Johann Wolfgang von Goethe: Forskelle mellem versioner

Johann Wolfgang von Goethe
Tysk litteratur
Oplysningstiden/Romantikken
Johann Wolfgang von Goethe; Tysk litteratur; Oplysningstiden/Romantikken
	Johann Wolfgang von Goethe ; malet af Joseph Karl Stieler i 1828.
Personlig information
Født	Johann Wolfgang Goethe ; 28. august 1749; Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland
Død	22. marts 1832 (82 år); Weimar, Thüringen, Tyskland
Dødsårsag	Hjerteanfald
Gravsted	Weimarer Fürstengruft
Far	Johann Caspar Goethe
Mor	Catharina Elisabeth Goethe
Søskende	Cornelia Schlosser
Ægtefælle	Christiane Vulpius
Partner	Lili Schönemann
Barn	August von Goethe
Familie	Peter im Baumgarten (fosterbarn)
Uddannelse og virke
Uddannelsessted	Leipzig Universitet (1765-1768),; Strasbourgs Universitet (1770-1771)
Elev af	Adam Friedrich Oeser, Justus Christian Loder, Johann Schweighäuser
Medlem af	Sächsischer Kunstverein,; Zentral-Dombau-Verein zu Köln,; Schlesische Gesellschaft für vaterländische Kultur (fra 1822),; Det Preussiske Videnskabsakademi,; Accademia degli Arcadi med flere
Beskæftigelse	Kunstmaler, teolog, mineralog, musikkritiker, fysiker, kunstteoretiker, teaterchef, kunsthistoriker, bibliotekar, jurist med flere
Fagområde	Geologi, meteorologi, fysik, anatomi
Kendte værker	Goethes farvelære, Wilhelm Meisters læreår, Vest-østlige Divan, Egmont (skuespil), Den unge Werthers lidelser med flere
Genre	Lyrik, drama, tragedie, roman
Bevægelse	Oplysningstiden, Sturm und Drang, Weimarer Klassik
Påvirket af	Carl von Linné, Johann Gottfried von Herder, Ossian, Friedrich Schiller, Benedictus de Spinoza med flere
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Storkors af Husordenen af den Hvide Falk (1816),; Officer af Æreslegionen (1808),; Storkors af Æreslegionen,; Sankt Annas Orden, 1. klasse (1808),; kommandør af Leopoldsordenen med flere
Signatur
	Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.; [ redigér på Wikidata ]

Gennemse historikken interaktivt

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

VisueltWikitekst

Inline

Versionen fra 19. jan. 2020, 08:22

Johann Wolfgang von Goethe (født 28. august 1749, død 22. marts 1832) var en tysk forfatter, videnskabsmand og filosof.

Goethe er især berømt for som ung forfatter at præge Sturm und Drang-perioden, og som ældre at være nærmest synonym med den litterære retning Weimarklassikken. Goethe var enormt produktiv, og hans værker spænder fra digte, dramaer og romaner til essays og naturvidenskabelige afhandlinger. Blandt hans vigtigste værker er Den unge Werthers lidelser, Faust og Zur Farbenlehre (farvelære). Han inspirerede Darwin med sin opdagelse af de menneskelige premaxilla-kæbeknogler.

Johann Wolfgang Goethe blev født i Frankfurt am Main i 1749. Han studerede jura, og allerede i studietiden skrev han mange digte. I 1775 kom han til Weimar, og her blev han på nær to år i Italien til han døde. Han blev minister og indledte et venskab med hertug Karl August. Goethe forelskede sig i mange kvinder igennem livet, bl.a. Charlotte von Stein i Weimar. Deres (ufuldbyrdede) forhold varede i 12 år, men hun forlod aldrig sin mand og sine syv børn. Til hende skrev han digtet ”Wandrers Nachtlied I”. Otte år senere forfattede han Illmenau ”Wandrers Nachtlied II”. Begge digte handler om længsel – efter kvinden og efter døden.

Ungdom

Goethe tilegnede sig under sin opvækst kundskaber inden for matematik, geografi, naturkundskab og historie. Han lærte sig desuden syv fremmedsprog. Faderen ønskede at Goethe skulle tage en juridisk uddannelse og sendte ham derfor til Leipzig som 16-årig. Rokokoens kunstneriske og kulturelle begivenheder, som byen var fyldt med, synes imidlertid at interessere ham mere end studierne.

Inden sin afrejse var han i venners lag kendt som en digter, der skrev kærlighedsdigte for sine venner til deres udkårne. Denne interesse for det litterære og kunstneriske fortsatte i Leipzig, hvor han digtede lejlighedsdigte primært inden for rokokoens faste formmønstre, læste om klassisk litteratur, oversatte litteratur samt tilegnede sig færdigheder i tegning og radering.

Sorg og sygdom

En afgangseksamen fik han ikke fra Leipzig. Et brudt forhold til en kvinde, med hvem han næsten blev forlovet, medførte stærk sorg og sygdom hos Goethe, og han vendte nedbrudt hjem til Frankfurt i en alder af 19 år.

Faderens bebrejdelser over hans manglende juridiske eksamen medførte en yderligere svækkelse af hans helbred, men Goethe overvandt sygdommen og kastede sig nu ihærdigt og seriøst over sine studier. Under indflydelse fra pietistiske kredse brød han samtidig med rokokoen og fordybede sig i emner som religion, astrologi og alkymi. Heri lå spiren til det eksistentielle og metafysiske kæmpedrama Faust.

Goethe drog til Strassburg for hurtigt at afslutte sine studier , og det var her, han mødte Johann Gottfried Herder, som gav ham nye horisonter med Shakespeare og folkedigtning. Årene 1770-71 betragtes som Goethes kunstneriske gennembrud og bliver kendetegnende for den periode, hvor han opdagede gotikken. Han vendte hjem til Frankfurt som jurist, men syntes stadig ikke at kunne finde interesse for jura.

Digtningen, nu i frirytmiske former, forblev hans passion og afspejler den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejdede flere skuespil og derudover ét af sine mest berømte værker, romanen Die Leiden des jungen Werthers (1774), som var baseret på hans egen forelskelse i en forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i bogen var trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Den fik dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun havde været meget lokal, men nu udvikledes til et verdenssprog. Ungdommen begyndte at gå klædt som hovedpersonen, forherligede naturen som i romanen, og enkelte begik selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Den blev derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og forbudt i flere lande.

Goethes vennekreds kom efterhånden til at omfatte fysikere, filosoffer og forfattere, som fik stor betydning for ham i resten af livet. Da han rejste til Schweiz, blev han ligeledes ven med hertug Karl August af Sachsen-Weimar, der var stærkt optaget af naturvidenskaberne, en interesse som fik betydning for Goethes eget arbejde.

Han tiltrådte en ministerstilling og overtog ledelsen af Weimar-teatret, som han dog fratrådte igen i 1817 på grund af indbyrdes stridigheder. Forinden blev Weimar under hans ledelse en kulturby, og teatret blev landets førende. Goethes statslige stilling undergravede imidlertid hans kunstneriske produktion, og under indflydelse af hofatmosfæren og måske i særdeleshed af fru Charlotte von Stein, som han stod i nært men kysk forhold til, afdæmpedes hans væsen og stil. Det klassisk typiserede erstattede det kraftgeniale og særprægede.

I 1786 forlod han det snævertsynede Weimar og rejste til Italien. Dette skift medførte en slags menneskelig befrielse og en stærkere stilistisk betoning af det plastiske og det objektive foruden af det erotiske: i Rom havde han i en alder af 37 sin første dokumenterede seksuelle oplevelse; partnerens identitet kendes ikke. Hans to år lange ophold i Italien sammenfattedes i breve hjem og artikler i Italienische Reise (1816-17). Hans erotiske gennembrud skildres i Römische Elegien (1795); enkelte af digtene er først udgivet i nyere tid, da de ansås for alt for vovede i samtiden. De fleste elegier er skrevet efter hjemkomsten og handler om samlivet med Christiane Vulpius (se nedenfor).

Med inspiration fra den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder udarbejdede han under diskussion med dramatikeren og digteren Friedrich Schiller, som han siden indledte et nært samarbejde med, ideen om "planternes metamorfose" – et forsøg på at finde frem til urplanten ud fra møjsommelige betragtninger og ikke abstrakte overvejelser. Urplanten skulle tjene som bevis på, at alle plantearter har en fælles urform. Samtidig påviste han at mennesket havde et mellemkæbeben, hvilket bestyrkede hans tanke om, at hvad der fandtes hos dyrene, også måtte findes hos mennesket. Derudaf konkluderede han at verdens, nationernes og de enkelte menneskers urtid er den samme.

Italiensopholdet affødte desuden undren over malernes farvevalg – den æstetiske vurdering, som han ikke finder forklaret af Newtons teori om det spaltede hvide lys som farvernes årsag. Han forkastede således denne teori og udarbejdede sit værk Zur Farbenlehre (1810), der fremførte farverne som et resultat af ulige blandinger af lys og mørke, og desuden tillægger dem en mystisk symbolik. Goethe opfandt også begrebet "komplementærfarver", hvoraf gul overfor violet nok er det bedste eksempel.

Kort efter hjemkomsten til Weimar indledte han et fuldbyrdet forhold til den unge pige Christiane Vulpius, med hvem han fik flere børn, hvoraf dog kun sønnen August overlevede den spæde alder. Christiane førte hus for Goethe og var ingen aristokratisk eller intellektuel karakter. Goethe skrev "Metamorphose der Pflanzen" til hende, både et digt om dannelse men ved nærmere analyse, også en dyb kærlighedserklæring. Kærligheden kom, da Goethe oplevede at blive far, noget han havde troet aldrig skulle overgå ham. Han giftede sig dog først med Christiane Vulpius i 1806, muligvis som erkendelse af, at hun ved resolut at modstå nogle invaderende franske soldater, nok havde reddet hans liv.

Goethe var kun i ringe grad i pagt med det 19. århundredes tendenser, idet han afviste såvel de nationale som de liberale strømninger, samt romantikken som sådan. Hans alderdomsdigtning og stil fik et særpræg, der udelukker enhver indordning i en større sammenhæng. Hele hans udvikling fra de rebelske Sturm und Drang- år til den harmoniske klassicisme og visdom i hans modne år kan aflæses i hovedværket, dramaetFaust. Fra 1823 blev Johann Eckermann Goethes privatsekretær, og han opmuntrede Goethe til at færdiggøre fortsættelsen af Faust: Faust II. Et aldersværk er ligeledes "Wahlvervandtschaften", der faktisk gik ind for kollektiv-tanken, som dermed ikke blot var en boform hippierne opfandt.

Eckermann havde mange personlige samtaler med Goethe, som blev skrevet ned og udgivet i Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens (1835); en bog med personlige, filosofiske og poetiske elementer.

1832 udkom Faust II. Faust I-II er såvel en nyfortolkning af den velkendte legende om den middelalderlige magikerlærling Johann Faust som en allegori over menneskets liv i alle dets facetter. Værkets betoning af individets frihed og styrke til at undersøge aspekter af menneskelige og guddommelige elementer, indskrev det som det første store værk inden for den moderne individualisme. Dramaet er i eftertiden blevet betragtet som hans hovedværk; på teatret opføres dog næsten kun første del.

Vigtige værker

Lyrik
- Römische Elegien (1795), dansk oversættelse v. Ole Meyer 2012, 2. udgave 2015
- West-östlicher Divan (1819)
- Der Erlkönig (1782)

Prosa
- Die Leiden des jungen Werthers (1774)
- Die Wahlverwandtschaften (1809)

Teori
- Über Kunst und Altertum (1816-32)
- Zur Farbenlehre (1810)

Drama
- Clavigo (1775)
- Egmont (1788)
- Faust - Der Tragödie Erster Teil (1808)
- Faust - Der Tragödie Zweiter Teil (1832)

Selvbiografier
- Dichtung und Wahrheit (1811-33)
- Italienische Reise (1816-17)
- Gespräche mit Goethe in den letzten Jahres seines Lebens (1835)

Se også

Noter

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Johann Wolfgang von Goethe
Digte, biografi og portrætter i Kalliope
Goethe's works: text, concordances and frequency lists
Johann Wolfgang von Goethe på Bibliografi.dk

@@ Linje 23: / Linje 23: @@
 '''Johann Wolfgang von Goethe''' (født [[28. august]] [[1749]], død [[22. marts]] [[1832]]) var en [[Tyskland|tysk]] [[forfatter]], [[videnskabsmand]] og [[filosof]].
-Goethe er især berømt for som ung forfatter at præge [[Sturm und Drang]]-perioden, og i en ældre alder at være nærmest synonym med den litterære retning [[Weimarklassikken]]. Goethe var enormt produktiv, og hans værker spænder fra digte, dramaer og romaner til essays og naturvidenskabelige afhandlinger. Blandt hans vigtigste værker er bl.a. ''[[Den unge Werthers lidelser]]'', ''[[Faust]]'' og ''Zur Farbenlehre'' ([[Goethes farvelære|farvelære]]). Han inspirerede [[Charles Darwin|Darwin]] med sin uafhængige opdagelse af de menneskelige [[premaxilla]]-kæbeknogler.
+Goethe er især berømt for som ung forfatter at præge [[Sturm und Drang]]-perioden, og som ældre at være nærmest synonym med den litterære retning [[Weimar]]klassikken. Goethe var enormt produktiv, og hans værker spænder fra digte, dramaer og romaner til essays og naturvidenskabelige afhandlinger. Blandt hans vigtigste værker er ''[[Den unge Werthers lidelser]]'', ''[[Faust]]'' og ''Zur Farbenlehre'' ([[Goethes farvelære|farvelære]]). Han inspirerede [[Charles Darwin|Darwin]] med sin opdagelse af de menneskelige [[premaxilla]]-kæbeknogler.
-Johann Wolfgang von Goethe blev født i [[Frankfurt am Main]] i 1749. Han studerede [[jura]], og allerede under sin studietid skrev han mange digte. I 1775 kom han til [[Weimar]], og her blev han, på nær to års ophold i Italien, indtil han døde. Han blev minister, og indledte et venskab med [[Karl August af Sachsen-Weimar|hertug Karl August]]. Goethe forelskede sig i mange kvinder igennem livet, bl.a. Charlotte von Stein, der også boede i Weimar. Deres (ufuldbyrdede) forhold varede i 12 år, men hun forlod aldrig sin mand og sine 7 børn. Til hende skrev han digtet ”Wandrers Nachtlied I”. Otte år senere forfattede han [[Illmenau]] ”[[Wandrers Nachtlied II]]”. Begge digte handler om længsel – efter kvinden og efter døden.
+Johann Wolfgang Goethe blev født i [[Frankfurt am Main]] i 1749. Han studerede [[jura]], og allerede i studietiden skrev han mange digte. I 1775 kom han til [[Weimar]], og her blev han på nær to år i Italien til han døde. Han blev minister og indledte et venskab med [[Karl August af Sachsen-Weimar|hertug Karl August]]. Goethe forelskede sig i mange kvinder igennem livet, bl.a. Charlotte von Stein i Weimar. Deres (ufuldbyrdede) forhold varede i 12 år, men hun forlod aldrig sin mand og sine syv børn. Til hende skrev han digtet ”Wandrers Nachtlied I”. Otte år senere forfattede han [[Illmenau]] ”[[Wandrers Nachtlied II]]”. Begge digte handler om længsel – efter kvinden og efter døden.
 == Ungdom ==
-Goethe tilegnede sig igennem sin opvækst kundskaber inden for [[matematik]], [[geografi]], [[naturhistorie|naturkundskab]] og [[historie]] og lærte sig desuden syv fremmedsprog. Faderen ønskede at Goethe skulle tage en juridisk uddannelse og sendte ham derfor til [[Leipzig]] som 16-årig. [[Rokoko]]ens kunstneriske og kulturelle begivenheder, som byen var fyldt med på det tidspunkt, synes imidlertid at interessere ham mere end studierne.
+Goethe tilegnede sig under sin opvækst kundskaber inden for [[matematik]], [[geografi]], [[naturhistorie|naturkundskab]] og [[historie]]. Han lærte sig desuden syv fremmedsprog. Faderen ønskede at Goethe skulle tage en juridisk uddannelse og sendte ham derfor til [[Leipzig]] som 16-årig. [[Rokoko]]ens kunstneriske og kulturelle begivenheder, som byen var fyldt med, synes imidlertid at interessere ham mere end studierne.
-Inden sin afrejse var han i venners lag kendt som en digter der skrev kærlighedsdigte for sine venner til deres udkårne. Denne interesse for det litterære og kunstneriske fortsatte i [[Leipzig]], hvor han digtede lejlighedsdigte primært inden for rokokoens faste formmønstre, læste om klassisk litteratur, oversatte litteratur samt tilegnede sig færdigheder i [[tegning]] og [[radering]].
+Inden sin afrejse var han i venners lag kendt som en digter, der skrev kærlighedsdigte for sine venner til deres udkårne. Denne interesse for det litterære og kunstneriske fortsatte i [[Leipzig]], hvor han digtede lejlighedsdigte primært inden for rokokoens faste formmønstre, læste om klassisk litteratur, oversatte litteratur samt tilegnede sig færdigheder i [[tegning]] og [[radering]].
 == Sorg og sygdom ==
-En afgangseksamen fra sine juriststudier opnåde han ikke fra Leipzig. Et brudt forhold til en kvinde, med hvem han næsten blev forlovet, medførte stærk sorg og sygdom hos Goethe, og han vendte således nedbrudt hjem til [[Frankfurt am Main|Frankfurt]] i en alder af 19 år.
+En afgangseksamen fik han ikke fra Leipzig. Et brudt forhold til en kvinde, med hvem han næsten blev forlovet, medførte stærk sorg og sygdom hos Goethe, og han vendte nedbrudt hjem til [[Frankfurt am Main|Frankfurt]] i en alder af 19 år.
 [[Fil:LiliSchoenemanGoethesVerlobteS46.jpg|thumb|Lili Schönemann, Goethes forlovede]]
-Faderens bebrejdelser over hans manglende juridiske eksamen medførte en yderligere svækkelse af hans helbredstilstand, men Goethe overvandt dog sygdommen og kastede sig nu ihærdigt og seriøst over sine studier. Under indflydelse fra [[Pietisme|pietistiske]] kredse brød han samtidig med rokokoen og fordybede sig i emner som [[religion]], [[astrologi]] og [[alkymi]]. Heri lå spiren til det eksistentielle og [[Metafysik|metafysiske]] kæmpedrama '''''[[Faust]]'''''.
+Faderens bebrejdelser over hans manglende juridiske eksamen medførte en yderligere svækkelse af hans helbred, men Goethe overvandt sygdommen og kastede sig nu ihærdigt og seriøst over sine studier. Under indflydelse fra [[Pietisme|pietistiske]] kredse brød han samtidig med rokokoen og fordybede sig i emner som [[religion]], [[astrologi]] og [[alkymi]]. Heri lå spiren til det eksistentielle og [[Metafysik|metafysiske]] kæmpedrama '''''[[Faust]]'''''.
-Goethe drog til [[Strassburg]] for hurtigt at få sine studier afsluttet, og det var samtidig her, han mødte ''[[Johann Gottfried Herder]]'', som gav ham indblik i nye horisonter, såsom [[Shakespeare]] og [[folkedigtning]]. Årene 1770-71 betragtes således som Goethes kunstneriske gennembrud og bliver kendetegnende for den periode, hvor han opdagede [[gotikken]]. Han vendte hjem til Frankfurt som nyuddannet jurist, men syntes stadig ikke at kunne finde interesse for det juridiske.
+Goethe drog til [[Strassburg]] for hurtigt at afslutte sine studier , og det var her, han mødte ''[[Johann Gottfried Herder]]'', som gav ham nye horisonter med [[Shakespeare]] og [[folkedigtning]]. Årene 1770-71 betragtes som Goethes kunstneriske gennembrud og bliver kendetegnende for den periode, hvor han opdagede [[gotikken]]. Han vendte hjem til Frankfurt som jurist, men syntes stadig ikke at kunne finde interesse for jura.
-Digtningen, nu i frirytmiske former, forblev hans passion og afspejler samtidig den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejdede flere skuespil, og derudover ét af sine mest berømte værker, romanen ''[[Die Leiden des jungen Werthers]]'' (1774), som var baseret på hans egen forelskelse i en i forvejen forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i bogen var således trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Denne fik dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun havde været meget lokal, men herefter udvikledes til et verdenssprog. Ungdommen begyndte at gå klædt som hovedpersonen, forherligede naturen som i romanen, og enkelte begik endda selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Den blev derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og midlertidigt forbudt i flere lande.
+Digtningen, nu i frirytmiske former, forblev hans passion og afspejler den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejdede flere skuespil og derudover ét af sine mest berømte værker, romanen ''[[Die Leiden des jungen Werthers]]'' (1774), som var baseret på hans egen forelskelse i en forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i bogen var trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Den fik dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun havde været meget lokal, men nu udvikledes til et verdenssprog. Ungdommen begyndte at gå klædt som hovedpersonen, forherligede naturen som i romanen, og enkelte begik selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Den blev derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og forbudt i flere lande.
-Goethes vennekreds kom efterhånden til at omfatte fysikere, filosoffer og forfattere, som fik stor betydning for ham igennem resten af livet. Da han senere rejste til [[Schweiz]], blev han ligeledes ven med hertug Karl August af Sachsen-Weimar, der var stærkt optaget af [[naturvidenskab]]erne, en interesse som fik betydning for Goethes eget arbejde.
+Goethes vennekreds kom efterhånden til at omfatte fysikere, filosoffer og forfattere, som fik stor betydning for ham i resten af livet. Da han rejste til [[Schweiz]], blev han ligeledes ven med hertug [[Karl August af Sachsen-Weimar]], der var stærkt optaget af [[naturvidenskab]]erne, en interesse som fik betydning for Goethes eget arbejde.
-Han tiltrådte en ministerstilling og overtog ledelsen af [[Weimar-teatret]], som han dog fratrådte igen i [[1817]] på grund af indbyrdes stridigheder. Forinden blev [[Weimar]] under hans ledelse en ledende kulturby, og teatret blev landets førende. Goethes statslige stilling undergravede imidlertid hans kunstneriske produktion, og under indflydelse af hofatmosfæren, og måske i særdeleshed af [[Frau Charlotte von Stein]], som han stod i nært men kysk forhold til, afdæmpedes hans væsen og stil. Det klassisk typiserede erstattede det kraftgeniale og særprægede.
+Han tiltrådte en ministerstilling og overtog ledelsen af [[Weimar-teatret]], som han dog fratrådte igen i [[1817]] på grund af indbyrdes stridigheder. Forinden blev [[Weimar]] under hans ledelse en kulturby, og teatret blev landets førende. Goethes statslige stilling undergravede imidlertid hans kunstneriske produktion, og under indflydelse af hofatmosfæren og måske i særdeleshed af fru [[ Charlotte von Stein]], som han stod i nært men kysk forhold til, afdæmpedes hans væsen og stil. Det klassisk typiserede erstattede det kraftgeniale og særprægede.
-I [[1786]] forlod han det snæversynede Weimar og rejste til [[Italien]]. Dette skift i scenarie medførte en slags menneskelig befrielse og stilistisk set en stærkere betoning af det [[plastiske]] og det [[objektive]], foruden af det erotiske: i Rom havde han sin første dokumenterede seksuelle oplevelse, i en alder af 37; kvindens identitet kendes ikke. Hans to år lange ophold i Italien sammenfattedes via breve hjem og artikler i '''''[[Italienische Reise]]''''' (1816-17). Hans erotiske gennembrud skildres i ''Römische Elegien'' (1795); enkelte af digtene er først udgivet i nyere tid, da de ansås for alt for vovede i samtiden. De fleste elegier er dog skrevet efter hjemkomsten og handler snarere eller også om samlivet med Christiane Vulpius (se nedenfor).
+I [[1786]] forlod han det snævertsynede Weimar og rejste til [[Italien]]. Dette skift medførte en slags menneskelig befrielse og  en stærkere stilistisk betoning af det [[plastiske]] og det [[objektive]] foruden af det erotiske: i Rom havde han i en alder af 37 sin første dokumenterede seksuelle oplevelse; partnerens identitet kendes ikke. Hans to år lange ophold i Italien sammenfattedes i breve hjem og artikler i '''''[[Italienische Reise]]''''' (1816-17). Hans erotiske gennembrud skildres i ''Römische Elegien'' (1795); enkelte af digtene er først udgivet i nyere tid, da de ansås for alt for vovede i samtiden. De fleste elegier er skrevet efter hjemkomsten og handler om samlivet med [[Christiane Vulpius]] (se nedenfor).
-Med inspiration fra den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder udarbejdedede han senere, under diskussion med dramatikeren og digteren ''[[Friedrich Schiller]]'', som han sidenhen indledte et nært samarbejde med, ideen om "planternes [[metamorfose]]" – et forsøg på at finde frem til ''[[urplanten]]'' ud fra møjsommelige betragtninger og ikke abstrakte overvejelser. Urplanten skulle tjene som bevisførelse på at enhver planteart har en fælles urform. Samtidig påviste han at mennesket havde et mellemkæbeben, hvilket bestyrkede hans tanke om at hvad der fandtes hos dyrene, også måtte findes hos mennesket. Derudaf konkluderede han at verdens, nationernes og de enkelte menneskers urtid er den samme.
+Med inspiration fra den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder udarbejdede han under diskussion med dramatikeren og digteren ''[[Friedrich Schiller]]'', som han siden indledte et nært samarbejde med, ideen om "planternes [[metamorfose]]" – et forsøg på at finde frem til ''[[urplanten]]'' ud fra møjsommelige betragtninger og ikke abstrakte overvejelser. Urplanten skulle tjene som bevis på, at alle plantearter har en fælles urform. Samtidig påviste han at mennesket havde et mellemkæbeben, hvilket bestyrkede hans tanke om, at hvad der fandtes hos dyrene, også måtte findes hos mennesket. Derudaf konkluderede han at verdens, nationernes og de enkelte menneskers urtid er den samme.
-Italiensopholdet affødte desuden en undren over [[maler]]nes [[farve]]valg – den [[æstetik|æstetiske]] vurdering, som han ikke finder forklaret ud fra ''[[Isaac Newton|Newtons]]'' teori om det spaltede hvide lys som farvernes årsag. Han forkastede således denne teori og udarbejdede sit værk '''''[[Goethes farvelære|Zur Farbenlehre]]''''' (1810), der fremførte farverne som et resultat af ulige blandinger af lys og mørke, og desuden tillægger disse en mystisk symbolik. Goethe opfandt også begrebet "komplementærfarver", hvoraf gul overfor violet nok er det bedste eksempel.
+Italiensopholdet affødte desuden undren over [[maler]]nes [[farve]]valg – den [[æstetik|æstetiske]] vurdering, som han ikke finder forklaret af ''[[Isaac Newton|Newtons]]'' teori om det spaltede hvide lys som farvernes årsag. Han forkastede således denne teori og udarbejdede sit værk '''''[[Goethes farvelære|Zur Farbenlehre]]''''' (1810), der fremførte farverne som et resultat af ulige blandinger af lys og mørke, og desuden tillægger dem en mystisk symbolik. Goethe opfandt også begrebet "[[komplementærfarve]]r", hvoraf gul overfor violet nok er det bedste eksempel.
-Kort efter hjemkomsten til Weimar indledte han et fuldbyrdet forhold til den unge pige Christiane Vulpius, med hvem han fik flere børn, hvoraf dog kun sønnen August overlevede den spæde alder. Christiane førte hus for Goethe og var ingen aristokratisk eller intellektuel karakter. Goethe skrev "Metamorphose der Pflanzen" til hende, både et digt om dannelse men ved nærmere analyse, også en dyb kærlighedserklæring. Kærligheden kom, da Goethe oplevede at blive far, noget han havde troet aldrig skulle overgå ham. Han giftede sig dog først med Christiane Vulpius i 1806, muligvis som erkendelse af at hun ved resolut at konfrontere nogle invaderende franske soldater nok havde reddet hans liv.
+Kort efter hjemkomsten til Weimar indledte han et fuldbyrdet forhold til den unge pige Christiane Vulpius, med hvem han fik flere børn, hvoraf dog kun sønnen August overlevede den spæde alder. Christiane førte hus for Goethe og var ingen aristokratisk eller intellektuel karakter. Goethe skrev "Metamorphose der Pflanzen" til hende, både et digt om dannelse men ved nærmere analyse, også en dyb kærlighedserklæring. Kærligheden kom, da Goethe oplevede at blive far, noget han havde troet aldrig skulle overgå ham. Han giftede sig dog først med Christiane Vulpius i 1806, muligvis som erkendelse af, at hun ved resolut at modstå nogle invaderende franske soldater, nok havde reddet hans liv.
 [[Fil:Fritz Fleischer-Mehr Licht!.jpg|thumb|Goethes død i et rum i Weimar.]]