René Descartes

For månekrateret opkaldt efter Descartes, se Descartes (månekrater)

René Descartes Vestlig filosofi Barok/Klassicisme
Personlig information
Født	31. marts 1596 Descartes, Frankrig
Dåbsdato	3. april 1596
Død	11. februar 1650 (53 år) Stockholm, Sverige
Dødsårsag	Lungebetændelse
Gravsted	Klostret Saint-Germain-des-Prés i Paris
Nationalitet	Fransk
Far	Joachim Descartes
Mor	Jeanne Brochard
Søskende	Pierre Descartes
Partner	Helena Jans van der Strom
Barn	Francine Descartes
Familie	Catherine Descartes (niece)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Universiteit Leiden, Utrecht Universitet, prytanée national militaire, collège Henri-IV de La Flèche
Medlem af	Académie des sciences
Fagområde	Epistemologi, matematik, metafysik, videnskab
Arbejdssted	Stockholm, La Flèche, Poitiers
Elever	René Fédé, Gilles-François Boulduc
Kendte værker	Beskrivelsen af menneskekroppen, Geometrien, Afhandling om metoden
Skole/tradition	Rationalismen og grundlægger af Kartesianisme
Påvirket af	Platon
Har påvirket	Locke, Spinoza, Kant, Husserl
Betydningsfulde idéer	"cogito ergo sum", metodisk tvivl, ontologisk gudsbevis, kartesiansk dualisme, analytisk geometri
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

René Descartes (udtales d|eɪ|k|ɑːr|t; født 31. marts 1596 i La Haye (nuv. Descartes), død 11. februar 1650 i Stockholm) var en fransk filosof og matematiker, der grundlagde den analytiske geometri. Det var Descartes, der opfandt det retvinklede koordinatsystem, som vi bruger det i dag. Han regnes desuden for en af de mest centrale skikkelser i moderne filosofi.

Tillægsordene kartesisk og kartesiansk, som bruges i forbindelse med matematiske og filosofiske begreber, er begge afledt af Descartes' latinske navneform Cartesius.

Filosofi

Descartes står som den ubestridte grundlægger af den moderne filosofi. Han er den første til at formulere omverdensproblemet og den moderne dualisme. Sjæl-legeme problemet er en konsekvens af hans dualisme. Alle problemer er stadig genstand for intensiv forskning.

Den metodiske tvivl

Descartes' mål var at nybegrunde filosofien og gøre op med den middelalderlige skolastik. Endvidere ville han sikre filosofien et sikkert grundlag, således at tvivl blev umulig.

Han fremsatte sin filosofi i sit værk Metafysiske meditationer. Descartes brugte den klassiske skepticismes argumenter til at frembringe en metodisk tvivl, også kaldet Kartesiansk skepticisme. Via forskellige klassiske argumenter, især kritik af sanserne, såede han tvivl om alt, selv eksistensen af omverdenen uden for sit ego (jeg) (se Solipsisme): "Alt, hvad jeg hidtil har anset for at være det mest sande og sikre, har jeg lært af sanserne. Men af og til har jeg erfaret, at sanserne bedrog mig, og det er klogt, aldrig at stole fuldstændig på den, der blot én gang har narret os."

Herefter finder Descartes sit grundlag for den sikre viden, nemlig den sikre viden om, at vi selv eksisterer. Selv om vi tvivler om alt, må vi tro på at der er en der tvivler, og dette er således sikker. Dette udtrykkes i det kendte slagord Cogito, ergo sum (Principia Philosophiae, første del, § 7), der betyder Jeg tænker, altså er jeg. Derefter kan eksistensen af Gud og omverdenen bevises a posteriori, dvs. ud fra erfaringen alene. Descartes var således grundlægger af den klassiske rationalisme.

Gudsbeviset

For at kunne bevise sansernes pålidelighed ud fra cogitoet mente Descartes at den eneste mulighed var at bevise Guds eksistens. Beviset for denne Gud er formuleret i to argumenter; det ontologiske og det antropologiske gudsbevis. Begge er skolastiske argumenter hentet fra henholdsvis Anselm af Canterbury og Augustin. Har vi bevist en almægtig algod gud, mener Descartes, at skepticismen falder, idet en sådan gud ikke ville tillade, at vi levede i en illusion og at vores sanser var upålidelige.

Dualismen

Descartes grundlægger dualismen og skaber således det moderne sjæl-legeme-problem, der stadigt ikke er løst. Ifølge Descartes består mennesket af to substanser. Den tænkende substans (res cogitans, bevidstheden) er rumligt uudstrakt og privat. Den udstrakte substans (res extensa, legemet) er udstrakt i rummet. De to er fuldkommen forskellige, hermed begrunder Descartes livet efter døden. Da de to er forskellige, er der ingen grund til at antage, at sjælen dør, når kroppen dør.

Sjæl-legeme problemet består så i, hvorledes disse to ting påvirker hinanden. Descartes antager, at der er en intim forbindelse mellem de to, og at denne sker i den del af hjernen, der kaldes koglekirtlen. Men det synes umuligt, at sjælen kan påvirke koglekirtlen, da noget urumligt ikke kan påvirke noget rumligt.

Descartes' hvirvelteori

Videnskabeligt arbejde

Matematik

Descartes opfandt bl.a. koordinatsystemet.

Fysik

Descartes mente ikke matematik var vigtigt i fysikken, han brugte i stedet begrebslig analyse. Han afviste eksistensen af tomrum. I stedet foregik al bevægelse ved hvirvler. At kraftudveksling foregik igennem stød. Da det kræver plads for en ting at bevæge sig, fremsatte Descartes den tese at al fysisk bevægelse sker ved hjælp af hvirvelstrømme hvor materie bytter plads.

Descartes' fysik dominerede til starten af 1700-tallet, men blev fuldkommen opgivet til fordel for Newtons fysik. Der er ingen af Descartes naturvidenskabelige synspunker der har fundet varig interesse.

Anatomi

Descartes arbejdede også med anatomi og lavede blandt andet forsøg med at dissekere kalve. Han var i polemik med William Harvey om hjertets funktion. Descartes mente at hjertet indeholdt en usynlig ild, af samme type som når man observerer at våde høstakke kan brænde uden ild (en kemisk proces). Denne ild regulerede blodet en indviklet proces at opvarmning, kogning, trykdannelse og nedkøling. William Harvey beskrev den korrekte proces, med hjertet som en pumpe der pumper blodet i cirkulation gennem venerne og arterierne. Vi kan se Descartes gæld til den klassiske græske tradition, da begrebet om en ild i hjertet stammer herfra.

Bibliografi

Principia philosophiae, 1685

• 1618. Compendium Musica (Kompendiet Musica).
• 1628. Regulae ad directionem ingenii (Regler for sindets retning).
• 1637. Discours de la Méthode ([Afhandling om metoden]). En introduktion til Dioptrique, Des Météores og La Géométrie. Skrevet på Fransk til et bredere publikum.
• 1637. La Géométrie (Geometrien).
• 1641. Meditationes de Prima Philosophia (Meditationer over førstefilosofien, dvs. metafysikken), på Latin, også kendt som Metaphysical Meditations (Metafysiske Meditationer). Inkluderer seks protester og modsvar. Den anden udgave blev udgivet det følgende år og inkluderede yderligere én protest og ét modsvar, samt et Brev til Dinet.
• 1644. Principia philosophiae/Les Principes de la philosophie (Filosofiens principper), beregnet til studerende.
• 1646. Epitaphe.
• 1647. Notae in programma.
• 1647. La description du corps humain (Beskrivelsen af menneskekroppen).
• 1648. Samtaler med Burman.
• 1649. Les Passions de l'âme. Dedikeret til Prinsessen Elizabeth af Bohemia.
• 1650. død i Svergie
• 1664. Traité du monde et de la lumière. Udgivet posthumt.

Litteratur

• Vilhelm Maar, Lidt om Descartes og Danmark, H.H. Therkels Bogtrykkeri, 1931.
• Zeller, Jörg & Michael Rasmussen (red.) (2011): Descartes som filosof, Aalborg Universitetsforlag, ISBN 978-87-7307-998-0

Referencer

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til René Descartes

• Wikisource har kildemateriale til denne artikel hentet fra "Værker af Descartes" på fransk

• René Descartes: "Filosofiens Grundsætninger I-II" (AIGIS 11,1, 2011)
• The Rationalists Web
• Works by René Descartes: text, concordances and frequency lists