Abraham Lincoln: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
→‎Kildehenvisninger: "Why Seward?"
→‎Den sidste dag: Hvad ville Booth opnå?
Linje 213: Linje 213:


Vicepræsident Andrew Johnson aflagde ed som USA's 17. præsident samme dag.
Vicepræsident Andrew Johnson aflagde ed som USA's 17. præsident samme dag.
==Hvad ville Booth opnå?==
Dét, Booth ønskede at opnå med attentatet på præsidenten, vicepræsidenten og udenrigsministeren (Secretary of State), var at kaste USA ud i en forfatningsmæssig krise, resulterende i en opløsning af unionen.

Den dagældende succesionslov til præsidentembedet var fra 1792 og tog ikke højde for en omfattende udradering af landets ledelse. Hvis alle tre attentater således var lykkedes, ville senatets leder da blive fungerende præsident, indtil nyvalg kunne udskrives. Dette nyvalg skulle godkendes af udenrigsministeren, der altså ville være død.


== Lincoln i dag==
== Lincoln i dag==

Versionen fra 10. dec. 2006, 12:46

Abraham Lincoln



Præsident nr.:16
Præsidentperiode:4. marts, 1861
- 15. april, 1865
Efterfulgt af:Andrew Johnson
Fødselsdato:12. februar, 1809
(Gregorianske kalender)
Fødselssted:Larue County, Kentucky
Dødsdato:Lørdag, 15. april, 1865
Død i:Washington DC
Gift med:Mary Todd
Erhverv:sagfører
Politisk parti:Republikanerne
Vicepræsident:Hannibal Hamlin 1861 - 1865
Andrew Johnson 1865

Abraham Lincoln var USA's 16. præsident, og den første præsident fra det republikanske parti.

Lincoln blev myrdet i Ford-teatret i Washington den 14. april 1865, mens han så Our American Cousin. Lincolns drabsmand var Shakespeare-skuespilleren John Wilkes Booth. Abraham Lincoln var USA's præsident under borgerkrigen 1861-1865 og var som sådan ansvarlig for slaveriets ophævelse. Han anses i dag for en af de største præsidenter USA nogensinde har haft.

Barndom og ungdom

I 1860, da Abraham var præsidentkandidat, blev han af en journalist bedt om at beskrive sin bardom. Med et citat fra Thomas Gray’s Elegy sagde han: ”Den korte og simple historie om fattigdom. Det er mit liv, og det er alt De, eller nogen anden, kan få ud af det”. Det må dog anses for at være for beskedent, jævnfør nedenstående.

Hans far, Thomas, var udlært tømrer. Han var ædruelig og hårdtarbejdende. Abrahams mor, Nancy (f. Hanks), var 25 år, da hun fødte Abraham. Hun kunne hverken læse eller skrive, men hendes fætter Dennis Hanks har beskrevet hende som en uskolet, men naturlig begavelse – ”hurtigt og klart opfattende”, ”udspekuleret”, ”intellektuel af natur” med en god hukommelse, sund dømmekraft og meget kærlig.

I 1816 flyttede familien til Indiana. De flyttede ikke alene, familien Sparrow, Nancys tante og onkel samt Dennis Hanks, deres adoptivsøn, flyttede med. De flyttede til et skovområde i nærheden af Ohio River. Efter to års slid og nybyggeri indtraf tragedie på tragedie i 1818. Først døde onklen, siden tanten og siden Abrahams mor. Abraham og Dennis hjalp Thomas med at snedkere kisterne til deres kære.

Thomas Lincoln giftede sig nu med en ungdomskæreste, Sarah Bush, der i mellemtiden også var blevet enke. Lincoln lærte hurtigt at elske sin nye mor, og han skrev senere om hende: ”Alt hvad jeg er, eller håber at blive, skylder jeg min kære moder”. Om Abraham skrev Sarah i sin alderdom: ”Han var den dejligste dreng, jeg har mødt. Jeg har aldrig i mit liv talt hårdt til ham. Hans sindelag og mit, den smule jeg havde, flød sammen, bevægede sig ad de samme kanaler”.

Den unge Abraham var en læsehest, der nedskrev alt vigtigt, han havde læst. Hvis han ikke havde papir (som oftest), skrev han på sin kridttavle og overførte så ordene på papir, når han fik fat i noget. Han læste foruden Bibelen, Æsops fabler, Robinson Crusoe samt historisk stof. Han begyndte allerede her den vane, der fulgte ham hele livet: Hvis der var noget han ikke forstod, læste han det igen og igen og funderede over det, indtil det gav mening.

Da Abraham var 10 år gammel blev han sparket bevidstløs af en hest. Han havde tænkt sig at sige til dyret: ”Kom så, din gamle krikke”, men nåede blot at sige ”kom så..” inden hestens spark. Da han vågnede op næste dag, var det første han sagde: ”… din gamle krikke!”

Som syttenårig var Abraham allerede 1,87 m høj, men vejede blot 55 kg. Han arbejdede en del for de lokale, men de huskede ham mest som ”doven, altid læsende og tænkende”. Han holdt ofte til i købmandsbutikken i det nærliggende Gentryville og blev kendt som en god underholder, der kunne imitere de lokale, fortælle sjove historier og få folk til at le, som ingen anden.

Siden flyttede familien, nu med en del færre medlemmer på grund af diverse ægteskaber, til Sangamon River ved Decatur. Abraham og hans stedbror, John Johnston, fik arbejde i New Orleans for en af forretningsmændene i Decatur, og denne forretningsmand, Denton Offut, ansatte snart Abraham som bogholder. Siden flyttede Abraham til New Salem, der dengang blot var en lille by med omkring 100 indbyggere. Også her fik han arbejde for Offut i butikken der solgte pelse og huder, glas og sukker, salt og kaffe osv. Abraham brugte de ledige stunder i butikken til at læse, og snart blev han gode venner med byens lærer, Graham, der påtog sig opgaven at undervise den unge mand i matematik og grammatik. En anden landsbyboer, Jack Kelso, satte Abraham ind i Shakespeares og Robert Burns' værker.

Politiker, advokat og familiefar

Abraham var meget populær i New Salem, og hans popularitet blev ikke mindre af, at byens største bølle ikke havde kunnet tæve ham i en slåskamp. Han valgte da at opstille til statens lovgivende forsamling og skrev bl.a. i det papir, der blev omdelt:

”Jeg er ung og ukendt for de fleste af jer. Jeg blev født under og er siden forblevet i de mest ydmyge forhold i livet. Jeg har ingen rige eller populære forbindelser, der kan anbefale mig. Jeg stiller min sag til vurdering for byens uafhængige vælgere, og hvis jeg vælges vil de have overdraget mig en tjeneste, som jeg ubetinget vil tilbagebetale af al kraft. Men hvis byens gode borgere i deres visdom skulle finde det bedst at jeg forbliver i baggrunden, er jeg dog for vant til skuffelse til at føle mig særligt ærgerlig”.

Bortset fra en indianerepisode, hvor Lincoln meldte sig frivilligt til krigstjeneste, fortsatte han sin kampagne. Der fortælles om et vælgermøde, hvor der udbrød uro blandt tilhørerne. Lincoln afbrød sit indlæg, gik ned i salen og smed den værste uromager i hoved og bagdel 4 m hen ad gulvet. Derefter gik han tilbage til podiet og fortsatte sin tale.

Han blev ikke valgt.

Derefter gik han rabundus med en forretning, han havde startet sammen med en kammerat på kredit. De næste 3 års tid tjente han som byens postmester. Desuden arbejdede han ved jernbanen, høstede, var butiksmedhjælper og hvad der ellers viste sig. Han arbejdede ligeledes som landmåler.

Abraham genopstillede til statens lovgivende forsamling i 1834, og denne gang blev han valgt. På opfordring af byens borgmester, begyndte han desuden at studere jura

Statens hovedstad hed dengang Vandalia og lå sydpå i Illinois. Lincoln var en af de varmeste fortalere for, at statens hovedstad, ligesom statens udvikling i øvrigt, flyttede nordpå, til Springfield.

Om Lincolns tid i den lovgivende forsamling har en professor Baringer udtalt: ”I den mudrede landsby Vandalia lærte han at at håndtere spidsfindighederne i det politiske håndværk ved eksemplet sat af erfarne og drevne politikere. For første gang blandede han sig med rige, kultiverede, uddannede mænd og kvinder. Her debatterede han og lyttede til diskussioner om økonomisk teori, problemerne omkring slaveri og afskaffelse af slaveri, bankvirksomhed, dødsstraf, toldmæssige problemer og finanser. Vandalia var af allerstørste uddannelsesmæssige vigtighed i hans enestående karriere.”

I 1836 blev Lincoln genvalgt for Whig-partiet. De ni kandidater, der blev valgt for dette parti, var usædvanlig høje og kom derfor til at gå under fællesbetegnelsen ”The Long Nine”. Lincoln blev valgt 4 på hinanden følgende gange til den lovgivende forsamling.

1836 var også året, hvor han bestod jurastudiet og blev advokat.

New Salem døede ud i denne periode og Lincoln flyttede til Springfield, hvor han startede advokatvirksomhed. Han indgik i alt tre advokat-partnerskaber: Med John T. Stuart fra 1837 til 1841; Med Stephen T. Logan fra 1841 til 1844 og med William H. Herndon fremefter.

William Herndon var i øvrigt Lincolns modsætning: Glad for flasken, kolerisk og humørforladt. Men de to mænd havde en dyb gensidig sympati og respekt for hinanden, der holdt livet ud. Begge mænd var desuden rodehoveder; Lincoln havde tit sagsakterne i sin hat, Herndon havde dem alle vegne.

I 1842 giftede Abraham Lincoln sig med Mary Todd. Det havde været en sej forlovelse, med tvivl fra begges sider. Men nu skulle det være.

I 1843 var tanken om at opstille til kongressen modnet hos Lincoln. Efter to forsøg lykkedes det i 1845 Lincoln at manøvrere sig på plads som Whigs’ kandidat, og han vandt overbevisende over sin demokratiske modkandidat, Peter Cartwright; en prædikant, der forsøgte at gøre et stort nummer ud af, at Lincoln ikke var tilknyttet en bestemt kirke.

Familien Lincoln flyttede til Washington i december 1847, men Mary brød sig ikke om byen. Hun og de to sønner flyttede snart hjem til Springfield.

Da kongressen trådte sammen i slutningen af året var krigen mellem USA og Mexico, der dengang hørte under Spanien, på vej mod sin afslutning. Whig-partiet var i starten imod denne krig, men folkestemningen var for, hvorfor partiet holdt lav profil. Men ikke Lincoln. Han blev beskyldt for forræderi og hans modstand mod krigen betød, at han ikke kunne genopstille til kongressen.

Efter forgæves at have søgt opstilling til embeder i Illinois, vendte Lincoln sin fulde opmærksomhed mod advokatgerningen. I mellemtiden fik han yderligere to sønner, men mistede sin anden søn, Edward, i 1850, samme år som hans tredje søn blev født.

Advokatvirksomhed i 1850'erne i Illinois var ikke meget lig advokatvirksomhed i dag. Byen Springfield gav i sig selv kun få advokatjobs, så tiden gik på hesteryg fra småby til småby. Som advokat gik Lincoln for at være retskaffen som få, og en historie fortæller, hvordan han ikke alene afslog at tage honorar fra en krigsenke, men endda betalte hendes hotelophold under en retssag, der skulle sikre hendes krigspension.

Slavespørgsmålet tvinger Lincoln tilbage til politik

I 1854 fremsatte kongresmedlem Stephen A. Douglas et forslag, der havde sine rødder i, at han ønskede jernbanen ført igennem Illinois. Men forslaget ville medføre, at slaveri efterhånden ville blive tilladt ikke alene i nye områder, der blev optaget i De Forenede Stater, men de facto i alle stater, hvor nordstaterne ellers var slavefri. Oprørt i sit inderste begyndte Lincoln at debattere Douglas.

Efterhånden førte den ophedede stemning til, at det republikanske parti (USA) blev dannet af Whigs og demokrater, der var imod slaveriet. Lincoln tilsluttede sig det nye parti. I Bloomington holdt han en tale, der var så gribende, at de, der ellers tog referat af taler, lagde pen og papir fra sig for at lytte. Talen er siden blevet kendt som ”the lost speech”. Kræfter blev sat ind for at gøre Lincoln til vicepræsidentkandidat til valget i 1856, men det skete ikke. I øvrigt vandt Demokraterne valget med James Buchanan som ny præsident.

Kort efter Buchanans indsættelse i præsidentembedet i 1857 fastslog Højesteret, at en ”neger ikke var en borger, men en ejendom”. Deraf fulgte, at kongressen ikke kunne forbyde slaveri nogetsteds i De Forenede Stater. Senator Douglas var glad, og luftede sin tilfredshed ved alle lejligheder. Dette bragte Lincoln yderligere i têten.

I sin eneste offentlige tale i 1857 sagde Lincoln bl.a.:

”Den farvede mands skæbne har aldrig virket så håbløs som i de sidste tre-fire år”… ”I revolutionens dage blev uafhængighedserklæringen holdt hellig af alle, og mentes at inkludere alle. Men nu, i et forsøg på at gøre negerens fangenskab universelt og evigt, bliver den angrebet, råbt ad og fordrejet, gloet på, sønderrevet i en sådan grad, at dens underskrivere, kunne de rejse sig fra deres grav, ikke ville kunne genkende den”.

Debatterne mellem Douglas og Lincoln endte med, at Lincoln stillede op mod Douglas til senatet. Selvom Lincoln vandt med hensyn til stemmeantal, medførte stemmefordelingen - ikke ulig præsidentvalget i 2004 - at Douglas vandt.

Men de ophedede debatter og Lincolns mange gode taler gjorde, at han nu var kendt langt ud over Illinois' grænser.

Præsidentkandidat

Det var aviserne, der først opfordrede Lincoln til at opstille til præsidentvalget i 1860. Først i hjemstaten Illinois, siden på landsplan. I starten var Lincoln modvillig, men efterhånden indtog han rollen som præsidentkandidat.

I dette år drog Lincoln til New York, hvor han holdt en tale til unge republikanere. Talen blev ustandselig afbrudt af klapsalver, og da den var forbi, var hele salen på benene. En avisreporter, Noah Brooks, skrev om hændelsen: ”Ingen mand har nogensinde før gjort så stort et førstegangs-indtryk på et New York-publikum ... Han er det største siden Skt. Paulus!”

I New England brugte han en skomagerstrejke til at tale mod slaveriet:

”Jeg er glad for at se, at der i New England er et arbejdersystem, der tillader arbejdere at strejke når de vil, hvor de ikke er nødt til at arbejde uanset deres omstændigheder og ikke er bundet til et arbejde, uanset om de får løn eller ej. Jeg kan lide dette system, hvor en mand kan sige op, hvis han vil og jeg ville ønske det slog igennem overalt!”

I maj 1860 mødtes republikanere fra hele USA til konventet i Chicago for at vælge en præsidentkandidat. Dengang var det sædvane, at kandidaterne ikke mødte op. Til gengæld var kandidaternes folk på plads. Spidskandidaten var William H. Seward. Lincolns folk fulgte den strategi at samle alle, der ikke var for Seward. Løfter blev afgivet og embeder lovet. Der blev sågår udstedt falske adgangsbilletter til konventet til Lincolns tilhængere. Dette betød, at da Sewards tilhængere, overbevist om deres kandidats snarlige sejr, ankom til konventet, måtte se deres pladser optaget. De blev i stor stil nægtet adgang.

Ved tredje afstemning havde Lincoln sikret sig præsidentkandidaturet, og blev dermed det unge republikanske partis anden præsidentkandidat.

Lincoln modtog nyheden om nomineringen hjemme i Springfield, og gik roligt hjem for at fortælle det til sin hustru.

Ved præsidentvalget genopstillede James Buchanan ikke. Splittelsen mellem nord og syd betød, at norden opstillede Stephen A. Douglas, Lincolns gamle modpart, syden opstillede John C. Breckinridge og tidligere Whigs og Know Nothings-folk opstillede parret Bell-Everett.

Med en sådan splittelse blandt demokraterne var en republikansk sejr sikker. Lincoln modtog cirka ½ million flere stemmer end sin nærmeste modstander, Douglas, der fik 1,3 mio. stemmer.

Abraham Lincoln var valgt til USA’s 16. præsident med indsættelse i embedet den 4. marts 1861.

Indsættelsen

Undervejs til præsidentindsættelsen blev Lincoln udsat for adskillige mordtrusler grundet den stigende spænding mellem nord- og sydstaterne. Han valgte derfor at rejse inkognito på en del af strækningen, hvilket visse aviser brugte imod ham. De fremstillede ham som en kujon i satiriske tegninger og tekster.

Snart efter sin ankomst til Washington mødtes den kommende præsident med Peace Conference-medlemmer. Peace Conference var en forsamling, der søgte at dølge uenighederne mellem nord- og sydstaterne, for at forhindre en splittelse af unionen USA. Til disse udtalte Lincoln:

"Min kurs er klar som en ensrettet gade; Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vej vi skal. Hvad nu, hvis vi stopper alle diskussioner og blot prøver at efterleve konstitutionen og lovgivningen? Tror De ikke, at de ville virke?"

Da Lincoln blev modtaget af Præsident Buchanan skal denne have udtalt: "Jeg håber de er lige så glad for at flytte ind (i Det Hvide Hus), som jeg er for at flytte ud."

I sin indsættelsestale valgte Lincoln at holde fast ved konstitutionens ord om lighed for alle. Samtidig sagde han, at bortset fra, hvad konstitutionen krævede, ønskede han intet fra de enkelte stater. Han advarede sydstaterne mod at gøre oprør og mod slutningen af talen sagde han:

"I Deres hænder, mine utilfredse landsmænd, og ikke i mine, ligger det store spørgsmål om borgerkrig. Regeringen vil ikke angribe Dem. De kan ikke få en konflikt, medmindre De selv starter den. De har ikke afgivet en ed til himlen om at ødelægge regeringen, hvorimod jeg har afgivet en ed om at bevare, beskytte og forsvare den". Se præsident-eden her. Til sidst søgte den ny-indsatte præsident at forsone unionen med henvisning til de fælles krige og de fælles døde. Men borgerkrigen var ved at begynde i et fort i i South Carolina.

Fort Sumter

Dagen efter indsættelsen var samtidig begyndelsen på den amerikanske borgerkrig. Der kom meddelelse fra Fort Sumter i Charleston, South Carolina, om, at fortet ”enten måtte få forsyninger i løbet af 6 uger eller forlades”. Fortet lå et i en af de seks stater, der på grund af slavespørgsmålet allerede havde forladt unionen.

Fortet blev derfor et symbol på USA’s fremtid: Hvis fortet blev opretholdt, ville det for nordstaterne betyde bevarelse af af den føderale autoritet; for sydstaterne ville det betyde ydmygelse og fornærmelse. Lincoln tøvede og de frafaldne stater anså dette som for svaghed. Den 12. april 1861 beskød Charlestons’ artilleri fort Sumter. Dermed var der syv frafaldne stater, og krig mellem de frafaldne og unionen var begyndt.

Angrebet på fortet fjernede enhver tøven hos Lincoln. Der blev nu indkaldt 75.000 mand til unionens forsvar. Lincoln satte spørgsmålet på spidsen og adresserede kongressen:

”Denne sag vedrører andet og mere end USA’s skæbne. Den stiller hele menneskeheden det spørgsmål, om en konstituel republik, et demokrati – en regering valgt fra folket, af hele folket – kan eller ikke kan bevare sit territorie, i kamp mod sine egne indenlandske fjender.” … ”Vi må afgøre dette spørgsmål nu: Om en fri regering skal væltes af et mindretal, når dette ønsker det. Mislykkes vi, vil det i overmål vise folkets manglende evne til at regere over sig selv”.

Den amerikanske borgerkrig startede således ikke så meget som et spørgsmål om slaveri, men snarere som et spørgsmål om, hvorvidt en stat havde retten til at trække sig tilbage fra unionen uden føderal indblanding; Om hvorvidt et mindretal i et demokratisk samfund måtte tage loven i egen hånd.

Den amerikanske borgerkrig

Borgerkrigen har en selvstændig side på Wikipedia. Se Amerikanske borgerkrig.

Slavespørgsmålet under borgerkrigen

Når en slave under borgerkrigen flygtede fra en stat, hvor slaveri var tilladt, til en stat, hvor slaveri var forbudt, opstod spørgsmålet: Hvad skulle man gøre med dem? Skulle de bruges til krigsarbejde? Kunne de indlemmes i hæren?

I 1861 udstedte general Frémont en proklamation, der satte alle slaver i hans område fri. Lincoln kaldte ordren tilbage. Lincoln barslede i 1862 med ideen om, at slaverne i oprørsstaterne skulle gives fri, eventuelt ved at de blev frikøbt. Udenrigsminister Seward fik ham fra ideen, i hvert fald indtil Nordstaterne havde en sejr i hånden, der kunne bakke en sådan frikøbelse op. I september 1862 vandt Nordstaterne slaget ved Antietam og Lincoln mente, at tiden var inde.

Den 22. september udstedtes proklamationen:

”På denne første dag i januar i det Herrens år ettusind ottehundrede og treogtres skal alle, der holdes i slaveri inden for enhver delstat eller bestemte dele af en delstat, i hvilken folket gør oprør imod De Forenede Stater, være FRIE; og De Forenede Staters udøvende myndighed, inklusive militæret og flådens myndigheder, vil anerkende og opretholde disse personers frihed og vil ikke agere imod eller undertrykke sådanne mennesker i de bestræbelser disse gør for denne frihed”.

Nytårsdag 1863 trådte proklamationen i kraft og blev mødt med hæftig kritik såvel mundtligt som korporligt: Rekrutteringsofficerer blev myrdet, Lincolns tilhængere hetzet. Der dannedes undergrundsorganisationer der ønskede fredsforhandlinger. Modstandere af præsidenten gav udtryk for, at borgerkrigen kun var startet for at afslutte slaveriet. Selv Lincoln-tilhængere som Radikale Republikanerne anklagede proklamationen; de mente ikke den var vidtrækkende nok.

Da myndighederne arresterede en af lederne af The Copperheads – en nordstatsgruppering, der støttede sydstaterne og i øvrigt var krigsmodstandere – Clement L. Vallandigham, måtte Lincoln forsvare denne disposition:

”Så jeg må altså skyde en simpel drengesoldat, der deserterer, mens jeg ikke må røre et hår på hovedet af den listige agitator, der har opildnet ham til at desertere?”

I et brev stilet til vennen James C. Conkling med det formål, at brevet skulle oplæses ved et vælgermøde, skrev Lincoln bl.a.:

”I siger I ikke vil slås for negrene. Nogle af dem er dog villige til at slås for jer; men lige meget. Slås I da for kun at redde unionen… Freden synes ikke længere så fjern som før. Jeg håber den kommer snart og for at blive; Og at den kommer på en sådan måde, at den vil være værd at bevare i al fremtid. Det vil da være bevist, at blandt frie mennesker kan man ikke blot gå fra afstemning til skudløsning – og at de der alligevel prøver dette, vil have tabt deres sag og må betale omkostningerne. Og da vil der være nogle sorte der husker, at de – med ro, sammenbidte tænder og et fæstnet blik og en velafbalanceret bajonet – har hjulpet menneskeheden frem til denne store fuldbyrdelse. I medens, frygter jeg, at nogle hvide ikke vil kunne glemme, at de – med et ondt hjerte og med svigefuld tale – forsøgte at hindre det.”

Denne tale gik unionen rundt, og støtten til Lincolns politik steg så kraftigt, at midtvejsvalgene i stor udstrækning blev vundet af Lincoln-tilhængere.

Imens gav Lincolns ubetingede støtte til slaveriets afskaffelse Nordstaterne medvind i udlandet, ikke mindst Storbritannien.

Gettysburg-talen

Under den amerikanske borgerkrig holdt Lincoln en tale, der i sin enkelhed og korthed den dag i dag er kendt af de fleste skolebørn i USA.

Talen blev holdt ved indvielsen af kirkegården i Gettysburg, Pennsylvania den 19. november 1863.

Baggrunden er kort, at det slag, der blev et afgørende vendepunkt til fordel for Nordstaterne, blev udkæmpet her i dagene 1.-3. juli 1863. Slaget kostede over 45.000 soldater livet. Sydstaternes general Robert E. Lee trak sig tilbage med et tab på 1/3 af sin styrke.

Ved selve indvielsen af kirkegården blev der ikke lagt specielt mærke til Lincolns tale. Hovedtaleren var Edward Everett, en professionel taler, der holdt en floromvunden 2 timer lang tale. Everett var med et samtidens ord en orator - en taler - før fjernsynets tid var tale god underholdning.

Lincolns tale derimod bestod af blot 272 ord og var overstået på to minutter. Mange tilhørere havde end ikke bemærket, at præsidenten var begyndt på sin tale, før den var forbi.

Det blev først klart for amerikanerne, at præsidenten havde holdt en enestående tale, da den i løbet af de følgende dage blev offentliggjort i aviserne. Skønt latterliggjort i de første avisudgaver - såvel præsidenten som talen - steg agtelsen blandt udgiverne efterhånden som budskabet sank ind.

Lincolns tale var ikke kun en hyldest til de soldater, der havde givet deres liv ved Gettysburg - den definerede også hvad borgerkrigen drejede sig om. Han fremhævede fra den amerikanske uafhængighedserklæring, at "alle mænd er født lige" og gjorde det klart, at "alle mænd" virkelig betød alle - uanset hudfarve. At et forenet Amerika måtte leve op til denne definition.

Siden har dette været en af grundpillerne i det amerikanske demokrati, omend senere raceuroligheder har vist, at det stadig er et stykke vej at gå.

Genvalg

Siden 1832 havde ingen amerikansk præsident siddet i to embedsperioder. Nogle havde ikke søgt genvalg, andre var ikke blevet genvalgt. Det var efterhånden blevet god tone, at en præsident kun sad i en periode.

Men Lincoln erklærede sig klar til at fortsætte. På grund af krigen søgte mange grupper inden for det republikanske parti dog en anden kandidat. General John C. Frémont blev efterhånden den foretrukne kandidat for anti-Lincoln kræfterne inden for partiet. Lincoln vandt dog på parti-konventet. Demokraterne valgte general McClellan som deres kandidat, og Lincoln – stadig mødt af modstand indefra og udefra – belavede sig på et nederlag.

Men Nordstaterne kunne nu melde om en række sejre, bl.a. indtog general Sherman Georgias hovedstad, Atlanta og admiral Farragut triumferede ved Mobile Bay. De kræfter, der havde kæmpet mod krigen og for at indgå en fredsaftale med Sydstaterne, tav. I oktober 1864 var enhver tvivl om præsidentens genvalg forsvundet. På valgdagen vandt Lincoln overbevisende, ikke mindst blandt soldaterne, hvor han slog generalen 1:3.

En tid efter valget blev han spurgt, hvordan det var at være præsident ”for så stor en nation”. ”Det minder mig om,” sagde Lincoln, ”manden der var dyppet i tjære og rullet i fjer, som sagde til sine genboer da han blev båret ud af byen på en jernbanesvelle, hvis det ikke var for æren ved alt dette, ville jeg egentlig hellere gå”.

Ved præsidentindsættelsen den 4. marts 1865 holdt Lincoln en indsættelsestale, der siden er blevet kendt som en af de største igennem tiderne. Se den engelske tekst til indsættelsestalen her.

I slutningen af marts og begyndelsen af april kom de endelige gennembrud for nordstatsstyrkerne. General Weitzel spurgte præsidenten, hvordan man skulle behandle de sydstatsstyrker, der overgav sig: ”Hvis jeg var i Deres sko, ville jeg fare med lempe. Far med lempe”.

Den 9. april 1865 overgav general Lee sig til general Grant ved Appomattox’ rådhus. Borgerkrigen var forbi.

Den sidste dag

Den 14. april 1865 begyndte med, at general Anderson hejste flaget over fort Sumter. Krigsministeren erklærede, at yderligere hvervning af soldater var ophørt. Der blev afholdt regeringsmøde og general Ulysses S. Grant deltog, idet man diskuterede de fremtidige forhold mellem staterne. Siden tog Lincoln vanen tro imod, og hjalp bl.a. en sort krigsenke i spørgsmålet om pension. Han underskrev en benådning af en desertør og tilføjede: ”Jeg tror, at denne dreng vil gøre mere nytte over jorden end under den”.

Samtidig var John Wilkes Booth, Lewis Powell og George Atzerodt ved at færdiggøre deres planer om at myrde henholdsvis præsidenten, udenrigsminister Seward, der var sengeliggende efter et uheld med hestevogn, og vicepræsident Andrew Johnson.

Om aftenen tog præsidentparret i teatret - Fords Theatre. Dette var først blevet bestemt samme morgen, men præsidentparret frekventerede jævnligt dette teater. Planen havde været, at general Grant og frue skulle tage med, men de meldte afbud. (Historikere har siden udarbejdet hele liste over kendte personer, der afslog præsidentens invitation denne aften). I stedet valgte præsidentfruen at tage senator Ira Harris’ datter og stedsøn, Clara Harris og major Henry Reed Rathbone med. Præsidentens følge ankom først, efter at stykket Our American Cousin var gået i gang. Stykket blev afbrudt, da præsidentparret indtog logen og Hail to the Chief blev spillet.

Om eftermiddagen havde Booth boret et lille hul i logedøren, så han let kunne følge med i, hvor præsidenten sad placeret. Det blev ikke sværere af, at Lincolns livvagt John F. Parker havde forladt sin post, der bestod af en stol ved indgangen til logen - sandsynligvis for at finde et bedre plads, så han kunne overvære skuespillet. Det skal nævnes, at Lincoln havde besøgt teatret 13 gange før - hver gang uden livvagt.

Booth listede sig ind i logen med en kniv i den venstre hånd og en Derringer i den anden. På klods hold affyrede han pistolen mod præsidentens baghoved og Lincoln faldt sammen. Major Rathbone kastede sig mod Booth, men blev såret med kniven. Booth kastede sig nu ud fra logen, men hans spore satte sig fast i flaget, som logen var indhyllet i og faldt mod teatergulvet. Hurtigt var han på benene igen, råbte ”Sic semper tyrannis!” (sådan går det tyranner) og stak af. Det viste sig, at en kordreng havde holdt en hest parat til morderen uden for teatret.

Samtidig brød Powell ind hos den sengeliggende udenrigsminister og knivstak ham gentagne gange, bl.a. i ansigtet - udenrigsministeren lod sig sjældent fotografere sidenhen. Men udenrigsminister Seward overlevede.

Atzerodt, der skulle dræbe vicepræsidenten, valgte i stedet at drikke sig fuld.

En ung militærlæge, 22-årige Charles Leale, der befandt sig i salen i teateret, ilede igennem den panikslagne folkemængde til præsidentlogen. Han konstaterede, at situationen var håbløs. Kuglen var trængt ind igennem baghovedet, var gået igennem hjernen og sad nu fast bag højre øje. Præsidenten blev båret over gaden til det nærmeste hus og lagt på sengen.

Ministre og højtstående embedsmænd samledes om dødslejet, men præsidenten kom ikke til bevidsthed. Kl. 7.22 den 15. april 1865 var Lincoln død.

En stemme i soveværelset udtalte: ”Nu hører han evigheden til”.

Vicepræsident Andrew Johnson aflagde ed som USA's 17. præsident samme dag.

Hvad ville Booth opnå?

Dét, Booth ønskede at opnå med attentatet på præsidenten, vicepræsidenten og udenrigsministeren (Secretary of State), var at kaste USA ud i en forfatningsmæssig krise, resulterende i en opløsning af unionen.

Den dagældende succesionslov til præsidentembedet var fra 1792 og tog ikke højde for en omfattende udradering af landets ledelse. Hvis alle tre attentater således var lykkedes, ville senatets leder da blive fungerende præsident, indtil nyvalg kunne udskrives. Dette nyvalg skulle godkendes af udenrigsministeren, der altså ville være død.

Lincoln i dag

Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der blev dræbt ved et attentat i embedet. Siden fulgte James Garfield i 1881, William McKinley i 1901 og John F. Kennedy i 1963. Af disse har især Lincoln og Kennedy opnået martyr-status.

Lincoln ligger blandt de øverste på listen, når historikere rangerer amerikanske præsidenter. Han repræsenterer klassiske værdier som ærlighed, integritet og står for medmenneskelig respekt, minoriteters rettigheder og frihed i almindelighed.

Lincoln er i almindelighed kendt for at være den amerikanske præsident, der afskaffede slaveriet, men han bør egentlig være mere kendt som den præsident, der forsvarede demokratiet: At respektere flertallets afgørelse uden at ty til yderligheder; at, hvis man er overbevist om at man har ret, kæmpe igennem diskussion og debat - ikke igennem magtanvendelse eller blodsudgydelse. Dermed brød Lincoln med over 30 års eftergivenhed fra tidligere præsidenter, og blev et ikon for dem, der ønsker en klar vision.

Alt lige fra forsikringsselskaber til menneskerettighedsforkæmpere bruger Lincolns navn, ligesom et bilmærke og utallige byer og områder i USA er opkaldt efter ham.

Statuer eller buster findes i bl.a. USA, Mexico, Storbritannien og Cuba. Flere krigsskibe er opkaldt efter ham, hvilket ikke er usædvanligt i USA, men der findes endda et skib opkaldt efter moderen, SS Nancy Hanks.

Gettysburgtalen er på undervisningsplanen i enhver amerikansk grundskole, ligesom hans anden tiltrædelsestale stadig studeres af lærde.

Presidents’ Day er en føderal amerikansk helligdag, hvor man fejrer præsidenterne Washingtons og Lincolns fødselsdag.

Kildehenvisninger

  • Stefan Lorant: The Life of Abraham Lincoln, 1955, The New American Library of World Literature, New York
  • "Why Seward?" af Michael Maione and James O. Hall, 1998, Lincoln Herald.

Eksterne henvisninger

Se også

Billeder

Wikiquote har citater relateret til:

Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA