Slidgigt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. sep. 2014, 00:52 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Lnk FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)

Slidgigt er den mest udbredte gigtlidelse overhovedet. Hyppigst kommer slidgigt med alderen, men ofte er slidgigt også en af følgevirkningerne ved piskesmæld forårsaget ved trafikuheld.

Det anslåes, at halvdelen af alle over 40 år og alle over 60 år har slidgigt i et eller flere led.

Behandlingsmetoder

Slidgigt kan bl.a. behandles vha. guldimplantation, der anslås at have en gavnlig virkning på 75-80 pct. af slidgigtpatienterne.[1] [2]

Behandlingsmetoden er siden 1970erne blevet anvendt af dyrelæger på bl.a. hunde og heste, og blev i 1996 første gange anvendt på mennesker af læge Hans Kryger Kjerkegaard, som siden da har behandlet flere tusinde slidgigtpatienter. Mens dyrelæger har udbredt den gavnlige behandlingsmetode til hele USA og store dele af Europa, er guldimplantation på mennesker fortsat kun udbredt i Danmark. Guldkuren har en gavnlig virkning her og nu, men på lang sigt, er der store bivirkninger. [kilde mangler]

Årsag

Ved slidgigt, der kan ramme alle led, men som oftes rammer nakke-, ryg-, hånd-, fod-, hofte- eller knæled, er ledbrusken nedslidt.

Er der tale om slidgigt i nakke og ryg, vil nedbrydningen af ledbrusken i rygsøjlen resultere i en mere eller mindre kronisk smertetilstand ofte med udstrålende smerter til arme og ben.

Eksterne kilder/henvisninger

  1. ^ Helse, november 2005: Guldimplantation ved behandling af mange kroniske smertetilstande
  2. ^ Ugeskrift for læger: Akupunktur og forskning