Malerkunst i Indien

Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket! Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Andershus

Dette er en kopi (stadig under udarbejdelse) af den franske udgave: Peinture en Inde.

Indledning

Kunst i Indien, der først og fremmest er inspireret af religioner og styret af præcise tekster, giver praktisk taget kun lidt plads til kreativitet. Kunstens væsentlige formål er at fremme adgang til det guddommelige. Viden om de unikke kvaliteter i indisk kunst skabes gennem forståelsen af filosofisk tænkning, den rige kulturelle, sociale og religiøse historie samt gennem det politiske perspektiv af kunstværkerne. I historisk tid har det indiske maleri gennemgået kulturelle og religiøse påvirkninger fra hinduisme, buddhisme, jainisme, sikhisme og islam. Med de stærke religiøse traditioner i Indien, har kunsten altid været domineret af religionen.

De tre indiske religioner, buddhisme, hinduisme og jainisme har deres egen maleriskole til at understøtte deres religiøse traditioner: Mandala-malerierne (fra det 1. århundrede f.Kr.) bruges til at hylde guderne og til meditation.

Forhistoriske malerier som hulemalerierne ved Bhimbetka, er ifølge kilder mellem 10.000 og 28.000 år gamle.

Kropsmaling i form af krigsmaling eller som tegn på tilhør i en bestemt gruppe blev brugt fra menneskehedens daggry til at skræmme en fjendestamme. Denne primitive teknik blev også brugt som camouflage til jagt eller simpelthen som ornament.

Rullemalerier (fra det 5. århundrede f.Kr.) er bedst kendt fra malerskolen ”Patta Chitra”. Rullen laves af papirark, der er syet sammen og undertiden limet på et lærred. Deres bredde varierer fra 10 til 35 cm, og deres længde er sjældent mindre end 1 m og kan overstige 5 m.

Vægmalerier (fra det 2. århundrede f.Kr.) er store værker udført på vægge, som i Ajanta-hulerne eller i templet i Kailashnath.

Miniaturemalerier (fra det 10. århundrede) udføres i meget lille skala i bøger eller albums på letfordærvelige materialer som papir og stof. Alle religioner i Indien er involveret i miniaturer på trods af den islamiske ikonoklasme i det 11. århundrede. Pala buddhisterne i Bengalen var pionererne i miniaturemaling. Miniaturmalingen nåede sit højdepunkt i den islamiske Mughal-periode og udføres stadig af malere fra forskellige maleriskoler i Rajasthan.

Moderne storbymaleri har gennemgået mange ændringer takket være de økonomiske fremskridt. I 1990'erne blev den indiske økonomi liberaliseret og integreret i den globale økonomi, hvilket muliggjorde den frie strøm af kunst og kulturel information i og uden for landet.

Moderne folkemalerier: Stammmalere skaber bevægelser uden for større byer. Der er maleritraditioner i flere stammer. Nogle er gamle, endda meget gamle (som malerier fra Bhil og Warli stammerne), andre er nyere (som fra Gond-stammen). Stammekunstnerne, der for det meste er animister, illustrerer stammetraditioner og guder legemliggjort i naturen og i hverdagen. De andre skoler i landdistrikterne har især deres base i hinduistiske traditioner.  

Ordforråd

• Vægmaleri hedder i hindi ”Bhitti Chitra” (Bhitti = væg, Chitra = maleri)
• Maleri på jorden kaldes Bhumi Chitra eller Rangoli
• Diagrammer på jorden kaldes Dhuli Chitra
• Maleri på stof kaldes Patta Chitra eller Potchitro (Pot = rulle)
• Maleri på kroppen kaldes Deh Chitra eller Gudna
• Maleri på manuskript (miniature) kaldes Chitra Bhagwat
• Meditative malerier kaldes mandala
• Kalam betyder pen, pensel eller "skole i ..."

Shadanga: De seks principper for indisk maleri

I det 1. århundrede f.Kr. blev indisk kunst introduceret med seks vigtige principper for kunst, kendt som "Shadanga". Disse principper var seks forskellige punkter, der fokuserede på, hvad alle kunstnere havde brug for at tilføre deres værker mere effekt og appel. Disse seks principper er blevet oversat som følger:
1. Roopa-Bheda: Viden om form (Roopa = form, Bheda = mysterium). Formernes skønhed.
2. Pramanami: viden og anvendelse af harmoni og proportioner. Harmoniens skønhed.
3. Bhava: Udtrykket af følelser. Følelsesmæssig skønhed.
4. Lavanya-Yojnam: Infusionen af nåde. Æstetisk skønhed.
5. Sadradhyam: Viden og anvendelse af sammenligning. Virkelighedens skønhed.
6. Varnika-Bhanga: Viden og anvendelse af farve. Farvernes skønhed.

Se også: Abanindranath Tagores otte principper.

Billeder og guder

Ajanta grotte 17. Dette billede viser sandsynligvis et af Buddhas tidligere liv.

I forhistorisk tid (fra 26.000 f.Kr.) var hulemalerier uden religiøs betydning, og i hele den Vediske periode (fra det 15. til det 5. århundrede f.Kr.) ser Indien ud til at mangle billeder i religiøs sammenhæng.

I buddhismens begyndelse (fra 5. til 3. århundrede f.Kr.) er der den samme mod vilje mod repræsentationer. I den første buddhistiske kunst (fra 3. til 1. århundrede f.Kr.) vises Buddha stadig kun gennem symboler. Den ældste buddhistiske ikon udskåret i sten, der er til vores rådighed i dag (fra 3. til 2. århundrede f.Kr.) viser ikke Buddha, men selve fraværet af mesteren, for eksempel i form af en tom trone. Det var først omkring det 1. århundrede f.Kr. at de første antropomorfe repræsentationer af Buddha vises.

Det er først gennem lokale frugtbarhedskulter, at den menneskelige figur gradvist kommer ind i kunsten. Udviklingen, der begynder i begyndelsen af vores æra, er slående. Det påvirker på samme tid, fra det 1. til det 3. århundrede, de tre store religioner født i Indien, buddhisme, hinduisme, jainisme, uden tvivl under påvirkning af den tilbedelse, der i forskellige grader gennemsyrer alle religiøse kredse. Fra dette tidspunkt opstår behovet for at inkarnere i en konkret form Buddha, Jina eller hinduistiske guder. Denne bekræftelse af den legemliggjorte dimension, gør det muligt for indisk kunst at give frie tøjler for alle udtryksmuligheder.

Buddhismens overlegenhed indtil det 5. århundrede går hånd i hånd med fortællingskunstens fremskridt. I Sânchî, i Gandhâra (nu i Pakistan) med sine enorme monumenter (stupa) i Andhra Pradesh, i Ajantâ-hulerne, gendannes rækkefølgen af scener i sin tidsmæssige dimension for det historiske liv af Buddha, såvel som hans tidligere eksistenser. Disse scener viser såvel tilbedelsen af Buddha, men giver ligeledes en struktur i samfundet for mennesker og guder. De fortæller om Buddhas liv, men, afspejler også en virkelighed, der ofte er overraskende velkendt, og næppe transformeret af legenden. Fra det 8. århundrede, delvis under indflydelse af hinduismen, vendte buddhistisk kunst bort fra fortællingscykler for at blive mere og mere knyttet til en verden af mytiske repræsentationer. Fra nu af fremtræder Buddha kun i sin tidløse dimension gennem tilbedelses objekt, omsluttet af sit pantheon og det kosmiske Bodhisattvas . Buddhistisk kunst sætter sit præg på al hinduisk kunst indtil den virtuelle forsvinden af buddhismen i det 10. århundrede før hinduismens og islams indtog.

I vedisk hinduisme (15. til 5. århundrede f.Kr.) var hinduistiske guder sandsynligvis ikke ærede i form af billeder eller ikoner, men allerede forestillet, som viser en repræsentation af Rudra malet i Rig-Veda. Hinduismen finder sin kilde i animisme, det er vedisk eller brahmanisk Indien, hvor alle de kosmiske aspekter er guddommeliggjort, mennesket der projicerer sit image på verden.

Teologiske diskussioner og diskussioner vedrørende konkrete religiøse billeder er sjældne i den gamle hinduistiske filosofiske skole. Forestillingen om Gud var fraværende eller sekundær inden udgangen af det 3. århundrede. I det 6. århundrede accepterer vi forestillingen om en skabergud.

Udbredelsen af hinduismen fra det 5. århundrede stimulerer udviklingen af det imaginære. Hindu kunsten illustrerer de store myter, der er fastlagt omkring begyndelsen af vores æra. Disse myter er baggrunden for hindu-religionens enhed i hele det indiske subkontinent, på trods af regionale forskelle.

Den islamiske civilisation, generelt aniconist, ser ud til at være umærkeligt gennemtrængt af det indiske perspektiv: Mughal-maleri (mellem det 16. og det 19. århundrede) giver et stor plads til den menneskelige figur, som i visse værker viser stor psykologisk subtilitet og fornyelse af miniatyrekunsten.

I slutningen af det 9. århundrede brød den kristne verden med den ikonoklastiske krise, med tilbagevenden af ikonisk kult i den byzantinske kristendom. Kristendommen var meget udbredt i Sydindien fra det 16. århundrede med portugisernes ankomst. Fasaderne på bygninger viser ofte bibelske ordsprog, farverige repræsentationer af Jesus der sidder på væggene og kirker er allestedsnærværende i bylandskabet. Her kan man opdage en rig og farverig repræsentation, en forbløffende blanding, der kombinerer frodighed af indisk kultur og kristen ikonografi. De mange repræsentationer af Maria, Jesus og andre hellige i Bibelen antager uventede træk, langt fra den nøgternhed i repræsentationer, der findes i Europa.

Blandt animiststammerne, for eksempel hos Gond-, Bhil- og Warli-stammerne, finder vi ofte billeder af deres guder.

Mandala

Central Lotus i en mandala

Mandala er et sanskrit udtryk, der betyder cirkel, sfære, miljø, samfund. Mandalaen repræsenterer universet.

I Indien bruges mandalaen af de tre største religioner født i Indien: buddhisme, hinduisme og jainisme. Det er et politisk, religiøst og meditativt værktøj.

Som politisk betydning er mandalas diagrammer, der forklarer staternes politiske strukturer. Raja-mandala (cirkel af stater) blev formuleret af den indiske forfatter Kautilya i sit arbejde med politik, Arthashastra (omkring det 3. århundrede f.Kr.). Den beskriver cirkler af venlige og fjendtlige stater omkring kongestaten.

I henhold til O. W. Wolters 'afhandling: det gamle kort over Sydøstasien, viser forhistoriske netværker af små fyrstelige stater. Det var en mosaik af ofte overlappende mandalas.

I hinduismen er mandalas ritualmetoder til at fremkalde guderne. Den religiøse mandala i hinduismen er et redskab til flere daglige ritualer i form af yantra. ”Bindu” er det punkt, hvorpå mandalaen oprettes.

I tantrisk buddhisme (vajrayāna) er der forskellige former for mandalas (fra det 1. århundrede f.Kr.), en kompleks struktur, der er malet eller udskåret i den runde, der bruges til initieringsprogression, eller endda diagram lavet af farvet sand, bruges det hovedsageligt til meditation. Diagrammet er under alle omstændigheder fyldt med symboler; det kan være forbundet med en guddom. Visse mandaler, meget detaljerede og kodificerede, bliver semifigurative, semi-abstrakte.

I jainismen bruges et otte-bladet hjul (siddhachakra) under visse ritualer. Det er symmetrisk og indeholder cirkler og er omgivet af en firkant. Det ligner mandalas i hinduismen og buddhismen.

Kropsmaling

Ved menneskehedens daggry opdager mennesket jord, trækul, kridt, saften af farvede bær, blodet fra dyr og mange andre farver, der tjener til at imponere fjenden i form af krigsmaleri eller tegn på anerkendelse i en stamme. Denne primitive makeup-teknik kunne også tjene som camouflage til jagt.

Sandsynligvis allerede før den første sten blev indgraveret, anvendte mennesket pigmenter på kroppen for at vise sin identitet i en social gruppe og placere sig i forhold til andre.

Designene og farverne tillader at ændre identitet, markere indgangen til en ny tilstand eller en ny social gruppe, til at definere en ritualposition eller bekræfte at man hører til et bestemt samfund, eller blot for at tjene som pryd.

Permanent kropsmaling: tatovering

Kutia Kondh kvinde

Baiga tatovering

Tatoveringer er blevet brugt i Indien siden oldtiden, især blandt stammefolk. I hundreder af år er tatoveringstraditionen værdsat i det dybe landskab. De gamle labyrintformede skulpturer på forhistoriske klipper er blevet kopieret af stammesamfund og gengivet på deres kroppe. Dette er "gudna" -processen.

Disse tatoveringer har et forhold til deres religion, køn og kvarter, men tatoveringer erstatter ofte smykker, der er for dyre at erhverve. For nogle befolkninger er tatovering en nødvendighed for deres gruppe for andre, det er en måde at klæde den nøgne krop på. I Apatani-stammen Arunachal Pradesh er unge piger blevet tatoveret for at gøre dem mindre attraktive for rivaliserende stammer.

I de senere år er tatoveringer blevet mode blandt unge indere i storbyerne.

Midlertidig kropsmaling

Dol Khela i Kolkata

De farver, der bruges til Holi-festen har hver især en særlig betydning: grønt repræsenterer harmoni, orange repræsenterer optimisme, blåt repræsenterer vitalitet og rødt repræsenterer glæde og kærlighed. Holi, eller festivalen for farver, er en hinduistisk festival, der fejrer både forår og frugtbarhed. Unge mennesker forbereder deres farver og "våben" flere dage i forvejen. Pulverfyldte balloner, litervis af farvet vand, sprøjter og vandpistoler, for Holi, alt er godt.

Kvinder praktiserer en mere holdbar form for kropsmaleri (en til tre uger) ved hjælp af henna, såvel til religiøse helligdage som til bryllupper. Henna-dekorationer producerer toner fra orange til sort. Det bruges til både pleje og kropsdekoration. Motiverne repræsenteret alle en symbolik i indernes tro.

Vægmaleri

I titusinder af år har mænd (og kvinder!) ønsket at dekorere væggene for at illustrere deres daglige liv, for at pynte deres opholdssted, for at ære deres guder, for at jage ondskab væk, for at fortælle en historie, for at illustrere en legende ...

Vægmaleri i Indien er en del af den kollektive hukommelse.

Forhistorisk maleri fra 26 000 f.Kr.

Bhimbetka, grotte no 8

Siden oldtiden har mænd tegnet i huler, på vægge og på gulve for at tale om deres liv og dekorere, men uden at lægge religiøs betydning i malerierne. Det indiske subkontinent er efter Australien og Afrika, landet med det største antal klippehuler, der hovedsagelig befinder sig i centret af Indien (Madhya Pradesh og Chhattisgarh).

Man kan ikke datere alderen præcist. Faktisk er det i det væsentlige billeder, der er malet i rødt med jernoxider (hæmatit), for hvilke det ikke er muligt at bruge kulstof 14 metoden. Den kan kun anvendes på pigmenter af organisk oprindelse (for eksempel kul). Hvis nogle af disse pigmenter blev brugt, blev de ikke konserveret, fordi det er en udendørs kunst, udsat for lys og elementer, i modsætning til kunsten i europæiske huler. De ældste indiske malerier er petroglyffer mellem 10.000 og 28.000 år gamle ifølge kilder, såsom dem der findes ved Bhimbetka i Vindhya-bjergene nord for Narmada-floden i staten Madhya Pradesh og ved Jogimara (Sarguja) nær Narmada i staten Chhattisgarh. Klippermalerierne varede indtil det 3. årtusinde f.Kr.

Udformningen af dyr er mangfoldig. En enkelt sammenligning: ud af omkring tusind dyrepræsentationer i Pachmarhi (Vindhya-bjerget, Madhya Pradesh) identificeres 26 forskellige arter, mens der i Lascaux, ud fra et ækvivalent antal, kun er 9 arter.

Enigmatisk er nogle 10.000 år gamle hulemalerier i Chhattisgarh.

De fleste af disse malerier blev udført ved hjælp af røde og hvide pigmenter, mere sjældent grøn og gul. I Bhimbetka er der 20 forskellige farver. Hulemalerierne i Bhimbetka krisecentre var sandsynligvis værker af stammerne Warli og Saura.

Buddhistisk vægmaleri, fra 3. århundrede f.Kr. til 12. århundrede, Ajanta- og Ellora-grotterne

Bodhisattva Padmapani. Grotte 1. Ajanta, slutningen af 5. aarhundrede

Buddhistisk kunst blev født i det indiske subkontinent, sandsynligvis i århundrederne efter døden af den historiske Buddha eller Gautama Buddha (6. og 5. århundrede f.Kr.), selvom dets første manifestationer, som attesteres af arkæologiske opdagelser, synes dato fra Ashokas regeringstid (304-232 f.Kr.).

En første fase, i det væsentlige indisk, kaldet den anikoniske fase, hvor Buddha-personen vises med symboler, følges omkring det 1. århundrede af en ikonisk fase, hvor antropomorfe repræsentationer af Buddha vises.

I Indien har buddhistisk kunst en stærk udvikling og sætter sit præg på hele den hinduistiske kunst indtil buddhismens kvasi-forsvinden i det 10. århundrede med fremdriften af hinduismen og islam. Der er dog buddhistiske miniaturer på palmeblade lavet i det 11. og 12. århundrede i Bihar og Bengalen.

Eksempler på buddhistiske fresker findes i de 30 kunstige buddhistiske huler i Ajanta*, malet fra det 2. århundrede f.Kr. til det 8. århundrede og i de 12 buddhistiske huler i Ellora**, der stammer fra det 6. og 7. århundrede.

* Ajantas hulerne blev gravet ud fra loftet og ned til gulvet, en teknik, der ofte bruges i Indien. De falder i to kategorier, den første blev brugt som tilflugtssted for munke i regntiden, og de følgende tjente snarere som møde- og bønnerum. Med hensyn til deres alder er hulerne klassificeret i tre grupper, idet konstruktionen af ​​de ældste stammer fra det 2. århundrede og det 1. århundrede f.Kr., den anden gruppe fra det 3. til slutningen af ​​det 5. århundrede og den tredje fra slutningen af ​​det 6. til slutningen af ​​det 8. århundrede. 
De fleste af hulernes indvendige vægge er dækket med fresker af forskellige kvalitet. Ingen af ​​disse malerier er dateret, men analysen af ​​ mønstret giver os mulighed for at have en ret præcis idé om deres dannelsesperiode med med mulighed for at klassificere dem kronologisk.  På det tidspunkt hvor de blev fundet, i 1819, var de i god stand, men er siden siden stærkt forringet, især under masseturismen. 
Ajanta var et kloster- og universitetscenter. Den rejsende munk Xuanzang fortæller, at Dignâga, den berømte buddhistiske filosof, forfatter af berømte bøger om logik, var bosiddende der. På sit højdepunkt kunne stedet tilbyde indkvartering af flere hundrede mennesker, inklusive lærere og studerende. 
En farverig scene fra en af ​​Buddhas tidligere liv er afbildet på væggen i en hule. I denne scene tager kong Mahajanaka, efter at have opgivet sine jordiske goder, et rituelt bad inden han tager sin munkekåbe på. Farvernes rigdom, formenes fleksibilitet og den spirituelle varme fra Ajanta-vægmalerier er en del af en tradition, der har haft indflydelse på kunsten i templer i hele Indien og Sydøstasien gennem det næste årtusinde.

** Elloras buddhistiske huler (hule 1 til 12) er de ældste Ellora-strukturer, og består hovedsagentligt af klostre. Nogle har et illustreret billede af Buddha.

Ikonisk Jain maleri fra det 8. århundrede

Grotte 32, Ellora

Jains, har i vid udstrækning bidraget til udviklingen af billedkunsten i Indien, som i arkitektur og skulptur. Deres tradition på dette område er lige så gammel som den buddhistisk malerkunst. Man kan finde et stort antal af deres værker af en ekstraordinær kvalitet, på vægge, på palmeblade, på stof, på træ osv.

Jain-hulerne ved Ellora (hule 30-34 bygget mellem det 7. og 13. århundrede) har dimensioner, der viser asketisme i jainismen. Hulernes er mindre end bouddhist- og hindu-hulerne. Hulerne er dog udskåret lige så raffineret som de hinduistiske og buddhistiske huler. Disse huler er ligeledes forskellige fra de andre, da deres lofter var rigt dekoreret. Fragmenter af malingen er stadig synlig i dag.

Puranisk maleri fra Kerala, fra 8. århundrede til 19. århundrede

Thodeekkalam Shiva Temple, Kannur distrikt

Kerala, som Rajasthan, er kendt for at have den største samling af vægmalinger baseret på puranske temaer (gammel indisk mytologi). De fleste af disse malerier er lavet mellem det 15. og det 19. århundrede, mange stammer endda tilbage fra det 8. århundrede.

Templerne og paladserne i Kerala er de saedvanlige sagaer om hinduistiske guder og gudinder samt digte der fortæller om deres heltegerninger.

Pigmenter, lim, børster osv. var alle lavet af naturlige planter og mineraler.

De ældste Kerala-vægmalerier blev fundet i huletemplet i Thirunandikkara, der nu ligger i Tamil Nadu. Det største vægpanel i Kerala - Gajendra Moksha - findes i Krishnapuram-paladset nær Kayamkulam i Alappuzha-distriktet.

De enorme vægmalerier repræsenterer scenerne i de hinduistiske epiks, Ramayana og Bhâgavad Gita. De findes i Mattancherry Paladset i Ernakulam-distriktet (Cochin). Vægmalerier fra Shiva Temple ved Ettumanoor viser de ældste former af Dravidiansk vægkunst.

Chola fresker fra Tamil Nadu, fra 9. århundrede til 13. århundrede

Chola Fresker med dansende kvinder. Brihadisvara Templet c. 1100

Chola-dynastiet (fra det 1. århundrede f.Kr. til det 3. århundrede og fra det 9. til det 13. århundrede) i det sydlige Indien er meget gammelt (fra det 1. århundrede f.Kr. til det 3. århundrede og fra det 9. til det 13. århundrede). Nævnt i Mahābhārata gav det sit navn til kysten Coromandel (efter Chola mandalam, "Cholas land") i Tamil Nadu.

Man opdagede Cholas-fresker fra den anden periode af deres regime (850-1250) under nyere malerier. Under Nayak-regeringen (1529-1736) blev chola-fresker dækket af nyere malerier i Tanjore-stilen. De første af Chola-fresker blev opdaget i 1931 i templet Brihadisvara*.

* Templet Brihadisvara beliggende i byen Tanjore er et eksempel på den drâvidianske stil i den religiøse arkitektur. Det er en af de største templer i Indien.

Mysore skolen fra Karnataka, fra 14. århundrede

Mysore maleriet er en vigtig form for klassisk maleri fra Sydindien med oprindelse i og omkring byen Mysore i Karnataka. Denne stil er støttet af Mysores ledere tilbage til Ajanta-tiden (fra det 2. århundrede f.Kr. til det 7. århundrede).

Mysore maleriskole blev født under kongeriget Vijayanagar (1336-1565).

Med faldet i Vijayanagar-imperiet i 1565 efter slaget ved Talikota (Hampi)* emigrerede kunstnere, der indtil da var under kongelig protektion, til forskellige steder som Mysore, Tanjore, Surpur osv.

Den gamle Vijayanagar maleriskole absorberede lokale kunstneriske traditioner og skikke, der har udviklet sig til Sydindiske malerskoler, bl.a. i Mysore og Tanjore.

Kong Raja Wodeyar (1578-1617) gjorde denne malerform en god tjeneste ved at rehabilitere adskillige malerfamilier fra Vijayanagar-skolen.

Raja Wodeyars efterfølgere fortsatte ofte med at opmuntre kunstnerne til at udsmykke templer og paladser med mytologiske scener.

Imidlertid overlevede ingen af ​​disse malerier på grund af krigens hærgelser mellem briterne på den ene side og Haidar Ali** og hans søn Tipû Sâhib på den anden.
Haider og Tipû, som besejrede Wodeyars, overtog styret i Mysore i en kort periode. Kunstnerne (Chitrakar) blomstrede dog under Tipû og Haiders styre.

Efter Tipû Sâhbs død i 1799 indledte Maharaja Krishnaraja Wodeyar III (1799-1868) en ny æra ved at genoplive de gamle traditioner i Mysore. Han genoplivede musik, skulptur, maleri, dans og litteratur. De fleste af de traditionelle Mysoreskole malerier, der har overlevet, hører til denne periode.

Mysores malerier er kendt for deres elegance, deres bløde farver og detaljerne. Temaerne for de fleste af disse malerier er guder, gudinder og hinduistisk mytologi.

Der er stadig moderne skoler, der underviser i Mysore-stil i Mysore, Bangalore, Narasipura, Tumkur, Sravanabelagola og Nanjangud.

* Vijayanagar kongeriget (Hampi) varede fra 1336 til 1565 og dannede i hele denne periode et bolværk mod den muslimske invasion og beskyttede hele det sydlige del af det indiske subkontinent. Kongeriget Vijayanâgars trone var på det tidspunkt i hænderne på Aliya Rama Râya (1485-1565). Han var kendt for at være en manipulator og blandede sig i nabolandenes muslimske sultanaters anliggenderne. Selv om denne taktik oprindeligt var effektiv, endte Rama Râya med at vække  sultanaternes vrede, der forenede sig for at ødelægge dette hinduistiske rige. I 1565 påførte Deccan-alliancen bestående af Bijapur, Bîdâr, Berar, Golkonda og Ahmadnagar Rama Râya et kæmpe nederlag i slaget ved Talikota, hvor det muslimske artilleri gjorde forskellen. Kongeriets hær bliver ødelagt, Rama Rayâ bliver myrdet, og byen Vijayanâgar (Hampi) og de andre store byer i kongeriget lagt i ruiner. Det var en af ​​de få slag i den tid, hvor en koalitionsstrategi blev anvendt. Den afgørende kamp varede ikke længe. Sultanaternes tropper, i det stenede terræn, brugte en klassisk teknik: først blev de første af fjendens linier brudt ved hjælp af kanoner. Artilleriilden ødelagde den første række, og det massive frontale angreb fra de allierede hære afsluttede arbejdet. Sultanaternes sejr var total, og ​​Rama Râyas hoved blev vist som et trofæ. Slaget endte det sidste store imperium i det sydlige Indien.

** Haidar Alî (1720-1782) er de facto leder, derefter sultan for kongeriget Mysore i Sydindien fra 1761 til hans død. Han udmærkede sig militært og tiltrak til slut opmærksomheden fra lederne af Mysore. Han blev udnævnt til øverstkommanderende for Krishnaraja Wodeyar II's hær (1734-1766) og overtog magten fra monarken og Mysore regeringen. Han indgik en alliance med franskmændene mod briterne og blev de facto hersker af Mysore som øverste minister i 1761. Hans regeringstid var præget af hyppige krige mod naboer og af oprør på dets territorium. Hans  ældste søn Tipû Sâhib (1750-1799) overtager et stort kongerige, der grænses mod nord af Krishna-floden, mod øst af de østlige Ghats og mod vest det arabiske hav. Hele sit liv kæmpade han mod det militære herredømme fra det britiske østindiske selskab, især under den første og anden Mysore krig.

Tanjore skolen fra Tamil Nadu, fra det 16. århundrede

Tanjore maleri fra slutningen af 19. aarhundrede

Byen Tanjore eller Thanjavur indtager et unikt sted i historien om indisk maling. Malerne, der emigrerede til Tanjore efter faldet af kongeriget Vijayanagar i 1565 dækkede Chola-freskerne med malerier i Tanjore-stil.

"Religiøse malerier med en kongelig arv" er det, der kan siges om Tanjore malerier.   Tanjore var tidligt Chola-dynastiets hovedsæde (850-1250), men senere blev Tanjore styret af Nayak-dynastiet (1532–1673). Under Nayaks regeringstid begyndte kunstnerne i Tanjore at dekorere templer, bygninger, paladser og boliger for konger og Marathe* adelen.

Nayak-regenterne opmuntrede kunsten, hovedsageligt dans, klassisk musik og litteratur. Kongeriget Vijayanagars fald og ødelækkelsen af Hampi under slaget ved Talikota i 1565 forårsagede en migration af malerne, der var afhængige af af Vijayanagar-imperiets beskyttelse.

Tanjores malerier er kendt for deres rigdom, deres lyse farver. Kompositionerne af små elfenbenportrætter var meget populære. De blev generelt båret som vedhæng kaldet rajaharam.

Malerierne på stoffer, der er indsat på træ, repræsenterer i det væsentlige guderne i den hinduistiske mytologi, hovedsageligt Krishna og Ganesh, Laxmi, Parvati, Sarasvati. Det er dog Krishna, der har førstepladsen, fordi han er repræsenteret gennem forskellige episoder i hans barndom derefter af hans eventyr i hans ungdomsår, spillende fløjte for at forføre de unge piger eller i selskab med Radha, hans yndlingshustru.

Museer og gallerier i Chennai huser fremragende samlinger af Tanjore-malerier. På britiske museer, bl.a. Victoria & Albert i England kan man se en stor samling af Tanjore-malerier af Company Paintings-stil. Nationalmuseet i København huser også en fin samling af Tanjore-malerier fra 1600-tallet. Kong Christian IV af Danmark havde fået tilladelse til at bygge et fort i Tranquebar, "Dansborg", tæt på Tanjore.

Mange kunstnere producerer stadig værker ved hjælp af disse traditionelle teknikker.

* Som navnet antyder, har Marathe-imperiet sin oprindelse i den region, der nu udgør staten Maharashtra. I det 17. århundrede førte Shivâjî Bhonslé et oprør mod Mughal Empiret. Under hans og hans søn Sambhajis regeringstid strakte det marathiske territorium sig over Ganges-dalen og store dele af det centrale Indien.

Rajput skolen fra Rajasthan, fra 16. århundrede til 19. århundrede

Rāmas* og Sītās bryllup. Vægmaling i Bundi-slottet.

Rajput (eller râjpoute) maleri er en betegnelse for forskellige skoler, der dannedes i det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede og udviklede sig i løbet af det 18. århundrede ved det kongelige hof i Rajasthan.

Talrige vægmalerier er blevet malet i paladser, inden i fæstninger og havelier, især i Shekhawati-regionen.

* Rama er en mytisk konge i det gamle Indien, hvis heroiske liv fortælles i Rāmāyaṇa, en af de to store eposer fra Indien, skrevet på sanskrit. Sita er hustru til Rama, som hun har et indviklet sentimentalt liv med. Hun personificerer det dyrkede land og dets vegetation og symboliserer frugtbarhed.

Rullemaleri

Rullerne er papirark der er syet sammen og undertiden monteret på lærred. Deres bredde spænder fra 10 til 35 cm, og deres længde, sjældent under 1 m, og kan gå op til 5 m eller mere (Thangas kan blive op til 20-30 meter). I hver ende af disse ruller bruges en bambusstok (undertiden dekoreret med indgraverede mønstre) til at rulle værket. Maleriet udføres af en eller flere malere ved hjælp af naturlige farver. Sort opnås således med trækul eller brændt ris, rød med betel, blå med frugten af et træ kaldet nilmoni, osv. For at påføre disse farver tilføjes smeltet træharpiks.

Patta Chitras er den bedst kendte rullemaleri-skole. Men andre skoler fulgte, såsom "Company stil", der også er berømt for sine miniatyrer.

Patta Chitra fra 5. århundrede f. Kr.

Patta Chitra maleri der viser Krishna et Râdhâ

Patta Chitras rullemaling praktiseres hovedsageligt i Orissa og Bengal. Den stammer fra staten Orissa. Dens distinkte stil med stærke linjer og lyse farver indikerer, at den nok er påvirket af stammekunstens områder.

Det religiøse maleri er tæt knyttet til kulturen Jagannâtha, Krishnas niende avatar, især æret ved byen Puri. Værkerne repræsenterer hovedsageligt scener fra indisk mytologi og de to store epos af Râmâyana og Mahābhārata* samt lokale legender.

I Bengalen er maleren også en sanger. Historiefortællerne, kaldet patua eller chitrakar, der også er enestående malere, gengiver efter en tradition som er specielt for dem, fantastiske figurer, en tradition der er gået i arv fra deres forfædre. Motiverne, der er malet af patuas-folket i Bengalen, er ekstremt forskellige.

Deres publikum er hovedsagelig hinduer og muslimer, undertiden katolikker. Nogle patua-malere afbilder den franske revolution såvel som atombombe katastrofen i Hiroshima eller temaer med generel information (såsom en cyklon der ødelagde distriktet Midnapur, eller Mother Teresas død).

  Oprindeligt blev malerierne lavet på tørrede palmeblade (Tala Patta Chitra: Tala = palmetræ, Patta = blad, Chitra = illustration), men med tiden blev palmeblader ofte erstattet af silke eller bomuld overtrukket med en blanding af gummi, tamarindfrøpasta og kridt. Denne flade, kaldet "patta", slibes derefter let for at opnå en helt glat overflade. Malersangerne går fra landsby til landsby for at præsentere deres malerier på ruller af stof eller papir og fortæller om hinduistiske epos eller om de store sandeltræmyter. Hovedtemaerne i illustrationerne er verdenshistorien gennem de 10 "avatarer" af Vishnu**, Krishnas liv eller Ganeshs liv.

* Mahabharata, "Bhāratas store krig", er et kollektivt værk, skrevet og ændret gennem århundreder i den Vediske periode fra 2. årtusinde f. Kr. til omkring 6. århundrede.
Râmâyana, "Rāmas geste", er den korteste af de to mytologiske epos i sanskrit, udviklet mellem det 3. århundrede f.Kr. og det 3. århundrede.

** I henhold til den mest udbredte tradition er Vishnus 10 avatarer (guddommelige inkarnationer), "dashâvatâras" (ti avatarer):
1. Matsya, fisken
2. Kûrma, skildpadden
3. Varâha, vildsvin
4. Narasimha, løvemanden
5. Vâmana, dværgen
6. Parashurama, Rama med en økse
7. Rama
8. Krishna
9. Buddha
10. Kalki

Nakashi Patta Chitra fra det 2. århundrede f. Kr.

Cheriyal rulle

I Cheriyal blev de historiefortællende bomulds-ruller taget med på fortællerne ture for at berette eposerne for landsbyboerne. Rullerne er stiliserede malerier af Nakashi-kunst, rig på mønstre, karakteristisk for staten Telangana.

Kun nogle få familier praktiserer stadig denne tradition. Temaerne er meget landsbyagtige (bryllupsdansscener, hyrder, der fører deres besætninger, kvinder i deres daglige aktiviteter). Farverne er for det meste røde og blå.

Bouddhistisk Thanga fra det 5. århundrede

Thangka maleri af Manjuvajra mandala

En Thangka er bogstaveligt talt "en ting, der skal rulles ud". Det er et maleri, en tegning eller et stof på lærred, der er karakteristisk for buddhistisk kultur i Tibet, Nepal, Bhutan, Sikkim og Arunachal Pradesh. Det findes i alle størrelser, fra bærbare thangkas, der kan rulles op og rulles med to stænger passeret gennem deres hems, til thangkas der er beregnet til at blive rullet ud på en skråning eller væg, og som kan en bredde op til 10-30 meter.De ældste kendte Thangkas kommer fra nogle få steder i Indien, herunder Ajantâ-hulerne (fra det 2. til det 5. århundrede). De ældste Thangkas på stoffer er fra det 8. århundrede.

Thangka-malerier, der findes i Sikkim og Arunachal Pradesh, repræsenterer generelt symboliske mystiske diagrammer, guder i den tibetanske buddhisme eller Bon-religion, men også portrætter af Dalai Lama. De er ofte beregnet til at tjene som en støtte til meditation. Diagrammet er under alle omstændigheder fyldt med symboler; det kan være forbundet med en guddom. Nogle mandalas, meget detaljerede og kodificerede, bliver semi-figurative, semi-abstrakte.

Phad fra Rajasthan, fra det 14. århundrede

Den lokale gud Pabuji i Pabuji Ki Phad i Rajasthan, National Museum, New Delhi

Phad maleri er blevet praktiseret i Rajasthan siden det 14. århundrede, især i Thar-ørkenen (Jaisalmer, Bikaner). Phad-malerier præsenteres generelt i form af lange ruller, af stoffer eller Lærred, farvet med de dominerende farver i gul, rød og grøn. De transporteres af Bhopa, disse Baladin-præster med oprindelse i Nayakas-stammen, der synger legenden om Pabuji, en helt og en lokal gud, som er tilbedt af Rabari-stammen.

Bhopaen synger også legenden om Devnarayan, der er en kriger, der er en legemliggørelse af Vishnu. Phad-ruller er 5 til 10 meter lange. Præsentationen af ​​hvert epos varer hele natten. Mestrene på Phad-skolen er mænd fra Joshi-familierne i Bhilwara-distriktet, som var de eneste, der praktiserede dette maleri indtil midten af ​​det 20. århundrede.

I 1960'erne oprettede Joshiji en skole - Chitrashala Institute - for at undervise i Rajasthani-maleri og især Phad-maleri.

Der er kun 13 kunstnere tilbage, der praktiserer denne kunst.

Jain Vastrapatas fra det 15. århundrede

Jain-artist : Jehangir meat ban, 1610

Jains-malerierne på papir og tekstil (vastrapatas) fortæller Jains traditioner. Det bedst kendte værk er et maleri på en rulle (længde 210 cm) fra 1610 (se foto), hvor kejseren Jahangir forbød forbrug af kød under Jain-festivalen i Paryushan. Rullen er bevaret i Lalbhai Dalpatbhai Museum i Ahmedabad.

Chitrakathi fra det 17. og 18. århundrede

Chitrakathi, Chitra (billede) - Kathi eller Katha (historie), er malerier, der normalt bruges af historiefortællere fra Maharashtra og Andhra Pradesh. Ved at vise store billeder til publikum præsenterer fortælleren begivenheden med et enkelt musikinstrument. Denne praksis spillede en meget vigtig rolle i det 17. og 18. århundrede. Disse billeder bliver stadig malet i Kudal, Sindhudurga-distriktet og i delstaten Maharashtra.

Chitrakathi-malerier er afbildet på håndlavet papir ved hjælp af naturlige farver. Det er en næsten uddød kunst, der udøves af Thakkar stammesamfund i Maharashtra. Chitrakathi-kunstnere er et samfund af emigrantfortællere.

En vigtig samling findes i Raja Dinkar Kelkar-museet i Pune.

Jadupatua fra Bengalen, fra det 19. århundrede

Santhal-stammen er kendt for sine rullemalerier, som har samme udtrykformer som i Patta Chitra.

Se også: Santhal-stammen.

Kalighat fra Kolkata, midten af 19. århundrede

De første Kalighat-malerier i midten af det 19. århundrede var rullemalerier.

Malerne var både historiefortællere og sangere.

Se også: Kalighat fra Kolkata under moderne kunst.

Miniatyre

Indiske miniatyrer er malerier i små formater, oftest produceret på papir, undertiden på træ eller elfenben, udviklet fra persiske miniatyrer. De ældste miniatyrer er buddhistiske fra 8. til 12. århundrede og Jain fra det 11. til det 16. århundrede.

Specificiteten ved indisk miniatyrekunst er den poetiske naturalisme og kærligheden til natur, flora og fauna.

Hver region har en særlig miniatyrestil, fx. i Pahari, Rajasthani, Deccani og Moghol skolerne. I Rajasthan er miniatyrerne stærkt inspireret af deres miljø: ørkenen, den ridderlige tradition, de heroiske mænd og de smukke kvinder med farverigt tøj på en dyster og øde baggrund. De ædle rajput-krigere fra Rajasthan grundlagde forskellige kongeriger, som konkurrerede om at få overherredømmet i kunsten. Denne kulturelle chauvinisme genererede en raffineret stil. Kongehusene sponsorerede miniatyreskoler og hvert fyrstedømme og næsten hver by udviklede deres særskilte stil.

Victoria- og Albert-museet i London samt Frankrigs Nationalbibliotek i Paris har en stor samling af indiske miniatyrer.

Belysning af indisk miniatyreteknik

I en malerworkshop arbejder forskellige fagpersoner sammen: kalligrafer, tegnere, kolorister og bogbindere. Før lærlingen skal indvies som maler, skal han først kopiere de klassiske modeller, udført med tynde skind af ged eller gazelle. Modellerne gentages, indtil de huskes udenad. På den hvide baggrund laves en første skitse i rødt, derefter påføres de farvede masser, og en mørkere kontur afslutter arbejdet. Detaljerne (ansigtstræk og smykker) bliver malet sidst.

Den indiske maler arbejder siddende på jorden med arket fastgjort på et bræt. Hans udstyr består af et udvalg af hårbørster af gede- eller egern-hår og skaller til farverne. En børste med et enkelt hår kan bruges til at tegne umærkelige linjer til hår og øjne. Papiret, der er lavet af vegetale fibre (bambus, jute, hamp), bomuld linned og sommetider silkestof (i Deccan), kan farves med afkog af safran, henna eller indigo blade. For at gøre dem modstandsdygtige limes bladene med stivelse, gummi eller glukose og poleres efter tørring med en hård sten, så børsten let glider.

Den uendelige variation af pigmenter er af naturlig oprindelse. Sort er for eksempel fremstillet af kulstof eller af metal med blandet oprindelse (metallsalt og tannin). Gul og orange fås fra safran, svovl eller henna bark, og gul orpiment, typisk indisk, kommer fra ko-urin blandet med mangoblade.

Pigmenter af mineralsk oprindelse er malachitgrøn, blå af lapis lazuli eller azurit, som er et kobbercarbonat. Hele spektret fra okker, rød til brun, kommer fra landet, mens rød lak udvindes fra cochineal. Den færdige miniature placeret på en marmorplade gennemgår en endelig polering på bagsiden, hvilket giver farverne en næsten emaljeret glans. Margenerne (hashiya) udgør et ikke-ubetydeligt element i Mughal-miniatyrerne: farvede net, vask eller gylden krans grænser op til miniaturen, derefter en margin, slebet med guld eller sølv eller med marmoreret papir eller dekoreret med stencil, indrammer den malede side.

Bouddhistisk miniatyre, Pala og Sena dynastierne, fra 8. til 13. århundrede

Atisha var en bouddhistisk (Pala) lærer, som hjalp til at oprette Sarma (Tibetansk Bouddhisme)

Historien om miniatyren begynder i Østindien (Bengalen og Nepal) i buddhistiske klostre omkring det 8. århundrede. De ikonografiske regler var strenge og illustrerede generelt Buddhas liv.

Desværre blev mange af bogsamlingerne i disse klostre ødelagt under den tyrkiske invasion i 1192, og buddhistiske munke og malere blev tvunget til at søge tilflugt i Himalaya-regionerne og i Nepal.

De buddhistiske miniatyrer på palmeblade er lavet i det 11. og 12. århundrede i Bihâr og i Bengal. Paa det tidspunkt styrede Pala- og Sena-dynastierne (8. til det 13. århundrede) Bengalen og Bihar.

Pala er et indisk buddhistisk dynasti, der regerede fra det 8. til det 11. århundrede. Dynastiet blev grundlagt omkring 750 af Go Pala, der blev valgt til konge for at afslutte et halvt århundredes uorden. Efter de muslimske invasioner ledet af Muhammad Khilji i slutningen af det 11. århundrede, forsvinder Pala-dynastiet og erstattes i regionen af deres tidligere allierede, Sena.

Ved ankomsten af Sena, fusionerer hinduismen, som var sponsoreret af kongestyret, med buddhismen og Buddha bliver en avatar af Vishnu. Sena-dynastiet regerede derefter fra det 12. til det 13. århundrede.

Kommende fra den sydlige del af regionen blev Sena-dynastiet grundlagt i 1070 af Hemanta Sena, som oprindeligt tjente Pala-dynastiet. Han tog magten og erklærede sig uafhængig i 1095. I 1202 blev hovedstaden Nadiya evakueret før ankomst af general Bakhtiyar Khalji fra Ghurid (persisk) stammen. Ghuriderne erobrede den vestlige del af Bengal i 1204. Lakshman Sena døde kort efter, og hans efterfølgere regerede i nogen tid over den østlige del af Bengal. Den politisk magt overførtes til Delhi-sultanatet* med Keshab Senas død i 1230.

* Sultanatet i Delhi er det muslimske rige, der strækker sig over det nordlige Indien fra 1210 til 1526 fra dens hovedstad, Delhi. Flere tyrkisk-afghanske dynastier hersker successivt over sultanatet, slavedynastiet eller Muizzî-dynastiet (1206-1290), Khaljî-dynastiet (1290-1320), Tughlûq-dynastiet (1320-1413), Sayyîd-dynastiet (1414-1451) og Lhodî (1451-1526).

Tala Patta Chitra fra Orissa, fra 8. århundrede

Tala Patta Chitra der viser Krishna og nogle af hans avatarer

Tala Patta Chitra er en miniatyrstil fra Orissa, startende i det 8. århundrede. Malerierne blev oprindeligt lavet på tørrede palmer, skåret i rektangler af samme størrelse syet sammen med sort eller hvid tråd. Tegningerne blev indgraveret ved hjælp af en slags blækpenne og de opnåede graveringer udfyldt med blæk. Når linjerne var defineret, bruges vegetale farvestoffer for at farve tegningerne. Men for det meste var disse malerier bikromatiske, sort og hvid.

Maleriet er tæt knyttet til kulturen til Jagannâtha, Krishnas niende avatar, især kendt i Purî. Værkerne repræsenterer hovedsageligt scener fra indisk mytologi og de to store epos af Rāmāyana og Mahābhārata, men også slokale folklore sagn.

Jain miniatyre, fra det 11. århundrede

De 24 ophøjede Mestre

Jains* har, ligesom i arkitektur og skulptur, i vid udstrækning bidraget til udviklingen af billedkunst i Indien. Man kan finde utallige mængder af deres værker af ekstraordinær kvalitet, på vægge, på palmeblade, på stof, på træ og på manuskripter. Ellora har meget rige loftsmalerier i Jain-hulerne.

Jain-miniatyr kaldes Gujarat-stil eller mere specifikt Jain-stil.

I Vestindien, Gujarat og Rajasthan, optrådte Jain-miniatyren omkring det 11. århundrede og døde ud med muslimers ikonoklasme. Skrivere kopierede psalmer, sagn, fabler og biografier i gyldent blæk. Den mest illustrerede tekst var Kalpasutra*.

Miniaturebillederne var kun til stede ved introduktionen og afslutningen af ​​teksten for at bevare tekstens esoteriske karakter. Kalligrafien blev udført i guld eller sølvfarve på vermilion, lilla eller blå baggrunde.
Skriveren var den, der visualiserede helheden og definerede det rum, der var forbeholdt maleren. Formaterne var ikke særlig store (på grund af palmebladets form), hvilket tvang kunstneren til at male på en fortællende måde. Karaktererne er meget stiliserede på en monokrom blå eller rød baggrund med øjne malet på ydersiden af ​​et ret stramt ansigt. Et lille format der illustrerer de meget rigt dekorerede kostumer med lyse farver og masser af guld.

* For Jains er tiden en evig cyklus. Utsarpini er en positiv cyklus, hvor menneskelig moral og naturlige forhold forbedres over tid. Efter Utsarpini begynder Avasarpini, som er en negativ cyklus, hvor moral og menneskelige dyder nedbrydes.
  I midten af hver stigende og faldende cyklus bliver 24 sjæle Tirthankaras. Tîrthankaras er Jain-mestrene, skaberne der viser vejen for disciplene. De er 720 i antal, men kun de sidste 24 bliver ophøjede. De 24 sjæle akkumulerer speciel karma (skæbne) kaldet Tirthankar Nam Karma. Det er karma, der vises i den sidste tredjedel af deres liv.

Nirmal skolen, fra det 14. århundrede

Nirmal maleri

Nirmal malerier på træ, møbler, legetøj og miniatyrer i Adilabad-distriktet (Telangana) er en lille industri i byen. Håndværkerne danner et samfund og lever i Nirmal. Deres malerier har gyldne nuancer. Udviklingen i Nirmal-kunsten stammer fra Kakatiya-dynastiet*. Denne kunst blev praktiseret i det 14. århundrede af en gruppe håndværkere kendt som Naqash. Mughals elskede og støttede økonomisk denne kunst. I 1950'erne bragte Lady Hydari** disse kunsthåndværkere til den fyrste delstat Hyderabad og promoverede deres håndværk. Farverne i disse malerier er udvundet af mineraler fra urter og andre planter. Temaerne er inspireret af Ajanta og anden Mughal-kunst.

Nirmal's miniatyrer er lavet af blødt hvidt træ kaldet Ponniki, som hærdes ved at børste det med tamarindfrøpasta og dække det med fin muslin og pipeler. De anvendte farver er ekstrakter af planter og mineraler. På en mørk baggrund fremhæves malerierne med en gylden farve lavet af urtesaft.

* Kâkâtiya-dynastiet regerede fra 1083 til 1323 over et kongerige, der omtrent dækkede den nuværende Telangana, og hvis hovedstad var Orougallou. Denne hinduistiske stat var en af de store Telugu-stater, der bestod gennem århundreder, indtil den blev erobret af Sultanatet i Delhi.

** Amina Hydari var gift med Sir Akbar Hydari, premierminister i staten Hyderabad.

Dekkan miniatyre, fra det 16. til 19. århundrede

Khosrow overvåger Shirins bad, Dekkan, Hyderabad; ca. 1720-1740*

Deccan-maleriet blomstrede i det 16. og det 17. århundrede og gik gennem flere faser af pludselig modning og langvarig stagnation i det 18. og 19. århundrede efter Mughal erobringen af ​​Deccan. De fleste af de stilarter, der bruges af Deccan-malere, er af islamiske traditioner (tyrkisk og persisk), især arabeskerne, hvor disse er udsmykket med deccansk løv.

Deccan Sletten omfatter af flere stater i det centrale Indien, Maharashtra mod nord, Chhattisgarh mod nordøst, Andhra Pradesh mod øst, Karnataka mod vest, og mod syd strækker sletten sig ind i Tamil Nadu.

Den vigtigste Dekkan byer er Hyderâbâd, hovedstaden i Telangana. Andre vigtige byer er Bangalore, hovedstaden i Karnataka, samt Nagpur, Pune og Sholapur i Maharashtra. Tre store floder dræner med deres sidefloder sletten, Godâvarî i nord, Krishnâ i centrum og Cauvery i syd.

I det 16. århundrede, blev sultanatet af Bahmani** i Dekkan efterfulgt af muslimske dynastier, før Mughal-invasionerne. Disse kongeriger Ahmadnagar, Bijapur, Golconde og senere Hyderabad, var til dels shiamuslimske, mens Mughal-befolkningen var sunnimuslimer. De havde deres egen stil (dekkani kalam). De indiske bidrag kom fra det sidste store hinduistiske rige Vijayanagar, mens de udenlandske bidrag kom fra Afrika, Arabien, Persien eller Anatolien.

Mughal-indflydelsen er mærkbar i disse Dekkan-skoler, især i portrætter, men der er en markant udtryk for luksus, tekstiler, guld og indretning. Farvepaletten er omfattende, og de mere detaljerede kompositioner er ofte præget af kæmpe blomster.

Ahmadnagars territorium blev annekteret af Akbar, og Bijapur og Golconde blev udslettet i 1686 og 1687 af ​​Aurangzeb og hans sønners hær. Det er fra denne periode, at de fleste Dekkan-miniatyrer stammer. Golconde-kunst er den bedst repræsenterede. Talrige serier af portrætter blev udført, der repræsenterede sultanerne fra Golconde, deres generaler og hovmestre, men også regenterne i Bijapur, Mughal-kejserne og deres vasaller. Disse portrætter blev udført af kunstnere der var tæt på ​​den besættende Mughal-magt, for eksempel kunstneren til ​​albummet Manucci. Senere, da Nizam fra Hyderabad efterfulgte sultanerne fra Golconda, forsvandt Dekkan malernes fyrsteordrer. Kunstnernee spredte sig eller nærmede sig nye sponsorer. Deres stil mistede sin karakter, og værkerne blev stereotype. Mange af disse album blev ægte historiske gallerier lavet til europæiske rejsende, så det er ikke ualmindeligt at finde disse album i Vesten.

* Under en jagt overrasker kongen af Persien Khosrow Parviz den badende Shirin, prinsesse af Armenien. Shirin sidder på en klippe over en strøm, hvor fem kvinder bader blandt de lyserøde lotus.
** Det muslimske sultanat Bahmanî, der blev grundlagt i 1347, konkurrerer om kontrollen over Dekkan med det hinduistiske rige Vijayanâgar, der er beliggende ved sultanatets sydlige grænse.

Rajput miniatyre, fra det 16. til 19. århundrede

Gudinden Durga i et Guler stil maleri

Pahari-maleri
  I kongerigerne i Rajasthan omfatter Rajput-skolen forskellige skoler indisk maleri udført i det 16. århundrede eller i begyndelsen af det 17. århundrede og det udviklede sig i løbet af det 18. århundrede ved kongelige hof i Stor Rajasthan (det gamle Rajputana).

Nogle skoler har sin oprindelse i Mughal-maleri, som i sig selv stammer fra blandingen af persiske miniaturer, indisk naturalisme og vestlige miniaturer og graveringer. Hvert Rajput-rige udvikler sin egen stil, som betyder at utallige skoler opstår. De mest berømte er skolerne i rājasthāni-provinsen: Mewar, Marwar, Bûndî, Jaipur, Bikaner, Kishangarh, Alwar, Kota og Jodhpur, men også i de gamle Rajput-kongeriger ved Himalaya foden. Pahari-maleriet er opstået.

Rajput-miniatyrer findes hovedsageligt på papir i form af miniatyrer i manuskripter.

På den anden side er der også produceret mange vægmalerier i paladser og havelis.

Rajput-malerier viser et vist antal temaer, især fra Râmâyana og Mahâbhârata, Krishnas liv eller smukke landskaber. Rajput-maleri blev hovedsageligt udtrykt gennem miniatyrer, men også på væggene i paladser, forter og havelis, især Shekhavatis. Mange bevarer effektiviteten af ​​den elliptiske linje og den fladhed, der kendetegner miniaturen før Mughals og Rajasthans folkekunst. Mogholernes ankomst førte til en renæssance af maleriet, der varede indtil 1800-tallet. Derefter udviklede en stil med miniatyrer af indisk, persisk og europæisk inspiration. Fra disse skoler blev der født to bemærkelsesværdige stilarter i indisk maleri: Pahari-maleriet med Kangra-stilen fra ​​Himachal Pradesh (for eksempel i den gamle stat Guler) og Basholi-stilen fra Jammu & Kashmir. Kangra-stilen er kendetegnet ved sin delikatesse, dens femininitet, mens Basholi-stilen er fuld af styrke.

Denne tradition er stadig i kraft i Indien og overføres fra far til søn. Rajput-traditionen har slags renæssance takket være skolen Chitera Art School i Kangra (Himachal Pradesh), der underviser i Pahari-maleri.

I Dharamsala er der et Museum for Kangra Art.

Moghol miniatyre, fra det 16. til 19. århundrede

Moghol miniatyre fra 17. århundrede

Moghol* kongedømmet blev grundlagt af Babur (1526-1530).

Hans søn Humayun (1530-1540 og 1555-1556), på et tidspunkt flygtning i Persien, ved Shah Tahmasp hof, var følsom over for miniatyrekunsten, og fra sit eksil vendte han i 1555 tilbage til Delhi ledsaget af to mestre i miniatyremaling. Han døde året efter, og Mughal-kunstens guldalder anses for at tilhøre hans efterfølgeres regeringer, tre af de store Mughal konger: Akbar, Jahangir og Shah Jahan.

Akbar (1556-1605), Humayuns søn, der steg op i tronen i en meget ung alder (14 år gammel), var en af ​​de mest oplyste herskere i islam. Den samme tendens til synkretisme, som drev kejseren mod en universel religion, blev anvendt i Mughal-miniatyren, hvor forskellige påvirkninger eksisterede.

det kejserlige værksted emigreredeinviterede miniatyremalere og muslimske kalligrafer fra det sephardiske hof, samt en del malere af hinduistisk oprindelse. De europæiskee miniatyrer spreder sig ligeledes takket være illustrerede værker bragt rundt af jesuittiske missionærer. I løbet af få år blomstrede således en ægte Mughal-skole.

Med Jahangir (1606-1627), søn af Akbar, en stor kunstelsker, nåede miniatyren en uovertruffen balance, det indiske naturalistiske bidrag smelter sammen med vestlige elementer som chiaroscuro og perspektiv.

Jahangirs søn Shah Jahan (1627-1658), bedre kendt som en bygherren af Taj Mahal, et mausoleum til minde om hans kone Muntaz Mahal. Under hans regeringstid nåede maleriet en klassisk perfektion.

I 1658 tog Aurangzeb (1658-1707) magten fra sin far som han fængslede og anbragte i det røde fort Āgrā. Han var allerede i 1636 blev udnævnt til vicekonge for Dekkan. Han er den sjette og sidste af Stor Mughol-riget og var temmelig ligeglad med kunsten.

Under hans efterfølgere kendte miniatyrkunsten sin svanesang med smukke og næsten akademiske miniatyrer. Snart vaklede imperiet under både eksterne og interne invasioner. I 1739, beordrede den persiske Nadir Shah plyndringen af Mughal hovedstaden og bragte dens fabelagtige rigdom med sig: guldtroner, overdådige smykker, men også værdifulde kejserlige manuskripter. Mughal Empiret led en lang smertefuld død indtil den sidste Timuride, Bahadur Shah II (1837-1857), blev detroniseret af briterne i 1862 og gik i eksil.

* På trods af udtrykket "Moghol" anses dynastiet, der regerede i Indien fra 1526 til 1858, ikke for at være af mongolsk oprindelse. Selv om Babur hævdede at der var et fjernt slægtskab med Genghis Khan fra hans mor side, var Babur en Turk Chaghātai, der fra sin far stammede fra Timur Lang, der regerede i Samarkand i slutningen af det 14. århundrede, og som invaderede Indien i 1398. Afslutningen af Timurid-magten i Turkestan er den direkte årsag til at det såkaldte Mughal Empire opstod i Indien, da Babur, drevet fra sit domæne Ferghāna (Uzbekistan) ved Uzbekernes invasion, bosatte sig i Kabul. Da han blev informeret om  Ibrāhīm Lodis vanskelighederne i Delhi, besatte han Lahore i 1524. Baburs sejr i Panipat (i den nuværende stat Haryana) i 1526 åbnede vejen til Delhi for ham.

Moghol provins miniatyre, fra 18. århundrede

En Mughol prince og ladies damer i en have.

Efter sammenbruddet af den kejserlige magt søgte mange kunstnerefamilier tilflugt hos andre mæcener, Rajput-herskere eller nababs (nawabs), der styrede de empirets provinser. Blandt sidstnævnte blomstrede skoler - kaldet Moghol provinsskoler (i Faizabad, Murshidabad og Farrukhabad) - en ny stil blomstrer. Lige som trubadurmaleri favoriserede de sene Mughal-miniatyrer fremstillinger af zenana (damelejligheder), et romantisk eller poetisk emne fra litteratur.

Krigsherrens tapperhed blev fulgt af den amurøse og ulykkelige helt og de tilbagevendende romantiske temaer som mødet med Shirin og Khosrow eller Sahib og Wafa ved brønden. Det næsten magiske religiøse emne Ibrahim Sultan* fra Balkh betjent af englene blev ofte repræsenteret, såvel som den maleriske jagt på Bhils (stamme nord for Dekkan) eller kvinder, der besøger en sadhu (hinduisk asket), såvel som ragamalaen (blomsterkrans af raga), der illustrerer musikalske temaer af indisk oprindelse.

* Ibrahim Sultan (1394-1435) er en Timurid prins, barnebarn af Timour Lang. Han var halvbroren til Ulugh Beg, prins-astronomen i Samarkand.

Moderne kunst

Den moderne maleriretning i Indien begyndte i Kolkata i slutningen af 1800-tallet. De gamle maleri traditioner var mere eller mindre forsvundet i Bengalen, og kunstskoler blev oprettet af briterne.

I begyndelsen blev hovedpersonerne i den indiske kunst som Raja Ravi Varma inspireret af vestlige traditioner og teknikker, herunder oljemaleri og maleri på stativ. Men kunstnerne i den "Bengalske renæssance", især Abanindranath Tagore og Nandalal Bose, kritiserer kraftigt Ravi Varmas "occidentale" stil, som de betragtede som vulgær og sentimental, blottet for værdi og mening. Senere, i 1962, sluttede Gruppen 1890 med Jagdish Swaminathan sig til kritikken, men kritiserede på samme tid den "pastorale idealisme" i Tagores og Boses Bengalskole.

En reaktion på vestlig indflydelse førte til en genoplivning af primitivismen, kaldet "Bengalskolen", der støttede sig på Indiens rige kulturarv. Bengalskolen erstattes af Santiniketan-skolen, oprettet af Rabindranath Tagore, der vender tilbage til det idylliske landlige liv. På trods af sin indflydelse over hele landet i de første år mindskes vigtigheden af skolen i 1940'erne.

Tagore familiens indflydelse

Abanindranath Tagore : Bouddha som tigger

Tagore familiens indflydelse var meget vigtigt i Kolkata, både intellektuelt og kunstnerisk. Abanindranath Tagore, hans bror Gaganendranath Tagore, hans søster Sunayani Devi, hans onkel, digteren Rabindranath Tagore og hans nevø Subho Tagore bidrog fra kolonitiden til postuafhængigheden til opbygningen af moderne indisk kunst. Maleren Abanindranath Tagore var den første, der hævdede en national kunst, en indisk autenticitet. Han hentede sin inspiration fra Nordindiens hofmalere. Fra da af brød man væk fra vestlig akademisk illusionisme bekræftet, og gik tilbage til subkontinentets rige kunstneriske arv.

Gaganendranath og digteren Rabindranath Tagore valgte andre kunstneriske veje for at manifestere et afslag af nationalistisk billedkunst. De valgte en åbning af den indiske kultursfære for andre påvirkninger, blandt andet fra den europæiske avantgarde. Langt fra de nationalistiske strømninger med tilbagevenden til den "vediske guldalder" bekræftede Gaganendranath og Rabindranath Tagore deres kunstneriske indianitet ved at hente inspiration fra andre kunstneriske former: japansk kunst, aztekisk kunst, kubistisk, ekspressionistisk eller ”fauve”. Uafhængigheden hjalp med til at berolige debatten mellem kunst og national identitet.

Subho Tagore, grundlægger af Calcutta Gruppen, var blandt de første indiske kunstnere, der åbent hævdede, at han tilhørte den internationale modernitet.

Kalighat fra Kolkata, 1850-1940

Ravana* og Hanuman, Kalighat school of painting, ca. 1880

Mens den koloniale magt reducerede håndværket i landdistrikterne til næsten intet i det 19. århundrede, emigrerede landbefolkningen, for at overleve, mod Kolkata, datidens britiske hovedstad. Samtidig begyndte skolerne for kunst og maleri at følge reglerne for traditionel Mughal-kunst, mens andre hinduistiske malerskoler mistede deres mæcener. Kalighat-stilen begyndte derfor at udfylde tomrummet i kunstverdenen i Bengalen.

De tidligste Kalighat malerier var rullemalerier. Malerne var historiefortællere og sangere. Landsbyboerne, der emigrerede til Calcutta, samlede sig omkring et sted kaldet Kalighat, fordi det er der, templet for gudinden Kali ligger. Emigranterne bragte deres landlige kunst med sig, og på kort tid blev deres malerier kendt som Kalighat-stilen.

Kalighat-maleri har to forskellige stilarter: • Traditionel eller orientalsk stil: I det 19. århundrede var Kalighat-malerier begrænset til temaer for den hinduistiske religion. • Moderne eller vestlig stil: I begyndelsen af ​​det 20. århundrede dukkede emner, der var centreret omkring tidens sociale og politiske spørgsmål op, i form af satyrer.

Mediet til disse malerier udviklede sig også over tid, idet papir erstattede stof som hovedmateriale.

Succesen med denne kunst kollapsede derefter gradvist. Dens oprindelige popularitet i kolonitiden, tilskrevet dens etniske karakter, der udfordrede vestlige kunstformer, gav plads til et tilbagegang, der blev indviet af "lærde". Derudover fjernede denne kunst sig for langt fra de former, der er anbefalet af hinduistiske tekster, så den kunne ikke være hellig. Men fra det 20. århundredes begyndelse ​​ blev betydningen af ​​folkekunst som en form for nationens kulturelle identitet imidlertid tydelig. Khaligat kunsten genvandt sin betydning i alles øjne.

Den største samling af Kalighat-malerier findes i London på British Museum og Victoria and Albert Museum. De ønsker ikke at levere dem tilbage til Indien. Til gengæld tilbød de en Indien en udstilling med disse værker!

* For at dræbe dæmonen Ravaṇa inkarnerede Vishnu sig som Rama. Hjulpet af sin onkel Maricha fangede og fængslede Ravaṇa Sîtâ, Ramas kone. Rama og hans loyale øverstkommanderende, aben Hanuman, førte en hær af mennesker og dyr for at ødelægge Ravana og befri Sita. Denne ekspedition fortælles i Rāmāyaṇa.

Bengal School of Art, 1900

"Bharat Mata" (Mother India) af Abanîndranâth Tagore (1871-1951)

Bengalskolen havde en stor indflydelse på de kunstneriske stilarter, der blomstrede i Indien under det britiske Raj i starten af det 20. århundrede. Denne skole har været forbundet med indisk nationalisme, men den er også blevet opmuntret og støttet af mange britiske kunstadministratorer.

Bengalskolen har etableret sig som en nationalistisk avantgarde-bevægelse, der reagerer mod den akademisk malestil, der hidtil var blevet udført af kunstnere som Ravi Varmâ og i britiske kunstskoler. Efter generaliseringen af ​​indisk spirituel indflydelse i Vesten forsøgte den britiske kunstlærer Ernest Binfield Havell at reformere undervisningsmetoderne ved Kolkata kunstskole ved at tilskynde eleverne til at efterligne miniatyrer og Mughal-malerier. Denne retrograde ændring fremprovokerede en enorm kontrovers, der startede en studentestrejke, klager i den lokale presse. Havel blev støttet af kunstneren Abanîndranâth Tagore, en nevø af digteren Rabindranath Tagore. Tagore malede et antal værker påvirket af Mughal-kunst, en stil som Havell og han selv anså for at være udtryk for indisk åndelige kvalitet i modsætning til "materialismen" i Vesten.

Kunstnere: Abanîndranâth Tagore, Nandalal Bose, MAR Chughtai, Sunayani Devi (søster til Abanindranath Tagore), Manishi Dey, Mukul Dey, Kalipada Ghoshal, Asit Kumar Haldar, Sudhir Khastgir, Kshitindranath Majumdar, Sughra Rababi Seni Rammanohar Sinha, Kiron Sinha, Gaganendranath Tagore (bror til Abanindranath Tagore).

Indian Society of Oriental Art, Abanindranath Tagore, 1907

My Mother (1912–13), Abanindranath Tagore

I 1907 åbnede Abanîndranâth Tagore og hans bror Gaganendranath Tagore Indian Society of Oriental Art.

Abanindranath Tagore var den første, der gik ind for national kunst der udtrykte indisk "ægthed", og han hentede inspiration fra hofmalerierne i det nordlige Indien.

Hans bror Gaganendranath og digteren Rabindranath Tagore valgte snarere en åbning af den indiske kultursfære for andre indflydelser, blandt dem fra den europæiske avantgarde.

Med Shadanga (de seks principper for indisk maleri) Abanîndranâth Tagore fastsætter med delvis henvisning til Kama Sutra af Vatsyayana, de seks vigtigste principper i indisk klassisk maleri:

1) Roopa-Bheda eller kendskaben til formerne
2) Pramanami eller kendskaben til proportioner
3) Bhava eller indgydelse af følelser
4) Lavanya-Yojnam eller indgydelse af nåde
5) Sadradhyam eller kendskab til ligheder
6) Varnika-Bhanga eller viden og anvendelse af farver.

Han tilføjer to yderligere principper til denne liste:
7) Rasa, indbegrebet af smag, og
8) Chanda, rytmen.

De bedst kendte kunstnere er Abanindranath Tagore, Surendranath Ganguly, Nandalal Bose, Asit Kumar Haldar (barnebarn af Rabindranath Tagore) og Gaganendranath Tagore.

Santiniketan, Rabindranath Tagore, 1924

Rabindranath Tagore : Woman

Digteren og nobelprisvinderen i litteratur Rabindranath Tagore etablerede i 1901 en udeskole, hvis naturlige og montessorianske pædagogik afviger markant fra datidens metoder. Han kalder det fredens bolig (Shanti-niketan). Det var først i 1924, at han resolut begav sig ind i billedkunst. Så 63 år gammel tøver han ikke med at risikere sig selv i et udtryksområde, hvor han ikke havde fået nogen specifik træning. Rabindranath Tagore forsøgte at flygte fra et socialt og politisk miljø, som han ikke længere syntes at have stor indflydelse på. Han kan også have forsøgt at fjerne sig fra sin konflikt med Gandhi, som han dog beundrede.

Fra tyverne fandt han "hvile" ved at gå i gang med opførelsen af centrum af Shantiniketan og lave malerier og tegninger. Denne holdning fra digteren, kritiserede hans ven Romain Rolland skarpt.

I et brev af 28. august 1930: "... I en time, hvor lederne af hans folk er fængslet, og Indien lider i sin heltemodige passion, befinder [Tagore] sig i en anden sfære. ".

Rabindranath afviste kategorisk selve begrebet "indisk nationalisme". I 1908 skrev han: ”Jeg vil aldrig lade patriotisme sejre over menneskeheden, så længe jeg lever. ". For Tagore var horisonten for Indiens uafhængighed ikke nationen, men frigørelsen. Frihed mod diskrimination på grund af kaste, køn og social gruppe. Denne drøm om frihed, trues nu af den konservative hinduistiske nationalistiske bølge under Modis regering i 2020.

Nationalisme er for Tagore et vestligt begreb, skabt for at tillade en imperialistisk politik. Nationerne forvandler folk til rovdyr, der kaster sig over ”no-nations” (som Indien) og pålægger de erobrede lande en fred baseret på terror.

Således fordømte Rabindranath Tagore værdierne af en ”indienhed” forsvaret af Havell. Ifølge Tagore ville det at vende tilbage til den vediske guldalder føre til en etnisk nationalisme, som udelukker de andre former for kultur, der havde udviklet sig på Indisk jord. For ham var en nationalistisk politik i Indien såvel som en nationalistisk kunst ægte afvigelser. På Dhaka-konferencen i 1926 (The Meaning of Art) sagde han: "Jeg opfordrer kraftigt vores kunstnere til at benægte deres forpligtelse til at fremstille noget, der kan betegnes som indisk kunst, for at tilfredsstille en gammel verdens manerer ".

Indflydelsen fra vestlig samtidskunst er meget mærkbar i de menneskelige figurer, der udgør en vigtig del af digterens bildende kunst. Størstedelen af disse værker præsenterer en enkelt person, som ofte skiller sig ud enten på en udfarvet baggrund eller mod en blank baggrund.

I et maleri uden titel, der repræsenterer et mandeansigt, minder den kantede karakter af profilen og dens nedbrydning i rektangulære overflader om Percy Wyndham Lewis. Det er sandsynligt, at Rabindranath Tagore fandt sin inspiration i den britiske vorticisme, der var stærkt præget af kubistiske og futuristiske eksperimenter. I repræsentationen af en kvinde malet mellem 1928 og 1930 er figuren som omgivet af en farvet aura, der ikke har en religiøs reference. Dette maleri minder om værkerne fra Gustave Moreau eller Odilon Redon, som digteren havde opdaget under sit ophold i Paris.

De første udstillinger af hans værker fandt sted i 1930 i Europa og De Forenede Stater, men først i december 1931 har Tagore sin første udstilling i Indien. Rabindranath Tagore siger, at et stort antal parisiske kritikere udviste stor interesse for hans tegninger: ”En autoritet fortæller mig, at jeg havde opnået noget i disse billeder, som franske kunstnere forgæves havde forsøgt at nå frem til. Jeg kunne ikke tro det selv, men sådan var det... med disse ord i tankerne kom jeg til den konklusion, at jeg kunne have en vis tillid til mine egne kræfter kunstner [...] ". Præsentationen af hans værker i udlandet var for digteren også en måde at frigøre sig fra den systematiske forbindelse mellem kunst og nationalisme.

Nutidig bykunst

Vestern indflydelse

Under kolonitiden havde vestens stor indflydelse på indisk kunst. Nogle kunstnere udviklede en stil tæt på den, der anvendes i Vesten med hensyn til komposition, perspektiv og realisme. Andre, som Jamini Roy, blev bevidst inspireret af folkekunst.

Uafhængigheden i 1947 gav adskillige indiske kunstskoler adgang til moderne teknikker og ideer. Gallerier blev oprettet for at præsentere disse kunstnere. Moderne indisk kunst afslører generelt indflydelsen fra vestlige stilarter, men den er ofte inspireret af traditionelle indiske temaer og billedekunst. Indiske kunstnere er begyndt at få international anerkendelse, først blandt den indiske diaspora, derefter blandt ikke-indiske samlere.

Bombay Art Society, 1888

Bombay Art Society, den første kunstorganisation i Bombay, blev oprettet i 1888 for at fremme nutidskunst og tilskynde britiske kunstnere. Derefter begynder Bombay Art Society at inkludere indiske kunstnere i dens udstillinger. Fremtrædende kunstnere som Raja Ravi Varma, Ganapathi Mhatre og M.F. Pithawala sendte deres værker til konkurrencerne og vandt præmier.

Siden da har foreningen spillet en central rolle som en kunstfremmende organisation i Indien.

Arkitekt Sanjay Puri har tegnet en ny bygning med tre gallerier, til Bombay Arts Society (indviet i 2013). Det er den eneste offentlige bygning, der for nylig blev åbnet i Mumbai. Denne bygning er udelukkende dedikeret til kunst og kunstnere.

Bombay Art Society fortsætter ikke desto mindre med de årlige udstillinger (siden 1952) i Jehangir Art Gallery.

Bombay Contemporary India Artists' Group, 1941

Gruppen Bombay Contemporary Indian Artist's eller Young Turks blev støttet af rektor for Bombay School of Fine Arts (Sir J.J. School of Art), Charles Gerrard. Deres stil var påvirket af traditionel indisk kunst og vestlig postimpressionisme.   De bedst kendte kunstnere er P. T. Reddy, B. C. Sanyal og Sailoz Mookherjea. Deres første udstilling fandt sted i 1941.

Calcutta Group og socialrealismen, Subho Tagore, 1943-1953

Zainul Abedin : Bangladesh frihedskrig, 1971

I året med hungersnød i Bengalen* blev Calcutta Group oprettet. Kunstnere, romanforfattere og filmskabere har forsøgt at fremstille hungersnødens rædsel med deres arbejde.

Den bengalske maler Zainul Abedin var en af de første der dokumenterede om hungersnød med hans skitser, der skildrede ofrenes kroppe. Med bogen Hungry Bengal (november 1943) viser kunstneren Chittaprosad Bhattacharya de mest morbide detaljer om hungersnød. Storbritanien konfiskererer og censurerer bogen.

Subho Tagore, nevø af Abanindranath Tagore, var blandt de første indiske kunstnere, der åbent hævdede, at han tilhørte den internationale modernitet. Han gar imod Abanindranaths og Rabindranaths holdning. Kunstneren skal hævde sin individualitet, men uden at forsømme sit sociale engagement.

De æstetiske orienteringer af Calcutta Group var genstand for et manifest med titlen Calcutta Group. Det var skrevet af billedhuggeren Prodosh Dasgupta og blev offentliggjort i 1949 under bevægelsens første retrospektive udstilling i Kolkata.
To væsentlige punkter i manifestet:

1) gruppen krævede at man afskaffede enhver religiøs indflydelse i det kunstneriske felt for at afværge ethvert forsøg paa revivalisme,

2) gruppen hævdede, at der var behov for at inkludere den kunstnerisk skabelse i en forskningsproces, der tager hensyn til verdensudviklingen, såvel den sociale som politiske. Formålet var at åbne et nyt æstetisk og specifikt bengalsk perspektiv der tager hensyn til de forskellige strømninger af modernitet.

Gruppen begyndte at udstille i 1945 og havde en udstilling med Bombay Progressive Artists' Group i 1950 i Bombay.

Hovedmedlemmerne var billedhuggeren Das Gupta og malerne Subho Tagore (grundlægger), Paritosh Sen, Gopal Ghose, Nirode Mazumdar og Zainul Abedin.

* Den Bengalske hungersnød i 1943 er den næstdødeligste hungersnød, der har fundet sted under koloniseringen af det indiske subkontinent af det britiske imperium. Det anslås, at mellem to til fire millioner mennesker døde af sult i 1943.
 Det britiske imperium finansierede sin krigsindsats (mod Japan) delvis med inflation, mens det omdirigerer sine udgifter til militære varer. Selvom Bengalen havde ris og korn nok til at brødføde befolkningen, var millioner af mennesker for fattige til at købe den nødvendige mad.

Kashi Shailee, 1947

Inspireret af de vernakulære malere fra Uttar Pradesh (og Benares) og af indisk miniatyretradition, skabte den unge Ram Chandra Shukla (født i 1925) i 1947 en skole kaldet Kashi Shailee.

Bombay Progressive Artists' Group, 1947-1956

The Bombay Progressive Artists' Group, skabt kort efter uafhængigheden af Indien i 1947, har til formål at etablere "en ny måde at udtrykke Indien på i den post-koloniale æra" i opposition til nationalismen i Bengal School of Art.

Grundlæggerne er seks kunstnere, der uddannede sig fra Sir JJ School of Art i Bombay: K. H. Ara, S. K. Bakre, H. A. Gade, Maqbool Fida Husain, Sayed Haider Raza og F. N. Souza (Souza blev udvist fra skolen i 1945 for nationalisme og rejste til Paris!).

Selvom gruppen blev opløst i 1956, har den påvirket udviklingen af indisk kunst.

Næsten alle de store kunstnere i Indien fra 1950'erne var forbundet med denne gruppe, herunder Bal Chhabda, Vasudeo S. Gaitonde, Krishen Khanna, Ram Kumar, Tyeb Mehta og Akbar Padamsee. Kunsthistoriker Anand Krishna henviste også til værkerne fra disse moderne kunstnere, der afspejler den indiske filosofi.

Delhi Silpi Shakra, 1949-1968

Murdekoration af Satish Gujral i Punjab Agricultural University campus i Ludhiana, (Punjab)

De fleste kunstnere fra bevægelsen Delhi Silpi Chakra (Delhi skulpturcirkel) var flygtning fra Pakistan efter partitionen.

Grundlæggere: B. C. Sanyal, Pran Nath Mago, Rai Anand Krishna, K. S. Kulkarni, Dhan Raj Bhagat.

Andre kunstnere: Satish Gujral, Ram Kumar, Dinkar Kowshik, Krishen Khanna, Jaya Appasamy, Avinash Chandra.

Ny-tantrismen, fra 1950

Sayed Haider Raza - 1995

Tantrisk kunst præsenteres ofte som en form, der både er meget gammel og meget konceptuel, endda abstrakt. Fra starten er tantra tekster, der er ritualer i modstrid med brahminiske standarder for renhed, især ved hjælp af geometriske diagrammer.

Disse tekster har påvirket indiske kunstnere i årene 50-60. De fortolkede dem som indiske abstrakte former og derefter i modkulturklimaet som "overtrædende" former, der tillader kritik af det indiske samfund indefra. Vi kender begrebet "orientalsk spiritualitet" i hippiebevægelser, men vi glemmer ofte modstykket til denne mode blandt unge indere, især i kunstneriske kredse, i maleri, men også poesi, i dans eller i film.   Nogle malere, som Raza, er inspireret af filosofisk-mystiske begreber som punktet (bindu) og spiralen. Spiralen drejer majestætisk fra den centrale bindu, dens cirkulære bevægelse af udrulning ved successive vendinger, i hinduisk kultur symboliserer den udviklingen af ​​den menneskelige bevidsthed eller den kosmiske udvikling af universet. Det kan køres i begge retninger, i en evolutionær eller en involutionær retning tilbage til oprindelsen. Mange malere er blevet påvirket af denne geometriske og raffinerede æstetik.

Group 1890, Bhavnagar, 1962-1963

Gruppen der blev oprettet på adressen hus nr. 1890 i Bhavnagar, Gujarat blev grundlagt af Jagdish Swaminathan.

Swaminathans og Group 1890's manifest afviser den vulgære naturalisme af Raja Ravi Varma og den pastorale idealisme i Bengalskolen. Kunstværkerne skal løses fra alle forpligtelser:

• Kreativitet har sit eget formål og er ikke relateret til det kunstneriske resultat.
• Værker bør ikke låses inde i kategorier eller historiske epoker.
• Værket er unikt og lever sit eget liv.
• Du skal føle værket, ikke bedømme eller evaluere det.
• Konklusion: kunstværket er frit!

Senere bliver Swaminathan direktør for Bharat Bhavan-museet i Bhopal. Han bevarer sin ånd af åbenhed og accepterer vernaculære værker uden at klassificere dem som stammekunst eller håndværk.

Kunstnere: Jagdish Swaminathan, Jeram Patel, Ambadas Khobragade, Jyoti Bhatt, Rajesh Mehra, Gulammohammed Sheikh, Raghav Kaneria, Reddappa Naidu, Eric Bowen, S. G. Nikam, Balkrishna Patel, Himmat Shah ...

Calcutta Painters' Group, 1964

Jogen Chowdhury

I 1963 dannede otte kunstnere en gruppe kaldet Calcutta 8. De var Rabin Mondal, Prokash Karmakar, Bijan Choudhary, Nikhil Biswas, Gopal Sanyal, Mahim Roodra, Gunbritt Roodra og Bimal Banerjee. Calcutta 8 blev fusioneret med Calcutte Painters 'Group i 1964.

Calcutta Painters' Group bryder sammen med de gamle bengalske skoler. De er efterfølgerne af Calcutta Group oprettet i 1943 og en afleder af Society of Contemporary Artists.

Kunstnere: Jogen Chowdhury (grundlægger), Sarbari Roy Chowdhury, Bijan Choudhary, Prokash Karmakar, der også oprettede sin egen gruppe, Prokash Karmakars 'Society of Artists i 1962, Ganesh Pyne, Isha Mohammad, Rabin Mondal, Bimal Dasgupta, Niren Sengupta , Dhiraj Chowdhury, Sandip Sarkar ...

Street Art

Street Art i Mumbai. RF Anders Laustsen

Karikaturer

Traditionen for karikatur i Indien er gammel. Charles Dickens, der tog fejl da han sagde at det asiatiske temperament er alvorligt, og at han ikke finder nogen fornøjelse i sjov som sådan. Mahatma Gandhi ville i sin avis Journal Indian Opinion, der blev offentliggjort i Sydafrika, gengive tegneserier fra de britiske satiriske aviser, der angreb det koloniale imperium. Allerede de hinduistiske guder blev muntert karikeret. Hvor vanskeligt er det for en indisk designer at modstå fristelsen til at karikere hinduistiske guder! Den berømte designer Kaak indrømmede: Alle vores hinduistiske guddomme er karikaturer.

Det indiske demokrati giver aviser og tegneserietegnere mulighed for frit at karikere. Mange tegneserietegnere udøver deres talent i indiske publikationer.

Siden 1990'erne eksploderede antallet af tegneserietegnere, der lavede politiske tegninger i dagblade. Indien er et af de få lande i Asien, hvor der ikke tøves med at gøre grin med politiske ledere og kritisere landets holdning på den verdenspolitiske scene, især under dets atombombetest.

Men, så snart vi berører politikere, der er blevet helte, den indiske stat (under Modi-regeringen) eller hinduistiske eller muslimske guder, begynder gengældelse at gribe ind.

Således i 2018: For at dele en karikatur, der anses for at være "anti-national", beskyldes en 50-årig indisk journalist for oprør mod staten, en forbrydelse, som han risikerer livstidsstraf for. Journalister Uden Grænser fordømmer dette misbrug af loven og opfordrer til, at retsforfølgningen straks stoppes.

Hemant Morparia, læge og politisk tegneserieskaber (Mumbai Mirror and Money Life), 2010: Selvom det kan være for tidligt at begrave karikaturer, er der flere tegn på, at sundhedstilstanden for den politiske tegneserie er alvorlig. Og der er noget at være bekymret for. Denne forværring og tilbagegang begyndte i 1990'erne [...] Dette falder sammen med Indiens indtræden på den internationale scene med globaliseringen og åbningen af ​​markedetn. Selv om dette har haft positive virkninger for mange virksomheder, inklusive pressen, har globaliseringen ført til tilbagegang af politisk karikaturer ... videre: ... Lad os stoppe et øjeblik og prøve at navngive nogle virkeligt gode politiske tegnere. Tag dig tid. Hvor mange navne har du fundet? Tre, fem, otte? Ikke mere end ti! Jeg vidste det. Hvis der var en indikator, der måler antallet af politiske tegnere i forhold til antallet af indbyggere, ville vi have et mindre antal end Afrika syd for Sahara ....

Ifølge Journalister Uden Grænser er Indien nr. 140 på verdensplan i pressefrihed i 2019. JUG: Vold mod journalister er et af de mest markante træk ved den nuværende tilstand af pressefriheden i Indien. Politiets vold, angreb fra maoistiske krigere, gengældelse sponsoreret af mafiagrupper eller korrupte politikere ... I alt blev mindst seks indiske journalister dræbt i 2018 på grund af deres erhverv, hvortil der skal tilføjes en syvende sag, som ikke er fuldt opklaret.

Vernakulær kunst

Vernakulær kunst betegner en levende (moderne) kunst, der er forankret i fortiden (myter, tro og traditioner). Vernakulær kunst er baseret på den kollektive hukommelse. Vernakulær kunst udføres hovedsagentligt i landdistrikter.

Uddrag fra kataloget til udstillingen Autres maîtres de l'Inde (Paris, 2010) af Jyotindra Jain, udstillingskurator:

[…] I henhold til gamle indiske tekster levede små grupper af homogene samfund […] afsondret i skovene. De havde blod- eller sprog-fællesskab, og hver gruppe havde sin egen socio-politiske organisation og dannede et […] samfund. Disse grupper levede i udkanten af ​​det hinduistiske system [...].

[…] For at forbedre forholdet for de socialt og økonomisk dårligst stillede befolkningsgrupper fastsætter Indiens forfatning to rammer for marginale grupper: den ene for stamme-befolkningen, den anden for dalit-befolkningen [den laveste kaste i hindu-religionens kaste-system].

[…] Hinduistiske bønder og kunsthåndværkere har påvirket stammesamfundene stærkt, kulturelt, materielt, religiøst og mytologisk. Faktisk er det tit at det er hinduistiske håndværkere i kastesystemet og ikke stammerne selv, der fremstiller de tilbedelsesbilleder som stammerne bruger til deres bønner. Stammekunst er derfor ikke kun kreationer, der er specifikke for stammerne, men ofte kreationer, som andre har forestillet sig for disse samme stammer.

[…] "Landkunst", der hovedsageligt er lavet af hindu bønder (dem, der bor i nærheden af ​​stammerne), bruges som en kulturel og geografisk markør snarere end som et kriterium for en civilisation der kan ændre natur. […] Dette giver os derfor mulighed for at tale om både "nutidig landkunst" som "nutidig stammekunst". Det skal dog bemærkes, at i store dele af Indiens landsbysamfund tilbeder hinduistiske kastegrupper og stammegrupperne de samme regionale guder. [...].

Vernakulær stammemaleri

Bhil og Rathwa stammen fra Madhya Pradesh og Gujarat

Fil:Ladoo-Bai-aux-museum-of-Tribal-Art-Bhopal.jpg

Ladoo Bai (Bhil artist) ved sit maleri i Tribal Museum Bhopal. RF Anders Laustsen.

Bhil-stammen er en indo-arisk sprogstamme på 13 millioner indbyggere; den folkerigeste stamme i Indien. De bor i Madhya Pradesh (4,6 millioner, eller 6,3% af befolkningen), Gujarat (3,5 millioner, 5,8% af befolkningen), Andhra Pradesh, Rajasthan, Chhattisgarh, Maharashtra, Karnataka, Tripura og Bangladesh. Bhil befolkningen er animister.

Deres malertradition har eksisteret i tusinder af år. Bhil-folket maler vægge og lofter i deres huse, malerier der fortæller om deres sagn, deres traditioner, deres beskyttende guder og naturen.

Visse Bhil-kunstnere som Ladoo Bai, hendes mand Teru Tahad og Bhuri Bai forlod deres oprindelige Jabhua-lande i begyndelsen af 1980'erne på anmodning af Swaminathan for at praktisere deres kunst i Bhopal. Pema Fatya, den sidste levende mester Bhil, valgte at blive og bo på forfædres jord.

Rathwa-stammen er en indo-arisk sprogstamme på 550.000 indbyggere, der hovedsagelig ligger i Gujarat (535.000). Rathwa-folket er animister. De tilbeder guden Pithora og har samme oprindelse og traditioner som Bhilala, Nayak (3.345.000 indbyggere i Gujarat, 5. stamme i Indien) og Dhanak (eller Dhanuk).
Pithora maling hos Bhil- og Rathwa-stammerne

Pithora hos en Gujarat bonde. Artist Paresh Rathwa. RF Anders Laustsen.

Pithora-malerierne, malet af kunstnere fra Rathwa- og Bhil-stammerne, der bor på begge sider af grænsen mellem Gujarat og Madhya Pradesh, er rituelle handlinger, der udføres efter anmodning fra en familie, ved specielle lejligheder (ægteskab, fødsel, for at bringe velstand, …). Denne maletradition er vigtigere som ritual end som kunstværk, og udføres af Mesteren (baba), ofte hjulpet af en præst. De hellige malerier dækker tre vægge i rummet og svarer til holistiske ritualer.

Disse hellige malerier i Pithora-traditionen blev opdaget og værdsat af Swaminathan og blev en del af værkerne i Bharat Bhavan-museet for moderne kunst i Bhopal.

Essensen af Pithora-ritualet er jordnært. Temaerne og materialerne vidner om dette: pigmenter, mælk og Mahua blomster (et helligt træ), lag af mudder, kogødning og kalk, alt dette tilberedt af en ung pige. Pithoras-freskerne, der udelukkende praktiseres af mænd, repræsenterer solen og månen, dyr og insekter, myter om skabelsen og guderne. Alt relateret til livet i stammene Rathwa, Bhilala, Nayak og Dhanak.

Freskerne viser hovedsageligt heste, stadig heste og endnu flere heste på de tre vægge i et rum i huset i et bryllupsoptog af deres guder Babo Pithora og Pithori Devi. Der er ofte fem heste i et Pithora-maleri, der repræsenterer de fem guder: Ganesha, Babo Pithora, Pithora Devi, Indra (gudenes gud) og Hudol (som repræsenterer den kvindelige ånd). De syv heste i nogle Pithora-malerier kan også repræsentere de syv bakker, der omgiver Rathwa-landet. I vest ”havet”, i syd "Bharuch" og i nordøst "Indore".

Gond stammen fra Madhya Pradesh...

Gond-stammen (den næststørste stamme i Indien) er en Dravidian-talende stamme (Gondi) på omkring 11 millioner mennesker i 2014 (halvdelen af Gond-befolkningen taler nu hindi). Spredt på territorierne i Madhya Pradesh (4,5 millioner, 6,2% af befolkningen), Chhattisgarh, Bihar, Vest Bengalen , Jharkhand, Orissa, Gujarat, Andhra Pradesh, Telangana og Karnataka. Gonds bor også i Uttar Pradesh (450.000 indbyggere), hvor de betragtes som en "kaste" . Gonds er animister.

Gond-kongeriets kollektive hukommelse
For længe siden strakte Gond kongeriget sig over store dele af det centrale Indien. I en velstående periode, der varede næsten 1400 år, var Pardhans deres indflydelsesrige musikere og præster. Til minde om dette folk fortalte Pardhans historien om deres guder og deres Bana, et hellig violinformet instrument. Men Gond-folket blev fattigere, og snart var der ikke nok velhavende familier tilbage til at støtte Pardhans. Traditionen forsvinder på samme tid som dens kunstnere.

Fil:Mayank-shyam.jpg

Mayank Shyam, søn af Jangarh Shyam. RF Anders Laustsen.

Jangarh Kalam skolen
I 1982 åbnede Bharat Bhavan-museet for moderne kunst i Bhopal. Maleren Swaminathan, dets nye direktør, vælger at vise levende kunst, som det praktiseres i stammesamfund. Derfor organiserede han ekspeditioner til staten Madhya Pradesh for at finde stammekunst.

Men kunsten fra disse gamle stammer, er næsten forsvundet. Imidlertid opdager ekspeditionen i landsbyen Patangarh et hus, hvis vægge er dækket med tegninger i vidunderlige farver og mønstre. Det er værket af den unge Jangarh Singh Shyam fra Pardhan-linien. Han inviteres til Bhopal med sin unge kone Nankusia. Han inviterede senere nevøer, niecer og fætre og lærte dem hans kunst. Skolen Jangarh Kalam bliver født.

Kvaliteten og originaliteten af hans tegninger gjorde hurtigt den unge mand berømt. Han blev efterspurgt i Indien og i udlandet. Han arbejdede på Bharat Mahotsav udstillingen i Japan og i London i 1988, i Paris for udstillingen Magiciens de la Terre i 1989 (Halle de la Villette), derefter i Holland i 1992 og i Australien i 1993. Jangarh begik selvmord i Japan i 2001 under omstændigheder, der stadig diskuteres.

Jangarh Kalam er den moderne kunstneriske Pardhan Gond bevægelse, født i 1982 i Bhopal. En bevægelse inspireret af kunstneren Jangarh Shyam og Pardhan Bana-musikken omdannet til farver og tegninger. Hver af bevægelsens kunstnere er inspireret af stammens ældgamle mytologi.

Jangarh udvikler også sin egen stil, symboliseret ved en piktografisk signatur, logotype dannet af prikker og linjer, som ofte er inspireret af tatoveringer og ritualmasker.

Takket være denne kunstneriske bevægelse genfødes i dag den kollektive hukommelse og Gond-traditioner. Denne drivkraft tjener en mere global bevægelse til at anerkende stammekunstformer i Indien for de ofte undertrykte eller deponerede befolkninger.

De berømteste malere af Jangarh Kalam-skolen er: enken efter Jangarh, Nankusia Shyam, deres børn Japani og Mayank, hendes nevøer Bhajju Shyam og Venkat Singh Shyam og hendes fætre/kusiner Durga Bai Vyam, Subhash Vyam og Ram Singh Urveti.

Den oprindelige Gond-kunst: Digna
Dignaen er et dekorativt motiv, som kvinder plejede at tegne på gulve og vægge (Bhitti Chitra: vægmaleri) til fester og bryllupper.

En Digna symboliserer renhed, siger Subhash Vyam. Dette er begyndelsen på vores kunst. Det er som et ornament.

Og Bhajju Shyam i sin bog Creation: Det var kvinderne i vores samfund, der først skabte kunst [...] De dekorerede gulve og vægge i deres huse med tegninger ved hjælp af de fem jord-farver: hvid, sort, gul, rød og grøn [...] Digna er alfabetet i vores kunst.

Hill Korwa stammen fra Chhattisgarh: Den magiske skrift

Hill Korwa stammen, som er en austro-asiatisk talende stamme, bor i Chhattisgarh i Jashpur-distriktet. Antallet af Hill Korwa stammen er faldet markant i løbet af de sidste årtier. Der er kun et par tusinde tilbage. Hill Korwa stammen er animister. De er nomader og jægere. Og er analfabeter.

Jagdish Swaminathan - direktøren for Bharat Bhavan Museum i Bhopal - anerkendte disse mænd fra meget fjerntliggende lande og kulturer som moderne kunstnere. Han organiserede en ekspedition til Hill Korwa området. Hill Korwa befolkningen og ekspeditionsdeltagerne kan ikke forstå hinanden. Swami giver dem papir og blyanter/markører.

Til alles overraskelse griber landsbyboerne papirark, kuglepenne, blyanter og markører og begynder spontant at tegne.

Dette er, hvad Swaminathan siger i sit katalog om udstillingen Den magiske skrift af Bharat Bhavan i 1985: Den første ting, vi ser på disse tegninger, er deres kalligrafiske karakter, som ikke er en tegning, men en skrift. Men Hill Korwas har ingen skrift; de er analfabeter […].

Når vi ser på disse tegninger, tænker vi straks på Paul Klees værker. Hvor medlemmer af andre stammer oftest tegner figurformer halvt menneskeligt halvt dyr, sætter Hill Korwa stammen kalligrafiske rytmer på papiret, et ukendt alfabet, sommetider fremhævet med linjer eller ledsaget af buer og pile. Hill Korwas taler en dialekt uden at skrive. Der er flere fortolkninger af disse tilsyneladende skrifter. Når de skriver, tror jeg, de tager deres blyant for en bue. De skriver faktisk ikke: de skyder. De skyder tegn der er pile, rapporterer Archana i bogen Korwa af Frank André Jamme. De skriver hurtigt, meget hurtigt, bemærker Swaminathan i sit katalog, som de går. Hill Korwas går nemt 40 km om dagen med en helvedes hastighed.

En anden teori i Swaminathans katalog: Hill Korwa stammen lærte i landsbyerne, at respekt og magt er knyttet til evnen til at skrive. For Hill Korwa stammen er skrivning ikke et redskab til kommunikation, men ren magi, der giver magt.

Hill Korwa stammen har bidraget til automatisk skrivning.

Anden vernakulær malerkunst

Madhubani (eller Mithila) fra Bihar

Fil:Manisha Jha.jpg

Manisha Jha, Madhubani artist. RF Anders Laustsen

Vi finder især Madhubani malerier i Nepal og Bihar. Madhubani-maleriet stammer fra Mithila-regionen i Bihar. Madhubani-maleriet samler alle de rituelle malerier fra Mithila-regionen i Bihar (grænsen til Nepal) gennem århundreder. Madhubani malerier er traditionelt malet af kastekvinder, man males i dag også af mænd.

"Dusadh" er hovedsageligt sammensat af tatoveringer, "Kayasth" er malet i rødt og sort, og "Brahmins" er multifarvede malerier.

Denne traditionelle malemetode er født på Râmâyana-tiden, da kong Janak bad kunstnere om at udføre malerier til sin datter Sitas bryllup med den hinduistiske gud Rama. Indtil midten af det 20. århundrede malede kvinderne naive tegninger på væggene i brudekamrene i denne landsby. Disse tegninger viser repræsentationer af guder, dyr, planter osv.

Inspirationskilderne er religiøs eller sekulære: repræsentationer af guder og gudinder, magiske tantriske repræsentationer, landsbyliv, men også temaer tættere på naturen, såsom livets træ. Andre religiøse temaer: Krishna og Radha (kærlighed sublimeret i alle dens facetter), Ganesh (den lykkebringende og generøse elefantgud), Sarasvathi (kunstens gudinde).

Rangoli: Alpana, Kalam, Kolam, Mandana, ...

Rangoli ved Singapour

Alpana fra Bengalen

Alpana ved et alter nedenfor en statue af gudinden Lakshmi

Kalam fra Kerala

Kolam fra Tamil Nadu, Andhra Pradesh, ...

kvinde der maler en kolam udenfor Mylapore Templet

Mandana fra Rajasthan og Madhya Pradesh

Mandana arbejde fra Shilpgram , Udaipur

Rogan fra Gujarat

Detalje af en klassisk patola fra Gujarat

Sanjhi fra Rajasthan og Madhya Pradesh

Sanjhi Mata

Thapa fra Rajasthan

Statu af en Thapa kriger, Amar Singh

Anneks

De 25 bedst solgte indiske kunstnere

1. M. F. Husain, 2. V. S. Gaitonde, 3. Sayed Haider Raza, 4. Amrita Sher-Gil, 5. Raja Ravi Varma, 6. Tyeb Mehta, 7. F. N. Souza, 8. Bhupen Khakhar, 9. Akbar Padamsee, 10. J. Swaminathan, 11. Ram Kumar, 12. Atul Dodiya, 13. Abanindranath Tagore, 14. Ganesh Pyne, 15. Krishen Khanna, 16. K. G. Subramanyan, 17. Subodh Gupta, 18. Nasreen Mohamedi, 19. Somnath Hore, 20. Nandalal Bose, 21. Jitish Kallat, 22. Manjit Bawa, 23. Ravinder Reddy, 24. Nalini Malani, 25. Jogen Chowdhury