Reformationen

martin lutherer var om bor på titanic

Martin Luther slår de 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg, maleri af Ferdinand Pauwels (1872).

Baggrund

Inden Luthers opgør med den katolske kirke havde der været flere forsøg på at reformere kirken. Blandt de mest markante skikkelser i denne bevægelse var tjekkiske Jan Hus, franske Pierre Valdo og engelske John Wycliffe. Ingen af disse forsøg var for alvor slået igennem, så det blev Luther, der har fået æren af at være hovedmanden i reformationen. Hans kritik af den katolske kirke gik i første omgang på afladshandelen, idet han hævdede, at paven og den jordiske kirke ikke havde nogen indflydelse på skærsilden, samt at den kristne doktrin om helgenernes fortjeneste ikke havde baggrund i Bibelen. Ifølge protestantismen skulle kirken gå ud fra, at Bibelens ord var den eneste autoritet (sola scriptura), og at troen på Jesus frem for gode gerninger var den eneste vej til Guds syndsforladelse (sola fide). Motivationen var basalt set teologisk, selvom mange andre faktorer også spillede ind, herunder en spirende nationalisme, det vestlige skisma, som undergravede troen på paven, opfattelsen af udbredt korruption i den romerske kurie, indflydelse fra den humanistiske filosofi samt hele renæssancens tankegang, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved mange traditionelle opfattelser af verden.

Begyndelsen af bevægelsen spredte sig i Tyskland, og andre reformbevægelser opstod uafhængigt af Luthers. Udbredelsen af Johann Gutenbergs trykpresse gjorde det muligt ganske hurtigt at formidle religiøse materialer på folkesprog. De største grupper, der arbejdede på at udbrede reformationen var lutheranerne og calvinisterne. De lutheranske kirker fik særligt rodfæste i Tyskland, de baltiske lande og Skandinavien, mens calvinismen især vandt udbredelse i Schweiz, Ungarn og Frankrig. Den protestantiske bevægelse fik markant indflydelse på den engelske kirke, specielt efter 1547 under Edvard 6. og Elizabeth 1.

Der var også en reformationsbevægelse over store dele af det kontinentale Europa kendt som den radikale reformation, som blev basis for gendøber-, herrnhuter- og pietismebevægelser. Disse radikale reformbevægelser, der opererede uden for statsstøttede kirker, indførte ofte mere ekstreme forandringer, herunder afvisning af den traditionelle bekendelsesskrift fra senantikkens konciler i Nikæa og Chalkedon.

Den katolske kirke svarede igen ved at iværksætte en modreformation, som blev igangsat under Tridentinerkoncilet. En stor del af kampen mod protestantismen blev gennemført af den nye, velorganiserede Jesuiterorden. Overordnet set blev Nordeuropa (bortset fra Irland]] domineret af protestantismen, Sydeuropa forblev katolsk, mens Centraleuropa blev udsat for en indædt konflikt, som kulminerede i trediveårskrigen, hvilket resulterede i, at området i stor udstrækning blev ødelagt.

Reformationen angiver overgangen fra katolicisme til protestantisme i Nordeuropa.

I tiden op til Reformationen stod Paven og den katolske kirke med enorm magt og rigdom. Den katolske kirke havde forskellige dogmer om, at et menneske selv kunne bidrage til sin frelse gennem fromhed, gode gerninger, køb af afladsbreve og gaver til kirken. Den katolske kirke mente at hvis man viste sin godhed til kirken ved gaver eller køb af afladsbreve så kunne man igennem den katolske kirke købe sig til kortere tid i skærsilden. (Johann Tetzel er berømt eller berygtet for at have solgt afladsbreve under mottoet: "Når pengene i kisten klinger, straks sjælene ud af skærsilden springer.")

Indtil 1400-tallet havde kirken haft monopol på næsten alt skriftsprog og litteratur i Vesteuropa. Dermed var kirken – og universiteterne – også de eneste med kendskab til og udlægning af Bibelen. I 1442 kom Johann Gutenberg med sin revolutionerende måde at trykke bøger på, og i 1455 begyndte han at trykke Bibelen. Indførelsen af bogtrykkerkunsten betød, at kirken og de lærde og rige ikke længere sad med monopol på at eje bøger, der indtil da havde været særdeles bekostelige. Bibelen blev oversat fra latin eller direkte fra grundsprogene hebraisk og græsk, og det var nu muligt for almindelige mennesker selv at studere Bibelen direkte, i stedet for gennem kirken.

Kirkens monopol var også under pres fra renæssancen. Den Sorte Død havde formindsket Europas befolkningstal fra ca. 80 millioner i 1340 til 50 millioner i 1450. Bland andet ud fra dette befolkningstab udsprang renæssancen, hvor individet blev sat i fokus i stigende grad. Den øgede individualitet var i strid med den katolske kirkes forestilling om, at menigheden var tættere på gud, end det enkelte menneske. Der blev derfor i stigende grad sat spørgsmålstegn til kirkens autoritet som den eneste vej til gud.

Den 31. oktober 1517 startede reformationen for alvor og Martin Luther var startskuddet. Martin Luther havde sat 95 teser op på slotskirkens dør i Wittenberg for at indbyde de lærde til en drøftelse om den katolske kirkes afladspraksis. Martin Luther mente ikke at man igennem kirken kunne blive frelst ved at købe et afladsbrev. Han afviste hele systemet med frelse af gode gerninger. Martin Luther mente ikke at man kunne blive frelst ved at betale den katolske kirke for at gå i forbindelse med Gud og dermed frelse den betalende. Luther mente at troen og forholdet til gud var noget der var en sag for individet og ikke noget som en kirke kunne gøre bedre eller værre, ingen havde en position tættere på gud, ikke engang paven eller det katolske præsteskab. Kirken skulle opfattes som et fællesskab af troende. En præst kunne ikke afgøre hvorvidt man var tættere på frelsen jo mere man deltog, dette var noget gud besluttede. Han pegede på at det ikke var gode eller dårlige gerninger der afgjorde om man kom i himlen eller helvede, men troen på guds nåde der afgjorde dette. Arbejdede man hårdt og gav arbejdet gode resultater, så var det et tegn på Guds nåde.

Teserne spredtes med stor hast over hele Tyskland og vakte stor opsigt. Dette var et stort slag for den katolske kirke, der havde fået store indtægter på afladshandlen.

Reformationen betød et brud i den vesterlandske kirke, da Martin Luther og hans efterfølgere blev ekskommunikeret fra den romersk-katolske kirke; dette brud er ikke helet siden. Reformationen var startskud til etableringen af både den lutherske og reformerte kirke samt døberbevægelsen. Luther selv havde frabedt sig, at hans efterfølgelige skulle kalde sig "lutherske" .

Jean Calvin

Jean Calvin blev særdeles præget af Martin Luthers tankegang om kirken og religion i 1533. Forskellen på Martin Luthers tanker og Jean Calvin's var, at Calvin mente at Prædestination-læren var en essentiel, som betyder, at det kristne liv bør underordenes gudsvilje. Jean Calvin mente at både det Nye- og Gamle Testamente var vigtige, mens at Luther mente, at det Nye Testamente var det vigtigste.

Den radikale reformation

Begrebet "radikal reformation" er i dag i forskningen det begreb, som bruges til at karakterisere en lang række bevægelser og personer, som ville noget andet og noget mere end 'hovedreformatorerne'. Fælles for alle de mange forskellige bevægelser i perioden fra 1521 til op i 1540erne (og længere endnu) var det, at de ønskede, at en reformation ikke kun skulle omfatte kirkelige forhold, men derimod hele samfundet. Blandt de markanteste var i den første periode Andreas Bodenstein von Karlstadt, Thomas Müntzer og en række forskellige af hinanden uafhængige døberbevægelser, f.eks. en midt-, sydtysk, østrigsk, mährisk bevægelse, hvis første helt dominerende lederskikkelse var Hans Hut, der var 'elev' af Thomas Müntzer, en schweizisk bevægelse, som i den første fase var meget mangesidet, og som i 1527 afsondrede sig helt fra det omgivende samfund og en bevægelse i Nordvesttyskland, som kulminerede i "Døberriget i Münster 1534/35". døbere (også: gendøbere eller anabaptister), spiritualister (sværmere) og antitrinitarer samt tilhængere af Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer. De havde ofte en udpræget antiklerikal indstilling og blev undertrykt af både andre evangeliske og katolske stænder.

Reformationen i Nordeuropa

Martin Luthers tanker betød at den katolske kirkes autoritet svandt markant i Nordeuropa. Det betød derved også at der opstod en tomhed, efter den kontrol der havde været under den katolske kirkes dominans.

Det resulterede i at religiøse anarkistiske bevægelser opstod i Nordeuropa, blandt andet i Tyskland og Holland. Disse anarkister mente at nu hvor den gejstlige magt ikke længere kunne retfærdiggøre dens autoritet i en speciel forbindelse til gud, så kunne den verdslige magt heller ikke berettige deres magt. Dette var en af flere årsager der ledte til borgerkrige i Tyskland, hvor adelsmændene henvendte sig til Martin Luther for hjælp. Martin Luther assisterede adelsmændene i deres trængte situation, idet han udtalte at han aldrig havde ment at hans teser skulle have så store sociale konsekvenser, og ikke skulle overføres på den verdslige magt.

Reformationen i Danmark

Elfenbensfigur af ræv i munkekutte - en del af den antikatolske propaganda. Jordfund fra København.

Uddybende artikel: Reformationen i Danmark

I 1520 bekostede en velhavende bonde fra gården "Benniksgård" i Rinkenæs rejsen for to munke fra Flensborg Kloster til Wittenberg, hvor de skulle lære Martin Luther og hans tanker at kende. Året efter begyndte den ene munk at prædike Luthers reformation i sin gamle kirke. Den anden startede 1525 en præsteskole i Haderslev. – Det vil sige at reformationen startede i Rinkenæs gamle kirke otte år før det øvrige land.

Blandt tilhørerne på Københavns Universitet var Hans Tausen (johannitermunk, 1494 – 1561) , der i Viborg blev hovedkraften i reformationen i Danmark: i 1525 satte han sig i besiddelse af Viborgs to klosterkirker og domkirken, mens 12 "overflødige" kirker blev revet ned.

Malmø spillede også en vigtig rolle i den danske reformation. I 1524 oversatte borgmester Hans Mikkelsen og lunde-kannik Christiern Pedersen Det nye testamente til dansk, og præsten Claus Mortensen Tøndebinder udgav i 1528 den første danske salmebog, "Malmø-salmebogen".

I 1530 havde reformationen sejret i alle vigtige købstæder, dels fordi Frederik 1. (1523-1533) beskyttede den folkelige bevægelse, dels på grund af et opsparet had i befolkningen mod kirkens privilegier. Kirken havde dels skattefrihed, dels ret til selv at opkræve tiende dels en omfattende afladshandel m.m.

Christian 2. forbød den danske kirke at have kontakt med Rom. Dette forbud blev overholdt, som det ses i Vatikanets arkiver; brevstrømmen fra Danmark stopper.

Ved kongevalget af Christian 3. i 1534 gik statsmagten ind, og i 1536 blev det katolske bispegods overtaget af staten, og kongen overtog ansvaret for biskoppernes aflønning. Biskopperne blev nu udnævnt af kongen og udgjorde den øverste myndighed i gejstlige anliggender i de syv stifter. Da kirken blev en statskirke, fik stiftslensmændene (amtmændenes forgængere) det følgende år indflydelse på stifternes økonomi.

Langt de fleste munke og nonner fik lov at blive i deres klostre; gråbrødreklostrene var dog en undtagelse (se hertil), og præsterne fik lov at beholde deres kirker til de døde; først da den sidste munk eller nonne var død, blev klosteret lagt sammen med krongodset, og kirkesognene sammenlagt.

Reformationen i Sydeuropa

Det var kun i Nordeuropa, at reformationen for alvor slog igennem. Her fik reformationen så stor gennemslagskraft, at den gik ud over det kirkelige samfund, og den begyndte at strække sig ind over det verdslige samfund. I Sydeuropa forblev katolicismen dog stadig den største kirkelige trosretning. Fra midten af 1500-tallet var pavemagten, samt den katolske menighed, klar til et åbent opgør med de få reformatoriske bevægelser, der var opstået.

I Sydeuropa var modreformationens grundlag baseret på den katolske kirkes ufejlbarhed, og paven havde fortsat ret til at fortolke biblen. Jagten på kættere blev også forstærket; især i Italien og Spanien var der mange, som mistede livet.

Inkvisitionsdomstolene blev oprettet under højmiddelalderen af den romerske kirke, og bestod af præster der undersøgte kætter-sager. Hvis man blev kendt skyldig som kætter af inkvisitionen, blev man brændt på bålet. Inkvisitionen var med til at udbrede folks frygt for den romerske kirke, da deres domme blev afsagt på baggrund af tilståelser, ofte fremtvunget under forskellige former for tortur.

Reformationsgrupperne i Italien, Spanien og Portugal blev altså stillet for inkvisitionsdomstolen og måtte enten konvertere tilbage til katolicismen, eller flygte til andre lande for at undgå henrettelse.

I dag står Peterskirken som et synligt symbol på magtkampen mellem de reformatoriske grupper og katolicismen. Den oprindelige grundplan for kirken, var at den skulle udformes som et græsk kors, hvor alle kunne se op i kirkens kuppel. I stedet blev kirken udformet som et latinsk kors, hvor menigheden kun kan se præsterne, hvilket understreger katolicismens grundtanke, om at kirken binder Gud og menigheden sammen.

Eksterne henvisninger

Se Wiktionarys definition på ordet: Reformation

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Reformationen