Oktoberrevolutionen: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Billede
Linje 8: Linje 8:


== Baggrund ==
== Baggrund ==
[[Fil:Митинг на Путиловском заводе (1917).jpg|thumb|Et møde på Putilov-fabrikken i 1917. Strejkerne på fabrikken var et af flere elementer, der ledte til februarrevolutionen ]]

Efter zarens tilbagetræden den 2. marts 1917 i forbindelse med [[Februarrevolutionen (Rusland)|Februarrevolutionen]] havde den 15. marts 1917 en provisorisk regering bestående af tidligere medlemmer af [[Statsdumaen (Russiske Kejserrige)|dumaen]] under den liberale fyrste [[Georgij Lvov|Lvov]] taget magten. Snart opstod en magtkamp mellem den provisoriske regering, som var domineret af liberale og socialister, og [[Petrograd]]s [[sovjet (råd)|sovjet]], som var domineret af kommunister. Sovjetten havde sikret sig stor magt, blandt andet inden for militæret, og traf beslutninger, som underminerede regeringens.
Efter zarens tilbagetræden den 2. marts 1917 i forbindelse med [[Februarrevolutionen (Rusland)|Februarrevolutionen]] havde den 15. marts 1917 en provisorisk regering bestående af tidligere medlemmer af [[Statsdumaen (Russiske Kejserrige)|dumaen]] under den liberale fyrste [[Georgij Lvov|Lvov]] taget magten. Snart opstod en magtkamp mellem den provisoriske regering, som var domineret af liberale og socialister, og [[Petrograd]]s [[sovjet (råd)|sovjet]], som var domineret af kommunister. Sovjetten havde sikret sig stor magt, blandt andet inden for militæret, og traf beslutninger, som underminerede regeringens.



Versionen fra 9. nov. 2019, 11:23

Oktoberrevolutionen var anden del af den russiske revolution i 1917, hvor det gennem et statskup lykkedes bolsjevikkerne at styrte den russiske regering, som var kommet til magten ved Februarrevolutionen, hvor zaren trådte tilbage. Oktoberrevolutionen blev organiseret og ledet af politikerne Lev Trotskij, Vladimir Lenin og Pavel Dybenko. Efter den Russiske Borgerkrig (1918-1921) blev Lenin leder af Sovjetunionen.

Den 25. oktober (efter den julianske kalender, 7. november efter den gregorianske kalender) gjorde arbejdermilitser fra Bolsjevikpartiet (kommunisterne) og Petrograds sovjetråd (Den Røde Garde) oprør mod den provisoriske regering i Petrograd. Oprøret i Petrograd, der blev koordineret af Trotskij, forløb for størstedelens vedkommende uden blodsudgydelser. Den Røde Garde overtog kontrollen med regeringsfaciliteterne. Om natten mellem den 7. og den 8. november (25.-26. oktoberjk) angreb de og overtog Vinterpaladset. Den 8. november blev den officielle dato for revolutionen efter overgangen til den gregorianske kalender i 1918.

Oktoberrevolutionen adskilte sig fra februarrevolutionen ved, at den ikke voksede ud af en masseopstand, og ved at den var planlagt – skønt den altså ikke gik efter planen. Oprettelsen af Folkekommissærernes råd indebar ikke mere, end at bolsjevikkerne nu havde magten i Petrograd, men i begyndelsen af november fik de efter hårde kampe også kontrollen over Moskva.

I 1918 sluttede det nye styre fred med Tyskland og trak sig ud af 1. verdenskrig. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for styrets modstandere indenlands og udenlands. Omfattende væbnet opstand mod det bolsjevikiske styre begyndte, og Den Russiske Borgerkrig var en realitet. Den skulle vare de næste tre år, og først derefter var den bolsjevikiske magtovertagelse endeligt sikret. Sovjetunionen blev oprettet i 1922.

Baggrund

Et møde på Putilov-fabrikken i 1917. Strejkerne på fabrikken var et af flere elementer, der ledte til februarrevolutionen

Efter zarens tilbagetræden den 2. marts 1917 i forbindelse med Februarrevolutionen havde den 15. marts 1917 en provisorisk regering bestående af tidligere medlemmer af dumaen under den liberale fyrste Lvov taget magten. Snart opstod en magtkamp mellem den provisoriske regering, som var domineret af liberale og socialister, og Petrograds sovjet, som var domineret af kommunister. Sovjetten havde sikret sig stor magt, blandt andet inden for militæret, og traf beslutninger, som underminerede regeringens.

Lenin befandt sig i landflygtighed i Schweiz, da han fik at vide, at zaren var blevet afsat, og at en ny provisorisk regering var blevet dannet. Han besluttede sig for at vende tilbage til Rusland. Tyskland hjalp ham i april med transporten (gennem Sverige) efter som man regnede med, at hans tilstedeværelse i Rusland ville forøge den politiske instabilitet i landet, svække den nye russiske regerings stilling og landets styrke i 1. verdenskrig og at Lenin, hvis han kom til magten - ville trække Rusland ud af krigen (hvilket han havde sagt og også gjorde).

I juli erstattedes Lvov af socialisten Aleksandr Kerenskij som regeringschef i den provisoriske regering.I efteråret 1917 var landet gledet ind i en kaotisk tilstand. Ruslands enorme tab på slagmarken, sulten og en hård vinter, som havde været medvirkende årsager til, at februarrevolutionen var brudt ud, havde styrket bolsjevikkernes indflydelse i arbejderrådene. I slutningen af juli havde bolsjevikkerne den egentlige magt i hovedstaden Petrograd efter at have krævet mere magt til sovjetterne.

De russiske tab og nederlagene i den igangværende 1. verdenskrig med en hær og folk, der forholdt sig stadig mere kritiske til krigen, satte pres på regeringen. Den provisoriske regering under Kerenskij valgte at fortsætte krigen, især på grund af pres fra Storbritannien og Frankrig. Et mislykket kupforsøg fra de revolutionæres side i juli førte til, at flere bolsjevikker blev satte i fængsel eller drevet på flugt ud af landet. Efter, at den provisoriske regering havde haft behov for bolsjevikkernes hjælp for at afværge et højrekup ved general Kornilov i Petrograd, voksede deres indflydelse; da Kornilovs tropper nærmede sig Petrograd, blev de fængslede bolsjevikker sluppet fri og bevæbnedes, og bolsjevikkerne udnyttede regeringens manglende evne til at vinde en opinionssejr.

Revolutionen

Bolsjevikkerne kom i minoritet ved valget til sovjetterne inden mødet for arbejder- og de soldatdeputeredes første kongres (delegaterne omfattede 283 fra Det Socialrevolutionære Parti, 248 mensjevikker, 105 bolsjevikker og 73 partiløse). Denne kongres fandt sted i juni 1917, inden den zartrofaste general Kornilovs mislykkede kupforsøg i august.

Kupforsøget vendte opinionen i Rusland mærkbart. I slutningen af oktober sammentrådte på ny arbejder-, soldater- og bondesovjetternes nationale kongres, og dens politiske sammensætning var nu en anden end fire måneder tidligere: af 650 delegater kontrollerede højremensjevikkerne og de socialrevolutionære samlet mindre end 100. Bolsjevikkerne havde, på deres side, absolut majoritet med omkring 390 delegater, til hvilke venstremensjevikkerne og venstresocialrevolutionære tilsluttede sig. De resterende delegater forlod kongressen og gik over til den kontrarevolutionære side.[1]

Den bolsjevikiske rejsning indledtes af Jaan Anvelt i Tallinn den 5. november. Revolutionen tog cirka ti dage. Bolsjevikkerne udstationerede bevæbnede vagter på jernbane- og telegrafstationer. Den provisoriske regering i Petrograd blev styrtet natten til den 7. november. Trotskij planlagde og ledte den Den Røde Garde i Petrograd, da de besatte vigtige regeringsbygninger. Om aftenen klokken 21:45 den 6. november indledtes angrebet på Vinterpaladset, hvor regeringen havde sit sæde, hvilket signaleredes med et løst skud fra krydseren Aurora. Vinterpaladset var beskyttet af kosakker, en kvindebataljon samt kadetkorpset, men de blev efterhånden fortrængt. Paladset blev stormet og næsten uden tab af liv indtaget omkring klokken 2 om natten den 7.; uden at møde større modstand kunne de af den provisoriske regering, som ikke var flygtet, tages til fange, Kerenskij flygtede til USA. Bolsjevikkerne kunne efter blot få timer oprette en regering.

Noter

  1. ^ "Ernest Mandel, Oktober 1917: Statskupp eller social revolution? Den ryska revolutionens legitimitet (1992), s. 3–4" (PDF).

Eksterne henvisninger