Slaget ved Oldenswort

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Abel af Danmark.

Slaget ved Oldenswort fandt sted den 29. juni 1252 ved Oldensvort (på tysk: Oldenswort) i Ejdersted. Kong Abel af Danmark blev dræbt i slaget.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Abel havde været hertug, grænsejarl af Hertugdømmet Slesvig fra 1241 til 1250. Da kong Erik Plovpenning blev myrdet og hans lig kastet i Slien, blev Abel mistænkt for at stå bag mordet, men han sværgede sig fri for ansvar, hvorefter han blev kåret til konge den 1. november 1250.

Som konge forsøgte Abel at ophjælpe købstæderne og fremme forbindelserne med udlandet. Imidlertid nægtede friserne at betale skat, og Abel besluttede at gennemføre et hærtog mod Ejdersted for at tvinge skattebetalingen igennem.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Utland med de frisiske områder i middelalderen.

I følge Chronicon Eiderostadense samlede kong Abel i 1252 sin hær ved Mildeborg ved Milden. Borgens beliggenhed er ukendt, formentlig var den en forgænger for borgen i Svavsted.[1] Han sejlede ad Ejderen ned til Ejdersted og slog lejr ved Oldenswort, hvor han oprettede en lejr, som han omgav med grave. I syv dage foretog han tvangsbeskatning af dem, der boede ved Ejderen og slog en del af indbyggerne ihjel. Den syvende dag samledes repræsentanter for de syv "skibsherreder" (de frisiske herreder i marsken) på deres tingsted og vedtog at risikere deres liv hellere end at betale skat.[2]

Om natten drog de mod kongens lejr for at dræbe ham. Kampen brød ud og varede den halve dag med stort mandefald på begge sider. Efterhånden vandt friserne imidlertid overmagt, og "da undveg kongen mod nord ad Milde-vejen. Men friserne fulgte straks efter, jog ham over Milde-diget, slog ham og alle hans folk ihjel, og den som dræbte kongen, hed Wessel Hummer. Dernæst drog friserne hjem og var ikke undertvungne."[2]

Som stedet, hvor kongen blev dræbt nævnes iuxta Mildebro, iuxta Mildænburgh og i Lund-annalerne iuxta Hwsænbro (altså hhv. nær Mildebro, Mildeborg og Husumbro; det er første gang, at Husum er nævnt. iuxta betyder "nær ved").[3]

Følger[redigér | redigér wikikode]

Abel blev som dansk konge efterfulgt af Christoffer I.

Abel var gift med Mechtilde af Holsten, en datter af grev Adolf 4. af Holsten.[4] Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien (Stapelholm, Fræslet, Svansen og Krongodset Jernved) til sine brødre, Johan 1. af Holsten og Gerhard 1. af Holsten[5][6] samt yderligere fæstningen Rendsburg, som hun havde modtaget som medgift[7], og hendes virksomhed dannede i det hele grundlaget for Holstens stadig voksende indflydelse i Sønderjylland.

Friserne havde været direkte underlagt den danske konge og var holdt uden for feudaliseringen. Som følge af den svækkede danske kongemagt kom friserne i 1300-tallet under holstenske grevers magt. Ved den store manddrukning i 1362 forsvandt den store handelsby Rungholt i bølgerne, og tusinder mistede livet. Under disse forhold kunne friserne ikke længere hævde nogen national selvstændighed; først i 1800-tallet blev den frisiske nationalfølelse genvakt.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Kürstein, s. 15
  2. ^ a b Kürstein, s. 16
  3. ^ Kürstein, s. 17
  4. ^ Albrectsen, s. 24
  5. ^ Albrectsen, s. 45, 217
  6. ^ Diplomatarium Danicum. Række 2, Bind 1: 1250–1265. Munksgaard, Kopenhagen 1938, Nr. 316.
  7. ^ Windmann, S. 172

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Esben Albrectsen: Herredømmet over Sønderjylland 1375-1404; København 1981; ISBN 87-87462-18-4
  • Poul Kürstein: "Træk af Gøs herredernes historie" (i: Poul Kürstein (red.): Nørre og Sønder Gøs Herred. Sydslesvigske egne og byer; Flensborg 1969)
  • Horst Windmann: Schleswig als Territorium. Grundzüge der Verfassungsentwicklung im Herzogtum Schleswig von den Anfängen bis zum Aussterben des Abelschen Hauses 1375 (= Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins. Bd. 30, ISSN 0173-0940). Wachholtz, Neumünster 1954 (Zugleich: Kiel, Universität, Dissertation, 1952).