Ur: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
opsigt rettet til opsyn osv.
m retter lidt sprogret
Tag: 2017-kilderedigering
Linje 1: Linje 1:
{{harflertydig}}
{{harflertydig}}
[[Fil:Pendulum clock by Jacob Kock, antique furniture photography, IMG 0931 edit.jpg|thumb|Et pendulur af den svenske [[urmager]] Jacob Kock (1737–1805).]]
[[Fil:Pendulum clock by Jacob Kock, antique furniture photography, IMG 0931 edit.jpg|thumb|Et pendulur af den svenske [[urmager]] Jacob Kock (1737–1805).]]
'''Ure''' og [[kronometer]] er [[Måleinstrument|instrument]]er, som bruges til at vise tiden. Uret har en forholdsvis bred [[definition]], hvor alle genstande, der viser tiden, indgår. Kronometeret er et meget præcist og nøjagtigt ur, som kunne bruges til [[navigation]].
Et '''ur''' er et [[Måleinstrument|instrument]]er, som bruges til at vise tiden. Uret har en forholdsvis bred [[definition]], hvor alle genstande, der viser tiden, indgår. Et [[kronometer]]et er et meget præcist og nøjagtigt ur, som tidligere blev anvendt til [[navigation]].


Uret har haft en uundværlig rolle i historiens udvikling. Før mennesket opfandt metoder til at måle tiden, havde naturen allerede sat nogle naturlige tidsintervaller, som [[dag]], [[måned]] og [[år]]. I vores tid er uret en vigtig del af hverdagen.
Uret har haft en uundværlig rolle i historiens udvikling. Før mennesket opfandt metoder til at måle tiden, havde naturen allerede sat nogle naturlige tidsintervaller, som [[dag]], [[måned]] og [[år]]. I vores tid er uret en vigtig del af hverdagen.
Linje 15: Linje 15:


=== Vanduret ===
=== Vanduret ===
Vandure fandtes i [[Egypten]] i 1400-tallet f.Kr. I [[oldtiden]]s [[Grækenland]] benyttedes vandure til at måle taletiden ved [[domstol]]ene i [[Athen]].<ref name="invento">[http://inventors.about.com/library/weekly/aa071401a.htm http://inventors.about.com/library/weekly/aa071401a.htm], inventors about waterclocks.</ref> Efterhånden som vandet dryppede ud, sank en flyder med vandstanden inde i uret og viste tiden på en gennemsigtig beholder, hvor de tolv timer var afmærket. Sådan et vandur blev kaldt ''clepsydra'' med betydningen "vandtyv" (af [[græsk]] ''cleps'' = stjæle; ''hydor'' = vand). Nogle var mere komplicerede: vandet drev et [[tandhjul]]system, der flyttede en viser omkring på en skive som på et moderne ur. Visere kunne være en pegestok i hånden på en figur øverst på vanduret, og de fineste ''clepsydrae'' trillede små kugler frem ved timeskifte eller blæste i en fløjte. I romerske retssale holdt retsbetjentene omhyggelig opsyn med et stort vandur under [[rettergang]]e. Uret blev standset, mens man læste sagens dokumenter op og blev sat i gang igen, når proceduren fortsatte. Pga. sagførernes snakkesalighed måtte partsindlæggene reguleres. En vis tid (dvs. et vist kvantum vand) blev tildelt aktorat, forsvar og [[dommer]]e. [[Plinius den Ældre]] fortæller, at han havde fået ikke mindre end ti ''clepsydrae'' til rådighed under en vigtig sag, og alligevel var han ikke færdig efter at have talt uafbrudt i fem timer. Han fik dog bevillget fire ''clepsydrae'' til. [[Martial]] [[ironi]]serer over en sagfører: "''Modstræbende har dommeren givet dig så meget som syv vandure, gode Cæcilianus, men du taler så længe og så højt med tilbagekastet hoved og drikker lunkent vand hele tiden, at jeg foreslår dig at tilfredsstille din snakkesalighed og din tørst samtidig: Drik af vanduret!"''" <ref>H.V. Morton: ''En reise i Rom'' (s. 63), Lutherstiftelsen, Oslo 1967</ref>
Vandure har været benyttet i [[Egypten]] fra 1400-tallet f.v.t. I [[oldtiden]]s [[Grækenland]] benyttedes vandure til at måle taletiden ved [[domstol]]ene i [[Athen]].<ref name="invento">[http://inventors.about.com/library/weekly/aa071401a.htm http://inventors.about.com/library/weekly/aa071401a.htm], inventors about waterclocks.</ref> Efterhånden som vandet dryppede ud, sank en flyder med vandstanden inde i uret og viste tiden på en gennemsigtig beholder, hvor de tolv timer var afmærket. Sådan et vandur blev kaldt ''clepsydra'' med betydningen "vandtyv" (af [[græsk]] ''cleps'' = stjæle; ''hydor'' = vand). Nogle var mere komplicerede: vandet drev et [[tandhjul]]system, der flyttede en viser omkring på en skive som på et moderne ur. Visere kunne være en pegestok i hånden på en figur øverst på vanduret, og de fineste ''clepsydrae'' trillede små kugler frem ved timeskifte eller blæste i en fløjte. I romerske retssale holdt retsbetjentene omhyggelig opsyn med et stort vandur under [[rettergang]]e. Uret blev standset, mens man læste sagens dokumenter op og blev sat i gang igen, når proceduren fortsatte. Pga. sagførernes snakkesalighed måtte partsindlæggene reguleres. En vis tid (dvs. et vist kvantum vand) blev tildelt aktorat, forsvar og [[dommer]]e. [[Plinius den Ældre]] fortæller, at han havde fået ikke mindre end ti ''clepsydrae'' til rådighed under en vigtig sag, og alligevel var han ikke færdig efter at have talt uafbrudt i fem timer. Han fik dog bevillget fire ''clepsydrae'' til. [[Martial]] [[ironi]]serer over en sagfører: "''Modstræbende har dommeren givet dig så meget som syv vandure, gode Cæcilianus, men du taler så længe og så højt med tilbagekastet hoved og drikker lunkent vand hele tiden, at jeg foreslår dig at tilfredsstille din snakkesalighed og din tørst samtidig: Drik af vanduret!"''" <ref>H.V. Morton: ''En reise i Rom'' (s. 63), Lutherstiftelsen, Oslo 1967</ref>


På kejser [[Vespasian]]s tid havde [[vandur]]e næsten helt erstattet solure i [[Romerriget]]. Længe efter at egyptere og grækere havde skaffet sig mekaniske apparater til at måle tiden, blev tiden i Rom aflæst af et græsk solur graderet efter [[Catania]] på [[Sicilien]] og udråbt af en [[herold]] i nærheden af [[romerske senat|senatet]]. Når solen nåede middagshøjde, råbte han: "''Meridius est!''"Efterhånden blev mere nøjagitige solure opsat på Roms offentlige pladser, og til sidst kom vandurene i almindelig brug. <ref>H.V. Morton: ''En reise i Rom'' (s. 62-63)</ref>
På kejser [[Vespasian]]s tid havde [[vandur]]e næsten helt erstattet solure i [[Romerriget]]. Længe efter at egyptere og grækere havde skaffet sig mekaniske apparater til at måle tiden, blev tiden i Rom aflæst af et græsk solur graderet efter [[Catania]] på [[Sicilien]] og udråbt af en [[herold]] i nærheden af [[romerske senat|senatet]]. Når solen nåede middagshøjde, råbte han: "''Meridius est!''"Efterhånden blev mere nøjagitige solure opsat på Roms offentlige pladser, og til sidst kom vandurene i almindelig brug. <ref>H.V. Morton: ''En reise i Rom'' (s. 62-63)</ref>
=== Andre tidlige ure ===
=== Andre tidlige ure ===
[[Fil:Wooden hourglass 3.jpg|thumb|Timeglas.]]
[[Fil:Wooden hourglass 3.jpg|thumb|Timeglas.]]
Det levende lysur gammelt, og menes at stamme fra [[Kina]], da der optræder i et digt af You Jiangu fra år [[520]]. Man lavede markeringen på lyset og vidste dermed, hvad klokken var, eller hvor lang tid, der var gået. Timeglasset (sanduret) er en nyere opfindelse; det ældste ses på et [[kalkmaleri]] fra [[1338]], <ref name="tek.hist">http://ibog.teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=521., Teknologi Historie 2005, af Peder Meyhoff, Peter Mouritsen og Systime A/S, ISBN 87-616-1142-5.</ref> hvor timeglasset tjente som [[symbol]] for døden. <ref>http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/middelalder-1000-1536/livet-i-middelalderen/billedsprog/</ref> Timeglasset har to beholdere, forbundet i et lille hul, som tillader sandet at falde igennem. Man brugte også andre materialer til at tælle tiden med, som æggeskaller????. De fleste timeglas måler enten en time eller flere minutter. I Kina brugte man under [[Sung-dynastiet]] (920-1279) [[røgelse]]sure, som bestod af et røgelseskar, der oftest var udformet som en [[drage (fabeldyr)|drage]], <ref name="Nawcc">[http://www.nawcc.org/museum/nwcm/galleries/asian/incense.htm http://www.nawcc.org/museum/nwcm/galleries/asian/incense.htm],</ref> hvor der var røgelse, der brændte i alt fra 1 dag til 1 måned. <ref name="books google">[http://books.google.com/books?id=8bXxHSZkWssC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q=incense&f=false, http://books.google.com/books?id=8bXxHSZkWssC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q=incense&f=false], Google books.</ref> Røgelsesurene var populære i Kina i både hjem og templer.
Det levende lysur er gammelt, og menes at stamme fra [[Kina]], da det optræder i et digt af You Jiangu fra år [[520]]. Man lavede markeringen på lyset og vidste dermed, hvad klokken var, eller hvor lang tid, der var gået. [[Timeglas]]set (sanduret) er en nyere opfindelse; det ældste ses på et [[kalkmaleri]] fra [[1338]], <ref name="tek.hist">http://ibog.teknologihistorie.systime.dk/index.php?id=521., Teknologi Historie 2005, af Peder Meyhoff, Peter Mouritsen og Systime A/S, ISBN 87-616-1142-5.</ref> hvor timeglasset tjente som [[symbol]] for døden. <ref>http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/middelalder-1000-1536/livet-i-middelalderen/billedsprog/</ref> Timeglasset har to beholdere, forbundet i et lille hul, som tillader sandet at falde igennem. De fleste timeglas måler enten en time eller flere minutter. I Kina brugte man under [[Sung-dynastiet]] (920-1279) [[røgelse]]sure, som bestod af et røgelseskar, der oftest var udformet som en [[drage (fabeldyr)|drage]], <ref name="Nawcc">[http://www.nawcc.org/museum/nwcm/galleries/asian/incense.htm http://www.nawcc.org/museum/nwcm/galleries/asian/incense.htm],</ref> hvor der var røgelse, der brændte i alt fra 1 dag til 1 måned. <ref name="books google">[http://books.google.com/books?id=8bXxHSZkWssC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q=incense&f=false, http://books.google.com/books?id=8bXxHSZkWssC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q=incense&f=false], Google books.</ref> Røgelsesurene var populære i Kina i både hjem og templer.


=== Det mekaniske ur ===
=== Det mekaniske ur ===
Linje 27: Linje 27:
[[Pave Sylvester 2.]] opfandt en enkel mekanisme i [[966]], der ringede med regelmæssige mellemrum og kaldte [[munk]]ene til [[bøn]]. Den anses som begyndelsen til det mekaniske ur. <ref>[http://www.newyorkcarver.com/inventions4.htm The Virtual Medieval Abbey - Monastery Life in the Middle Ages<!-- Bot genereret titel -->]</ref> I [[middelalderen]] blev der foretaget eksperimenter med mekaniske ure, hvor man afprøvede forskellige bremsemekanismer til de faldende lodder, der kunne få viserne til at dreje rundt. I slutningen af 1200-tallet opfandt man [[hæmværk]]et, som fik uret til at gå langsomt og nøjagtigt. I 1300-tallet kom ideen med at udskifte lodderne med fjedre, hvorved uret kunne fremstilles i en bærbar størrelse.
[[Pave Sylvester 2.]] opfandt en enkel mekanisme i [[966]], der ringede med regelmæssige mellemrum og kaldte [[munk]]ene til [[bøn]]. Den anses som begyndelsen til det mekaniske ur. <ref>[http://www.newyorkcarver.com/inventions4.htm The Virtual Medieval Abbey - Monastery Life in the Middle Ages<!-- Bot genereret titel -->]</ref> I [[middelalderen]] blev der foretaget eksperimenter med mekaniske ure, hvor man afprøvede forskellige bremsemekanismer til de faldende lodder, der kunne få viserne til at dreje rundt. I slutningen af 1200-tallet opfandt man [[hæmværk]]et, som fik uret til at gå langsomt og nøjagtigt. I 1300-tallet kom ideen med at udskifte lodderne med fjedre, hvorved uret kunne fremstilles i en bærbar størrelse.


[[Pave]]n havde før de mekaniske ure forordnet, at alle [[Kloster|klostre]] skulle have et solur, men da det ikke gik i mørke, begyndte udviklingen af det mekaniske ur. Verdens sandsynligvis ældste ur, der stadig går, findes i [[Salisbury Cathedral|katedralen i Salisbury]] og blev håndsmedet i jern i eller før [[1386]]. Uret blev muligvis konstrueret af tre urmagere fra [[Nederland]], nemlig Johannes og Williemus Vriemand, samt Johannes Jietuijt fra [[Delft]], som blev inviteret over af kong [[Edward 3. af England]]. <ref>[http://www.salisburycathedral.org.uk/visit-what-see/medieval-clock Medieval Clock | Salisbury Cathedral<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Det mekaniske ur var mere avanceret end de hidtil brugte; da uret var mekanisk, kunne det gå døgnet rundt, meget nøjagtigt og regelmæssigt. Mekaniske ure består af fire hoveddele: drivmidlet, hjulværket, [[hæmværk]]et og regulatoren.
[[Pave]]n havde før de mekaniske ure forordnet, at alle [[Kloster|klostre]] skulle have et solur, men solure ikke er brugbare når det er overskyet eller mørkt, begyndte udviklingen af det mekaniske ur. Verdens sandsynligvis ældste ur, der stadig går, findes i [[Salisbury Cathedral|katedralen i Salisbury]] og blev håndsmedet i jern i eller før [[1386]]. Uret blev muligvis konstrueret af tre urmagere fra [[Nederland]], nemlig Johannes og Williemus Vriemand, samt Johannes Jietuijt fra [[Delft]], som blev inviteret over af kong [[Edward 3. af England]]. <ref>[http://www.salisburycathedral.org.uk/visit-what-see/medieval-clock Medieval Clock | Salisbury Cathedral<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Det mekaniske ur var mere avanceret end de hidtil brugte; da uret var mekanisk, kunne det gå døgnet rundt, meget nøjagtigt og regelmæssigt. Mekaniske ure består af fire hoveddele: drivmidlet, hjulværket, [[hæmværk]]et og regulatoren.


George Graham opfandt i [[1715]] hæmværket, der eliminerede, at uret gik ujævnt. Hæmværket findes i de fleste pendulure. Vor tids mekaniske ure er oftest drevet af [[batteri]]er. Nye ure kan måle tiden baseret på målinger af svingninger i [[atom]]er eller i quartzkrystaller.
George Graham opfandt i [[1715]] hæmværket, der eliminerede, at uret gik ujævnt. Hæmværket findes i de fleste pendulure. Vor tids mekaniske ure er oftest drevet af [[batteri]]er. Nye ure kan måle tiden baseret på målinger af svingninger i [[atom]]er eller i quartzkrystaller.
Linje 33: Linje 33:
== Teknologien ==
== Teknologien ==
=== Udviklingen ===
=== Udviklingen ===
Fra omkring det 15. århundrede, da hæmværket var udviklet, prøvede man mange forskellige metoder til at gøre urene mest præcise. Man forsøgte sig med ure, der brugte fjedre. Fjederen bestod af et langt tyndt stykke metal, som var rullet sammen og kunne opspoles. Når man opspolede fjederen, strammede man den, så uret kunne gå, mens fjederen langsomt blev løsere og løsere. Peter Henlein <ref name="henlein">http://books.google.com/books?id=xuDDqqa8FlwC&pg=PA305&hl=da#v=onepage&q&f=false, skrevet af Abbott Payson Usher, ISBN 0-486-25593-X.</ref> er urmageren, som menes at have opfundet den i 1511.<br />
Fra omkring det [[15. århundrede]], da hæmværket var udviklet, prøvede man mange forskellige metoder til at gøre urene mest præcise. Man forsøgte sig med ure, der brugte fjedre. Fjederen bestod af et langt tyndt stykke metal, som var rullet sammen og kunne opspoles. Når man opspolede fjederen, strammede man den, så uret kunne gå, mens fjederen langsomt blev løsere og løsere. Peter Henlein <ref name="henlein">http://books.google.com/books?id=xuDDqqa8FlwC&pg=PA305&hl=da#v=onepage&q&f=false, skrevet af Abbott Payson Usher, ISBN 0-486-25593-X.</ref> er urmageren, som menes at have opfundet denne teknik i 1511.<br />


Der var ikke sekund- og minutvisere før det 16. århundrede. Indtil da havde man ure, som viste tiden med en præcision på 15 min. Det var først, da urmageren Jost Bürg i [[1584]] opfandt et nyt hæmværk, der kunne vise tiden med 1 minuts præcision. Det førte til, at astronomen [[Tycho Brahe]] kunne observere astronomiske begivenheder mere præcist<ref name="brahe">[http://www.fysikhistorie.dk/merer/tycmer.html http://www.fysikhistorie.dk/merer/tycmer.html]</ref><ref name="tycho">[http://tycho.natmus.dk/adelsliv/videnskab.htm http://tycho.natmus.dk/adelsliv/videnskab.htm]</ref>.<br />
Der var ikke sekund- og minutvisere før det 16. århundrede. Indtil da havde man ure, som viste tiden med en præcision på 15 min. Det var først, da urmageren Jost Bürg i [[1584]] opfandt et nyt hæmværk, der kunne vise tiden med 1 minuts præcision. Det førte til, at astronomen [[Tycho Brahe]] kunne observere astronomiske begivenheder mere præcist<ref name="brahe">[http://www.fysikhistorie.dk/merer/tycmer.html http://www.fysikhistorie.dk/merer/tycmer.html]</ref><ref name="tycho">[http://tycho.natmus.dk/adelsliv/videnskab.htm http://tycho.natmus.dk/adelsliv/videnskab.htm]</ref>.<br />
Linje 39: Linje 39:
Da uret også havde stor [[astronomi]]sk betydning, var det et stort fremskridt da Taqi al-Din opfandt et ur, der nøjagtigt kunne vise, når et givet tidsrum var gået. Den næste store opfindelse kom i [[1656]], da penduluret blev opfundet. Længden af pendulet bestemte urets præcision. Først havde urene kronhjulshæmværk, men da engelske William Clement<ref name="clement">[http://www.horologist.co.uk/elizabethanclockmakers.html http://www.horologist.co.uk/elizabethanclockmakers.html]</ref> opfandt den næste udvikling af hæmværket, kunne pendulurene vise tiden med minut- og sekundvisere. Problemet med penduluret er størrelsen. Det må være ret højt, for at gå præcist.
Da uret også havde stor [[astronomi]]sk betydning, var det et stort fremskridt da Taqi al-Din opfandt et ur, der nøjagtigt kunne vise, når et givet tidsrum var gået. Den næste store opfindelse kom i [[1656]], da penduluret blev opfundet. Længden af pendulet bestemte urets præcision. Først havde urene kronhjulshæmværk, men da engelske William Clement<ref name="clement">[http://www.horologist.co.uk/elizabethanclockmakers.html http://www.horologist.co.uk/elizabethanclockmakers.html]</ref> opfandt den næste udvikling af hæmværket, kunne pendulurene vise tiden med minut- og sekundvisere. Problemet med penduluret er størrelsen. Det må være ret højt, for at gå præcist.


I [[1840]] opfandt Alexander Bain det elektroniske ur, som er videreudviklet.
I [[1840]] opfandt Alexander Bain det elektroniske ur, som siden er videreudviklet.


=== Hvordan ure virker ===
=== Hvordan ure virker ===

Versionen fra 5. jul. 2020, 10:34

For alternative betydninger, se Ur (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ur)
Et pendulur af den svenske urmager Jacob Kock (1737–1805).

Et ur er et instrumenter, som bruges til at vise tiden. Uret har en forholdsvis bred definition, hvor alle genstande, der viser tiden, indgår. Et kronometeret er et meget præcist og nøjagtigt ur, som tidligere blev anvendt til navigation.

Uret har haft en uundværlig rolle i historiens udvikling. Før mennesket opfandt metoder til at måle tiden, havde naturen allerede sat nogle naturlige tidsintervaller, som dag, måned og år. I vores tid er uret en vigtig del af hverdagen.

Historie

Gennem tiderne har der været mange instrumenter til at måle tiden med, herunder skygge- og solur, vandur og sandur. De første solure menes opfundet før vor tidsregning i det gamle Egypten. Vanduret kan benyttes om natten, i overskyet vejr og indendørs.

Soluret

Et solur i Warszawa.

Et solur er et instrument, som viser tiden ved at udnytte solens position på himlen. [1] De mest almindelige solure har en gnomon, hvorfra der bliver dannet en skygge, som sammen med solens position rykker sig. En gnomon er som regel en lang tynd pind. Rundt om solurets gnomon er der en plade, hvor dagens timer er markeret med linjer. Solure skal opstilles nøjagtigt ift. jordens rotationsakse for at kunne vise tiden præcist. I de fleste tilfælde skal solurets gnomon pege mod den rigtige nordpol (ikke den magnetiske nordpol, som et kompas peger mod).

Der findes solure, hvor tiden vises ved en skygge, og andre, hvor en lysstråle viser tiden. Begge har en plade med dagens timer indtegnet. Soluret, som bruger skygge, har en gnomon, som både kan være vandret, lodret eller i en anden bestemt vinkel, matematisk udregnet. Da solurets gnomon skal passe til jordens rotationsakse, kan det betyde, at det må tilpasses hver årstid. Soluret, som bruger en lysstråle som indikator, har ikke en gnomon, men enten et spejl, som reflekterer solens stråler ned på pladen, eller et lille hul, som slipper sollys igennem, så der dannes en stråle.

Vanduret

Vandure har været benyttet i Egypten fra 1400-tallet f.v.t. I oldtidens Grækenland benyttedes vandure til at måle taletiden ved domstolene i Athen.[2] Efterhånden som vandet dryppede ud, sank en flyder med vandstanden inde i uret og viste tiden på en gennemsigtig beholder, hvor de tolv timer var afmærket. Sådan et vandur blev kaldt clepsydra med betydningen "vandtyv" (af græsk cleps = stjæle; hydor = vand). Nogle var mere komplicerede: vandet drev et tandhjulsystem, der flyttede en viser omkring på en skive som på et moderne ur. Visere kunne være en pegestok i hånden på en figur øverst på vanduret, og de fineste clepsydrae trillede små kugler frem ved timeskifte eller blæste i en fløjte. I romerske retssale holdt retsbetjentene omhyggelig opsyn med et stort vandur under rettergange. Uret blev standset, mens man læste sagens dokumenter op og blev sat i gang igen, når proceduren fortsatte. Pga. sagførernes snakkesalighed måtte partsindlæggene reguleres. En vis tid (dvs. et vist kvantum vand) blev tildelt aktorat, forsvar og dommere. Plinius den Ældre fortæller, at han havde fået ikke mindre end ti clepsydrae til rådighed under en vigtig sag, og alligevel var han ikke færdig efter at have talt uafbrudt i fem timer. Han fik dog bevillget fire clepsydrae til. Martial ironiserer over en sagfører: "Modstræbende har dommeren givet dig så meget som syv vandure, gode Cæcilianus, men du taler så længe og så højt med tilbagekastet hoved og drikker lunkent vand hele tiden, at jeg foreslår dig at tilfredsstille din snakkesalighed og din tørst samtidig: Drik af vanduret!"" [3]

På kejser Vespasians tid havde vandure næsten helt erstattet solure i Romerriget. Længe efter at egyptere og grækere havde skaffet sig mekaniske apparater til at måle tiden, blev tiden i Rom aflæst af et græsk solur graderet efter CataniaSicilien og udråbt af en herold i nærheden af senatet. Når solen nåede middagshøjde, råbte han: "Meridius est!"Efterhånden blev mere nøjagitige solure opsat på Roms offentlige pladser, og til sidst kom vandurene i almindelig brug. [4]

Andre tidlige ure

Timeglas.

Det levende lysur er gammelt, og menes at stamme fra Kina, da det optræder i et digt af You Jiangu fra år 520. Man lavede markeringen på lyset og vidste dermed, hvad klokken var, eller hvor lang tid, der var gået. Timeglasset (sanduret) er en nyere opfindelse; det ældste ses på et kalkmaleri fra 1338, [5] hvor timeglasset tjente som symbol for døden. [6] Timeglasset har to beholdere, forbundet i et lille hul, som tillader sandet at falde igennem. De fleste timeglas måler enten en time eller flere minutter. I Kina brugte man under Sung-dynastiet (920-1279) røgelsesure, som bestod af et røgelseskar, der oftest var udformet som en drage, [7] hvor der var røgelse, der brændte i alt fra 1 dag til 1 måned. [8] Røgelsesurene var populære i Kina i både hjem og templer.

Det mekaniske ur

Det mekaniske astronomur fra 1410 i Prag.

Pave Sylvester 2. opfandt en enkel mekanisme i 966, der ringede med regelmæssige mellemrum og kaldte munkene til bøn. Den anses som begyndelsen til det mekaniske ur. [9] I middelalderen blev der foretaget eksperimenter med mekaniske ure, hvor man afprøvede forskellige bremsemekanismer til de faldende lodder, der kunne få viserne til at dreje rundt. I slutningen af 1200-tallet opfandt man hæmværket, som fik uret til at gå langsomt og nøjagtigt. I 1300-tallet kom ideen med at udskifte lodderne med fjedre, hvorved uret kunne fremstilles i en bærbar størrelse.

Paven havde før de mekaniske ure forordnet, at alle klostre skulle have et solur, men solure ikke er brugbare når det er overskyet eller mørkt, begyndte udviklingen af det mekaniske ur. Verdens sandsynligvis ældste ur, der stadig går, findes i katedralen i Salisbury og blev håndsmedet i jern i eller før 1386. Uret blev muligvis konstrueret af tre urmagere fra Nederland, nemlig Johannes og Williemus Vriemand, samt Johannes Jietuijt fra Delft, som blev inviteret over af kong Edward 3. af England. [10] Det mekaniske ur var mere avanceret end de hidtil brugte; da uret var mekanisk, kunne det gå døgnet rundt, meget nøjagtigt og regelmæssigt. Mekaniske ure består af fire hoveddele: drivmidlet, hjulværket, hæmværket og regulatoren.

George Graham opfandt i 1715 hæmværket, der eliminerede, at uret gik ujævnt. Hæmværket findes i de fleste pendulure. Vor tids mekaniske ure er oftest drevet af batterier. Nye ure kan måle tiden baseret på målinger af svingninger i atomer eller i quartzkrystaller.

Teknologien

Udviklingen

Fra omkring det 15. århundrede, da hæmværket var udviklet, prøvede man mange forskellige metoder til at gøre urene mest præcise. Man forsøgte sig med ure, der brugte fjedre. Fjederen bestod af et langt tyndt stykke metal, som var rullet sammen og kunne opspoles. Når man opspolede fjederen, strammede man den, så uret kunne gå, mens fjederen langsomt blev løsere og løsere. Peter Henlein [11] er urmageren, som menes at have opfundet denne teknik i 1511.

Der var ikke sekund- og minutvisere før det 16. århundrede. Indtil da havde man ure, som viste tiden med en præcision på 15 min. Det var først, da urmageren Jost Bürg i 1584 opfandt et nyt hæmværk, der kunne vise tiden med 1 minuts præcision. Det førte til, at astronomen Tycho Brahe kunne observere astronomiske begivenheder mere præcist[12][13].

Da uret også havde stor astronomisk betydning, var det et stort fremskridt da Taqi al-Din opfandt et ur, der nøjagtigt kunne vise, når et givet tidsrum var gået. Den næste store opfindelse kom i 1656, da penduluret blev opfundet. Længden af pendulet bestemte urets præcision. Først havde urene kronhjulshæmværk, men da engelske William Clement[14] opfandt den næste udvikling af hæmværket, kunne pendulurene vise tiden med minut- og sekundvisere. Problemet med penduluret er størrelsen. Det må være ret højt, for at gå præcist.

I 1840 opfandt Alexander Bain det elektroniske ur, som siden er videreudviklet.

Hvordan ure virker

Alle ure består af flere dele, hver med sin funktion og opgave, for at uret skal virke. [15]

Energikilde:

Alle ure har brug for en energikilde, som kan være et batteri, hjul eller fjedre. De fleste ure har en ekstra energikilde, som slår til, når hovedenergikilden afbrydes.

En oscillator:

Alle moderne ure har en harmonisk oscillator, som er en fysisk størrelse, der beskriver svingende systemer. I mekaniske ure kan det være penduler eller et stighjul. I de nyere ure kan det være en quartzkrystal eller vibrationer fra elektroner.

Synkroniserede enheder:

De fleste ure bliver regelmæssigt synkroniseret med et andet "hovedur", som er nøjagtigt. Computerure og radioer har en quartzkrystal og bliver synkroniseret en gang om ugen over internettet. Elektriske ure afhænger af deres strømkilde til at være præcise.

Regulering:

Denne del sørger for, at frekvenserne fra oscillatoren udsendes jævnt og ensartet. Denne del kan bestå af et pendul, balance eller en ic i quartzuret.

Gearing:

Her bliver de dannede impulser fra oscillatoren omdannet til en brugbar størrelse, som vi kender som sekunder, minutter og timer.

Displayet:

Displayet vier tiden. På moderne ure kan displayet enten være digitalt eller analogt, hvor tidsangivelsen afhænger af grader.

Forskellige former

Se også

Noter

Referencer

Trond Berg Eriksen, Tidens Historie tiderne skifter, 1999, dansk udgave ved Claus Clausen, Nørhaven A/S ISBN 87-7445-867-1
Stan Bray, Making Clocks, 2001, Briddles Ltd, ISBN 1-85486-213-8
Finn Morbech, Ur-guide 2001, forslaget Sct. Eliguis, ISBN 87-983868-1-6
Eric Smith, Clocks & clock repairing, 1993, st. Edmundsbury Press LImited Bury st Edmunds, ISBN 0-7188-2708-2