Socialistisk Folkepartis Ungdom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Socialistisk Folkepartis Ungdom
SFU
 
Landsformand Alexander Blavnsfeldt
Landssekretær Jesper Dyhrberg
Landskasserer Magnus Vestergaard Andersen
 
Grundlagt 1969
Medlemsblad Aktivisten
Hovedkontor Blegdamsvej 24A
2200 København N
Antal medlemmer 1.272 (ifølge DUFs 2021-opgørelse)[1]
Moderparti Socialistisk Folkeparti
 
Politisk ideologi Socialisme
 
Website www.sfu.dk
 

Socialistisk Folkepartis Ungdom (fork. SFU eller SF Ungdom) er en dansk politisk ungdomsorganisation, der fungerer selvstændigt, men har nære bånd til Socialistisk Folkeparti. SFU's Landsforperson fungerer som observatør i SF’s landsledelse, og SFU har en plads i bestyrelsen for Socialistisk Folkeoplysningsforbund (SFOF).

SFU har knap 1300 medlemmer (2021).

Historie[redigér | rediger kildetekst]

SF’s første ungdomsorganisation var Socialistisk Ungdoms Forum (SUF), der blev stiftet i 1961. Da SF blev splittet i 1967, forlod store dele af SUF partiet til fordel for det nydannede parti Venstresocialisterne, og SF stod derfor ved indgangen til 1968 reelt uden ungdomsorganisation ud over SUF-Aalborg, der var forblevet tro mod SF. SF oprettede i stedet et ungdomsudvalg inden for partiets rammer. Udvalget fik dog hurtigt status af en selvstændig organisation, og ungdomsudvalgets konference i februar 1969 regnes som SFU’s stiftelse.

1969-1990[redigér | rediger kildetekst]

Årene efter stiftelsen var præget af medlemsfremgang. Organisationen engagerede sig især i internationale spørgsmål koncentreret om Vietnam, Palæstina og Chile. Senere indgik SFU i Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), kollegianerbevægelsen, lærlingearbejdet og uddannelsesbevægelserne. SFU vedtog sit første principprogram i 1976.

SFU voksede under SF’s fremgang i 1980’erne. I perioden var der konkurrence med andre organisationer på venstrefløjen, især Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). I slutningen af årtiet opstod der under indtryk af glasnost i Sovjetunionen et samarbejde der mundede ud i Next Stop Sovjet og oprettelsen af Regnskovsambassaden. SFU's landsmøde i 1990 afviste et forslag om at slå organisationen sammen med DKU.

1990'erne[redigér | rediger kildetekst]

I 1990 vedtog SFU et nyt principprogram der bl.a. reviderede organisationens fortolkning af marxismen og fastslog en positiv holdning til EF. I 1991 blev SFU sammen med andre politiske ungdomsorganisationer afsløret i at opgive for høje medlemstal til Dansk Ungdoms Fællesråd for at blive berettiget til større tilskud fra tipsmidlerne (tipsmiddelsagen). SFU blev frakendt retten til tipsmidler i to år, og i den følgende periode var der store økonomiske vanskeligheder for organisationen.

Uenigheden om EF-politikken fortsatte med tre strømninger: EU-modstandere, føderalister og pragmatiske EU-tilhængere. En del af EU-modstanderne forlod SFU i 1995 og stiftede Uafhængige Unge Socialister (UUS).

Efter 2001[redigér | rediger kildetekst]

I 2001-2005 engagerede SFU sig mere i internationale sager, bl.a. globaliseringsbevægelsen og demonstrationer ved topmøder. SFU har tilføjet feminismen til formålsparagraffen, inspireret af Ung Vänster i Sverige og Sosialistisk Ungdom i Norge. I 2006 og 2007 havde SFU udpræget fokus på velfærd. SFU var meget synlige i velfærdsdemonstrationerne 17. maj 2006 og 2. oktober 2007, og SFU's skolestartskampagner i både 2006 og 2008 handlede om velfærd.

SFU støttede efter 2005 Villy Søvndals nyorientering af SF og ambitionerne om, at folkesocialisterne skulle i regering for første gang nogensinde.

Desuden startede SFU kampagnen "Husk Hovedet" i 2012, der sidenhen er blevet til en lang række kampagner for gratis psykologhjælp til unge både på kommunalt og nationalt plan.

Ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2015 anbefalede SFU et ja.[2]

I 2018 førte SFU kampagnen Generation Grøn og stiftede derefter i samarbejde med SF foreningen af samme navn.

Politiske ledere[redigér | rediger kildetekst]

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Pelle Dam var formand for SFU 2009-2011

SFU havde frem til landsmødet i 2007 et såkaldt formandsskab på 1-3 medlemmer. Samtidig havde organisationen til 2005 en fuldtidsansat funktionær med titel af landssekretær. På landsmødet i 2007 erstattedes formandsskabet af en Daglig Ledelse bestående af en Landsformand, en Landssekretær og en Landskasserer. I 2017 fik landsformanden desuden mulighed for at kalde sig landsforkvinde eller landsforperson, hvis denne foretrækker det. På organisationens landsmøde i 2023 reviderede SFU titlerne for medlemmerne i daglig ledelse. I denne forbindelse blev landsforperson, landssekretær og landskasserer ændret til hhv. politisk, organisatorisk og økonomisk leder.

Medlemstal[redigér | rediger kildetekst]

År Medlemstal
1996 897
1997 1028
1998 1155
1999 1108
2000 1104
2001 1055
2002 1224
2003 1291
2004 1330
2005 1640
2006 1487
2007 1955
2008 3162
2009 ukendt
2010 3143
2011 ukendt
2012 2407
2013 1889
2014 ukendt
2015 1317
2016 1180
2017 1298
2019 1044
2020 1332
2021 1272

Kilde: Dansk Ungdoms Fællesråd.[1]

Politik[redigér | rediger kildetekst]

SFU’s grundlæggende holdninger er nedskrevet i principprogrammet fra april 2014. Organisationen vedtager desuden politiske programmer på landsmøderne.

SFU’s grundlæggende værdier er socialisme, demokrati, solidaritet og bæredygtighed. Organisationen betegner sig selv som en organisation, der "arbejder på et marxistisk idégrundlag, der er inspireret af feminismen". Det politiske fokus har i de sidste år især ligget på velfærd, integration, uddannelsespolitik og feminisme.

Formålsparagraffen lyder:

SFU's formål er at virke i ungdommen, på parlamentariske såvel som udenomsparlamentariske måder, for et socialistisk samfund med demokrati, solidaritet og bæredygtighed som bærende værdier. SFU arbejder på et marxistisk idégrundlag, der er inspireret af feminismen. SFU arbejder på både lokalt, nationalt, europæisk og internationalt plan.

EU[redigér | rediger kildetekst]

SFU var ligesom SF traditionelt modstander af EF, men i begyndelsen af 1990’erne ændrede organisationen kurs og begyndte at støtte det danske medlemskab samtidig med kravet om forandringer af EU. SFU har kritiseret unionen for manglende demokrati og offentlighed og for den økonomiske politik, især den økonomiske og monetære union (ØMU) som SFU opfatter som et nyliberalistisk projekt.

Gennem 1990’erne var SFU præget af skiftende tendenser og holdninger i EU-politikken. Synspunkterne har ikke altid fulgt de tilsvarende forhold i SF. Derfor har SFU i nogle tilfælde haft sin egen holdning til EU-traktater og folkeafstemninger:

År Emne SF SFU
1972 EF Nej Nej
1986 Fællesakten Nej Nej
1992 Maastricht-traktaten Nej Nej
1993 Edinburgh-aftalen Ja Nej
1998 Amsterdam-traktaten Nej Nej
2000 ØMU Nej Nej
2001 Nice-traktaten Ja Ja
2005 EU's forfatningstraktat Ja Nej
2014 EU's patentdomstol Ja Ja
2015 Retsforbehold Ja Ja
2022 forsvarsforbeholdet Ja Ja

Strategi[redigér | rediger kildetekst]

SFU dyrker både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde. SFU arbejder parlamentarisk ved at påvirke moderpartiet, føre valgkampagner og opstille kandidater til valg på SF’s lister. Det udenomsparlamentariske arbejde består i at deltage i bevægelser, arrangere demonstrationer og happenings.

De fleste aktiviteter foregår i afdelingerne. Derfor er SFU’s landsorganisation indrettet med det formål at støtte og hjælpe lokale aktiviteter.

Organisation[redigér | rediger kildetekst]

SFU består af 107 lokalafdelinger organiseret i 16 distrikter. Hvert distrikt udpeger 1-3 distriktssekretærer med sæde i landsledelsen. Det årlige landsmøde i påsken vælger yderligere 14 ledelsesmedlemmer og otte suppleanter samt landsformand, landskasserer og landssekretær.

Indtil landsmødet i 2007 var der også mulighed for at have et formandsskab på tre personer.

SFU blev i 2007 den største partipolitiske ungdomsorganisation med 1955 medlemmer under 30 år - en position, de dog mistede igen i 2012, hvor organisationen efter medlemstilbagegang blev overhalet af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). I 2019 var SFU med lidt over 1000 medlemmer ifølge Dansk Ungdoms Fællesråd den femtestørste politiske ungdomsorganisation efter Venstres Ungdom, DSU, Konservativ Ungdom og Radikal Ungdom.[1]

Internationalt[redigér | rediger kildetekst]

SFU er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og Socialistisk Ungdom i Norden (SUN). SFU er repræsenteret i Ungdommens Nordiske Råd (UNR).

Partipolitisk findes der hverken på europæisk eller globalt plan en pendant til SF og SFU i Danmark. I Europa-Parlamentet er SF repræsenteret i Den Grønne Gruppe, mens SFU traditionelt har hældt mere til den røde end den grønne side. Meget af Europas venstrefløj minder dog mere om Enhedslisten end SF, og derfor har SFU befundet sig i en lidt vaklende position hvad angår internationale samarbejdspartnere. Landsledelsen besluttede i november 2010 at melde SFU ud af European Network of Democratic Young Left (ENDYL) på grund af politiske uenigheder såvel som organisatoriske besværligheder.[kilde mangler]

Afdelinger[redigér | rediger kildetekst]

SF Ungdom har afdelinger rundt omkring i landet, hvor SFU'ere laver lokale kampagner og aktiviteter.

SFU-Aalborg er SFU's ældste afdeling. Den blev dannet i 1967 som SUF-Aalborg, og afdelingen blev hos SF, da SUF brød med partiet i december 1967.

Folkevalgte SFU'ere[redigér | rediger kildetekst]

Ved folketingsvalget i 2007 blev en aktiv SFU'er for første gang valgt i Folketinget, nemlig daværende SFU-formand Nanna Westerby og desuden de tidligere SFU-formænd Astrid Krag Kristensen, Jesper Petersen og Pia Olsen Dyhr. Øvrige tidligere SFU-formænd, der har været medlem af Folketinget, er Pelle Voigt, Holger K. Nielsen, Jørn Jespersen, Thorstein Theilgård og Morten Homann.

Ved Europa-Parlamentsvalget 2009 blev den netop afgåede landsformand Emilie Turunen valgt til Europaparlamentet.

Ved Kommunalvalget 2009 fik SFU hele 21 kandidater valgt ind i kommuner og regioner landet over. Efterfølgende dannede organisationen "Netværk for folkevalgte" bestående af unge folketingsmedlemmer, Europaparlamentsmedlemmet samt de mange by- og regionsrødder.

Også ved Kommunal- og regionsrådsvalg 2017 blev en række SFU'ere valgt, bl.a. Astrid Hørby Aller, Karoline Vind og Morten Siig Henriksen.

Ved Europa-Parlamentsvalget 2019 fik SFU valgt det yngste Europa-Parlamentsmedlem nogensinde, nemlig den 21-årige Kira Marie Peter-Hansen. Ligeledes blev fem SFU'ere valgt halvanden uge senere ved Folketingsvalget 2019; Jacob Mark, Signe Munk, Astrid Carøe, Carl Valentin og Anne Valentina Berthelsen.

Ved kommunal- og regionsrådsvalget i 2021 fik SFU valgt 11 kandidater på landsplan. Ved folketingsvalget i 2022 lykkedes det ligeledes at få valgt flere SFU’ere - af nye folketingsmedlemmer inkluderede dette f.eks. tidligere landsforkvinde Sofie Lippert.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Driftstilskud - politiske ungdomsorganisationer 1994-2021. DUF, 18. januar 2022.
  2. ^ TV København. EU og DK - Alex Vanopslagh og Nanna Bonde.
Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Socialistisk_Folkepartis_Ungdom&oldid=11444469"