Sovjetfangerne i Norge under 2. verdenskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Russiske krigsfanger i fangelejr på Saltfjellet, ved deres befrielse i 1945

De sovjetiske krigsfanger i Norge under 2. verdenskrig bestod af omkring 102 000[1] russiske tvangsarbejdere - krigsfanger og civile - som blev transporteret til Norge af den tyske krigsmagt under 2. verdenskrig. De byggede fæstningsanlæg, aluminiumsværker, veje og jernbaner; de arbejdede med brændselshugning og i fiskeindustrien. Mange døde af sygdom eller underernæring eller de blev dræbt.

Et stort antal døde i to katastrofale skibsforlis, forårsaget af allierede flyangreb. Antallet af døde russiske tvangsarbejdere på norsk jord er langt større end det totale tab af norske liv, hjemme og i udlandet, civile og militære, tilsammen. 20.000 af disse fangerne døde på norsk jord, næsten 14.000 af dem var sovjetiske.

Botn fangelejr (Lager Botn) ved Blodvejen i Saltdal Kommune. I kommunen findes også Nordlandsbanen og soldatergrave.

Civile fanger: 7 000 såkaldte østarbejdere blev sendt til Norge.[2] De fleste var mænd, men 1 800 østarbejdere var kvinder og børn.[3]Omkring 13.700 af sovjetfangerne døde og blev begravet i Norge.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Af betydning var det også at Sovjetunionen ikke havde ratificeret Genevekonventionen; det betød at sovjetiske soldater stod uden formelle rettigheder som krigsfanger.

Den 22.juni 1941 angreb tyskerne Sovjetunionen "Operation Barbarossa". De tyske tropper gjorde hurtige fremstød mod øst, og de sovjetiske styrker blev omringet i en knibetangsmanøvre. Der blev i løbet af kort tid taget et stort antal sovjetiske krigsfanger.

Nazistenes mål med invasionen var ikke bare en militær sejr over modstanderen. Sovjetunionen skulle tilintetgøres, områderne i øst skulle udnyttes, udbyttes og koloniseres. Indbyggerne i øst, de slaviske folkeslag, var anset som en "mindreværdig" race og skulle udryddes. De var i bedte fald tiltænkt en rolle som retsløse slavearbejdere. I løbet af hele krigen blev 5,7 millioner sovjetiske soldater taget til fange. Da krigen var over, fire år senere, var 3,3 millioner af disse døde.[4]

Partifunktionærer, ledende personligheder, jøder og asiater skulle sorteres fra de andre fanger, sendes i koncentrationslejre og dræbes. Men drabene på krigsfanger var ikke kun begrænset til dette. I 1941 og 1942 var reglen den at sovjetiske krigsfanger skulle henrettes. Der blev udført massehenrettelser ved nakkeskud og hængning. Mange var også ofrer for eksperimenter med gas som drabsvåben.[5]

"I oktober 1941 gav Hitler ordre om at fangerne skulle arbejde i den tyske krigsindustri", skriver en kilde.[6]

De 10 000 sovjetiske krigsfanger som byggede IG Farbens industrianlæg i Auschwitz III fra 1941 og de var også de første som blev aflivet med gassen Zyklon B – som det første forsøg på industriel henrettelse af store mængder mennesker.[7]

Først i 1942–1943 blev krigsfangerne i større grad sat i tvangsarbejde. Selv om de blev behandlet dårligt gav det større[kilde mangler] muligheder til at overleve.

Krigsfangerne[redigér | redigér wikikode]

Krigsfanger i arbejde på Blodvejen.

De tyske fangearkiver blev overladt til Sovjetunionen, og forskning i Rusland viser at 84 775 sovjetiske fanger blev hjemsendt i 1945. Af disse var 77 812 krigsfanger. Den norske "Krigsgravtjenesten" har registreert 12 678 sovjetiske krigsgrave i Norge.[8] Antallet civile tvangsarbejdere som blev hjemsendt var 6 963. Det totale antal sovjetiske tvangsarbejdere var større end 99 443. Man regner i nutiden med at fra august 1941 til 1944 blev der sendt 95 000 sovjetiske krigsfanger og 7 000 civile sovjetborgere til Norge.

Der var «14 forskellige kategorier af fanger i tillæg til tvangsarbejdere og de kom fra mange forskellige land», skrev Eivind Kosnes.[9]


I Norge blev de under krigen kaldt russerfangerne;[10] De kom fra mindst 16 af de sovjetiske republikker og autonome republikker. Den korrekte betegnelsen er sovjetiske krigsfanger.[11]

Ikke-sovjetiske fanger[redigér | redigér wikikode]

Tyskerne sendte også krigsfanger og civile tvangsarbejdere fra andre lande end Sovjetunionen til Norge. Dem som blev behandlet mest brutalt var jugoslaverne. 4 113 jugoslaver de fleste serbere, var krigsfanger. 2 360 af dem døde og dødsprocenten var 57. De var politiske fanger under SS til 1943 da Wehrmacht overtog. Jugoslaverne var sendt til Norge for at tilintetgøres.[12]

Der var ca. 9 100 polakker i Norge, og af disse var 1 700 krigsfanger og 7 400 civile tvangsarbejdere. I tillæg var der civile tvangsarbejdere fra mange lande i Europa, bl.a. 2 200 var franske.[13]

Rekruttering blandt sovjetiske fanger, til soldat-tjeneste på tysk side[redigér | redigér wikikode]

Mange soldater i den røde hær støttede ikke landets kommunistregime. Disse kunne lade sig overtale til at kæmpe mod Sovjetunionen. Sådanne overløbere begyndte nazistene at eksperimentere med. I 1942 blev der dannet en tyskvenlig russisk befrielsesshær, ledet af Andrej Andrejevitsj Vlasov. Denne hær skulle deltage i nedkæmpelsen af sovjetregimet. Også i Norge drev Vlasovs officerer en hverveekampagne for at hente krigsfanger ud af lejrene og sende dem til Østfronten i tysk uniform. I løbet af krigen blev over en milion krigsfanger hvervet til tysk tjeneste.[14]

Fangelejrene[redigér | redigér wikikode]

Tvangsarbejderne blev sat i arbejde for at bygge "riksvei 50" (i dag E6), Nordlandsbanen, Polarbanen, flyvepladser, fæstningsanlæg, miner, bygning af aluminiumsværker og i fiskeindustrien.[2] Arbejderne var i stor grad organiseret af Organisation Todt.

Der blev transporteret fanger til Norge både fra Murmanskfronten og fra polske havne. Allerede 4. august 1941 kunne de første sovjetfanger observeres i Kirkenes. Nogle dage senere var to skibe på vej fra Stettin til Nord-Norge, hver med 800 fanger ombord. De blev sendt til Narvik for at bygge veje, og til arbejde på AS Nordags bedrift i Glomfjord i kommunen Meløy (Nordag var et foretagende under 2. verdenskrig, som havde til formål at bygge aluminiumsfabrikker i områder kontrolleret af Tyskland), der skulle producere aluminium for den tyske krigsindustri.[2]

Der blev oprettet fire store hovedlejre (Stalag) for sovjetfangerne:

  • Stalag 303 ved Lillehammer, oprettet september 1941, blev brugt til internering af sovjetiske krigsfanger før de blev deporteret til andre fangelejre i Norge. Man regner med at 70 000 fanger var gennem lejren, 954 af disse mistede livet under opholdet og ligger begravet på en krigskirkegård lige udenfor lejren.
  • Stalag 322 i Elvenes ved Kirkenes,oprettet i slutningen af 1941. I forbindelse med evakueringen i august 1944 blev lejren flyttet og lagt ind under Stalag 330 i Alta.
  • Stalag 330 i Sagen ved Alta, oprettet august 1941, flyttet ud til Beisfjord (nær ved Beisfjorden), 12 km sydøst for Narvik, i november 1944. (Beisfjord-massakren skete i 1942.)
  • Stalag 380 i Drevja og Oppdal, oprettet december 1942. Bygden Drevja ligger i Nordland 25 km nord for Mosjøen i kommunen Vefsn. Oppdal. der ligger i Sør-Trøndelag, nævnes som Stalag første gang i august 1944. indtil da er det kun Drevja som omtales som Stalag 380.

Fangerne blev placeret i 500 forskellige lejre. Ved krigens slutning var der 284 lejre foruden de fire hoved-lejre. Omkring 75 000 af fangerne var placeret fra Nord-Trøndelag og nordover. Det var 30 000 i Nordland, hvor store vej- og jernbaneprojekter var sat i gang. Det var også her forholdene var dårligst, og dødeligheden størst.

I barakkerne lå fangerne i køjesenge uden madrasser. Omkring lejrene var der flere lag pigtrådshegn. Der var også vagttårne med lyskastere. Arbejdstiden i lejrene var ti timer daglig, fra klokken 07.00 til 17.00. Påklædningen var dårlig, madrationerne var små. Underernæring var udbredt. 8–9 % af fangerne var syge og ude af stand til at arbejde. Nogle havde tuberkulose, andre akut Gastritis. De blev ofte udsat for fornedrende og brutal behandling af vagtmandskaberne. Slag og mishandling var almindeligt. Flugt blev straffet med døden.[15]

Kontakten med nordmændene[redigér | redigér wikikode]

Al kontakt mellem civile nordmænd og sovjetfangerne var forbudt, ifølge en forordning udstedt af Josef Terboven fra september 1941. Kontakt med fangerne blev straffet med fængsel, bøder eller tugthus.[16]

Der kom aldrig nogen meddelelse fra Hjemmfronten eller regeringen i London om at hjælpe de sovjetiske krigsfanger. Alligevel fik de hjælp af det norske folk. Denne hjælpn var baseret på enkle menneskelige reaktioner fra dagliglivet. Når mennesker var i så stor nød som de sovjetiske krigsfanger var der mange der ville hjælpe dem. I lokalsamfundene hvor der var fangelejrer så lokalbefolkningen fangere mere eller mindre dagligt. De marcherede ud fra lejrene om morgenen til en arbejdsplads og tilbage sent om eftermiddagen. Noget af kontakten foregik også gennem pigtrådshegnene.

De tyske vagter havde Terbovens forordning at forholde sig til, men valgte oftest at se bort når de opdagede at sovjetfangerne fik mad fra nordmændene. Tyskerne havde også nogen svage punkter, og disse benyttede de norske hjælpere sig af. Det var ofte børn som fik opgaven med at formidle madpakkerne til fangerne. Madpakkerne blev ofte gemt der de vidste fangerne ville finde dem.[17]

Flugt[redigér | redigér wikikode]

Straffen for at flygte fra fangelejrene var døden. Mange sovjetfanger blev skudt under flugtforsøg, eller de blev pågrebet, dømt til døden og henrettet. Der antages at mellem 1500 og 2000 sovjetiske fanger flygtede fra lejrene i Norge og Finland til Sverige.

En vellykket flugt krævede forberedelser og ofte hjælp udefra. For lejrene i Nordland var afstanden til Sverige kort, men fra Vestlandet var der lang vej gennem ukendt terræn. Hjælpen kunne være husly, mad, klæder og egnet fodtøj og ikke mindst vejledning i at finde vej. Men at give sig til kende for fremmede var risikabelt; man kunne støde på angivere.

Sverige (infrastruktur for flygtninge)

I Sverige blev de flygtende sovjetiske fanger modtaget og hjulpet. Der blev oprettet lejre for flygtede tvangsarbejdere fra Norge og Finland. Den første åbnede på Baggå herregård i Skinnskatteberg i maj 1942. Efterhånden blev der seks sådanne lejre i Sverige. Den sovjetiske legation i Sverige havde en vis kontrol med hvad der foregik i lejrene, og de havde et mål om at beboerne ikke skulle blive påvirket gennem kontakt med svenskerne. Legationen opfordrede bl.a. til angiveri. De flygtende fanger kunne gøre sine antagelser om hvilken modtagelse de ville få i hjemlandet. Nogen valgte derfor at forlade lejrene og blive i Sverige.[18]

Krigsforlisene[redigér | redigér wikikode]

Omkring 3.000 sovjetiske fanger døde i to skibsforlis langs norskekysten. Begge katastrofer skyldtes angreb fra alliererede fly. Det første forlis skete i 1942 under transport af fanger fra Østfronten til Vestlandet, og det andet i 1944 under evakueringen af Finnmark . Al tysk transport langs den norske kyst var udsat for angreb. Om skibene var lastet med russiske fanger, tyske soldater eller krigsmateriel var angriberne oftest uvidende om. Også norske skibe i rutefart blev sænket af de allierede styrker.

Palatia-katastrofen skete 21. oktober 1942 udenfor Lindesnes fyr. MS «Palatia» var på vej fra Stettin til Ålesund, hvor omring 986 mennesker omkom; af dem var 915 sovjetiske krigsfanger, 70 tyske vagtsoldater og søfolk) samt den norske lods ombord. Jagerfly fra New Zealand underlagt den britiske RAF Coastal Command havde som opgave at angribe fjendtlige mål fra Biscayabugten og op langs norskekysten. «Palatia» blev angrebet med en lufttorpedo som traf agterskibet. Piloten viste ingenting om skibets last og mandskab. Det blev ikke skrevet et eneste ord i den norske dagspresse om forliset af MS «Palatia». Under krigen blev katastrofen fortiet af tyskerne; efter krigen blev den fortiet af Norge og De allierede. Selv ikke i de bøger som udkom omkring fredsjubilæet i 1995 ble MS «Palatia» og katastrofeforliset nævnt med et ord.[19] Det nøjagtige tal for de omkomne kan ikke fastsættes ut fra de kilder som eksisterer.

Rigel-katastrofen indtraf den 27. november 1944 i sejlrenden mellem Tjøtta og Rosøya i Alstahaug kommune. Denne katastrofe overgår alle andre hændelser i Norge under krigen i tab av menneskeliv: 2.570 mennesker blev dræbt, af dem 2.098 sovjetiske krigsfanger.

Befrielse (maj 1945)[redigér | redigér wikikode]

De befriede sovjetiske krigsfanger møder de norske myndigheder i nærheden af Hamar i maj 1945.
Foto: Eyolf Knutsen

I maj 1945 var overtog de norske myndigheder ansvaret for sovjetfangerne. Lejrene blev åbnet, og det var et grufuldt syn som mødte dem. Der blev skrevet rapporter som i dag er historiske kilder. Lejrene i Nordland var blandt de dårligste. Fra lejren i Dunderlandsdalen blev der rapporteret om 477 sovjetfanger, hvoraf 330 er syge, 40 af dem har tuberkulose, og 100 fanger er så svækket at de ikke kan gå.

I sovjetlejren ved [Kalviktunnelen i kommunen Sørfold var fangerne forkomne. De var udmagrede, med frostskader og beskidte. Sygehusbarakkerne beskrives som en afdeling i helvede: Her lå omkring 20 muselmænd. Der blev igangsat humanitært arbejde i sovjetlejrene over hele Norge.[20]

Befolkningen i mange norske lokalsamfund hvor der var fangelejrer fik anledning til at blive kendt med fangerne. Det blev møder mellem mennesker, og fangerne kunne takke for den hjælp havde fåtet. Der fortælles om sang og musik og glede. Mange sådanne møder i lokalsamfundet er dokumenteret i samtidens aviser og senere i lokalhistorielitteraturen.

Citat EJENDOMMELIG 17.MAj-FEST MED RUSSISKE SOLDATER En egenartet stemning som det er vanskelig at få overført til dem som selv ikke var til stede, rådede i diakonissehusets kælder. ….Pinte og plagede krigsfanger, usselt klædte, men lykkelig over at finde mennesker som bare ville dem vel. De synger klangfuldt og melodisk og får hyldest. Lytter så selv andægtigt til Bitte Mois nydelige fremføring af norske folkeviser, og hylder henne med en lille gave, en æske de har lavet i fangelejren. ....Pastor Strømme taler, domprovst Kobro taler, den russiske læge Ivan Korotja taler, den russiske kaptajn Jonak og en købmand fra Sibirien taler. Under taget hænger det sovjetiske faner, røde flag med segl og hammer i hjørnet. Og vi norske sang "Ja, vi elsker", mens russerne sang deres vemodige melodier. Og så takker de for alt mulig med "Spasiba" og er afvekslende højtidelig og rørende. Vi ved ikke hvem af os som følte det stærkest, dette mærkelige, uforklarlige og uensartede som til slut samler sig i gensidig venskab. Begge parter giver uttryk for det. Russerne med ord og med deres fin, selvgjorte gaver, og unge norske piger med blomster og smil. Vi er glade for at vi kunne opleve en sådan stund. Citat
Avisen Sørlandet, 18. mai 1945 [21]

De overlevende russere benyttede også tiden til at lave gravmonumenter over deres faldne kammerater.

Hjemsendelsen[redigér | redigér wikikode]

Befriede sovjetiske krigsfanger (foråret 1945) i samtale med tolken Gunvor Galtung Haavik

Sommeren 1945 blev fangerne sendt tilbage til Sovjetunionen. Mange fanger var ængstelige for hvad der ville ske, ofte med god grund. Enkelte flygtede, andre dækkede sig bag et falsk navn. Politiet havde ordre om at finde dem som havde skjult sig.[22]

De fleste sovjetfanger havde gode grunde til at frygte hjemkomsten til Sovjetunionen. Ordre 227 fra Overkommandoen i Den røde armé gjorde det klart at de eneste alternativer en sovjetsoldat havde var at kæempe eller dø. «Ikke et skridt tilbage». Ordre 270 definerede alle sovjetsoldater i krigsfangeskab som landsforrædere.[23]

Det var i tråd med Jaltakonferencen at også de sovjetiske overløbere blev udleveret til Sovjetunionen. De som havde kæmpet på Hitler-Tysklands side blev regnet som landsforædere, ligesom de norske frontkjemperne.[24]

Ifølge den norske historiker Marianne Neerland Soleim er det uklart hvad som skete med mange af de sovjetiske fanger da de kom hjem, men modtagelsen var alt andet end varm. Hospitalsskibet «Stella Polaris» sejlede to ture fra Nord-Norge til Murmansk med krigsfanger i juli 1945.

Citat Da de gik i land blev de transporteret væk som kvæg, og på mig virkede det som om de ikke havde ventet en sådan modtagelse. De var oprømte da de kunne se sovjetisk land, men alle, også de syge som var blevet kørt til kajen i ambulancer i Norge, blev kørt væk på åbne lastbiler Citat
Rapport fra mandskabet på hospitalsskibet Stella Polaris [25]

Enkelte blev henrettet straks efter tilbagekomsten, andre blev sendt til nye år med tvangsarbejde. Nogle få rapporter eksisterer om en lykkelig slutning, hjemføring og medaljer. Den dårlige behandlingen af hjemvendte krigsfanger er en skamplet i Russland historie, og et tabu i den russiske offentlighed, fortæller Soleim i sin afhandling.[25][26]

De tyske militære myndigheder oprettede kartotekkort på alle sovjetiske krigsfanger. Disse kort havnede efter krigen i Sovjetsamfundets varetægt. Det gjaldt både de som døde i fangelejrene, og de som overlevde. Når en tidligere fange søgte om job var det let for myndighederne at finde ud af at vedkommende ikke var en førsteklasses borger. Førsteklasses borgere havde ikke baggrund som krigsfanger i udlandet.[27]

Krigsgravene[redigér | redigér wikikode]

Mindesten for sovjetiske krigsfanger i Rana

De faldne sovjetborgere var begravet forskellige steder, nogen på kirkegårde, andre i store fællesgrave nær ved lejrene. Gravene lå spredt over hele Norge, de fleste langs kysten, og de aller fleste i Nord-Norge. I Fredsommeren 1945 brugte de sovjettiske fanger ventetiden til hjemrejse bl.a. til at rejse mindesmærker på gravene til deres faldne kammerater. Mange af mindesmærkerne står på sin plads, andre blev ødelagt under Operation Asfalt i 1951.

Vraget af MS Palatia blev fundet i 1997 og er klassificeret som krigsgrav. Dykkere skal holde sig på behørig afstand.

Flytningen af krigsgravene[redigér | redigér wikikode]

Under Operation Asfalt i 1951 blev de sovjetrussiske gravene samlet på den internationale krigskirkegård på øen Tjøtta. De norske myndigheder frygtede at russiske spioner – forklædt som familie til de faldne soldater – skulle rejse rundt i Norge. Officielt blev aktionen fra norske myndigheder begrundet med behovet for pleje af gravene og tilrettelægging for besøg af pårørende. I Mo i Rana var der store demonstrationer. Efterretningstjenesten og et militært fartøj fulgte de to fragtskibe som transporterede ligdelene. Aktionen førte til en diplomatisk strid mellem Sovjetunionen og Norge.[28]

I efterkrigstiden, i Operation Asfalt under Den kolde krig, foregik noget som i dag betegnes som gravskænding, da de sovjetiske krigsgrave blev flyttet til den internationale krigskirkegård på Tjøtta efter vedtagelsen i den norske regering.[29][30]

Citat Forholdene omkring den makabre flytning har nok bidraget til at krigsfangernes historie yderligere blev skrevet ud i mørket Citat
Marianne Neerland Soleim.

Forskning[redigér | redigér wikikode]

Der omkom flere sovjetfanger i Norge fra 1941 til 1945 end nordmænd under 2. verdenskrig, medregnet civile og militære både i Norge og i udlandet. Behandlingen af sovjetfangerne er en af de største krigsforbrydelser som blev begået på norsk jord under 2.verdenskrig, sammen med behandlingen af krigsfangerne fra Jugoslavien og de norske jøder.

Russerfangernes situation i Norge belyser de allervigtigste aspekter man kan have om 2. verdenskrig: Menneskesynet i den nazistiske ideologi og hvilke konsekvenser det havde. På baggrund af dette er det mærkeligt at temaet ikke har været mere interessant for den historiske forskning på et tidligere tidspunkt.[31]

En mulig grund til at sovjetfangernes indsats i Norge skulle glemmes var frygten for et erstatningskrav fra Sovjetunionen.[32]

Historikeren Ole-Jacob Abraham mener at sprogproblemet er en vigtig årsag til den manglende interesse for forskning både af sovjetfangernes og på Sovjetunionens krigsindsats i Norge. Det var Den røde hær som befriedee Finnmark i 1944, den første del af Norge som blev befriet efter den tyske besættelse. En anden grund til at temaet ikke blev taget op tidligere var at Sovjets krigsindsats længe blev nedtonet i efterkrigstiden pga. Den kolde krig 1945–1991, som gjorde det politisk ukorrekt at fremhæve hvor meget sovjetborgerne ofrede; de var jo nu da blevet fjenden. Temaet passet heller ikke til det nationale perspektiv som norske historikere almindeligvis har haft. Men allervigtigst er det måske at norske historikere har oplevet problematikken med sovjetiske krigsfanger og tyske fangevogtere som irrelevant for de fleste nordmænd.[33]

Den tyske besættelsesmagt havde mere end 100.000 sovjetiske krigsfanger og tvangsarbejdere i Norge, omkring 13.700 af dem døde eller blev dræbt. Dette bliver i nutiden betegnet som - et folkedrab på norsk jord. Norske historikere har frem til 1990-årene vist en minimal interesse for dette tema. Marianne Neerland Soleims doktorafhandling “Sovjetiske krigsfanger i Norge 1941-1945 - antal, organisering og repatriering” er den første som behandlede temaet.[34].


Citat Den norske kollektive erindring om 2. verdenskrig udelader ofte de udenlandske krigsfangers skæbne. I stedet framhæves en konsensus erindring om den norske modstandskamp og heltedåd. Citat
professor i arkeologi Marek E. Jasinski, prosjektleder for ”Painful heritage”.[35]

Det er påfaldende hvor lidt de norske historikere har skrevet om sovjetfangerne, hævder historikeren Ole-Jacob Abraham.[36]

Russerfugle, fuglebræt og skrin[redigér | redigér wikikode]

Fuglebræt, givet som gave til en dreng i Barbu i Arendal, fra en sovjetfange

Arne Vinje Gunnerud, kunstneren som fik opgaven at lave et monument for Palatia-katastrofen i 1942 lod sig inspirere af spånefuglene, de kendte fuglefigurer i træ som mange sovjetfanger lavede og byttede sig til mad. En alternativ måde at betragte det på er at fangerne gave igen for at opretholde den positive relation til giveren.

Fuglebrættet er et legetøj, egentlig et lille mekanisk legetøj af træ. En lille træplade med håndtag, på pladen står tre små spånfugle som er fæstet i en lille ståltrådsbøjle sådan at de kan bøjes fremover og bagover. Under pladen hænger et lille lod af træ, med snore op til fuglene. Når brættet bevæges hakker fuglene i madfadet som står mellem dem.

Små dekorerede skrin af alle typer, flettet af strå, skåret i træ, hamret ud af aluminium. Der findes også juletræspynt, cigaretmundstykker, malerier og andre småting. Meget af dette er dekoreret med vandfarver.

Mange i generationen som voksede op under krigen er ejere af sådanne små fysiske minder om sovjetfangerne. Mange oplevde at når de lagde en madpakke ud til fangerne dukkede der den næste dag en lille gave op, en træfugl, et skrin eller et cigaretmundstykke m.m.

I lejre hvor forholdene var bedre kunne fangerne drive småproduktion af sådanne genstande. Materialerne var enkle og ikke så vanskelige at få fat i, det kunne være både af træ, aluminium og plast. Gamle kasseroller og vaskefade blev brugt. Et arbejde fangerne altid havde var at tage sig af affaldet fra tyskerne. Mere udfordrende var at skaffe værktøj som fil, hammer, stemmejern, tang og sandpapir. Men det var strengt forbudt at smugle værktøj ind i lejrene.[37]

Kulturminder i landskabet[redigér | redigér wikikode]

Polarbanen ved Elvkroken
Informationstavle om krigsminder relateret til sovjetfangerne i Dunderlandsdalen

og dele jernbanen og E6 gennem Nordland er bygget af krigsfanger fra Sovjetunionen og Jugoslavien. Fangelejrene lå i rad og række langs vejen. Helt til Drag i Tysfjord var jernbanesporet delvist bygget, men ikke sammenhængende. Vejen blev efter krigen benyttet til "riksvei".

Dele af Polarbanen nord for Fauske står i dag som et ubrugt banelegeme med tunneler og flere broer. I dag er dette et kulturmide i landskabet, et kulturminde som fortæller om sovjetfangernes slid og fornedrelse, og om nazistenes forestillinger om at slaviske folkeslag var Untermenschen og bestemt til at være slaver.

Før 2. verdenskrig var der ingen jernbane nord for Grong i Nord-Trøndelag. Vejene var dårlige og ikke sammenhængende. I 1940 blev banen åbnet til Mosjøen. Den tyske besættelsesmagt så at en sammenhængende transportåre på land var nødvendig for befæstningen af Norges nordkysy. De tænkte at en alliereet invasion kunne komme netop i Nordland. Tyskerne anlagde banen på en måde, så den skulle være vanskelig at angribe. Hitlers mål var at Polarbanen skulle føres helt til Kirkenes.

Museer og mindesmærker[redigér | redigér wikikode]

  • Møvik fort, beliggende ca. otte kilometer sydvest for Kristiansand, i området Kroodden/ Møvik.
  • "Blodveimuseet" er et museum i Rognan i kommunen Saltdal i Nordland. Museet dokumenterer historien om jugoslaviske, polske og sovjetiske krigsfanger som byggede Blodvejen mellem Rognan og Langset i Saltdal mellem 1942 og 1945, under ledelse af den tyske besættelsesmagt. Den fortæller også om krigsfangernes liv og arbejde i Dunderlandsdalen.
  • Grønsvik kystfort i Lurøy kommune. I dag er Grønsvik kystfort delvis genoppbygget og omgjort til museum med udstillinger om regionens krigshistorie.
  • Mindesmærket for Palatia-katastrofen ved Lindesnes er udført af billedhuggeren Arne Vinje Gunnerud (1930-2007) og blev afsløret den 21. september 1997 af kong Harald V. Kongen sagde blandt andet at ulykkerne med Palatia og Rigel fortæller om det store offer det sovjetiske folk måtte tåle under den anden verdenskrig.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ole-Jacob Abraham Forelebig udö! Sovjetiske krigsfangar, norske partisanar og russaren 'Nils', Kapabel Forlag 2007.
  • Birgit Koch: De sovjetiske, polske og jugoslaviske krigsfanger i tysk fangenskap i Norge 1941-1945, Hovedoppgave i historie, UiO 1988.
  • Gunnar D. Hatlehol: «Norwegeneinsatz» 1940-1945. Organisation Todts arbeidere i Norge og gradene av tvang, Doktoravhandling i historie, NTNU, 2015
  • Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008.
  • Marianne Neerland Soleim: Sovjetiske krigsfanger i Norge 1941-1945 - antall, organisering og repatriering Dr. Avhandling, Universitetet i Tromsø 2004
  • Marianne Neerland Soleim: Sovjetiske krigsfanger i Norge 1941-1945. Antall, organisering og repatriering. Spartacus forlag 2009.
  • Tor Schulstad og Anstein Mikkelsen: Krig og okkupasjon i Porsanger. 1984
  • Atle Skarstenn og Michael Stokke: Blod og tårer – historien om sovjetiske krigsfanger og sivile tvangsarbeidere i Rogaland 1941-1945
  • Morten Strand Gunnar Thorenfeldt Heidi Molstad Andresen De var barneslaver i Norge Dagbladet Magasinet. 2. mai 2015.
  • Eivind Kosnes: Sør- Varanger. Fangeleirer, andre typer leirer og fengsler i tiden 1940- 1944. Utgitt 2015.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Tallene er usikre, men synes at variere mellem 99 ' og 102'
  2. ^ a b c Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 17
  3. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 23
  4. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 10-11
  5. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 12 -15
  6. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 16
  7. ^ Prisoners of War and Forced Labour. Histories of War and Occupation. Ed. by Marianne Neerland Soleim. Cambridge Scholars Publishing, Newcastle upon Tyne 2010. VI, 247 pp.
  8. ^ Bjørn Bratbak: Svensgrunnen 12. april 1943 - uskyldige måtte ofte lide. Norsk Tidsskrift for Sjøvesen - Nummer 8. 2000. s 43.
  9. ^ – Her er det meste kartlagt
  10. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 9
  11. ^ Sovjetiske krigsfanger i Norge. 2011-10-06. Senter for studier av Holocaust og livssynsminoriteter
  12. ^ Norsk krigsleksikon. 1940 – 45, 376, 229-230
  13. ^ Michael Stokke mfl.: Blod og tårer – historien om sovjetiske krigsfanger og sivile tvangsarbeidere i Rogaland 1941-1945. s. 5
  14. ^ Ole-Jacob Abraham. (paywall) Russarfangane – mytar, fakta og nyansar. I Historisk Tidsskrift 2009:02, s. 298-299
  15. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 18-19
  16. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 396 - 397
  17. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 509 -510
  18. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 259 - 296
  19. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 90
  20. ^ Michael Stokke mfl.: Blod og tårer – historien om sovjetiske krigsfanger og sivile tvangsarbeidere i Rogaland 1941-1945. s. 24
  21. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 66 - 67
  22. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 25
  23. ^ http://www.idunn.no/ht/2009/02/art07 Ole-Jacob Abraham: Russarfangane – mytar, fakta og nyansar. I Historisk Tidsskrift 2009:02, s. 301 - 302
  24. ^ http://www.idunn.no/ht/2009/02/art07 Ole-Jacob Abraham: Russarfangane – mytar, fakta og nyansar. I Historisk Tidsskrift 2009:02, s. 298
  25. ^ a b Marianne Neerland Soleim: SOVJETISKE KRIGSFANGER I NORGE 1941-1945. Antall, organisering og repatriering. Spartacus forlag 2009.
  26. ^ http://www.forskning.no/andre-verdenskrig-krig-og-fred/2011/01/de-ukjente-krigsfangene De ukjente fangene
  27. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 294
  28. ^ http://www.dagbladet.no/2013/07/04/kultur/meninger/hovedkronikk/kronikk/krigsfanger/28032175/ Dagbladet 2013/07/04
  29. ^ http://touch.abcnyheter.no/nyheter/2013/07/08/177077/har-sporet-opp-navnene-til-over-3350-ukjente-krigshelter (Website ikke længere tilgængelig) ABC-nyheter 08.07.2013 Ola Karlsen: Har sporet opp navnene til over 3350 ukjente krigs­hel­ter. prosjektet «Krigsgraver søker namn
  30. ^ http://www.dagbladet.no/2013/07/04/kultur/meninger/hovedkronikk/kronikk/krigsfanger/28032175/ Dagbladet nettavis 4.7.2013 Halvor Fjermeros: 60 års taushet og tristesse.
  31. ^ http://forskning.no/historie-andre-verdenskrig/2008/02/sovjetiske-krigsfanger-et-glemt-emne
  32. ^ http://polarbanen.no/Polarbanen/Polarbanen.html Bildedokumentasjon ved Harry Bjerkeli
  33. ^ Ole-Jacob Abraham: Russarfangane – mytar, fakta og nyansar Historisk Tidsskrift 2009:02, s. 295
  34. ^ http://www.forskning.no/historie-andre-verdenskrig/2008/02/sovjetiske-krigsfanger-et-glemt-emne Sovjetiske krigsfanger et glemt emne
  35. ^ http://www.forskningsradet.no/no/Nyheter/Kulturminnene_vi_helst_ville_glemme/1253954437354 Kulturminner vi helst vil glemme
  36. ^ http://www.idunn.no/ht/2009/02/art07 Ole-Jacob Abraham: Russarfangane – mytar, fakta og nyansar. I Historisk Tidsskrift 2009:02, s. 293
  37. ^ Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 441