Erwin Rommel: Forskelle mellem versioner
Pugilist (diskussion | bidrag) →Slutten: afslutningen |
|||
| Linje 47: | Linje 47: | ||
== Afslutningen == |
== Afslutningen == |
||
4. juni 1944 forlod Rommel sit hovedkvarter i La Roche-Gryon på den franske kanalkyst. Han skulle til [[Hitler]] for at diskutere strategi. Føreren sad i Ørnereden i [[Berchtesgaden]] og afventede det uundgåelige. På vejen skulle Rommel lige se ind til sin kone Lucie, der fyldte 50 år [[6. juni]]. Han havde et par pæne grå damesko med til hende. Sønnen [[Manfred Rommel]] var 15 år. "''Jeg husker det, som om det var i går,''" sagde han 50 år senere. "''Mor fik de grå sko grytidligt 6. juni - så ringede telefonen.''" Invasionen var i fuld gang. Rommel havde talt med marinens [[meteorolog]]er, inden han turde at forlade sit hovedkvarter, og de havde forsikret, at det dårlige vejr gjorde en invasion de nærmeste dage til en umulighed. Men kl. 7 om morgenen ringede generalmajor Hans Speidel. Rommel forstod, da han hørte om invasionen, at krigen var tabt. Ifølge sin søn så han for sig muligheden af at vinde selve invasionsslaget og få en fredsaftale i stand, som man kunne leve med. [[D-dag]]en tilbragte han kørende den lange vej tilbage til Frankrig, mens han gentog: "''Så dumt af mig, så dumt af mig.''" [[6. juli]] sendte han Hitler beskeden: "''Slaget er tabt. Tag konsekvenserne.''" Hitler svarede vredt: "''Pas De Deres front.''" Så kom [[20. juli-attentatet]]. Sønnen fortalte, at Rommel flere gange var i kontakt med kupmagerne, og planlagde at overgive sig med sine mænd straks de allierede gennembrød forsvaret. Han ville prøve at få de vestallierede længst mulig mod øst, inden de mødte russerne, for dem frygtede han. Sønnen var indkaldt til |
4. juni 1944 forlod Rommel sit hovedkvarter i La Roche-Gryon på den franske kanalkyst. Han skulle til [[Hitler]] for at diskutere strategi. Føreren sad i Ørnereden i [[Berchtesgaden]] og afventede det uundgåelige. På vejen skulle Rommel lige se ind til sin kone Lucie, der fyldte 50 år [[6. juni]]. Han havde et par pæne grå damesko med til hende. Sønnen [[Manfred Rommel]] var 15 år. "''Jeg husker det, som om det var i går,''" sagde han 50 år senere. "''Mor fik de grå sko grytidligt 6. juni - så ringede telefonen.''" Invasionen var i fuld gang. Rommel havde talt med marinens [[meteorolog]]er, inden han turde at forlade sit hovedkvarter, og de havde forsikret, at det dårlige vejr gjorde en invasion de nærmeste dage til en umulighed. Men kl. 7 om morgenen ringede generalmajor Hans Speidel. Rommel forstod, da han hørte om invasionen, at krigen var tabt. Ifølge sin søn så han for sig muligheden af at vinde selve invasionsslaget og få en fredsaftale i stand, som man kunne leve med. [[D-dag]]en tilbragte han kørende den lange vej tilbage til Frankrig, mens han gentog: "''Så dumt af mig, så dumt af mig.''" [[6. juli]] sendte han Hitler beskeden: "''Slaget er tabt. Tag konsekvenserne.''" Hitler svarede vredt: "''Pas De Deres front.''" Så kom [[20. juli-attentatet]]. Sønnen fortalte, at Rommel flere gange var i kontakt med kupmagerne, og planlagde at overgive sig med sine mænd straks de allierede gennembrød forsvaret. Han ville prøve at få de vestallierede længst mulig mod øst, inden de mødte russerne, for dem frygtede han. Sønnen var indkaldt til flyvevåbenet, og bad sin far om lov til at melde sig til [[SS]], men det fik den 15-årige ikke lov til. <ref>Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", ''[[VG]]'', 8. maj 1994</ref> |
||
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-J30704, Ulm, Beisetzung Rommel.jpg|thumb|left|Fra Rommels begravelse.]] |
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-J30704, Ulm, Beisetzung Rommel.jpg|thumb|left|Fra Rommels begravelse.]] |
||
Versionen fra 10. dec. 2019, 00:07
.svg){kind=small}
Erwin Johannes Eugen Rommel (15. november 1891 – 14. oktober 1944) var en af de mest berømte tyske generaler (senere feltmarskal) i anden verdenskrig.
Karriere
Rommel indledte sin militære karriere som kadet i 1910 og udmærkede sig i første verdenskrig. Han avancerede til general kort før den tyske invasion af Polen i 1939 og medvirkede i og udmærkede sig under slaget om Frankrig i 1940. Rommel havde stor forståelse for den revolutionerende rolle, som panserstyrkerne fra nu af kom til at spille.
Rommel er også kaldet "The Desert Fox" (ørkenræven) pga. sin indsats i Nordafrika, hvor han var øverste leder af Afrikakorpset fra 1941 til 1943. Han udnyttede bevægelseskrigen til det yderste og indtog mod al forventning Tobruk og pressede fronten til el-Alamein, omkring 100 km fra Cairo. Her blev han imidlertid slået godt og grundigt af Montgomery, og grundet dårlige forsyningslinjer valgte Rommel at trække tropperne helt tilbage til Tunesien stik mod Hitlers ordrer. Han blev syg og tog tilbage til Tyskland, men vendte tilbage til fronten efter en kortere rekreation. Snart blev han dog kaldt tilbage til Tyskland og dermed tvunget til at forlade "den synkende skude."
I november 1943 fik Rommel direkte ordre af Hitler til at vurdere Atlantvoldens forsvarsstillinger og planlægge modangreb, hvis de allierede gik i land. Han var i Danmark i 13 dage, hvor han blandt andet besøgte kanonstillingerne i Hanstholm (se: Museumscenter Hanstholm). Han blev chef for forsvaret af den franske kanalkyst.
Afslutningen
4. juni 1944 forlod Rommel sit hovedkvarter i La Roche-Gryon på den franske kanalkyst. Han skulle til Hitler for at diskutere strategi. Føreren sad i Ørnereden i Berchtesgaden og afventede det uundgåelige. På vejen skulle Rommel lige se ind til sin kone Lucie, der fyldte 50 år 6. juni. Han havde et par pæne grå damesko med til hende. Sønnen Manfred Rommel var 15 år. "Jeg husker det, som om det var i går," sagde han 50 år senere. "Mor fik de grå sko grytidligt 6. juni - så ringede telefonen." Invasionen var i fuld gang. Rommel havde talt med marinens meteorologer, inden han turde at forlade sit hovedkvarter, og de havde forsikret, at det dårlige vejr gjorde en invasion de nærmeste dage til en umulighed. Men kl. 7 om morgenen ringede generalmajor Hans Speidel. Rommel forstod, da han hørte om invasionen, at krigen var tabt. Ifølge sin søn så han for sig muligheden af at vinde selve invasionsslaget og få en fredsaftale i stand, som man kunne leve med. D-dagen tilbragte han kørende den lange vej tilbage til Frankrig, mens han gentog: "Så dumt af mig, så dumt af mig." 6. juli sendte han Hitler beskeden: "Slaget er tabt. Tag konsekvenserne." Hitler svarede vredt: "Pas De Deres front." Så kom 20. juli-attentatet. Sønnen fortalte, at Rommel flere gange var i kontakt med kupmagerne, og planlagde at overgive sig med sine mænd straks de allierede gennembrød forsvaret. Han ville prøve at få de vestallierede længst mulig mod øst, inden de mødte russerne, for dem frygtede han. Sønnen var indkaldt til flyvevåbenet, og bad sin far om lov til at melde sig til SS, men det fik den 15-årige ikke lov til. [1]
17. juli blev Rommel alvorlig skadet, da hans bil blev truffet af kugler fra britiske fly, og stødte ind i et træ. Efter en måned på sygehus kom han hjem til sin kone i Herrlingen udenfor Ulm. Ironisk nok var seks allierede agenter sluppet ned i La Roche-Gryon for at finde og dræbe Rommel. Imidlertid lå han da på sygehus efter bilulykken. [2] I oktober kom sønnen hjem på nogle dages orlov. Hitler havde i mellemtiden læst tilståelsen fra en af de hårdt torturerede kupmagere, der kompromitterede Rommel. Hitler besluttede, at hans yndlingsgeneral skulle dø. Som Wilhelm Keitel udtrykte det, ville det blive en enorm skandale, hvis selv mest afholdte af generalerne, Rommel, også måttes trækkes for folkedomstolen. Rommel fik i stedet valget mellem enten at blive stillet for retten og dømt for forræderi, eller begå selvmord. Valgte han det sidste, ville han få statsbegravelse med fuld militær honnør, og der ville ikke ske hans familie noget. Om formiddagen 14. oktober kom to generaler fra Hitlers hovedkvarter kørende op foran familien Rommels hjem. Huset blev omringet af SS, forstærket med fire panserbiler. Rommel skulle slippe ydmygelsen ved at henrettes ved skydning. I stedet kunne han tage sit liv med cyanid (som Himmler og Göring senere gjorde), og kone og søn slippe for vanære. Han tog farvel med sin søn på sit kontor. "Jeg har fortalt din mor, at jeg er død om et kvarter...I vil få en telefon fra sygehuset i Ulm om, at jeg har haft et hjerneslag i bilen på vej til et møde. Da er jeg død." Så gav han sønnen husnøgler og penge, trak Afrikakorpsets læderjakke på, grep marskalstaven og gik ud i bilen til de to generaler, der havde cyanidkapslen med. [3]
Rommel er gravlagt i Herrlingen. [4] Han efterlod sig en datter, Gertrud, som han fik med Walburga Stemmer før sit ægteskab med Lucie. [5] Da Rommels ægteskab med Lucie forblev barnløst i tolv år, inden Manfred blev født, havde Walburga håbet, han til sidst ville vende tilbage til hende. Hun tog sit liv to måneder før Lucies nedkomst. Rommel og hans kone tog sig derefter af Gertrud, og det var hende, der tog telefonen, da Hitler ringede for at kommandere hendes far tilbage til Afrika. [6]
Noter
- ^ Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", VG, 8. maj 1994
- ^ https://historycollection.co/7-audacious-sas-operations-world-war-2/3/
- ^ Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", VG 8. maj 1994
- ^ https://www.tracesofwar.com/sights/26038/Grave-Erwin-Rommel.htm
- ^ https://www.reuters.com/article/germany-rommel-idAFL6E8EM6BW20120322
- ^ https://ww2gravestone.com/people/rommel-erwin/
Eksterne henvisninger
 | Spire Denne militærrelaterede biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |