Slaget om Sevastopol
| Slaget om Svastopol | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af Østfronten, 2. verdenskrig | |||||||
 Den militære situation i tidspunktet for slaget |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
 Tyskland Rumænien |
 Sovjetunionen |
||||||
| Ledere | |||||||
| Erich von Manstein |
Ivan Petrov Filipp Oktyabrskiy |
||||||
| Styrke | |||||||
| 350.000 | 106.000 | ||||||
| Tab | |||||||
| 100.000 døde, sårede eller krigsfanger | 11.000 døde 95.000 krigsfanger |
||||||
|
|||||
Slaget om Sevastopol, også omtalt som belejringen af Sevastopol, var et meget blodigt slag på Østfronten under 2. verdenskrig. Slaget var en del af Operation Barbarossa og blev udkæmpet mellem Sovjetunionen og Nazi-Tyskland.
Sevastopol, som ligger på Krimhalvøen i Sortehavet, blev for alvor draget ind i krigen mod slutningen af september 1941 da Wehrmachts Heeresgruppe Süd under ledelse af daværende general Erich von Manstein nåede frem til Krim.
Angrebet på Krim[redigér | redigér wikikode]
24. september gik de tyske styrker ind på halvøen over Perekoptange, den smalle landtunge som forbinder Krim med fastlandet. Efter fem dage havde tyskerne sikret forbindelsen og et brohovede på halvøen. 18. oktober rykkede de videre og efter ti dage med bitre kampe fandt den sovjetiske modstand sammen og tyskerne kunne rykke frem mod Sevastopol. Frem mod 16. november havde de tyske styrker indtaget hele halvøen bortset fra Sevastopol og byens nærmeste omgivelser.
Sevastopol[redigér | redigér wikikode]
I begyndelsen af december gik Røde Hær til modoffensiv, men tyskerne stoppede denne i midten af januar 1942, uden at klare at indtage byen. Tyskerne indledte da en belejring af byen og satte den under kraftigt bombardement, blandt andet ved brug af jernbanekanoner. De sovjetiske styrker holdt imidlertid stand helt frem til juli 1942 da de tilbageværende sovjetiske styrker kapitulerede, efter at den del var blevet evakueret ad søvejen.
Betydning[redigér | redigér wikikode]
Selv om slaget endte med tysk sejr, var den kostbar for tyskerne, både med hensyn til antal dræbte, sårede og tilfangetagne, men også i tab af vigtigt materiel. Desuden havde kampene forsinket den tyske fremrykning på Østfronten og særligt mod de vigtige mål Stalingrad og oliekilderne i Kaukasus. Den tyske vurdering gik på, at det var vigtigt at have "ryggen fri" både under opmarchen mod Stalingrad og i angrebet mod Kaukasus, og ikke have for mange styrker bundet fast på Krim som en isoleret sovjetisk styrke i Sevastopol ville kræve. Hertil kom at det indgik i de tyske planer at angribe Kaukasus via Kertsch-strædet mellem Azovske Hav og Sortehavet helt øst på halvøen.
Propagandamæssigt gjorde tyskerne imidlertid meget ud af sejren, og alle de deltagende tyske soldater fik et eget Sevastopol-mærke til uniformen, og Erich von Manstein blev udnævnt til generalfeltmarskal.
