Slaveri

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jean-Leon Gerome. Slavemarked (ca. 1884)

Slaveri er at være andres ejendom og at være tvunget til f.eks. arbejde. Slaveri har været almindeligt i de fleste kendte civilisationer i menneskehedens historie. Både i antikkens Grækenland og Romerriget var slaveriet særdeles udbredt, og i Mesopotamien, Egypten, Fønikien, Indien og i Kina var slaveriet en integreret del af dagligdagen.[1]

Etymologi og definition[redigér | redigér wikikode]

Ordet "slave" optræder første gang på engelsk omkring 1290 (stavet sclave). Ordet er afledt af det middelalderlatinske sclavus, "slaver, slave," som første gang er registreret omkring år 800. [2]dansk refererer begrebet både til det slaviske folkeslag og til "en retsløs person, som er berøvet sin frihed". [3]

Europas slaver indtil år 1500[redigér | redigér wikikode]

Grækenland[redigér | redigér wikikode]

Grækerne, ofte omtalt som "de første europæere", benyttede sig af slaver. Grækerne diskriminerede ikke ud fra hudfarve, men skelnede mellem grækere og ikke-grækere, dvs. barbarer, hvilket dog ikke forhindrede dem i at bruge græske slaver. Grækernes slaveri var meget forskelligartet. Visse slaver fungerede som håndværkere og handelsfolk, og havde et rimeligere liv end de slaver, der fungerede som minearbejdere og prostituerede. Slaverne var generelt krigsfanger, røverbytte eller oversøiske handelsvarer.

Slaver underviste også de græske drenge, og det var en pædagog (græsk paidagogos = børnefører), en særligt betroet slave, der førte dem til og fra skole. [4] Den græske filosof Aristoteles foreslog, at grækerne skulle tage ikke-græske slaver, da han mente, at "nogle mennesker er født til at regere, andre til at blive regeret". [5] Aristoteles karakteriserede desuden slaverne som talende "redskaber" og delte dem i en geografisk hierarkisk orden. Nordeuropæerne blev karakteriseret som "hjælpeløse" og "uintelligente", og asiaterne som "åndsløse" . [5] Han udtalte, at "en slave er en ejendel med en sjæl", og at "brugen af husdyr og slaver er omtrent det samme; begge lader os møde tilværelsens behov med sine fysiske anstrengelser". I første bog af Politikken slår han fast at "menneskeheden er todelt: Herrer og slaver, eller om man vil, grækere og barbarer". Det lyder, som om han mente, at enhver som ikke var græsk, kunne – eller ovenikøbet burde – fanges og gøres til slave. Imidlertid bemærkede han, at nogen (ikke mindst stoikerne) påstod, at "en herres magt over slaver er imod naturen", og at skellet mellem herre og slave kun var et påfund af loven, og dermed uretfærdigt. Sådanne udsagn fik stor betydning i 1500-tallet, hvor man mente, at Aristoteles gav det rigtige svar på alt. Platon sammenlignede slaven med kroppen, herren med sjælen. Han ville gerne gøre en ende på, at grækere kunne holdes som slaver, men modsatte sig ikke, at udlændinge var slaver. Kynikerne hævdede, at en slave beholdt sin frie sjæl, selv om han var underlagt sin herres vilje, og Diogenes udtalte, at den, som gjorde sig afhængig af en andens tvungne arbejde, var den egentlige slave. Sofisten Alkidamas[6] forlangte, at spartanerne satte nabofolket messenianerne fri, og mente, at skillet mellem en fri mand og en slave var naturstridigt. [7]

Romerriget[redigér | redigér wikikode]

Romerne var de første til at institutionalisere slavehandelen og var formentlig de første til at benytte sig af sorte slaver i vid udstrækning, omend de foretrak slaver fra de romerske grænseområder som Thrakien, Germanien og Nærorienten [8] I Romerriget løb alle dog en risiko for at ende som slaver. De kunne tages til fange i en krig, hvor ens familie ikke havde råd til at betale løsepengene. De kunne sætte sig i gæld, sælges af kreditor og blive gældsslaver. Slaveri var også straffen for særlige forbrydelser. Man blev ikke slave ud fra hudfarve eller religiøs tilhørighed. [9] Cato den Ældre tilrådede i sin lærebog Om agerens dyrkning følgende dagsrationer til slaver: Sammenlænkede om vinteren – 1,3 kg brød; ved gravearbejde – 1,63 kg brød; og når fignerne er modne og kan spises som supplement – igen kun 1,3 kg brød. De skal have ekstra vin ved fester som saturnalierne, og ved ekstra arbejde. Hvert andet år skal slaven have en ny tunika og en kappe, men først skal den gamle leveres, så man kan sy lapkapper af laserne. "Hvert andet år bør man give et par gode træsko." Varro taler om de tre typer redskaber: "De talende, hvoriblandt slaver; de halvtalende, hvoriblandt okser; og de stumme, hvoriblandt vogne." Men med den romerske ekspansions ophør under Augustus, faldt antallet slaver, så slaverne blev dyrere og dermed bedre behandlet. Den form for slaveri, der havde fremkaldt de store slaveoprør som det, Spartacus førte an i, ophørte efterhånden. [10]

Langt de fleste af de romerske slaver var krigsfanger, men da de var for få til den stadigt voksende republik, opkøbte og importerede romerne også slaver i stor stil. En romersk slave var sin herres ejendom i alle henseender, også slavens børn. Af Cicero fremgår det, at det var muligt for en slave at købe sig fri efter ca. seks år [11] Årsagen til det har formentligt ikke været moralsk, men økonomisk, da det gjorde det muligt for slaveejerne at købe ny og frisk arbejdskraft, når den gamle var blevet nedslidt. Slaverne blev især brugt i landbruget, i minedriften og i byerne i husholdningen. Nogle slaver kunne opnå høje poster i samfundet; men juridisk var de stadig lavere stillet end selv den fattigste frie romer. På 200-tallet f.Kr kunne en romersk slave udsættes for at brændemærkes med FUR (= tyv) eller FUGITIVUS (= bortløben), men den praksis forlod man snart, da de fleste romerske husslaver kunne påregne at blive sat fri af ejeren. Når romere ikke var nervøse over at være omgivet af slaver, kan det hænge sammen med, at herren normalt var den, der sikrede slavens fremtid. Frigivelsen skete ved, at ejeren erklærede slaven for fri over for en romersk embedsmand. Han gik "ud af hans hånd", dvs. ud af hans ejendom, på latin emancipatio, af ex- (= ud fra) og manus (= hånd). Han blev emanciperet, sat fri. Normalt betalte slaven ejeren et beløb, han havde sparet op. En slaves sparepenge var juridisk set ejerens, men i realiteten penge, han kunne benytte til at købe sig frihed for. Efter romersk lov fik slaven sin herres status ved frigivelsen, så hvis ejeren var romersk borger, blev slaven det også. Selv om slaven lige var ankommet det romerske imperium og ikke havde nået at lære latin, var han alligevel blevet romersk borger, noget en udlænding ellers måtte tjene tyve år i de romerske hjælpetropper for at opnå. Som frigiven fortsatte slaven ofte med at arbejde for sin tidligere ejer. Fx sendte Barbi-slægten fra Aquileia sine frigivne rundt om i imperiet som agenter for sit handelsimperium. [12]

Romerne skilte mellem en servus (slave) og en colonus (daglejer). En slave havde status som res (en ting), og kunne hverken oprette et testamente, vidne i en sag eller anmelde noget. Imidlertid kunne en slave straffes for en forbrydelse, hvad der beviser, at romerne selv indså, at slaver ikke var "ting" – i så fald skulle de jo ikke være straffet. Seneca skrev, at slaveri var en kropslig affære; sjælen forblev fri.

Cicero mente, at al ulighed, som fx slaveri, kunne forklares med forfald, og skrev i De Republica, at det var lovligt at tage et besejret folk til slaver, hvis folket, der var tale om, ikke kunne regere sig selv. Hverken han eller andre romerske skribenter vurderede muligheden af at afskaffe slaveriet; for dem drejede sagen sig om, at slaver ikke skulle udsættes for overgreb eller grusomhed. Kejser Hadrian beskyttede ved lov slaver mod drab og fysiske overgreb fra ejeren. Kejser Antoninus Pius retfærdiggjorde sine humane love om behandling af slaver med, at mildhed også var i slaveejerens interesse. I øvrigt erklærede han, at der ikke skulle stilles spørgsmål ved herrens magt over sine slaver. Stoikere og kristne stillede heller ikke spørgsmål ved eksistensen af slaveri; men særligt stoikerne var kritiske til, hvad slaveri forårsagede. Stoikeren Epiktet, som selv var født som slave, undredes over, om frigivelse var til fordel for "alle" slaver; men han var også optaget af den onde påvirkning, det kunne have på folk at eje andre mennesker. [13]

Norrøn tid[redigér | redigér wikikode]

"Trældom" er den traditionelle skandinaviske betegnelse for slaveri. Ordet "træl" er vistnok dannet med rod i et ord for "at løbe". [14] I førkristen tid var brug af trælle almindeligt i Skandinavien. I vikingetiden var trællene både ufrie skandinaver og folk røvet fra andre lande. Slavehold var nedfældet i loven. Vikingerne førte slaver fra Baltikum til Konstantinopel, og de tog slaver i Irland og førte dem til arabiske lande, hvor hvide trælle var en efterspurgt vare. I Skandinavien forsvandt slaveriet i løbet af 1100-tallet, men trællenes befrielse var ingen kampsag for kirken. Høvdinge på Island røvede hinandens kvinder for at øve pres på modstanderen. Man ved også, at kvinder var med til at planlægge ran af sig selv. Så sent som i 1170'erne udstedte ærkebiskop Øystein Erlendsson i Nidaros et brev, hvori han bandlyste alle kvinderøvere i sit ærkebispedømme, men også bebrejdede de kvinder, der lokkede medsøstre til sig for at drikke dem fulde og få dem om bord på skibe med kurs mod Island, hvor der var mangel på kvinder. Kvinderov må have været et mærkbart problem også i Norge, hvis ærkebiskoppen engagerede sig i det.[15]

Trælleholdet i Norge var sandsynligvis på sit højeste ca. år 1000, men hvor stort omfanget var, er umuligt at vide med sikkerhed. Den engelske Domesday Book fra 1086 opgiver, at 9% af den totale engelske befolkning var slaver, men det behøver ikke at svare til skandinaviske forhold. I tidlig middelalder blev præsterne ofte rekrutteret blandt trællene. Den norske Gulatingslov fra første halvdel af 1100-tallet siger, at hvis præsterne bryder biskoppenes påbud, skal de bøde for det, for "præsterne skal styres med hug", en formulering, der som regel blev benyttet om trælle. Men i løbet af det første århundrede efter Norges kristning gik præsterne gradvis over til at blive respekterede samfundsmedlemmer, der også kunne gifte sig ind i veletablerede familier. [16]

Middelalder[redigér | redigér wikikode]

I Europas tidlige historiemiddelalderen ca. 5. årh. til ca. 1453 – var slaveri almindeligt. Fra begyndelsen af 1400-tallet opstod en regulær import til Europa af afrikanske slaver fra Madeira og den afrikanske vestkyst. Det kan have påvirket den tidligere import via den arabiske slavehandel. [17]

Slaver og korsfarerstaterne[redigér | redigér wikikode]

Johanniterordenen drev i korstogstiden store sukker-plantager og -raffinaderier i korsfarerstaterne i det hellige land, der eksporterede sukker til hele Europa. Cistercienserne drev store stutterier med opdræt af stridsheste til korsfarerne. I Portugal drev cistercienserne også jernudvinding drevet af muslimske slaver. Hvis slaverne gik over til kristendommen, måtte de sættes fri, og slaveejerne både i det hellige land og Spanien sørgede derfor, at forhindre missionærer i at forkynde for dem. I første halvdel af 1200-tallet befalede paven, at slaverne skulle have adgang til at høre Guds ord, men selv om de lod sig døbe, skulle de ikke længere have krav på frihed. [18]

Slavehandel[redigér | redigér wikikode]

Plakat som annoncerer salg og udlejning af slaver (St. Helena, 1829)
African slave trade.png

Det er uvist, præcis hvor mange millioner sorte, der blev ofre for den indbyrdes og arabiske slavehandel i Afrika. Allerede i år 652 udformede den arabiske general Abdallah ben Sayd en traktat, der pålagde nubierne at levere 360 slaver pr. år. [19] Det anslås, at under den muslimske guldalder blev flere millioner sorte slaver transporteret fra Nordafrika til muslimske lande, hvor de var minearbejdere, landarbejdere, soldater og eunukker. De kvindelige slaver tjente primært som konkubiner eller tjenestepiger. [20] I Konstantinopel (nu Istanbul) solgtes i 1908 åbent kvindelige slaver til haremmer eller som konkubiner. [21]

Den engelske historiker Robert C. Davis anslår, at et sted mellem 1 og 1,5 million hvide europæere blev taget til fange og solgt som slaver af arabiske slavehandlere fra Nordafrika fra 1500 til 1800. [22] Slaverne blev taget til fange ved de jævnlige plyndringer af europæiske kystbyer, primært i middelhavslandene med Italien som det foretrukne mål pga. dets nærhed til Nordafrikas kyst; men plyndringer forekom helt op til Island. [23] Så sent som i efteråret 1627 rejste den islandske præst Oluf Eigilsson hjem via Livorno for at skaffe løsepenge for de islændinge, der blev holdt som slaver i Nordafrika. [24]

Det formodes, at mindst 10 millioner slaver blev opkøbt af europæere i Afrika og transporteret til de caribiske øer, Brasilien og Amerika i perioden fra 1450 til 1870. [25]

Slaveri og slavehandel i Amerika[redigér | redigér wikikode]

Omtrent ved samme tid, som det gamle slaveri ophørte i Europa, voksede som følge af Amerikas bebyggelse et nyt slaveri frem, nemlig slaveriet og en dertil svarende oversøisk slavehandel. Allerede 1434 solgtes i Lissabon sorte, som var indførte fra Nordafrika, thi hertil havde i umindelige tider de røverske stammer i Sahara bragt deres fangne bytte, og snart begyndte portugiserne selv at indføre slaver fra Afrikas vestkyst. Ligeledes bragte Columbus fra sine opdagelsestogter indianske slaver til Spanien. 1506 førtes de første afrikanske slaver til de spanske kolonier i Vestindien, og nogle år senere gav biskop Las Casas af menneskekærlige grunde det råd, at man hellere skulle bruge de stærke afrikanere end indianerne, der ikke kunne tåle det strenge arbejde i bjergværkerne men døde i tusindvis. 1517 gav Kejser Karl 5. en flamsk yndling eneret på årligt at bringe 4.000 slaver til Amerika, men det blev snart portugiserne, som tiltog sig denne nye handel (de indførte årligt 28.000 til Brasilien). Fra 1562 deltog også engelskmænd deri, og siden 1642 var handelen fortrinsvis i deres hænder. Under Ludvig 13. af Frankrig tillodes også indførsel til de franske kolonier, og den blev efterhånden meget betydelig; andre folkeslag tog derimod kun lidt del deri, danskere og svenskere alene til deres lands egne kolonier. Man regner med, at der indtil 1776 blev indført til Nordamerika 300.000 sorte mennesker, men i alt i 300 år 4 mio. til hele Amerika. Mennesketabet var dog langt større, fordi mangfoldige dræbtes i de overfald, som gik forud for bortførelsen, eller omkom, inden de nåede kysten. Dertil kom endnu dødsfald på overrejsen, der opgives til 15—20%. Den stærke tilførsel gjorde ejerne lidet skånsomme mod deres slaver, som ubarmhjertigt blev slidt op ved plantagearbejdet: skønt der til Jamaica 1690—1820 var indført efterhånden 800.000 sorte mennesker, var tallet i 1830 således kun 340.000.

Til Nordamerika kom de første sorteslaver 1620, og i tidsrummet 1662—1705 blev slaveriet stærkt udviklet i Virginia og Maryland samt endnu videre i Carolina, hvorfra det senere udbredte sig mod syd, mens det kun fik ringe omfang i de nordligere Kolonier. En trekantshandel opstod, da slave-produceret sukker og tobak sendtes til Europa. Indianske slaver forekom kun som et perifert fænomen. Fx opgjorde guvernøren i South Carolina i 1708, at der ud af befolkningen på 12.580 var 1.480 indianerslaver.[26]

Omkring 1700 lød de første røster i Ny-England og blandt kvækerne mod slavehandelen. I 1727 afskaffede kvækerne al handel med slaver mellem sig indbyrdes, 1751 gav de endog deres slaver fri, og 1761 udelukkede de af deres samfund enhver, som drev slavehandel. 1774, altså samme år som uafhængighedsrøret begyndte, dannedes også det første abolitionistselskab, og uafhængighedserklæringen 1776 indeholdt en sætning, der udtalte alle menneskers naturlige lighed og frihed. I Thomas Jefferson’s udkast var der blandt klagerne over den engelske regering også optaget en over dens forbud mod bestræbelsen for at afskaffe slavehandel. Denne udtalelse blev vist nok strøget af hensyn til de sydlige koloniers repræsentanter, men et forbud mod videre indførsel vedtoges, og i de følgende år påbød de nordlige kolonier slaveriets gradvise uddøen. Også Virginia gjorde skridt hen derimod, og på den tid var alle Nordamerikas bedste mænd stemt for dets afskaffelse. Snart indtrådte dog i de sydlige stater en anden opfattelse, og da unionskongressen 1794 besluttede at forbyde indførsel af slaver, tilføjedes bestemmelsen "fra 1. januar 1808 at regne".

Danmarks rolle i slavehandlen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Dansk slavehandel

Danmark spillede en ret beskeden rolle i slavehandlen fra 1673 og indtil det i 1803 blev forbudt at sende slaver fra Guldkysten til Vestindien. Først i 1848 blev slavehandel definititvt afskaffet ved lov. Det antages almindeligvis, at den transatlantiske slavehandel over 350 år omfattede 12-15 mio. afrikanere. Da det anslås, at Danmark indtil 1803 hentede ca. 100.000 slaver i Afrika, heraf de 15.000 på udenlandske skibe, andrager den danske andel af den atlantiske handel således under 1%. Flertallet af slaverne, det drejer sig om ca. 55.000 frem til 1803, blev hentet via de danske etablissementer på Guldkysten i det nuværende Ghana, mens resten blev købt forskellige steder langs den afrikanske kyst. Dette viser, at slavehandelen i sin struktur var international [27]. De indkøbte slaver blev bragt til de De dansk-vestindiske øer for at arbejde på plantagerne.

Slaveriets ophør[redigér | redigér wikikode]

I 1792 udstedte Christian 7. "Forordning om Neger-Handelen", der fra den 1. januar 1803 forbød undersåtterne i Danmark-Norge at befatte sig med slavehandel på kysten af Afrika og at transportere slaver på dansk-norske skibe og at indføre slaver til De Vestindiske Øer; hermed ville de danske slavetransporter over Atlanterhavet ophøre. Da afrikanerne imidlertid ikke ville opgive slavehandelen, fandt den blot nye veje og nye former. Først op i 1830'erne ophørte slavehandel igennem dansk territorium. Forordningen fra 1792 forbød den transatlantiske slavehandel, men selve slaveriet i Vestindien var fortsat lovlig; det blev først forbudt i 1848 [1]. Det ramte Hans Jonathan og Peter Samuel, to negerslaver, der fra Vestindien var kommet til København. Den ene arbejdede hos Henriette Schimmelmann, den anden hos plantageejer Isaak Benner. Begge stak af og meldte sig som frivillige til flåden under slaget på Reden. Efter tapper indsats ansøgte de bagefter Frederik VI om ansættelse i flåden. Imidlertid skred deres ejere til handling, og kronprinsen konkluderede, at han ikke kendte til slavehold på dansk jord, men at tyende skulle adlyde sit herskab og derfor ikke stikke af. Med den begrundelse blev de to sendt til slavearbejde på Vestindiens kaffeplantager.[28]

I 1807 forbød Storbritannien slavehandel; i 1833 vedtog det engelske parlament at forbyde slaveriet i de britiske kolonier efter en overgangsperiode. I 1848 blev slaveriet forbudt i Danmark og Frankrig, og i USA i 1863. [29] En udløsende årsag til den amerikanske borgerkrig var Sydstaternes negerslaveri, der blev søgt legitimeret ved, at det var til slavernes fordel at føres væk fra det barbariske Afrika til kristne, civiliserede omgivelser. I virkeligheden rådede der længe missionsforbud på plantagerne, da Bibelen netop handler om en Gud, der løser sit folk fra slaveri. Da missionering til sidst blev tilladt, var det slaverne forbudt at holde egne gudstjenester og lokaler. I North Carolina blev det i 1715 forbudt for farvede at bygge kirker, og i Maryland og Georgia fik de 25 piskeslag hver, hvis de bad til Gud uden tilsyn af hvide. Holdt de gudstjenester uden ejernes kendskab, blev forsamlingen straffet, biblerne beslaglagt, og prædikanterne idømt korporlig straf, iblandt også dødsstraf. [30]

Nutidigt slaveri[redigér | redigér wikikode]

Slaveri foregår stadig. I Elfenbenskysten bliver børneslaver brugt på kakaoplantager. [31]

Menneskerettighedserklæringen[redigér | redigér wikikode]

Artikel 4 i menneskerettighedserklæringen siger: Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt. [32] Denne menneskerettighedserklæring har også dannet baggrund for FN's Global Compacts principper vedrørende menneskerettigheder.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Tønnes Bekker-Nielsen et al Gads Historie Leksikon, (s.573)Gads forlag, København 2004 . NB! Det oprindelige wiki-indlæg med denne kildeangivelse inkluderede 'Germanien' og 'Karthago' . Der er derfor tvivl om kildens vederhæftighed (hér på Wikipedia) . Se denne artikels diskussions-side . Det er samtidig ikke klart, om kilden kan verificere 'Fønikien', istedetfor 'Karthago' benyttede slaver, men sandsynligheden taler måske for at de gjorde det .
  2. slave – definition of slave by the Free Online Dictionary, Thesaurus and Encyclopedia
  3. Politikens Nudansk Ordbog, forlaget Politiken, København 1999,
  4. Liddel og Scott: Greek-English lexicon, (s. 584), Oxford, 1889 (7.udgave)
  5. 5,0 5,1 Marc Ferro (red): Kolonialismens sorte bog, (s. 704), forlaget Høst og søn, København 2005
  6. Alkidamas (Open Library)
  7. Hugh Thomas: The slave trade (s.28), forlage Simon & Schuster, New York 1997, ISBN 0-684-81063-8
  8. Marc Ferro (red): Kolonialismens sorte bog, (s. 704-05), forlaget Høst og søn, København 2005,
  9. Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 181-2), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4
  10. Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 179-80)
  11. Susanne W. Rasmussen : Romerne, (s. 122), forlaget Politiken, København 2006
  12. Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 183-5)
  13. Hugh Thomas: The slave trade (s. 29)
  14. http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=træl
  15. Jon Vidar Sigurdsson: Det norrøne samfunnet (s. 81), forlaget Pax, Oslo 2008, ISBN 978-82-530-3147-7
  16. Sverre Bagge: Mennesket i middelalderens Norge (s. 84), forlaget Aschehoug, Oslo 2005, ISBN 82-03-23282-5
  17. Peter Russell's biografi om Henrik Søfareren indeholder en del information om slavehandel i 1400-tallet: Russell, P. E. Prince Henry "the Navigator": A Life. New Haven: Yale University Press, 2000. På wikipedia findes også lidt information om slaveri i middelalderen : (Engelsk) WIKI:Slavery in medieval Europe .
  18. Kurt Villads Jensen: Korstogene (s. 99), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2
  19. Francois Renault, La Traite des Noirs au Proche-Orient médiéval (s.11-29), Geuthner, Paris 1989
  20. Marc Ferro (red): Kolonialismens sorte bog (s. 706), forlaget Høst og søn, København 2005
  21. [ http://coursesa.matrix.msu.edu/~fisher/hst373/readings/inalcik6.html Inalcik. Servile Labor]
  22. Robert C. Davis, Christian Slaves, Muslim Masters, (s.3-23), Palgrave Macmillan, 2004
  23. Robert C. Davis, Christian Slaves, Muslim Masters, (s.114;192), Palgrave Macmillan, 2004
  24. Jens Riise Kristensen: Barbariet tur-retur (s. 71), forlaget Ørby, 2003, ISBN 87-89797-17-5
  25. Tønnes Bekker-Nielsen et al Gads Historie Leksikon (s.463-64), Gads forlag, København 2004
  26. Marc Ferro (red): Kolonialismens sorte bog, forlaget Høst og søn, København 2005
  27. Leif Calundann Larsen: "Guldkysten og Danmark indtil 1850", Noter nr. 190 s. 56-65, august 2011
  28. Dirckinck-Holmfeld: På sporet af København (s.126), forlaget Borgen, København 1993, ISBN 87-418-6815-3
  29. Tønnes Bekker-Nielsen et al Gads Historie Leksikon, (s.464) Gads forlag, København 2004
  30. Mattias Gardell: Rasrisk (s. 98-100), forlaget Federativ, Stockholm 1998, ISBN 91-27-12251-4
  31. Steen Larsen, Mads Møller Lauritsen og Miki Mistrati (16. marts 2010). "Vores chokolade laves af børneslaver". Ekstra Bladet. http://ekstrabladet.dk/112/article1314665.ece. 
  32. FN's menneskerettighedserklæring. Thinkquest.dk, gruppe 132. Besøgt 17-08-2009.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: