Socialkonstruktionisme
 | Denne side er foreslået omskrevet – da en skribent har vurderet at den virker reklamerende snarere end havende encyklopædisk indhold. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Socialkonstruktionisme er en retning inden for det psykologiske felt, som tager udgangspunkt i tesen om at virkeligheden er en social konstruktion, hvor især sproget og måden vi taler sammen om verden og tingene, er det, som konstruerer virkeligheden. Socialkonstruktionisme er beslægtet med, men ikke det samme som, socialkonstruktivisme.
Selvet er således en fortælling, der er skabt af de sociale relationer selvet indgår i, mens viden om psykiske forhold skabes af det sprogspil, som en given gruppe benytter for at tale om noget.
Konsekvensen i praksis er, at en socialkonstruktionist hermed benytter sproget som værktøj til at skabe ændringer i virkeligheden.
Berger og Luckmanns Den samfundskabte virkelighed kan ses som en forløber for den siden 1990 opståede socialkonstruktionisme, hvor især Kenneth Gergen, Rom Harré, og John Shotter er de fremtrædende forskere/praktikere.
Svagheden ved social konstruktionisme er dens relativisme, det vil sige den tænker ikke i "hvad der er", men kun i hvordan vi taler om det. Denne "svaghed" er dog samtidig styrken, i og med at social konstruktionisme har inspireret især Organisationspsykologer til at iværkssætte ændringer af sprogspil i forbindelse med ændring og udvikling af organisationer og virksomheder.
Forskel og lighed mellem konstruktionisme og konstruktivisme
Der er en del begrebsforvirring, især i og omkring faget psykologi, omkring betegnelserne konstruktionisme og konstruktivisme, og desuden om begrebet skrives i ét eller to ord (det første er korrekt). I USA, ifølge Steinar Kvale Psychology & Postmodernism, ser man alvorligt på forskellene. Socialkonstruktionister er således folk som Kenneth Gergen, M. Gergen, J. Shotter, J. Lave, desuden fx Berger & Luckmann og Polkinghorne. Konstruktivister er personer som fx Jean Piaget, von Glasersfeld, T. Andersen, Maturana, Varela, Niklas Luhmann, J. Rasmussen, O. Thyssen, J. Cederstrøm.
Der er mange artikler og bøger, der bruger begreberne socialkonstruktionisme og socialkonstruktivisme synonymt, selv om den førstnævnte har hovedfokus på sproget og de sociale processer og relationer, der skaber virkelighed, viden og selvet. Socialkonstruktivisme har rødderne i Husserl, Rousseau, selv om ordet social hentyder til, at en førhen udelukkende kognitivt, og ud fra individet tænkende tilgang nu har medtaget kulturen som det der medskaber individet. Socialkonstruktivist Jerome Bruner er bl.a. inspireret af Lev Vygotskij.
I terapi og konsulentsammenhænge har disse to retninger fået udtryk som "Den anerkendende Intervention" og andre former for sprogbaserede former for konstruktion af virkeligheden (socialkonstruktionisme), hvor i mod konstruktivisme er inspiration for metoder som "personaleintern supervision" og andre "reflekterende processer".
Kildehenvisninger
- Anderson, H. (2003) – Samtale sprog og Terapi, Reitzels (Conversation, language and possibilities)
- Gergen, K. (1994) Virkelighed og relationer, Dpf, 1997 (Soundings in social construction)
- Gergen, K. En invitation til social konstruktion, Forlaget Mindspace, 2011 (An invitation to social construction)
- Gergen, K. Social construction in context, Sage, 2001
- Gergen, K & Hersted, L. Relationel ledelse - Dialogisk baseret samarbejde, Forlaget Mindspace, 2014
- Ian Parker (red.) – Social Constructionism, Discource and Realism, Sage, 1998
- Shotter, John. Bevægelige Verdener, Forlaget Mindspace, 2015