Sokrates

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Sokrates (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Sokrates)
Sokrates
Vestlig filosofi
Græsk antik
Socrates Louvre.jpg
Personlig information
Født 469 f.Kr.
AlopekeRediger på Wikidata
Død 399 f.Kr.
Antikkens AthenRediger på Wikidata
Dødsårsag Skarntydesaft
Far SophroniskosRediger på Wikidata
Mor PhainareteRediger på Wikidata
Ægtefæller Myrto,
XantippeRediger på Wikidata
Børn Menexenos,
LamproklesRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Fagområde Etik, epistemologi
Skole/tradition Klassisk græsk filosofi
Har påvirket Platon, Aristoteles og resten af den vestlige filosofi
Betydningsfulde idéer Sokratiske metode, sokratisk ironi
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Sokrates (469 f.Kr.-399 f.Kr.) var en græsk filosof fra Athen. Hans indflydelse, der er formidlet igennem hans elev Platon, er blevet så skelsættende, at han er en af de mest kendte og respekterede tænkere. Betegnelsen på de tidligere klassiske filosoffer er førsokratikerne.

Kilderne til viden om Sokrates[redigér | redigér wikikode]

Sokrates udviklede ingen systematisk filosofi, og så vidt vi kender til, skrev han ikke selv. Når hans indflydelse alligevel blev så stor, er det fordi hans elev Platon har skrevet om ham, samt to andre af hans samtidige, officeren Xenofon og komediedigteren Aristofanes. Alle tre kendte ham godt, men beskriver ham yderst forskelligt. [1]

Dionysos-teatret i Athen.

Komedien Skyerne er den eneste kilde, der med sikkerhed kan dateres til Sokrates' levetid. Aristofanes var i 20-årsalderen, da han skrev en farce om den 40-årige Sokrates. I Skyerne er Sokrates skolebestyrer i Grubleriet, og i åbningsscenen svæver han rundt i en kurv oppe i luften, optaget af astronomiske studier. På Grubleriet diskuteres finurlige problemer, som fx om myg summer med munden eller enden. Sokrates brillerer med sit snakketøj og tager sig rundeligt betalt for at lære eleverne, hvordan nemmest bliver af med sine kreditorer. De fleste kilder beskriver Sokrates som uskøn, tyk og skaldet med udstående øjne. Det forlød, at når han skulle pynte sig, tog han sandaler på. En senere kilde påstår, at han var til stede i Dionysos-teatret i Athen under opførelsen af Skyerne, og at han da rejste sig, så publikum bedre kunne bedømme ligheden med originalen. Noget tyder på, at Aristofanes her støtter sig til den almene opfatning af Sokrates; for han var næppe blevet dømt til døden, hvis folkemeningen ikke havde stillet sig kritisk til ham. [2]

Xenofon var hans store beundrer, men i hans Erindringer om Sokrates skrevet omkring 40 år efter filosoffens død, fremstår en bedsteborgerlig og tam Sokrates; nærmest en velvillig onkel, der deler råd og vink ud om, hvordan man bedst vælger en vennekreds. Et helt kapitel drejer sig om at vise mådehold i madvejen. Det er svært at tænke sig, at den middelmådighed, Xenofon gør ham til, skulle kunne fascinere en mand som Platon så meget, at han valgte at lægge næsten al sin filosofi i munden på Sokrates. Kierkegaard skrev, at hvis Sokrates havde været som i Xenofons fremstilling, "fristes man til at føle en stille sympati for hans landsmænd, der slog ham ihjel, for han må have kedet dem til døde." [3]

For Platon var Sokrates det gode menneske og den store lærer. Platon benytter med tiden også Sokrates som talerør for sin egen filosofi i sine dialoger, hvad der komplicerer fortolkningen af teksterne. De fleste forskere mener i dag, at det er i Platons tidlige dialoger, man kommer Sokrates som historisk skikkelse nærmest, da mange af dem fandt sted i offentlighed, med flere af Sokrates' venner til stede. Platon kunne derfor ikke tillade sig nogen videre digteriske friheder i det, han skrev. [4]

I antikken regnedes Aischines fra Sfettos, Antisthenes, Xenofon og Platon som de fire største sokratikere. Aischines havde ry for at være den, der kom tættest på Sokrates, som skal have udtalt, at kun "pølsemagerens søn" (dvs. Aischines) vidste at værdsætte ham; [5] men kun nogle fragmenter at hans værker er bevaret. [6]

Liv[redigér | redigér wikikode]

Sokrates var den første græske filosof, der var født i Athen; og bortset fra sin deltagelse i flere felttog, forlod han ikke byen. "Træerne og landskabet kan ikke lære mig noget," skal han have sagt. [7] Hans forældre var billedhuggeren Sofroniskos og jordemoderen Fainarete. Han deltog som hoplit i den peleponnesiske krig før Nikiasfreden i 421 f.Kr. [8] hvilket betyder at han må have været relativt velhavende på det tidspunkt. Han giftede sig med Xanthippe som han fik tre sønner med (Lamprokles, Sofroniskos og Menexenos). Han må have giftet sig sent i sit liv, da hans ældste søn Lamprokles ved hans henrettelse i 399 f.Kr. beskrives som en stor dreng.[9] Han må i 423 f.Kr. have været en kendt figur i Athen, da komediedigteren Aristofanes her brugte ham som hovedfigur i sin komedie Skyerne. I 406 f.Kr. blev han ved lodtrækning medlem af De 500s Råd. Samme år modsatte han sig en anklage fra folkeforsamlingen imod strategerne, på trods af stor modstand fra folkeforsamlingen. I 399 f.Kr. blev han anklaget for ufromhed og dømt skyldig med 280 ud af 500 stemmer for skyldig.[10] Anklageskriftet er gået tabt, så man kender ikke præcist anklagerne. Under strafudmålingen opførte han sig så provokende at 80 af de domsmænd, der havde kendt ham uskyldig, stemte for dødsstraf.[10]

Ifølge Platon tilbragte han dagene med at gå rundt og diskutere filosofi med sine medborgere. Hans indkomst begrænsede sig til mad og gaver fra venner, og de mønter han fandt på gaden. Hans iltre kone Xantippe var noget utilfreds med det. Platon roser ham flere gange for sit rolige mod i kamp, bl.a. i dialogen Symposion.

Dødsdommen[redigér | redigér wikikode]

Sokrates' død af Jean-François Pierre Peyron, 1787

Demokratiet blev genindført i Athen i 403 f.Kr. 4 år senere, i 399 f.Kr. blev den 70-årige Sokrates stillet for retten, anklaget for blasfemi og for at forføre ungdommen. Han blev ført frem for en forsamling på 501 borgere, som efter at have hørt først på anklageren og så på forsvareren, fandt ham skyldig med 280 stemmer mod 221. Hans anklagere ønskede ham dødsdømt, og efter athensk skik skulle Sokrates så sige, hvad han selv mente, var en passende straf – som regel en valfart til et helligsted eller orakel. Sokrates havde imidlertid ingen indvendinger at komme med, selv om hans venner og elever tilbød sig at betale en bøde. Det blev afslået, når han ikke selv havde noget at indvende mod dødsdommen, som dermed stod fast. Sokrates afsluttede med en bidende tale til forsamlingen: "Nu er det tid for at bryde op, jeg for at dø og I for at leve; men hvem af os, der har de lykkeligste udsigter, er ukendt for alle andre end Gud."

I stedet for at vente på henrettelsen, valgte han at drikke et bæger saft fra den giftige skarntyde med sine venner samlet omkring sig.[11] I dialogen Phaidon beskriver Platon Sokrates' sidste timer. Platon var ikke selv til stede ved Sokrates' henrettelse, så beskrivelsen baserer sig på overleveringer fra de tilstedeværende. Platon beskriver detaljeret de symptomer, Sokrates fik af giften. Han blev først følelsesløs i fødderne og gradvist længere oppe i kroppen. Teksten kan opfattes bogstaveligt, som en beskrivelse af giftens virkning. En anden tolkning er, at beskrivelsen afspejler en filosofisk idé: sjælens frigørelse fra kroppen, som gradvis følelsesløshed før han døde med et lille sæt, idet hans sjæl forlod legemet.

Sokrates' død af Jacques-Louis David, 1787

Det kan i dag virke uforståelig, at han blev dødsdømt for blasfemi. Men guden Athene var byens fælles ånd, og den var krænket ved at han kæmpede imod demokratiet og for tyranniet. Dødsstraf var en almindelig straf, særligt for fattige, som ikke (selv) kunne betale bøder, da man ikke havde et fængselsvæsen.

Oraklet: Sokrates er den viseste[redigér | redigér wikikode]

I Skyerne skildrer Aristofanes, hvordan Sokrates som en anden sofist tager sig betalt for at undervise sammen med den Khairefon, som i Sokrates' forsvarstale (gengivet af Platon) skal have spurgt oraklet i Delfi, om nogen var mere vis end Sokrates. Oraklet svarede nej. Det undrede Sokrates, da han ikke selv anså sig for at være vis.

For at modbevise oraklets ord søgte han en visere person. Han gik fra politikerne og digterne til håndværkerne; men selv om de alle havde stor viden på deres område, var de ifølge Sokrates alle uvidende på andre områder, og anså deres viden for mere værdifuld, end den var. Sokrates konkluderede, at han selv virkelig var visest i den betydning, at hans menneskelige visdom, "når man holder sig strengt til sandheden", intet var værd. Oraklet havde altså haft ret. Sokrates var i øvrigt ikke den eneste af Athens filosoffer, der benyttede sig af den slags provokerende optrin. Diogenes gik en gang omkring med en tændt lygte ved højlys dag i håb om - sagde han - at få øje på et eneste retfærdigt menneske. Platon skal være blevet spurgt om, hvad han mente om Diogenes, og have svaret: "Han er en Sokrates, der er blevet tosset!" [12]

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Han var en skeptiker, men ingen kyniker. På hans tid var de lærde gået trætte af de svar, gamle myter gav på eksistensielle spørgsmål. Sofisterne åbnede skoler, hvor de underviste overklassens unge mænd i retorik og kunsten at diskutere. Til forskel fra sofisterne stillede Sokrates sin uvidenhed til skue, og han tog sig ikke betalt for sine samtaler, men gik hellere barfodet og diskuterede udelukkende af glæde over samtalen. Når han stillede spørgsmål som "Hvad er sandhed?" eller "Hvad er retfærdighed?" gav han selv ingen svar. Han mente, svarene kunne opnås gennem fornuftig debat og oplysning. Det skabte indtryk af, at begreber som "godhed" og "retfærdighed" eksisterer uafhængigt af tid, sted og omstændigheder, ligesom opfattelsen af, at de kun er opnåelige for dem, der involverer sig i fornuftig diskussion. Moral afhang af uddannelse.[13]

Sokrates er beskyldt for at være sofist, men med urette. Han troede i modsætning til de relativistiske sofister på en universel sandhed og noget universelt godt og skønt, og han nærede modvilje mod ørkesløs retorik og overfladisk veltalenhed. Samtidig kritiserede Sokrates overfladisk fysisk kærlighed, eros og forsvarede den åndelige kærlighed (se platonisk kærlighed). Den unge Alkibiades lovpriser i Symposion Sokrates: For selv om han er grim, besidder han indre skønhed.

Sokrates mener også, at dyd og moral er viden. Kender man sig selv og verden tilstrækkeligt godt, vil man handle rigtigt. Man kan ikke skade det vidende og gode menneske, men mennesker kan skade sig selv ved at begå onde og forkerte gerninger.

Sokrates' bidrag til den pædagogiske filosofi er "den maieutiske metode". På græsk betyder maieutikós jordemodergerning, [14] hvad der også var hans mors erhverv. Læreren er en slags jordemoder for forløsningen af den viden, eleven allerede har skaffet sig.

I dialogen Menon lader Platon Sokrates vise hvordan selv en uvidende slavedreng kan bringes til at indse matematiske sandheder. Men ingen kan dybest set lære andre noget. Vi har alle en viden i os, og den gode lærer kan ved sin undervisning bringe denne frem.

Ordspil[redigér | redigér wikikode]

Sokrates var også kendt for sin vished, han har mange ordspil fx ''lad den som vil ændre verden, først ændre sig selv'' og mange andre.[kilde mangler]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

I den filosofiske tradition betragtes Sokrates ofte som en helt, der døde for filosofiens skyld, og som en oprører imod falske autoriteter.

Andre som fx journalisten I.F. Stone giver et andet billede af Sokrates som en elitær anti-demokrat og en trussel imod det frie samfund. [15] Denne dom udledes bl.a. på baggrund af hans omgang med Alkibiades, der gik over til Athens fjende Sparta, og Kritias, den værste af de 30 tyranner. Begge var Sokrates' elever. Xenofon skriver om de to, at de "af karakter var de mest ærekære af alle athenerne," [16] og at de omgikkes Sokrates, fordi de vidste, at han "i sine samtaler kunne gøre, hvad han ville, med dem, der samtalede med ham" [16] (dvs. at han var dreven i at manipulere andre). Så snart de mente, de havde lært den kunst af Sokrates, forlod de ham. Xenofon mener, de begge opførte sig godt, så længe de var sammen med Sokrates, "fordi de den gang mente, at det var det bedste at opføre sig sådan."[16] (At det lønnede sig.) Da de havde forladt ham, blev de begge yderligere fordærvet: Kritias, fordi han tog til Thessalien, "og var der sammen med mennesker, der dyrkede lovløshed mere end retfærdighed" [17] og Alkibiades, fordi alle så op til ham for hans smukke udseende og magtposition.[17]

Kritikken af den sokratiske metode bygger på en grundlæggende analyse af dialektik – foretaget af Karl Popper i bogen Det åbne samfund og dets fjender. Her udpeges Marx, Hegel og Platon (Sokrates' elev) som fjender af det åbne samfund.

Fjendskabet er ikke oprindeligt personligt, men bliver det i kraft af den dialektiske mekanisme, som sætter lighedstegn mellem tænkeren (filosoffen) og det tænkte. Denne logik medfører, at Sokrates må acceptere dialektikkens dom – og underkaste sig den.[kilde mangler]

Sokrates og renæssancen[redigér | redigér wikikode]

I middelalderen kendte Vesten Sokrates kun gennem Aristoteles' og Ciceros skrifter og halvanden Platon-dialog. Men i det Byzantinske Rige var Platons skrifter bevaret, og da man indså, at Byzants snart kom til at erobres af muslimske hærstyrker, forsøgte gejstlige fra Østkirken at forene de to kirker. I 1438 blev der arrangeret et kirkemøde i Firenze, hvortil de østlige udsendinge medbragte talrige antikke skrifter, deriblandt Platons dialoger og Xenofons erindringer om Sokrates, som nu blev anfører for renæssancens humanisme, talsmand for moralsk frihed ubundet af dogmer og tradition, lyttende kun til sin samvittigheds indre stemme. Sokrates mente, at salighed kan opnås i dette liv, ikke afhængigt af nåde, men af en utrættelig stræben efter at fuldkommengøre sit eget væsen. "Sancte Socrates, ora pro nobis!" (= Hellige Sokrates, bed for os!), udbrød Erasmus af Rotterdam.[18]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Claus Friisberg, Hvem var Sokrates?, Vestjysk Kulturforlag, 2007. ISBN 978-87-87705-16-5 .
  • Andreas Simonsen, Sokrates – Hans livsholdninger og forkyndelse, Gyldendal, 1976. ISBN 87-01-44731-9.
  • Stone, I. F.: The Trial of Socrates

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Wikiquote har citater relateret til:
  1. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 11), Pax forlag, Oslo 2016, ISBN 978-82-530-3850-6
  2. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 12)
  3. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 13)
  4. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 13)
  5. ^ https://en.wikisource.org/wiki/1911_Encyclop%C3%A6dia_Britannica/Aeschines_(Athenian_philosopher)
  6. ^ Jørgen Mejer: Aischines fra Sfettos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34517
  7. ^ Eiliv Skard: Filosofien i oldtiden (s. 71), forlaget Aschehoug, Oslo 1972, ISBN 82-03-00680
  8. ^ Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (oversat af Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 12.
  9. ^ Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (oversat af Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 13.
  10. ^ a b Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (oversat af Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 14.
  11. ^ Roger Osborne: Civilization (s. 78)
  12. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 23)
  13. ^ Roger Osborne: Civilization (s. 78), forlaget Pimlico, London 2006, ISBN 978-0-7126-9138-3
  14. ^ https://en.wiktionary.org/wiki/maieutico
  15. ^ http://www.wright.edu/~gordon.welty/Socrates_89.htm
  16. ^ a b c Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (oversat af Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 44.
  17. ^ a b Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, side 46.
  18. ^ Peter Normann Waage: Jeg – individets kulturhistorie (s. 88-9), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: