Slaget ved Sehested: Forskelle mellem versioner

Spring til navigation Spring til søgning
→‎Forløb: sprogret
(sprogret)
(→‎Forløb: sprogret)
== Forløb ==
[[Fil:Sehestedt, Denkmal für das Gefecht in Sehestedt NIK 2513.JPG|thumb|Mindesmærke i Sehestedt]]
 
'''Fakta om slaget i Sehested'''
Slaget ved Sehested falderfaldt sammen med kollapsen af [[Napoleon]]s imperium i begyndelsen af det 19. århundrede. Lige efter nederlaget til det russiske rige 1812 og 1813 og nederlaget ved [[Leipzig]] 1813, trak de slesvigholstensk-danske styrker, som var allieret med [[Napoleon]], sig tilbage mod nord, for ikke at møde de svensk-preussiske tropper, som kæmpede mod Napoleon og hans soldater. De danskes mål var at nå til den danske fæstning [[Rendsborg]], som skulle beskytte dem mod preusserne, som forfulgte Napoleons hær hele vejen op til Sehested, hvor de så stødte sammen den 10. december 1813.
 
'''Et indblik i slaget'''
 
 
==Industrien og erhverv i krise==
På grund af Napoleonskrigene og slaget ved Sehested blev hertugdømmet Slesvigs erhvervsliv ramt af et dybt og langvarig krise, der varede fra 1811 til slutningen af 1820'erne. Der var mangel på penge, føde og handel i alle lande. Danmark og Slesvig forarmedes år efter år.
Hårdest blev søfarten ramt, som var størst i [[Flensborg]] og [[Sønderborg]]. Det medførte at fx [[Flensborg]] mistede indbyggere, men hele [[Slesvig]]-området kunne udligne det med befolkningstilvækst. Alligevel viste det sig, at Slesvig som helhed industrielt stod ret godt, da byens antal virksomheder steg, mens antallet af arbejderne faldt lidt.
 
'''Monarkiet og den politisk forandring i Danmark'''
Krigen havde ikke kun dårlige konsekvenser. Det danske folk fejrede monarkiet og troede på deres kong Frederik den 6., som blev anset som den, der sikrede freden, selv om han tabte krigen. Også pressen udtrykte deres glæde over Frederik den 6. ”Flensburgsches Wochenblatt” skrev disse linjer i forbindelse med Frederik den 6. fødselsdag den 28 januar.:
”Glad dig, du danske folk! Din kalder du Frederik den Gode,
Og som en fader sit barn, elsker han dig, danske folk!<ref>Flesnburgesches Wochenblatt</ref>- Flensburgsches Wochenblatt
Ud over det havde Danmark en konge, som interesserede sig for politik og folkets interesser. Før Frederik den 6. var det den sindssyge konge Christian den 7. der regerede landet indtil 1808 og ikke havde interesse i politiske spørgsmål.
Men selv om man fejrede Frederik den 6., opstod de første demokratiske tanker, som kom fra [[Johann Gottfried von Herder|Johann]] Gottfried Herder, deri Tyskland grundlagde den moderne nationale ideologi: ”De enkelte folkeslag med samme historie, sprog, kultur og levevis som udtryk for en fælles folkeånd kunne udfolde sig friest, hvis de fik hver deres stat, og i den, opnåede selvbestemmelse over deres egne anliggender.<ref>Kilde fra side 16 linje 34-37, Sønderjyllands historie 2- efter 1815</ref>
Herders ideer skulle skabe harmoni. I praksis skabte dende dog ofte dybe og blodige konflikter.
Alligevel gik tidens tendens i retning af indskrænkede monarkier.
 
'''Wienerkongressen'''
Wienerkongressen betegner en kongres i Wien 1814-1815, som skulle sikre freden i Europa og opdele Europa i forskellige bestanddele, da Napoleon Bonaparte ændrede Europas landkort væsentligt. Wienerkongressen blev ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst [[Metternich]], og over 200 repræsentanter deltog i Wienerkongressen. Men det er ikke kun store stater som deltog i kongressen, men også herredømme, baroner eller byer som repræsenterede de forskellige småstater. Men den førende rolle spilledede de fem stormagter Storbritannien, Russland, Østrig Preussen, kirke staten og Frankrig. Også Frederik den 6. var på Wienerkongressen, da han ville forsvare Danmark overfor Sverige. Men ikke kun derfor kom Danmark til Winerkongressen. Danmark var lige så interesseret i Lauenburg, som ligger sydøst for Slesvig – Holsten, (ca 40 kilometer syd-øst fra Hamborg), som Sverige, Preussen og HannvoerHannover(-England). Hannover sluttede sig sammen med England og lavedegav Preussen et tilbud.: Hannover ville afgive Ostfriesland, derimodmod fårat de Lauenburg. Men For Preussen var Svensk-Forpommern meget mere vigtigtvigtigere. På grund af det besluttede Preussen, at Danmark skulle få Lauenburg samt 2 millioner, da Lauenburg var mindre værd end Svensk-Forpommern. Men uanset om Danmark fik [[Lauenburg]], var Frederik den 6. meget skuffet over at han ikke fik større økonomisk udbytte, selv om han reddede Danmark fra en tilintetgørelse. Sammenfattet kan man sige at Wienerkongressen var mere eller mindre et glimrende resultat for alle deltagere. Selvom stormagterne havde overhånden kunne lande som Danmark håndhæve deres vilje og det for det meste med succes.
 
'''Slesvig-Holsten og forfatningsspørgsmålet (1815-1830)'''
Den slesvig-holstenske tankes fødsel opstod med [[Friedrich Christof Dahlmann]]s (prof. i historie) udsagn: at et forenet Tyskland også burde omfatte Slesvig og Holsten. Slesvig og Holstens århundredgamle forbindelse gjorde, at Dahlmann syntes, at området skulle tilhøre Tyskland. Det begrundede han med en brev af den danske kong Christian den første fra 1460. I det står der, at de to lande skal forblive evigt udelte sammen.
Alligevel anså flertallet af borgerne fra Slesvig og Holsten sig hverken rigtigt som tyskere eller danskere, men som regionale Slesvig-Holstenere.<ref>Kilde fra side 18 linje 8-5 nedefra i Sønderjyllands historie 2- efter 1815</ref>
 
'''Friedrich Christof Dahlmann 1785-1860'''
I 1816 nedsatte Frederik den 6. en forfatningskommission for Holsten, og ikke for Slesvig. Det førte til, at slesvigerne også ville have en forfatning. Omkring årsskiftets ende sendte borgerne så en petition til kongen med fælles ønske om at Slesvig skulle få en forfatning. Det så man som et middel til at afhjælpe krisen. Men den slesvigske petition blev afvist og forfatningssagen gik i stå for slesvigerne. Og i året 1819 henlagde kongen også den holstenske forfatningskommissions forslag. Faktisk kunne kongen gøre hvad han ville, hvad der også viste sig, da han indskrænkede trykkefriheden af aviserne i 1820.
I 1823 nedsatte man så ogsåhan forfatningskravet for Slesvig. Det var et nederlag for Dahlmann, der kæmpede for denne sag for slesvig-holstenerne. Til gengæld blev han universitetslærer i Kiel. Det skete, at under ”Waterloo” talen af Dahlmann grinede de studerende, da han fortalte om broderskabet mellem Slesvigerne og Holstenerne, og i stedet for den preussisk engelske sejr over Napoleon (ved Waterloo) fejrede de hellere den danske helstatshærs sejr over [[Bernadotte]]s svensk-tysk-russiske tropper i slaget ved Sehested i 1813.<ref>kilde fra side 21 linje 27- 33 i Sønderjyllands historie 2 – efter 1815</ref>
Men ligesom Dahlmann var de fleste universitetslærer tyskfødte, og for Tyskland i Slesvig-Holsten sagen. Det påvirkede mange studenter, og allerede i 1817 deltog mange i en tysk national fest på [[Wartburg]] og blev tilhængere af den tyske enhedsbevægelse. Studenterne klædte sig i ”gammel-tyske””gammeltyske” dragter og var med i ”burschenschaftbevægelsen” for demokrati og tysk enhed for at vise deres tilknytning til Tyskland. I Slesvig var den herskende politiske strømning stadig helstatspatriotismen (pro Danmark), selvom Frederik den 6. afviste forfatningspetitionerne.
 
== Freden i Kiel ==
Anonym bruger

Navigationsmenu