Sophus Engelsted
| Sophus Engelsted | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 8. marts 1823 København, Danmark |
| Død | 25. oktober 1914 (91 år) København, Danmark |
| Gravsted | Holmens Kirkegård |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Overlæge |
| Arbejdsgiver | Almindelig Hospital, Kommunehospitalet |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Fortjenstmedaljen i guld (1903), Kommandør af Dannebrog (1888), Ridder af Dannebrog (1849), Storkors af Dannebrogordenen (1906), Kommandør af 1. grad af Dannebrog (1894) med flere |
| Information med symbolet | |
Carl Sophus Marius Neergaard Engelsted (født 8. marts 1823 i Vor Frue Sogn, København – 25. oktober 1914 samme sted)[1] var en dansk læge, professor og sundhedspolitisk aktør. Han var en markant kliniker i anden halvdel af 1800-tallet og spillede en central rolle i bekæmpelsen af tuberkulose samt i udviklingen af behandling og undervisning inden for hud- og kønssygdomme i Danmark.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Engelsted blev student fra Aarhus i 1841 og tog medicinsk embedseksamen i 1847. Herefter blev han ansat som kandidat ved Almindelig Hospital i København. Under Treårskrigen gjorde han tjeneste som konstitueret underskibslæge i sommeren 1848 og som konstitueret skibslæge ved kanonbådsflotillen i 1849 og 1850. Han udmærkede sig ved handlekraft, mod og faglig dygtighed og blev i 1849 tildelt Ridderkorset, særligt for sin indsats ved behandlingen af sårede fra Fredericiaslaget, der blev transporteret over Lillebælt til Fyn.[1]
I perioden 1852–1854 var Engelsted reservemedicus ved Almindelig Hospital under overlæge M. Christensen. Under dennes sygdom fungerede Engelsted under koleraepidemien i 1853 som overlæge for både den medicinske afdeling og lemmestiftelsen. Trods ekstremt vanskelige forhold med meget høj dødelighed reorganiserede han hospitalsdriften og modtog både skriftlig anerkendelse for sin indsats og skriftlig kritik for selvrådighed. Et kendt eksempel på hans ledelsesstil var, at han i de værste perioder arrangerede skovture for lægepersonalet for at opretholde moralen efter talrige lægedødsfald.[1]
Allerede i 1853 udgav han en afhandling om brystsygdomme baseret på kliniske og anatomiske undersøgelser, hvori han hævdede, at tuberklen var fælles grundlag for både lungesygdomme og kirtelsyge. I 1854 disputerede han for doktorgraden med en afhandling om tuberkulosens helbredelighed, som han mente var betydeligt større end hidtil antaget. Afhandlingen blev udgivet på dansk, men forsvaret foregik på latin.[1]
Efter at have virket som distriktslæge under Københavns fattigvæsen (1854–1856) blev Engelsted reservelæge ved den nyoprettede afdeling for syfilis og hudsygdomme på Almindelig Hospital under M. M. Hassing. Efter studierejser til Paris, Wien og Berlin blev han i 1862 overlæge ved samme afdeling.[1]
I 1863 søgte han stillingen som overlæge ved den medicinske afdeling, men posten gik til L. I. Brandes. I stedet blev Engelsted udnævnt til overlæge ved afdelingen for hud- og kønssygdomme på det nyoprettede Kommunehospital i København, hvor han virkede fra 1869. Samtidig var han universitetslærer i disse fag indtil 1882, hvor han som 60-årig undlod at søge forlængelse.[1]
I denne periode udgav han de første større danske håndbøger om kønssygdomme (1877) og hudsygdomme (1879). Han blev beskrevet som en engageret og praktisk orienteret underviser med stor klinisk dygtighed og en human ledelsesstil.[1]
Samfundsengagement
[redigér | rediger kildetekst]Engelsted blev medlem af Sundhedskollegiet i 1869 og fik her betydelig indflydelse. Han var en af de tidlige danske foregangsmænd i kampen mod tuberkulose og lagde hovedvægten på forebyggelse. Særligt fokuserede han på skrofulose og fremhævede erfaringer fra kysthospitaler i Frankrig og England. Det skyldtes i høj grad hans indsats, at Kysthospitalet på Refsnæs kunne åbnes i 1875.[1]
Også kønssygdomme ønskede han bekæmpet gennem forebyggelse, og i 1877 var han medstifter af Foreningen til forvildede unge pigers frelse. Han sad i Københavns Borgerrepræsentation fra 1882 til 1894 og i Sundhedskommissionen fra 1887 til 1896 samt i en lang række kommissioner, især vedrørende hygiejne.[1]
I 1906 udtrådte han af Sundhedskollegiet, officielt på grund af alder, men reelt som protest mod justitsminister P.A. Albertis tilsidesættelse af kollegiet, først i tuberkulosespørgsmål og senere ved embedsudnævnelser.[1]
Da Nationalforeningen for Tuberkulosens Bekæmpelse blev stiftet i 1901, var Engelsted en markant kritiker. Han mente, at opførelsen af mange sanatorier var for omkostningstung og foretrak etablering af tuberkulosestationer. Han var også skeptisk over for kraftig offentlig agitation, som han frygtede kunne skabe smitteangst og skade de syge.[1]
I sine senere år tog han stærkt afstand fra parlamentarismen og samtidens politiske udvikling. Han nød dog fortsat stor personlig agtelse for sin retlinethed, sit myndige, men stilfærdige væsen og sin bramfrihed. Som læge blev han især anerkendt som kliniker og praktiker frem for som teoretisk videnskabsmand.[1]
Sophus Engelsted er begravet på Holmens Kirkegård.[1]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- Født i 1823
- Døde i 1914
- Personer fra København
- Studenter fra Aarhus Katedralskole
- Alumni fra Københavns Universitet
- Læger fra Danmark
- Kommandører af 1. grad af Dannebrog
- Personer i Kraks Blå Bog
- Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation i 1800-tallet
- Modtagere af Fortjenstmedaljen i guld
- Professorer fra Københavns Universitet
- Storkors af Dannebrog