Georg Brandes

Georg Brandes. Skitse af P.S. Krøyer

Georg Morris Cohen Brandes (4. februar, 1842 - 19. februar, 1927) var en dansk kritiker og litteraturforsker, der havde stor indflydelse på skandinavisk litteratur fra 1870'erne og frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Han regnes traditionelt for teoretikeren bag Det Moderne Gennembrud. I en alder af 30 formulerede Brandes principperne for en ny realisme og naturalisme, hvor han fordømte den hyper-æstetiske skrivning og fantasi i litteratur. Ifølge Brandes bør litteratur formidle "frihedens store tanker og menneskehedens fremskridt." Hans litterære målsætning deltes af mange forfattere heriblandt norske Henrik Ibsen.

Georg Brandes anses generelt for at have inspireret den modernistiske intellektuelle bevægelse i mellemkrigstiden kendt som kulturradikalisme.

Biografi

Georg Brandes blev født (4. februar 1842) i København i en jødisk grossererfamilie. Begyndte i 1859 at læse jura på Københavns Universitet. Skiftede dog studium efter kort tid til kulturhistorie, filosofi og til sidst æstetik. I 1862 vandt han universitetets guldmedalje for sin prisopgave i æstetik. Før dette havde han vist udprægede evner inden for verseskrivning, men resultaterne var ikke omfattende nok til at retfærdiggøre en selvstændig udgivelse. Brandes samlede først sine digte så sent som 1898. På universitetet, som han forlod i 1864, var han under indflydelse af Heibergs kritiske værker og Søren Kierkegaards filosofi. En indflydelse, der blev ved med at sætte sine spor i hans arbejde.

I 1866 deltog han i den kontrovers der blev rejst om Rasmus Nielsens arbejder i et skrift om Dualismen i vor nyeste Filosofi. Fra 1865 til 1871 rejste han en del i Europa, hvor han lærte om litteraturens vilkår i de største læringscentre. Han første vigtige bidrag til litteraturkritikken var Æstetiske Studier (1868), hvori hans senere udvikling allerede kan anes i adskillige korte monografier over danske poeter. I 1870 udgav han adskillige vigtige arbejder: Den franske æstetik i vore dage, der primært handlede om Taine, Kritiker og Portraiter og en oversættelse af Kvindernes Underkuelse af John Stuart Mill, som han havde mødt samme år under et besøg i England.

Brandes indtog nu sin plads som den ledende kritiker i Nordeuropa, hvor han anvendte Taines metoder på de lokale betingelser og tænkemåder. Han blev docent i dansk litteratur ved Københavns Universitet, hvor hans forelæsninger vakte sensation. Da professoratet i æstetik blev ledigt ved Carsten Hauchs død i 1872, forventede mange som en selvfølge, at Brandes ville blive udnævnt. Men den unge kritiker havde fornærmet mange med sin indædte argumenteren for moderne ideer; han var kendt for at være jøde, han blev anset for yderligtgående i sin overbevisning, og han blev mistænkt for at være ateist. Universitetets ledelse besvarede end ikke hans ansøgning, men hans egnethed til posten var så åbenlys, at stillingen som professor i æstetik på Københavns Universitet forblev ubesat de næste tyve år, fordi ingen andre turde udsætte sig selv for at blive sammenlignet med Brandes.

Midt i denne polemik begyndte kritikeren at udsende sit mest ambitiøse værk, Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur, hvoraf der udkom fire bind imellem 1872 og 1875. Nytænkningen i denne kritiske fremstilling af litteraturen i de større europæiske lande i begyndelsen af det 19. århundrede og forfatterens beskrivelse af det generelle oprør mod det 18. århundredes pseudo-klassicisme tiltrak sig hurtigt opmærksomhed uden for Danmark. Værket står i dag som det moderne gennembrud i dansk litteratur. I første del kritiserede Brandes blandt andet romantikken og romantismen og udtalte, at "Det at en Litteratur lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat."

Det røre, der opstod omkring kritikerens person, forøgede arbejdets succes, og Brandes' ry voksede hurtigt, specielt i Tyskland og Rusland. Blandt hans senere arbejder skal nævnes hans monografier om Søren Kierkegaard (1877), Esaias Tegnér (1878), Benjamin Disraëli (1878), Ferdinand Lassalle (1877), Ludvig Holberg (1884), Henrik Ibsen (1899) og Anatole France (1905). Brandes har skrevet tilbundsgående om de mest betydningsfulde af Danmarks og Norges samtidige digtere og forfattere, og han og hans tilhængere var gennem lang tid smagsdommere med hensyn til litterær berømmelse i Norden.

Hans Danske Digtere (1877), der indeholdt studier af Carsten Hauch, Ludvig Bødtcher, Christian Winther, og Paludan-Müller, hans Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og hans Essays (1889) betragtes som essentielle værker i studiet af moderne skandinavisk litteratur. Han udgav en fremragende bog om Polen i 1888 og var medredaktør på en tysk biografi om Henrik Ibsen.

I 1877 forlod Brandes København og bostatte sig i Berlin, hvor han deltog i det æstetiske liv i byen. Hans politiske synspunkter gjorde dog, at Preussen blev ubehagelig for ham at opholde sig i, og han vendte i 1883 tilbage til København, hvor han blev mødt af en helt ny gruppe af forfattere og tænkere, der var ivrige efter at modtage ham som deres leder. Det vigtigste af hans senere arbejder har været hans værk om William Shakespeare, der blev oversat til engelsk af William Archer og med det samme blev meget anerkendt. Det var måske det mest gennemarbejdede værk om Shakespeare, der ikke primært var skrevet til engelsksprogede læsere, der har været trykt i noget land.

Hans indflydelse på de skandinaviske forfattere i 1880'erne var meget stor, men en reaktion, ledet af Holger Drachmann, imod hans "realistiske" doktriner, begyndte i 1885. I 1900 samlede han sine værker for første gang i en fuldstændig og populær udgave, og begyndte at overvåge en samlet udgave på tysk i 1902.

Efter 1890 vendte den stadig mere skuffede Brandes sig fra direkte kamp og koncentrerede sig i stedet om dyrkelsen af "store personligheder", som oplyste deres middelmådige samtid. I denne periode "opdagede" han Friedrich Nietzsche, som han introducerede for det nordiske kulturliv. Denne "aristokratiske radikalisme" påvirkede de fleste af Brandes' senere værker og resulterede i bindstærke biografier: Wolfgang Goethe (1914), François de Voltaire (1916-17), Gaius Julius Cæsar (1918) og Michelangelo (1921). Disse bøger må regnes for mindre originale eller vægtige, skønt ofte blændende skrevet.

Brandes' hovedindflydelse svandt noget efter 1900, men han blev stadig anset for en lederskikkelse i dansk litterært liv, og hans internationale ry voksede. På mange måder blev han en moderne nordisk Voltaire med stor moralsk autoritet, som fordømte den dårlige behandling af nationale mindretal, forfølgelsen af Dreyfus osv. Under 1. verdenskrig angreb han imperialismen og aggressionen hos begge parter, og hans sidste år var viet til antireligiøs polemik. I denne senere periode fik han nye forbindelser til intellektuelle som Henri Barbusse, Romain Rolland og Edmund Dene Morel.

I dag står Brandes stadig som en af de mest indflydelsesrige inspiratorer i dansk litteraturhistorie, jævnsides Holberg og Grundtvig. Det har ikke hindret kritik af ham. Højrefløjen har fordømt ham som en unational og umoralsk ateist. På venstrefløjen har socialister kritiseret hans åndsaristokratiske holdning, mens kvindebevægelsen ofte har opfattet ham som inkonsekvent i sin positive holdning til kønnenes ligestilling. Ikke desto mindre er hans historiske betydning stadig vidtrækkende.

Også Georg Brandes' yngre broder Edvard Brandes (1847-1931) var en kendt kritiker og forfatter. Han skrev en del naturalistiske debatskuespil og var med til at grundlægge Dagbladet Politiken, hvor han også arbejdede som redaktør. Desuden blev han en fremtrædende politiker i Det Radikale Venstre og var finansminister i årene 1913-1920. Han var jøde.

Bibliografi

• Om Dualismen i vor nyeste Filosofi (1866)
• Æstetiske Studier (1868)
• Kritiker og Portraiter (1870)
• Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur (1871)
• Danske Digtere (1877)
• Det moderne Gjennembruds Mænd (1883)
• Essays (1889)
• Polen (1877)
• Samlede værker

Se også

• Forfatterportræt i det elektroniske Arkiv for Dansk Litteratur
• Georg Brandes' "Skrivebord" – en virtuel udstilling på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside
• Kalliope om Brandes

Kilder

Wikiquote har citater relateret til: Georg Brandes.

• Artiklen er for størstedelens vedkommende oversat fra den engelske version
• Hansen, I.F. et al. red. (1994) Litteraturhåndbogen 4. udg. 6. opl. København Gyldendal
• Blangstrup, C. red. (1915-1930) Salmonsens Konversationsleksikon 2. udg., København, J. H. Schultz Forlagsboghandel