Slaget ved Bunker Hill

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Bunker Hill
Del af Den amerikanske uafhængighedskrig
General Warrens død i slaget ved Bunker Hill
General Warrens død i slaget ved Bunker Hill
Dato 17. juni 1775
Sted Charlestown, Massachusetts
Resultat Britisk sejr
Territoriale
ændringer
Briterne erobrer Charlestown halvøen
Parter
Storbritannien
Storbritannien
USA
De forenede Kolonier
Ledere
British Army:
William Howe
Sir Robert Pigot
John Pitcairn (dræbt i slaget)
Henry Clinton
Royal Navy:
Samuel Graves
Israel Putnam
William Prescott
Joseph Warren (dræbt i slaget)
Seth Pomeroy
John Stark
(Warren og Pomeroy afslog at tage kommandoen og kæmpede som individer)
Styrke
over 3.000+[1] 2.400[2]
Tab
226 døde,
(heraf 19 officerer)
828 sårede,
(heraf 62 officerer)
I alt: 1.054[3]
115 døde,
305 sårede,
30 fangne (20 krigsfanger døde)
I alt: 450[4]

Slaget ved Bunker Hill fandt sted den 17. juni 1775Breed's Hill, som en del af belejringen af Boston under den amerikanske uafhængighedskrig. General Israel Putnam havde ledelsen af de revolutionære styrker, mens generalmajor William Howe havde kommandoen over de britiske styrker. Da hovedparten af kampene ikke foregik på selve Bunker Hill omtales slaget nogle gange mere korrekt som Slaget ved Breed's Hill.

Om natten mellem den 16. og 17. juni, som følge af efterretninger om at briterne snart ville forsøge at erobrede de uforsvarede højder omkring Boston, besatte oprørere Bunker Hill og Breed's Hill, byggede en jordskanse på Breed's Hill og let forsvarede linjer over det meste af Charlestown halvøen. Som reaktion herpå indledte briterne et angreb på disse stillinger om eftermiddagen den 17. juni. Efter at to angreb på oprørernes linjer var slået tilbage med betydelige britiske tab, tog briterne oprørernes stillinger i det tredje angreb, efter at forsvarerne i skansen var løbet tør for ammunition. Oprørerne trak sig tilbage over Bunker Hill til Cambridge, men led deres største tab på Bunker Hill.

Selv om resultatet var en sejr for briterne havde de lidt deres største tab i hele krigen: over 800 sårede og 226 dræbte, herunder et bemærkelsesværdigt stort antal officerer. Deres umiddelbare mål, erobringen af Bunker Hill, blev nået, men ændrede ikke væsentligt på belejringssituationen. Slaget viste imidlertid, at forholdsvis uøvede styrker fra kolonierne var villige til og evnede at modstå erfarne tropper i et regulært slag.

Geografi og strategi[redigér | redigér wikikode]

Da Boston lå på en halvø,[5] var den stort set beskyttet mod tæt belejring af vandområderne omkring den, som blev kontrolleret af britiske krigsskibe. I kølvandet på slagene ved Lexington og Concord den 19. april 1775 havde den koloniale milits, en styrke på omkring 15.000 mand[6] omringet byen, og praktisk taget belejret den. Under kommando af Artemas Ward, havde de kontrollen med den eneste adgang til Boston overland, Roxbury Neck, men da de ikke havde en flåde, kunne de ikke kontrollere eller blot udfordre den britiske kontrol over havnen. De britiske tropper, en styrke på omkring 6.000 mand under kommando af general Thomas Gage, havde besat byen og fik forsyninger og forstærkninger ad søvejen.[7]

Charlestown halvøen, der lå nord for Boston, havde sit udgangspunkt i en smal tange, kaldet Charlestown Neck, i nordvest og strakte sig omkring 1½ km mod sydvest ind i Bostons havn. Bunker Hill, der havde en højde af 33 meter, lå i den nordlige ende af halvøen. Breed's Hill, som kun var 19 meter højt, var længere mod syd og tættere på Boston.[8] Byen Charlestown lå på et flat område i den sydlige del af halvøen. På det nærmeste sted var der under 300 meter mellem Charlestown halvøen og Boston halvøen, hvor Copp's Hill havde nogenlunde samme højde som Breed's Hill. Da den britiske retræte fra Concord var endt i Charlestown havde general Gage trukket tropperne tilbage til Boston dagen efter slaget, i stedet for at befæste bakkerne på halvøen, og havde dermed gjort hele Charlestown halvøen til et ingenmandsland.[9]

Gennem maj måned modtog briterne forstærkninger, indtil de havde en styrke på omkring 6.000 mand. Den 25. maj ankom der tre generaler på HMS Cerberus: William Howe, John Burgoyne og Henry Clinton. Gage begyndte sammen med dem at planlægge et udfald fra byen,[10] og planen var klar den 12. juni. Oplysninger om disse planer lækkede ud til militsens ledere den 13., og den 15. besluttede de at yderligere forsvarsværker måtte opføres.[11] General Ward gav Israel Putnam ordre til at bygge stillinger på Charlestown halvøen, især på Bunker Hill.[12]

Slaget[redigér | redigér wikikode]

kort fra 1775 over Boston området (indeholder nogle upræcise informationer)
Det første britiske angreb på Bunker Hill. Farvede områder er bakker.

Befæstning af Breed's Hill[redigér | redigér wikikode]

Om natten mellem den 16. og17. juni førte milits obersten William Prescott 1.200 mand ud på halvøen for at opbygge stillinger hvorfra artilleri kunne skyde ind i Boston.[13] I starten var Putnam, Prescott og deres ingeniørofficer, kaptajn Richard Gridley, uenige om hvor de skulle placere deres stillinger. Der blev udført noget arbejde på Bunker Hill, men Breed's Hill lå nærmere på Boston, og blev anset for lettere at forsvare. Selv om det nok var i modstrid med deres ordrer, besluttede de at bygge deres vigtigste skanse der.[14] Ud fra Gridleys anvisninger begyndte Prescott og hans mænd at udgrave en befæstning omkring 40 meter i kvadrat med grøfter og jordvolde. De tilføjede grøft og dige forlængelser i retning af Charles River på deres højre side og begyndte at forstærke et gærde, som lå på deres venstre side. Murene på skansen var omkring 1,8 meter høje, med en træplatform inden i, hvor mændene kunne stå og skyde over muren.[15]

Før daggry, omkring kl. 4, opdagede en vagtpost om bord på HMS Lively den nye befæstning. Lively åbnede ild, hvilket kun midlertidigt stoppede militsens arbejde. Om bord på sit flagskib HMS Somerset, vågnede admiral Samuel Graves irriteret over den kanonskydning, som han ikke havde beordret.[16] Han satte en stopper for den, blot for at få sin beslutning omgjort af general Gage, da denne blev gjort opmærksom på situationen. Han gav ordre til at samtlige 128 kanoner i havnen og batterierne på Copp's Hill i Boston skulle beskyde militsens stillinger. Beskydningen havde forholdsvis beskeden effekt.[17]

Da general Thomas Gage betragtede stillingerne fra Boston med sin stab, genkendte loyalisten Abijah Willard sin svoger oberst Prescott. "Vil han kæmpe?' spurgte Gage sine mænd. "Jeg kan ikke svare på deres vegne", svarede Willard, "men oberst Prescott vil kæmpe mod Dem til helvedes porte"[18] Prescott levede op til Willards ord, men hans mænd var knap på standhaftrige. Da militsen led sit første tab, Asa Pollard fra Billerica,[19] en ung menig, smo blev dræbt af kanonild, gav Prescott ordre til hurtigt at begrave manden, og i stilhed, men en stor gruppe mænd gav ham en højtidelig begravelse i stedet, hvorefter flere deserterede kort tid efter.[18]

Det tog næsten seks timer for briterne at få stillet en infanteristyrke til parade for inspektion. General Howe skulle føre hovedangrebet, som skulle gå rundt om kolonisternes venstre flanke og ramme dem bagfra. Brigadegeneral Robert Pigot på den britiske venstre flanke skulle føre et direkte angreb mod skansen. Major John Pitcairn førte flanke eller reservestyrken. Det krævede adskillige ture i storbåde at overføre Howes styrker til det østlige hjørne af halvøen, kaldet Moulton's Hill. På en varm dag, med uldne jakker og fuld feltoppakning på omkring 25 kg, var briterne endelig klar omkring kl. 14.[20]

Det andet britiske angreb på Bunker Hill.

Kolonisterne, som havde set denne aktivitet, havde også rekvireret forstærkninger. Blandt forstærkningerne var Joseph Warren og Seth Pomeroy, som begge valgte at gøre tjeneste som infanterister.[20] Prescott beordrede folkene fra Connecticut under kaptajn Knowlton til at forsvare den venstre flanke, hvor de brugte en grov stenmur som brystværn og forhøjede den med hegnspæle og hø. Tropper som ankom for at forstærke denne flankestilling omfattede det 1. og 3. New Hampshire regiment på 200 mand under obersterne John Stark og James Reed. Starks mænd indtog stillinger langs brystværnet i den nordlige ende af kolonisternes stilliner. Da lavvandet åbnede et hul langs Mystic River mod nord, forlængede de hurtigt gærdet med en kort stenmur til vandkanten.[21] Oberst Stark placerede en pæl omkring 30 meter foran gærdet, og gav ordre til at ingen måtte skyde før briterne passerede den.[22] Lige før slaget begyndte, kom der yderligere forstærkninger, herunder dele af obersterne Brewer, Nixon, Woodbridge, Little og major Moores regimenter fra Massachusetts og Callenders artilleri kompagni.[23]

Angreb[redigér | redigér wikikode]

Brigadegeneral Pigot, som havde kommandoen over 5., 38., 43., 47. og 52. fodregiment såvel som major Pitcairn's marinesoldater, angreb skansen. Prescott, som ledede forsvaret, instruerede sine mænd om at vente med at skyde indtil han gav signal. Da de stød, havde det en ødelæggende effekt, og de britiske soldater blev tvunget tilbage.[24]

General Howe førte de lette infanteri kompagnier og grenaderer i angrebet på den amerikanske venstre flanke. Hans lette infanteri var placeret på en smal strand, på den yderste højre flanke af kolonisternes stilling, med grenadererne i midten. De formerede sig med fire mand i dybden og flere hundrede i bredden, under ledelse af officerer i skarlagenrøde jakker. Da tropperne nærmede sig amerikanernes linje affyrede John Simpson, en mand fra New Hampshire, sit våben for tidligt, hvilket fik en del briter til at skyde tilbage mens de endnu var udenfor skudvidde. Da briterne endelig var indenfor skudvidde åbnede begge sider ild. Kolonisterne forårsagede stor tab blandt briterne, og skød især efter de rødklædte officerer. De brugte gærdet til at hvile deres musketter på og stabilisere deres sigte med. Briterne trak sig tilbage i uorden, mens militserne holdt deres position.[25]

Det tredje og sidste britiske angreb på Bunker Hill

De britiske reserver, som samledes lige nord for landsbyen Charlestown havde tab som følge af beskydning af snigskytter og satte ild på byen. Røgen der drev fra Charlestown fungerede som et næsten surrealistisk bagtæppe for kampene, da vinden holdt røgen væk fra slagmarken.[26] De britiske tropper blev bragt til samling og foretog endnu et angreb mod skansen og den nordlige flanke, og igen havde de store tab og blev slået tilbage.[22] I mellemtiden var der forvirring i de amerikanske styrkers bagland. General Putnam forsøgte, med kun begrænset succes, at sende ekstra tropper fra Bunker Hill til Breed's Hill for at støtte mændene i skansen.[27]

Til sidst beordrede general Howe et tredje angreb, hvor også reserverne blev indsat, sammen med general Clinton og 400 frivillige marinere, som var kommet til fra Boston efter at have set de fejlslagne angreb.[28] Dette angreb var koncentreret om skansen, og lykkedes, selv om det kostede major Pitcairn livet.[29] Forsvarerne var løbet tør for ammunition, hvilket betød at slaget blev mand-mod-mand. I denne form for kamp havde briterne fordelen, da deres musketter var udstyret med bajonetter, i modsætning til kolonisterne. Oberst Prescott, en af de sidste kolonister, der forlod skansen parerede bajonetstød med sin ceremonielle sabel.[30] Det var ved erobringen af skansen, at Joseph Warren blev dræbt. Kolonisternes tilbagetog blev til dels muliggjort af det tapre forsvar, som tropperne nord for skansen udførte, som forhindrede omringning. General Putnam forsøgte at få samling på sine tropper på Bunker Hill, men kolonitropperne flygtede så hurtigt at kanoner og forskansningsværktøjer måtte efterlades. Kolonitropperne led størstedelen af deres tab under tilbagetoget fra Bunker Hille. Klokken 17 havde kolonisterne trukket sig tilbage over Charleston Neck til befæstede stillinger i Cambridge, og briterne havde kontrollen over halvøen.[31]

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Briterne havde vundet slagmarken, men med et tab på 1.054 (226 døde og 828 sårede), og en uforholdsmæssig stor andel af dem var officerer. General Clinton skrev i sin dagbog, at "nogle få sejre mere af den slags ville hurtigt have afsluttet den britiske dominans i Amerika".[32] Kolonisternes tab var på omkring 450, hvoraf 140 blev dræbt, heriblandt Joseph Warren. 30 blev taget til fange, hvoraf 20 senere døde som krigsfanger. Hovedparten af kolonisternes tab kom under tilbagetrækningen. Major Andrew McClary var den højest rangerende koloniofficer, som døde i slaget, efter sigende også den sidste). Han blev erindret ved navngivningen af Fort McClary i Kittery, Maine.

Blandt briternes døde og sårede var der 100 officerer, en betydelig andel af de britiske officerskorps i Nordamerika.[33] En stor del af General Howes stab i felten var blandt ofrene.[34] Major Pitcairn var blevet dræbt, og oberst James Abercrombie dødeligt såret. General Gage skrev i sin rapport efter slaget alle navnene på disse officerer, med rang af løjtnant eller derover[35], foruden denne opsummering:

  • 1 oberstløjtnant dræbt
  • 2 majorer dræbt, 3 sårede
  • 7 kaptajner dræbt, 27 sårede
  • 9 løjnanter dræbt, 32 sårede
  • 15 sergenter dræbt, 42 sårede
  • 1 trommeslager dræbt, 12 sårede

Thomas Gage, som blev kaldt tilbage til England og udskiftet med General Howe i oktober 1775, skrev en rapport til den engelske regering, hvor han gentog tidligere advarsler om at "en stor hær må i længere tid indsættes for at nedkæmpe disse folk" og "ville kræve hvervning af udenlandske tropper."[36]

Analyse[redigér | redigér wikikode]

Der er blevet skrevet meget i kølvandet på dette slag om hvordan det blev udkæmpet. Begge sider begik strategiske og taktiske fejltrin, som kunne have ændret slagets udfald. Ved at se i bakspejlet får man ofte et fordrejet billede, men nogle ting forekommer åbenlyse efter slaget, som kommandørerne på dagen med rimelighed kunne have taget fat i.

Kolonisternes fejltagelser[redigér | redigér wikikode]

Den britiske plan for at bryde ud af Boston havde gået ud på først at tage kontrollen med Dorchester Heights. Disse bakker havde en mere dominerende og truende stilling over Boston halvøen end bakkerne ved Charlestown, som det blev vist tydeligt, da briterne trak sig tilbage, efter at de var blevet befæstet af kolonisternes hær i marts 1776. Hertil kom, at adgangen til bakkerne fra Roxbury ikke var nær så begrænset, som Charlestown Neck var for adgang til Bunker Hill. "Committee of Safety", som i princippet var den politiske ledelse, da slaget fandt sted, var tilsyneladende ikke klar over den militære betydning af Dorchester Heights.[37]

Et historisk kort over Bunker Hill med militære noter

Kolonistyrkerne, som formelt var under overkommando af general Ward, og under kommando af general Putnam på slagmarken, handlede ofte helt uafhængigt. Det viste sig tydeligt i starten af slaget, hvor der blev taget taktiske beslutninger, som havde strategiske effekter. Oberst Prescott og hans stab, tilsyneladende i modstrid med deres ordrer, besluttedeat befæste Breed's Hill frem for Bunker Hill.[14] Befæstningen af Breed's Hill var mere provokerende ved at placere offensivt artilleri tættere på Boston. Det udsatte også styrkerne for risiko for at blive fanget, da de ikke i tilstrækkelig grad kunne forsvare sig mod britiske forsøg på at lande tropper og tage kontrollen over Charlestown Neck. Hvis briterne havde gjort noget sådant, kunne de have opnået en sejr med langt mindre tab.[38]

Mens kolonitroppernes frontlinjer generelt blev ledet godt, var der kaos bag fronten, især efter at slaget var begyndt, og det skyldtes til dels en dårlig organisering af ledelsesforholdene. Kun nogle af militserne var direkte underlagt Ward og Putnam,[39] og nogle adlød ikke deres ordrer og blev på Bunker Hill i stedet for at deltage i forsvaret mod det tredje britiske angreb. Adskillige officerer blev efterfølgende stillet for en krigsret eller kasseret.[40] Hvis Prescott og styrkerne i skansen havde fået forstærkninger enten i form af flere tropper eller i form af mere ammunition og krudt, var det hans opfattelse, at de kunne have slået det tredje angreb tilbage.[41]

Britiske fejltagelser[redigér | redigér wikikode]

"Udsigt over angrebet på Bunker Hill med afbrændingen af Charlestown", af Lodge

Den britiske ledelse var for deres part langsomme til at reagere, da skansen på Breed's Hill blev opdaget. Klokken var 14 inden tropperne var klar til at angribe, ca. 8 timer senere. Dette magelige tempo gav kolonistyrkerne tid til at forstærke stillingerne i flankerne, som var dårligt beskyttet.[42] Gage og Howe besluttede at det ville være en let sag at angribe frontalt, selv om en omringende bevægelse (som tog kontrol over Charlestown Neck), ville have givet dem en større sejr.[38] (Denne bevægelse ville ikke have været risikofri, da kolonistyrkerne kunne have gjort det bekosteligt at holde tangen med beskydning fra det højereliggende terræn i Cambridge); men den britiske ledelse var overoptimistisk, og troede at "to regimenter var tilstrækkeligt til at flå provinsens styrker".[43]

Da først de stod på slagmarken, valgte Howe to gange at svække det frontale angreb med et angreb i flanken. Det var først ved det tredje angreb, hvor angrebet i flanken blot var en finte,[44] at hovedstyrken, som nu var blevet forstærket med reserver, gik direkte mod skansen, og angrebet lykkedes.[28]

Efter at have erobret halvøen kan man sige, at briterne den taktiske fordel, at de kunne have fortsat ind Cambridge. General Clinton foreslog dette for Howe, som afviste ideen.[45] Howe blev senere gennemskuet af lederne for kolonistyrkerne som en der tog foreløbige beslutninger, til hans skade. I tiden efter slaget om Long Island havde han igen en taktisk fordel, som måske kunne have udleveret hele Washingtons hær til ham, men han afviste igen at handle.

"Det hvide i deres øjne"[redigér | redigér wikikode]

Den berømte ordre "Skyd ikke før du kan se det hvide i deres øjne" blev fortalt i historier om slaget ved Bunker Hill. Det er imidlertid usikkert hvem der sagde det, da forskellige forfattere henfører det til Putnam, Stark, Prescott eller Gridley. Det var formentlig heller ikke noget originalt citat. Det tidligste lignende citat stammer fra Slaget ved Dettingen, den 27. juni 1743 hvor oberstløjtnant Andrew Agnew of Lochnaw advarede sit regiment, Royal Scots Fusiliers, om ikke at skyde før de kunne "see the white's of their e'en."[46] Frasen blev også brugt af Prins Karl af Preussen i 1745 og gentaget i 1755 af Frederik den Store og kan være nævnt i bøger, som de koloniale militære ledere var bekendt med.[47] Uanset om det faktisk blev sagt under slaget, var det tydeligt at de militære ledere ofte mindede deres tropper om at vente med at skyde indtil det ville have den største effekt.[48]

Frivillige på kolonitroppernes side[redigér | redigér wikikode]

Ifølge billedet af John Trumbull, var det flag kolonisterne kæmpede under i slaget, dette historiske New England flag
Dette flag, der kendes som Bunker Hill flaget er knyttet til slaget

Et betydeligt antal kendte kolonister tog del i dette slag. Nogle udmærkede sig i slaget. Andre var allerede velkendte, eller ville senere komme til at spille væsentlige roller i krigen, eller indenfor politik i De Forenede Stater-

Bunker Hill Monumentet

Erindring om slaget[redigér | redigér wikikode]

Monumentet ved Bunker Hill er en 67 meter høj obelisk. Grundstenen blev lagt den 17. juni 1825 på 50 årsdagen for slaget af Marquis de Lafayette, og festtalen blev holdt af Daniel Webster.[49] Der er også en statue af Prescott i den berømte positur, der blev brugt til at illustrere hvordan han beroligede sine "bønder". Leonard P. Zakim Bunker Hill Bridge blev specielt designet til at rumme dette monument.

  • Bunker Hill Day, som erindrer om slaget, er en offentlig helligdag i Suffolk County, Massachusetts som rummer såvel byen Boston som Somerville. Statsinstitutioner i Massachusetts fejrer også denne helligdag.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Chidsey p. 90 siger at den den oprindeligt anfordrede styrke var 1.550, men Howe anmodede om og fik forstærkninger inden slaget startede. Frothingham p. 137 vurderer den samlede britiske styrke til over 3.000. Hertil kommer, iflg. Frothingham p. 148, yderligere forstærkninger, som ankom fra Boston efter at det 2. angreb var slået tilbage. Frothingham, p. 191 anfører hvor svært det er, at få et nøjagtigt tal for hvor mange britiske tropper, der var involveret.
  2. Chidsey p. 122 tæller 1.400 ved det natlige befæstningsarbejde. Frothingham er uklar om antallet af forstærkninger, der ankom lige inden slaget starter. I en fodnote på side 136, og på p. 190 udpensler han vanskelighederne ved at få et nøjatigt tal.
  3. Frothingham pp. 191, 194.
  4. Chidsey, p. 104
  5. I det 18. århundrede lå Bosten på en helvø. Især i det 19. århundrede blev meget af området omkring halvøen fyldt op, hvilket gav byen sin nutidige georgrafi. Se Bostons Historie for detaljer.
  6. Chidsey, p. 72 New Hampshire 1.200, Rhode Island 1.000, Connecticut 2.300, Massachusetts 11.500
  7. Alden, p. 178
  8. Chidsey p. 91 har et historisk kort, som viser højder.
  9. French, p. 220
  10. French, p. 249
  11. Brooks, p. 119
  12. French, p. 255
  13. Frothingham, pp. 122-123
  14. 14,0 14,1 Frothingham, pp. 123-124
  15. Frothingham, p. 135
  16. Frothingham, p. 125
  17. Brooks, p. 127
  18. 18,0 18,1 Graydon, p. 424
  19. Chidsey, p. 84
  20. 20,0 20,1 Frothingham, p. 133
  21. Chidsey p. 93
  22. 22,0 22,1 Chidsey p. 96
  23. Frothingham, p. 136
  24. Frothingham, pp. 140-141
  25. Frothingham, pp. 141-142
  26. Frothingham, pp. 144-145
  27. Frothingham, p. 146
  28. 28,0 28,1 Frothingham, p. 148
  29. Chidsey p. 99
  30. Frothingham, p. 150
  31. Frothingham, pp. 151-152
  32. Clinton, Henry (1954). The American Rebellion: Sir Henry Clinton's Narrative of His Campaigns, 1775-1782. Yale University Press. pp. p. 19. http://books.google.com/books?id=H2AsAAAAMAAJ.  General Clintons bemærkninger er et ekko af en Pyrrhus' oprindelige følelse efter slaget ved Heraklea, "endnu en sådan sejr og sagen er tabt".
  33. Brooks, pp. 183-184
  34. Frothingham, pp. 145, 196
  35. Frothingham, pp. 387-389 opremser tabene med navns nævnelse foruden denne opsummering
  36. Scheer, George F (1987). Rebels and Redcoats: The American Revolution Through the Eyes of Those Who Fought and Lived It. Da Capo Press. pp. p. 64. ISBN 9780306803079. 
  37. French, p. 256
  38. 38,0 38,1 Frothingham, p. 155
  39. Frothingham, pp. 158-159
  40. French, pp. 274-276
  41. Frothingham, p. 153
  42. French, pp. 263-265
  43. Frothingham, p. 156
  44. French, p. 277
  45. Frothingham pp. 152-153
  46. Anderson, p. 679
  47. Winsor, p. 85
  48. French, pp. 269-270
  49. Hayward, p. 322

Referencer og yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: