Snekkersten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Snekkersten set fra molen i havnen

Snekkersten er en bydel i Helsingør ved den nordsjællandske Øresundskyst i Helsingør Kommune, Region Hovedstaden. Bydelen er udsprunget af to fiskerlejer i Snekkersten og Skotterup og består hovedsageligt af lav bebyggelse, især villaer og rækkehuse. Snekkersten ligger et par kilometer nord for Espergærde kun adskilt af Egebæksvang Skov. I byen findes en havn med flere erhvervsfiskere og mange lystbåde, et indkøbscenter, to skoler og et idrætscenter.

Snekkersten postdistrikt talte i 2005 ca. 5.700 indbyggere.

Der er togforbindelse til det centrale Helsingør og til København med Kystbanen samt til Hillerød med Lille Nord. Gennem flere årtier frem til midten af 1990-erne var der færgefart fra havnen til Helsingborg med den lokalt yderst populære og nu legendariske båd "Marina".

Historie

Snekkersten 1898

I 1682 talte Snekkersten 1 gård, 2 huse med jord og 4 huse uden jord.[1] Snekkersten var gennem århundreder et fiskerleje, hvorfra der blev drevet bundgarnsfiskeri[2]; hele Øresundskysten var inddelt i fiskestader.

I anden halvdel af 1800-tallet blev Snekkersten et udflugtssted for københavnske landliggere, blandt andet på grund af at et dampskib i kystfart langs Øresund havde stoppested ved fiskerlejet; rejsende blev roet til og fra skibet af en stedlig fisker.[3]

I 1864 anlagdes jernbanen fra København over Hillerød til Helsingør (kendt som "Nordbanen" og "Lille Nord") efter nogle år med holdeplads ved Snekkersten[4]. I 1897 anlagdes yderligere Kystbanen, der forenedes med Nordbanen ved Snekkersten station. Omkring århundredeskiftet begyndte en egentlig byudvikling, i begyndelsen præget af landliggeriet, med toldkontrol, bådehavn, skole, flere stiftelser oprettede af fru V. Heise (enke efter komponisten), således et børnesanatorium (1894), damehjem med fribolig for enligt stillede damer (1907) og stiftelse for afskedigede officerer og deres enker og børn (1907), endvidere hotel, bådebyggeri og guldlistefabrik.[5]

Under den tyske besættelse i 2. verdenskrig var Snekkersten et centrum for illegal transport af flygtninge til Sverige på grund den korte afstand til den svenske kyst. Blandt andre sejlede Bent Blüdnikows far Benjamin Blüdnikow ud fra Snekkersten.[6]

Havnen var centrum for tunfiskeriet i Øresund under den pludselige opblomstring i 50'erne og 60'erne, hvor der på havnen kunne observeres mange flotte fangster.

Lige nord for havnen ligger Kystens Perle, som er et tidligere hotel bygget med marshallstøtte. Den erstattede den nedbrændte Snekkersten Kro og var i mange år et mondænt forlystelsesetablissement. Det meste af bygningen er nu omdannet til lejligheder og resten, som husede restaurant og bar, venter på nedrivning.

Byens navn kommer fra snekke, som er en vikingeskibstype: et langt slankt skib, en orm – en slange. Bag stenene lå vikingingeskibene på lur.

Indbyggertal

1906 – 555
1911 – 569
1916 – 675
1921 – 873
1925 – 1.216
1930 – 1.294
1935 – 1.415
1940 – 1.559
1945 – 1.673
1950 – 1.784
1955 – 1.899

kilder: Diverse folketællinger

Noter

  1. ^ Pedersen, s. 10
  2. ^ Topsøe-Jensen, s. 22
  3. ^ Topsøe-Jensen, s. 150
  4. ^ Topsøe-Jensen, s. 157
  5. ^ Salmonsen,s. 833
  6. ^ Line Holm Nielsen (3. februar 2013). "Flugten over Øresund". Berlingske.

Litteratur

  • Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. Udgivet efter hans Død paa Bekostning af Carlsbergfondet (København MCMXXVIII; Reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975),
  • Torben Topsøe-Jensen: Fem mil langs Øresund. Træk af Strandvejens historie; København 1974; ISBN 87-00-72421-1

Eksterne henvisninger

KronborgSpire
Denne artikel om geografi i Helsingør Kommune er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi

56°0′N 12°35′Ø / 56.000°N 12.583°Ø / 56.000; 12.583