: Skjoldet har i dag skiftet karakter og kan ses som udrustning for bl.a. politistyrker.

Dansk betjent med skjold af plexiglas

De tidligste skjolde[redigér | rediger kildetekst]

Skjolde blev lavet af træ eller huder og er dermed let nedbrydelige. De skjolde, man kan se hos naturfolk i Afrika, er videreudviklede af antikkens skjolde.

Fund i Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Det første fund i Danmark er af skjoldbuler (den halvkugle af jern, der sidder midt på skjoldet og beskytter bærerens hånd). Herfra kan man kun gisne om størrelse og udseende af selve skjoldet. I 2008 er der fundet et intakt skjold i Slagelse. Det måler 80-90cm i diameter. Man mener det stammer fra slutningen af 900 tallet.

Skjold som vigtigt våben[redigér | rediger kildetekst]

Man ved, at skjolde har været en vigtig del af udrustningen på slagmarken i oldtiden. Men romerne gjorde skjoldet til det ultimative defensive våben. Deres skjold (scutum) udvikledes fra runde og ovale til rektangulære skjolde. De var store nok til at en mand kunne skjules bag skjoldet. Samtidig buede overfladen, så pile, slag og andre angreb kunne bøje af uden at overføre den samlede angrebskraft til skjoldet. Den mest kendte brug af skjolde fra den græske æra ses i angrebstaktikken "phalanx", som består af en hær i geled i en firkantet formation. Under angreb kunne "phalanxen" danne en skjoldborg (testudo i romersk krigsførelse), som kunne sikre, at fremrykning kunne foregå, selv om formationen blev overdænget med pile og sten. Phalanxen og især skjoldborgen var frygtet.

Skjoldborgen er gjort kendt og populær i tegneserien "Asterix og Co" , hvor man ser romerske formationer danne en skjoldborg.

I dansk historie[redigér | rediger kildetekst]

Skjolde blev brugt flittigt af nordiske vikinger. Hver kriger dekorerede sit eget skjold, eller det bar stammens farver. På den måde kunne man se, hvem der var ven, og hvem der var fjende på slagsmarken.

Skjoldene var lavet af en slags brædder og kunne være overtrukket med dyrehud. I midten var skjoldbulen, der var lavet af jern. På bagsiden af den var et håndtag til at holde skjoldet med. Der har også været en rem på indersiden hvor skjoldet kunne spændes på underarmen tæt ved albuen, eller en skulderrem så skjoldet kunne bæres på skulderen. Nogle skjolde fra vikingetiden har også en jernrem i stil med et tøndebånd på omkredsen, der gav yderligere styrke. Hvor meget jern der har været på skjoldets yderside har nok været afhængig af den enkelte krigers styrke. Fundene er begrænsede til en mængde skjoldbuler. Vikingeskjold var helt runde.

Vikingeskibe og langbåde er tit gengivet med skjolde langs rælingen, men der er ikke beviser for det. Hvis vikinger har haft skjoldene på siden af skibet, kan det have flere årsager. Såfremt hver krigers skjold var unikt, ville man kunne se hvem der sejlede med skibet, og det kunne muligvis også være en måde at vise, at en kriger var faldet (hvis hans skjold ikke var på plads ved hjemkomsten). Det kan også have haft den praktiske grund, at når en langbåd blev sejlet op på kysten, var skjoldene lige ved hånden, når krigerne sprang over bord og angreb.

Skjoldets bemaling[redigér | rediger kildetekst]

De skjolde, der er fundet, bærer spor af farve. Heraf udvikledes middelalderens heraldik. Heraldik benyttes i dag i bl.a. byvåben og våbenskjolde.

Indfødte amerikanere[redigér | rediger kildetekst]

Skjoldbærende figurer i Writing-On-Stone Provinspark indridset af indfødte amerikanere

Prærieindianere[redigér | rediger kildetekst]

Skjolde som klippekunst[redigér | rediger kildetekst]

I Writing-On-Stone Provinspark, Alberta, ses mange figurer med næsten kropsstore skjolde indridset i sandstenene af forskellige prærieindianere.

To steder i Montana, Bear Gulch og Atherton Canyon, er 1024 skjoldbærere gengivet som klippekunst fra omkring år 1500-1600 og fremefter. Mere end 800 af de tilnærmelsesvis runde skjolde har individuelle designs i form af f.eks. cirkler, kors, fugle, lyn eller slanger, bjørne og bjørnespor.[1]

Skjolde i 1700 - og 1800-tallet[redigér | rediger kildetekst]

Før hestens udbredelse på prærien i 1700-tallet brugte indfødte fodkrigere svært gennemtrængelige og næsten kropsstore skjolde.[2]:8

En cheyenne kriger med et skjold påhæftet et slæb med rækker af fjer på

Et mindre skjold af skind lavet af krigere på prærien i 1800-tallet var ofte skabt på baggrund af en vision, dog ikke nødvendigvis krigerens egen.[3]:27 Dets evne til at beskytte ejermanden beroede især på dets tillagte magiske egenskaber og mindre på skjoldets evne til fysisk at stoppe en pil eller kugle.[4]:65 Visse skjolde siges dog at kunne have modstået et pileskud.[5]:17 Ikke sjældent tog krigeren kun det bemalede skinddække eller en hellig genstand fra skjoldet med på et togt. Andre satte deres lid til en lille og let kopi af deres tungere og mindre håndterlige skjold.[4]:66

Da skjoldet var en hellig genstand, skulle ejeren gerne overholde visse tabuer tilknyttet specielt det.[6]:38 Når det var muligt til daglig, hang skjoldet gerne vendt mod solen på en trefod udenfor tipien.[7]:154 Før kamp sænkede cheyenne krigere skjoldet mod jorden og rystede det fire gange og gentog derpå handlingen med skjoldet løftet mod solen.[8]:216

Karl Bodmer: Assiniboine med skjold

Krigerselskaber brugte ofte et unikt skjold som et emblem at genkende dets medlemmer på.[5]:17

Andre selskaber kunne have særlige skjolde, der ikke var beregnet til at bære i krig. Et rødmalet skjold med fire sorte bisonhorn afbilledet var den vigtigste genstand for pawnee stammens Buffalo Doctors,[9]:605 der tog både sårede krigere og syge folk i behandling.[10]:419

Et skjold var et værdsat krigsbytte,[11]:38 og erobringen af et skjold under kamp eller ved behændighed var en anerkendt krigerbedrift blandt f.eks. crower og pieganer.[12]:403

Et skjold kunne gå i arv fra far til søn[4]:67 og fra bror til bror.[12]:407 Efter ønske kunne det også følge en afdød på dennes sidste færd.[12]:403 I visse stammer var det muligt at erhverve et skjold ved at følge fastlagte regler under købet som f.eks. brug af røgelse og afsyngelse af hellige sange. Et skjold kunne løbe op i en hest med tilhørende udstyr.[13]:117

Mytologisk grundlag[redigér | rediger kildetekst]

Kiowaernes tradition med at gengive bestemte dyr eller kraftfulde symboler på et krigerskjold skyldes myten om Grandmother Spider og de to ”half-boys” (en dreng, Sun Boy, flækket i to dele af en flyvende træring fra Solens stav og ring spil). Efter at de to halve drenge havde dræbt fire gigantiske bjørne lærte Grandmother Spider dem at blande farver og bemale deres skjolde.[14]:8-9

Skjold lavet af crowen Red-Woodpecker som set af ham i en vision, hvor han fik præsenteret syv skjolde

Visioner om skjolde[redigér | rediger kildetekst]

Kvinderne i lakotaernes Double Woman kult fik visioner om særdeles effektive skjolde.[15]:94 En crow så syv skjolde i den samme vision og fremstillede dem alle.[4]:70 Cheyennerne i Red Shield krigerselskabet bar røde skjolde af bisonskind med halen stadig siddende på[5]:17 som anvist af profeten Sweet Medicine.[16]:36 En brulé lakota så en hvid bison i en vision og stiftede White Badges selskabet, hvis skjolde var kendetegnet ved en hvid stribe hen over det.[17]:264

Fremstilling af et skjold[redigér | rediger kildetekst]

Ved forsigtigt at varmebehandle et udskåret stykke skind, ofte fra en bison, skrumpede skjoldmageren dette ind til den ønskede størrelse.[4]:65 Diameteren varierede fra 75 cm (shoshone i 1805) til 43 cm (sioux).[18]:163 Skjoldtykkelsen var på ca. 2 cm.[18]:162 Blackfoot krigere gav deres skjolde en buet overfalde ved først at krympe skindet med kogende vand og derpå lægge det til tørre over en form af jord med en svag forhøjning.[18]:163 Skjoldet fik bæreremme, så det kunne transporteres hængende på et sadelhorn[15]:37 eller bæres på ryggen.[13]:117

Tegning af et skjold med en bison (blackfoot)

Et eller flere skjolddækker eller –hylstre af tyndere skind beskyttede skjoldet til daglig. Ofte var disse forsynet med symboler og hellige genstande og ikke selve skjoldet.[18]:163

Miniature skjolde var tro kopier af krigernes originale skjolde, men med en diameter på kun ca. 15 cm. Krigerne bar dem i håret eller i en snor om halsen.[4]:66

Skjoldets bemaling og tilføjede objekter[redigér | rediger kildetekst]

På blackfoot skjolde ses hyppigt gengivelser af bisoner samt solen og andre himmellegemer.[13]:117 Farverne sort, rød og grøn er de mest brugte.[18]:163 Kiowaer malede f.eks. bjørne og bjørnespor, tordenfugle[14]:9 eller medfølende dyr set i en vision på deres skjolde.[14]:198 Så længe det var i harmoni med visionen bag skjoldet, kunne indtørrede fuglehoveder, fjer samt dyreskind og andet fastgøres på det.[19]:60 Blandt oglala lakotaerne helliggjorde en shaman eller medicinmand et skjold ved at sætte en lille skindpose på det, der indeholdt magiske plantedele åbenbaret for shamanen i en vision.[15]:81

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Keyser, James D. and David A. Kaiser: “Bear Gulch style shield heraldry: Iconography of a Protohistoric period Northwestern Plains Warrior Society.” Plains Anthropologist. Vol. 59, No. 230 (May, 2014). Pp. 144–181.
  2. ^ McGinnis, Anthony: Counting Coup and Cutting Horses. Intertribal Warfare on the Northern Plains, 1738-1889. Evergreen, 1990.
  3. ^ Fowler, Loretta: Arapahoe Politics, 1851-1978. Lincoln and London, 1982.
  4. ^ a b c d e f Ewers, John C. (Ed.): Crow Indian Medicine Bundles by William Wildschut. Contributions from the Museum of American Indian. Heye Foundation. Vol. XVII. New York, 1960.
  5. ^ a b c Dorsey, George A.: The Cheyenne. I. Ceremonial Organization. Field Columbian Museum. Publication 99. Anthropological Series, Vol. IX, No. 1. Chicago, 1905.
  6. ^ William L. Merrill, Marian Kaulaity Hansson, Candace S. Greene, and Frederick J. Reuss: A Guide to the Kiowa Collections at the Smithsonian Institution. Washington, D.C., 1997.
  7. ^ Afton, Jean and David Fridtjof Halaas, Andrew E. Masich with Richard N. Ellis: Cheyenne Dog Soldiers. A Ledgerbook History of Coups and Combat. Hong Kong, 1997.
  8. ^ Hyde, George E.: Life of George Bent. Written From His Letters. Norman, 1987.
  9. ^ Murie, James: Pawnee Indian Societies. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XI, Part VII. New York, 1914.
  10. ^ Murie, James R.: Ceremonies of the Pawnee. Part II: The South Bands. Smithsonian Contibutions to Anthropology. Number 27. City of Washington, 1981.
  11. ^ Wissler, Clark: Social Organization and Ritualistic Ceremonies of the Blackfoot Indians. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. VII. New York, 1912.
  12. ^ a b c Lowie, Robert H.: The Religion of the Crow Indians. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XXV, Part II. New York, 1922.
  13. ^ a b c Wissler, Clark: Ceremonial Bundles of the Blackfoot Indians. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. VII, Part II. New York, 1912.
  14. ^ a b c Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Myths, Legends and Folktales. Vol. II. Fort Worth, 1983.
  15. ^ a b c Wissler, Clark: Societies and Ceremonial Associations in the Oglala Division of the Teton-Dakota. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XI, Part I. New York 1912.
  16. ^ Stands In Timber, John and Margot Liberty: Cheyenne Memories. Lincoln, 1972.
  17. ^ Walker, James R.: Lakota Belief and Ritual. Lincoln and London. 1980.
  18. ^ a b c d e Wissler, Clark: Material Culture of the Blackfoot Indians. Anthropological Papers of the Museum of Natural History. Vol V, Part I. New York, 1910.
  19. ^ Kaitlyn Chandler, Wendi Field Murray, Maria Nieves Zedeño, Samrat Clements and Robert James: The Winged. An Upper Missouri River Ethno-ornithology. Tucson, 2017.

Se også[redigér | rediger kildetekst]