South Ronaldsay
| South Ronaldsay | |
|---|---|
 St Margaret's Hope på South Ronaldsay | |
| Geografi | |
  South Ronaldsay South Ronaldsays beliggenhed. | |
| Sted | Orkneyøerne |
| Koordinater | 58°47′06″N 2°57′18″V / 58.785°N 2.955°V |
| Areal | 4.980 km² |
| Højeste punkt | Ward Hill 118 m |
| Administration | |
| Land | Skotland |
| Lokal myndighed | Orkneyøerne |
| Demografi | |
| Folketal | 984 |
| Befolkningstæthed | 19,8 pr. km2[1] |
South Ronaldsay (skotsk: Sooth Ronalshee) er en af Orkneyøerne, der ligger nord for Skotland. Den er forbundet til Mainland mod nord via Churchill Barriers, der løber over øerne Burray, Glimps Holm og Lamb Holm.
Hovedbyen på øen er St Margaret's Hope, der med omkring 550 indbyggere er øgruppens tredjestørste efter Kirkwall og Stromness.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Forhistorie
[redigér | rediger kildetekst]
Øen er kendt for den neolitiske Isbister-kammergrav, populært kendt som "Tomb of the Eagles". I 1958 fandt Ronald Simison 16.000 menneskeknogler og 725 fugleknogler på stedet, hvoraf sidstnævnte hovedsageligt tilhørte havørnen (Haliaeetus albicilla). Fundene tyder på, at menneskekroppene havde været udsat for vejr og vind for at fjerne kødet, før de blev begravet. Graven var i kontinuerlig brug i et årtusinde eller mere.[2][3]
Liddle Burnt Mound ved det nærliggende Liddle, opdaget af Simison i 1972, er det bedste eksempel på et sted hvor der er foregået madlavning på Orkneyøerne i bronzealderen. Den er bygget af flade stenplader og var oprindeligt forseglet med ler. Det centrale stenkar kan have været fyldt med vand opvarmet af sten, der blev varmet ved hjælp af tørv som brændsel. Bygningen var sandsynligvis uden tag.[4]
Der findes et broch-sted ved Howe of Hoxa i nordvest, som muligvis var gravstedet for Torfinn Einarsson.[5]
1600- til 1800-tallet
[redigér | rediger kildetekst]I 1627 blev ni kapeller registreret på øen, hvor nogle af navnene antyder kristen tilstedeværelse før den norrøne erobring af Orkneyøerne. De var: Sant Androis ved Woundwick, Our Ladie ved Halcro, Sant Colmis ved Loch of Burwick, Ruid chappell i Sandwick, Sant Tola [Olaf] i Wydwall, Sant Colme i Hoxay, Sant Margrat i the Howp, Sant Colmeis i Grymnes og Sant Ninian i Stow. Stederne kendes alle, selvom der i flere tilfælde kun findes lidt fysisk spor tilbage.[6]
I slutningen af 1600-tallet blev South Ronaldsay beskrevet som "frugtbar i korn og rig på mennesker".[7]
I begyndelsen af 1700-tallet påbegyndte Sir James Stewart omfattende landbrugsforbedringer i en 170 ha. stor indhegning kaldet Park of Cara.[8] Dette område lå i den nordlige ende af South Ronaldsay med udsigt mod Burray, rektangulært i form og omgivet af stendiger.[9]
Murdoch MacKenzies kort over øen fra 1750 viser stedet for blyarbejder nær Grimness, og en besøgende i 1774 "så flere dybe huller, som jeg fik at vide var gravet i søgen efter blymalm", selvom der kun blev udvundet små mængder.[6]
I slutningen af 1700-tallet var South Ronaldsay delt i to uens store sogne: St Peter's dækkede de nordlige to tredjedele af øen, mens St Mary's udgjorde den sydlige tredjedel. St Peter's Church har en dateringssten fra 1642 og optræder på Blaeus kort fra 1654. I 1793 stod bygningen uden tag og var "udsat for alle himlens vinde", men var sandsynligvis repareret igen i 1801. En piktisk billedsten blev opdaget i et vindue i kirken. På den ene side af stenen ses et spejl-etui under en udekoreret halvmåne og V-stav, og på den anden en halvmåne og V-stav dekoreret med slyngværk under et udsmykket panel.[6]
I 1800-tallet nød øens økonomi godt af sildefiskeriet,[10] og St Margaret's Hope blev hovedhandelscenteret for South Isles. I 1890 fandtes der 20 butikker og 18 håndværkere dér.[11]
Nyere historie
[redigér | rediger kildetekst]
Tomison's Academy blev grundlagt af William Tomison, en indfødt fra øen, som blev guvernør for Hudson's Bay Company. Da skolen åbnede havde den 170 elever, men lukkede i 1960’erne. Tomison er begravet i nærheden i haven til sit tidligere hjem, Dundas House.[12]
I 1991 blev øen ramt af falske beskyldninger om omfattende børnemishandling, som en del af den globale bølge af satanisk panik. Ni børn blev fjernet fra deres familier af politi og socialarbejdere. Sagen blev afvist af retten, da det blev fastslået, at socialarbejderne brugte uortodokse forhørsteknikker for at presse tilståelser ud af børnene, som alle nægtede at være blevet mishandlet.[13]
Der findes mange velbevarede huse og andre bygninger i den lokale byggestil.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Haswell-Smith, Hamish (2004). The Scottish Islands. Edinburgh: Canongate. pp. 358–359. ISBN 978-1-84195-454-7.
- ↑ Hedges, J. 1990. Tomb of the Eagles: Death and Life in a Stone Age Tribe. New Amsterdam Books. ISBN 0-941533-05-0
- ↑ "Isbister (Tomb of the Eagles) Chambered Cairn" Stonepages.com. Hentet 16. november 2008.
- ↑ "Liddle Burnt Mound" Stonepages.com. Hentet 16. november 2008.
- ↑ Wenham, Sheena "The South Isles" in Omand (2003) p. 212.
- 1 2 3 "ORKNEY: O4. Paplay, South Ronaldsay" Arkiveret 13. oktober 2008 hos Wayback Machine The Papar Project: RCAHMS. Retrieved 16 November 2008.
- ↑ Wallace, J. (1693) A Description of the Isles of Orkney… Edinburgh. John Reid. Citeret af The Papar Project Arkiveret 13. oktober 2008 hos Wayback Machine RCAHMS. Hentet 16. november 2008.
- ↑ Thomson (2008) pp. 336-37
- ↑ William Aberdeen (1769). A chart of the Orkney Islands (Kort). Edinburgh: National Library of Scotland. Arkiveret fra originalen 22. juli 2024. Hentet 26. juli 2025.
- ↑ Wenham, Sheena "Modern Times" in Omand (2003) p. 103.
- ↑ Wenham, Sheena "The South Isles" in Omand (2003) p. 211.
- ↑ Wenham, Sheena "The South Isles" in Omand (2003) pp. 212–13.
- ↑ "Orkney 'abuse' children go home". BBC On this Day (April 4, 1991). 4. april 1991. Hentet 2007-07-13.
