Luftværn

Luftværn eller Defense Counter Air (DCA) er defineret af NATO som en modreaktion på fjendtlig luftoperation og/eller konventionelle missilangreb.

Luftværn omfatter jord-, sø- og luftbaserede våbensystemer, associerede sensorsystemer, kommando- og kontrolordninger og særlig foranstaltninger, hvis formål er at reducere fjendligt luftenheders effekt på egne styrker.

Et fundamentalt element i luftværn er, at hastigheden generelt er høj. Truslerne bevæger sig oftest med hastigheder over 200km/t og normalt omkring mach 1. Visse missiltyper har dog angiveligt en væsentlig højere topfart f.eks. det russiske missilsystem 3M-54 Kalibr eller det indiske PJ-10 BrahMos.  

Den høje hastighed tvinger den defensive part til at allokere ressourcer på at optimere sin egen reaktionstid for at skabe mest mulig handlingsrum til at implementere tiltag, som kan reducere sandsynligheden for at blive truffet af fjenden. Det opnås ved at placere egne sensorer og forsvarssystemer således, at de leverer maksimal dækning med færrest mulige ressourcer og gerne i flere lag i de(n) forventede trusselsretning(er).

Den ønskede effekt er at skubbe fjendtlige luftenheders frie bevægelighed så langt væk som muligt fra det objekt, som ønskes beskyttet. Herved reduceres også fjendens evne til efterretningsindhentning med sine luftbårne enheder. Effekten hedder på engelsk Air Denial og har ikke en mundret dansk oversættelse. Effekten opnås ved at foretage en række modreaktioner. Modreaktioner opdeles i aktive og passive tiltag.

Aktive tiltag

De tiltag som søger at ødelægge, eliminere eller reducere fjendtlig luftenheders eller missilers evne til at skade venlige styrker.

Følgende er eksempler på aktive tiltag:

• Jagerfly (Figthere), såsom f.eks. F-16 Fighting Falcon, F-22 Raptor m.fl..
• Elektronisk krigsførelse, såsom jamming og spoofing af fjendtlige radarsystemer.
• Antiluft-våbensystemer, såsom De Zeven Provinciën-klassen, MIM-104 Patriot m.fl.
• Andet

Passive tiltag

De tiltag, som søger at øge egne enheders evner til at forblive skjult eller reducerer sandsynligheden for succesfuld fjendtlig målfatning, samt minimere skader ved træfning.

Følgende er eksempler på passive tiltag:

• Optisk eller radarbedrag, såsom brug af bl.a. camouflage og stealth-teknologi.
• Spredning af egne styrker.
• Skibs- og bygningsdesign, såsom f.eks. armerede bygninger og dobbelt lags-beskyttelse mod fragmenter på skibe.

Maritimt luftværn

(artikel mangler)

Landbaseret luftværn

(artikel mangler)

Luftbaseret luftværn

(artikel mangler)

Historisk luftværn

Svensk lytteudstyr 1940

Historisk har man primært anvendt luftmeldeobservatører, der med kikkerter og lytteudstyr kunne opdage og identificere flyaktivitet. Tilsvarende har spærreballoner skulle genere lavtflyvende bombefly.

Kilder og henvisninger

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.