Sonet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Sonet (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Sonet)

En sonet er et lyrisk og rimet digt på i alt 14 linjer. Derudover følger sonetten også en indre logisk opbygning, som også understreges af sonettens rimskema.

Sonetten overordnet[redigér | redigér wikikode]

Den er ofte inddelt i to kvartetter (strofer på fire vers) og to terzetter (strofer på tre vers) eller tre kvartetter og en kuplet (strofe på to vers). Sonetten blev første gang set i Italien omkring år 1230. Giacomo da Lentini, der var digter og notar ved Frederik d. 2.s hof på Sicilien, regnes for sonettens opfinder.

Sonetten består af to dele, som kan beskrives som: det ydre og indre formprincip eller bare form og indhold. Det ydre formprincip består i, at sonetten er et digt på 14 linjer. På de germanske sprog er sonetten skrevet i versemålet jambiske pentametre. Desuden har sonetten et rimskema, hvor de to mest brugte er henholdsvis det italienske rimskema ABBA ABBA CDE CDE og det engelske rimskema abab cdcd efef gg. I Danmark er det italienske rimskema det mest brugte, dog med både mandlige og kvindelige rim, i modsætning til den italienske sonet, der kun har kvindelige rim. Andre former for rimskemaer kan dog forekomme.

Det indre formprincip i sonetten består i en syllogisme eller en anden logisk-retorisk opbygning. I praksis kan der opstilles præmisser i kvartetterne og i terzetterne konkluderes der på dem eller et billede kan beskrives i den første kvartet og i den anden kvartet kan billedet udvides eller sættes i modsætning til det første billede og terzetterne vil så komme med en udlægning af kvartetterne. Fælles er at trådene bindes sammen i terzetterne og på den måde er en sonet altid konkluderende og/eller afsluttende i sig selv.

Det naturlige sted for hvornår en sonet går fra præmis til konklusion er i det 9. vers , da der her sker en markant ”drejning” i sonetten (på italiensk kaldet volta). Sonetten skifter fra kvartetter til terzetter, og derved indtroduceres der også nye rim (NB. ABBA CDE). På denne måde kædes det indre og ydre formprincip sammen. Det er denne sammenkædning af de forskellige elementer, der giver sonettens dens harmoni og skaber dens væsen.

En samling på 15 sonetter med visse formkrav kan danne en sonetring/sonetkrans, dog bruges ordene også om en samling sonetter der bare behandler et givet emne.

Den italienske sonet[redigér | redigér wikikode]

Den italienske sonet er skrevet i ellevestavelsesvers (på italiensk endecasillabo), og har udelukkende kvindelige rim pga. det italienske sprogs rimrigdom på kvindelige rim. Det italienske rimskema har stortset hele tiden været opdelt i kvartetter og terzetter, (Dante har bl.a. eksperimenteret med sonetter på 20 vers).

Giacomo da Lentini tidlige sonet “Io m'aggio posto in core a Dio servire,” er med krydsrim: ABAB ABAB CDC DCD.

Men i Francesco Petrarcas Il Canzionere slår Petrarca, med sine 317 sonetter, klamrerim fast som standarden i kvartetterne ABBA ABBA CDE CDE

Rimordenen i terzetterne er næsten valgfri og der kan også frit vælges mellem 2 eller 3 rimsæt. CDC CDC, CDC DCD, CDE CDE, og CDE EDC m.fl.

Kronologisk set er her nogle af de digtere fra Italien, der har skrevet sonetter: Giacomo da Lentini, Guittone d'Arezzo, Guido Guinizzelli, Guido Cavalcanti, Dante Alighieri, Cino da Pistoia, Francesco Petrarca og selv Michelangelo Buonarroti.

Voi ch’ascoltate in rime sparse il suono
di quei sospiri ond’io nudriva ’l core
in sul mio primo giovenile errore
quand’era in parte altr’uom da quel ch’i’ sono,
del vario stile in ch’io piango et ragiono
fra le vane speranze e ’l van dolore,
ove sia chi per prova intenda amore,
spero trovar pietà, nonché perdono.
Ma ben veggio or sì come al popol tutto
favola fui gran tempo, onde sovente
di me medesmo meco mi vergogno;
et del mio vaneggiar vergogna è ’l frutto,
e ’l pentersi, e ’l conoscer chiaramente
che quanto piace al mondo è breve sogno.
(Francesco Petrarca, Canzoniere I)[1]

Den engelske sonet[redigér | redigér wikikode]

Den engelske sonet er skrevet i jambiske pentametre, og det fremherskende rimskema bliver: abab cdcd efef gg.[2] Derved får den engelske sonet en anden indre struktur end den italienske, da sonettens volta først kommer i det 13. Vers.

A dream of interlinking hands, of feet
Tireless to spin the unseen, fairy woof,
Of the entangling waltz. Bright eyebeams meet,
Gay laughter echoes from the vaulted roof.
Warm perfumes rise; the soft unflickering glow
Of branching lights sets off the changeful charms
Of glancing gems, rich stuffs, dazzling snow
Of necks unkerchieft, and bare, clinging arms.
Hark to the music! How beneath the strain
Of reckless revelry, vibrates and sobs
One fundamental chord of constant pain,
The pulse-beat of the poet's heart that throbs.
So yearns, though all the dancing waves rejoice,
The troubled sea's disconsolate, deep voice.
(Emma Lazarus, Chopin I)

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ https://it.wikisource.org/wiki/Canzoniere_(Rerum_vulgarium_fragmenta)/Voi_ch%27ascoltate_in_rime_sparse_il_suono
  2. ^ Joseph Berg Esenwein, Mary Eleanor Roberts, The art of versification, The Home Correspondence School, Springfield, 1920, s. 164