James Lovelock: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Ny side: thumb|James Lovelock, 2005 '''James Ephraim Lovelock''', CH, CBE, Roya...
(Ingen forskel)

Versionen fra 29. nov. 2019, 21:53

James Lovelock, 2005

James Ephraim Lovelock, CH, CBE, FRS (* 26. Juli 1919 i Letchworth Garden City, England) er en uafhængig britisk forsker med uddanelser indenfor kemi, medicin und biofysik.

Med opfindelsen af en elektrondetektor og sine målinger der forberedte FCKW i jordens atmosfære i 1971 gav han et vigtigt bidrag til genoprettelisen af ozonlaget.[1]

Han blev kendt i den brede offentlighed siden midt70erne da ham sammen med Lynn Margulis grundlagde Gaiahypotesen.[2] Som forfatter til mange populærvidenskelige bøger og andre tekster om økologi og menneskehedens fremtid er han en tidlig indflydelsesrig tænker for den økologiske bevægelse.

Han er siden 1974 medlem af Royal Society, siden 1994 er han Honorary Visiting Fellow ved Green Templeton College hos Universität Oxford.[3]

Arbjedsinteresser

Lovelocks Elektronindfangningsdetektoren

James Lovelocks interesse retter sig mod videnskaberne om liv. oprindeligt medicinen, senere jorden som et biologisk system. Hans mere specielle interesser er atmosfærekemi, geofysik og "jordens systemvidenskab." Hans andet interesseområde er udviklingen af instrumenter. Lovelock udviklede elektronindfangertetektoren (ECD, Electrone Capture Detector)[4] der er af stor betydning i miljøanalytikken. Først med ECD blev det muligt at måle på små mængder af chlorerede miljøgifte, så som PCB og chlorerede pesticider som DDT.

Liv

Lovelock blev født og voksede op i et samfund. Han modsatte sig at gøre tjeneste i 2. verdenskrig, da han blev indkaldt. Men efter at han læste mere om Nazi-Tyskland meldte han sig frivilligt. Kommisionen besluttede dog at hans medicinske arbejde var vigtigere end at sende ham til fronten.[5] og allerede 1941 tage endnu en bachelog i kemi på Manchester universitet. Ved en forskningsopgave i 1942, der skulle opklare ved hvilke temperaturer levende celler beskadiges, kunne han vælge at eksperimentere på kaniner. Men pga. sin agtelse for liv, valgte han at udføre eksperimenterne på sine egne hudceller.[5]

1948 fik han sin Ph.D. på London School of Hygiene and Tropical Medicine als „Ph.D.“. Von 1961 bis 1964 war James Lovelock Professor i kemi ved Baylor College of Medicine i Houston, Texas. Samtidigt udviklede han fpr NASA instrumenter til analyse af ikkejordiske atmosfærer.[5] Efter 1964 var han uafgængig forsker.

Offentliggørelser

James Lovelock hat udgivet over 200 videnskabelige artikler indenfor medicin, biologi, forskning i instrumenter og gegysik, og har over 50 patenter, mest for detektorer der bruges til kemisk analyse.

Populærvidnskabelige bøger
  • 1979: Gaia: A new Look an Life and Earth
  • 1988: The ages of Gaia. Norton, New York 1988, ISBN 0-393-02583-7.
  • 1991: Gaia: The Practical Science of Planetary Medicine. Gaia Books, London 1991, ISBN 1-85675-040-X.
  • 2000: Homage to Gaia. Oxford University Press, Oxford 2000, ISBN 0-19-286213-8.
  • 2006: The Revenge of Gaia. Why the Earth is Fighting Back and How We Can Still Save Humanity. Allen Lane, London 2006, ISBN 0-465-04168-X
  • 2009: The Vanishing Face of Gaia: A Final Warning. Allen Lane, London 2009, ISBN 978-1-84614-185-0.
  • 2015: A Rough Ride to the Future. Verlag Penguin, 2. April 2015. ISBN 0-241961416.
  • 2016: James Lovelock et al. Die Erde und ich. Taschen, Köln 2016, ISBN 978-3-8365-5391-9.
  • 2019: Novacene: The coming age of hyperintelligence. Allen Lane, London 2019, ISBN 978-0-24139-936-1.

Eksterne links

Noter

  1. ^ Bernhard Pötter: In letzter Minute. 6. September 2007 im Portal zeit.de (abgerufen am 17. April 2018).
  2. ^ James Lovelock, Lynn Sagan: Atmospheric homeostasis by and for the biosphere: the Gaia hypothesis In: Tellus. Series A. Stockholm: International Meteorological Institute. Band 26 (1–2), 1974, S. 2–10.
  3. ^ Curriculum Vitae på hjemmesidenl jameslovelock.org (tilgået 1. august uugust 2019)
  4. ^ New Scientist, 6. Februar 1975, S. 307. (Skabelon:Google Buch)
  5. ^ a b c Arno Widmann: Cyborgs werden Mutter Erde retten. In: Berliner Zeitung, 26. Juli 2019, S. 21 (Printausgabe).