Radikale Venstre: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
No edit summary
Tags: Manuel tilbagerulning Visuel redigering
Linje 36: Linje 36:
}}
}}
'''Radikale Venstre''' (tidligere '''Det Radikale Venstre''', i pressen oftest blot '''De Radikale''', forkortelse '''RV''', '''R''' eller '''B''') er et [[socialliberalisme|socialliberalt]] [[Danmark|dansk]] [[politisk parti]], der ofte har indtaget en nøglerolle i [[Folketinget]]. Partiets politiske leder har siden oktober [[2020]] været [[Sofie Carsten Nielsen]], der var [[uddannelses- og forskningsminister]] i [[Regeringen Helle Thorning-Schmidt II]].
'''Radikale Venstre''' (tidligere '''Det Radikale Venstre''', i pressen oftest blot '''De Radikale''', forkortelse '''RV''', '''R''' eller '''B''') er et [[socialliberalisme|socialliberalt]] [[Danmark|dansk]] [[politisk parti]], der ofte har indtaget en nøglerolle i [[Folketinget]]. Partiets politiske leder har siden oktober [[2020]] været [[Sofie Carsten Nielsen]], der var [[uddannelses- og forskningsminister]] i [[Regeringen Helle Thorning-Schmidt II]].

Mange af radikale venstres vælgere går ind for en grøn fremtid, men alligevel flyver halvdelen af dem jorden rundt 3 gange om året.


== Historie ==
== Historie ==

Versionen fra 23. jan. 2021, 21:44

Denne artikel omhandler det nuværende parti Radikale Venstre. Opslagsordet har også en anden betydning, se Radikale Venstre (1878).
Radikale Venstre
Radikale Venstre (Danmarks social-liberale parti)
 
Partileder Sofie Carsten Nielsen
Partiformand Svend Thorhauge
Partisekretær Lars Beer Nielsen
Politisk ordfører Andreas Steenberg
Gruppeformand i Folketinget Sofie Carsten Nielsen
 
Grundlagt 21. maj 1905
Partiavis Radikalt
Hovedkontor Christiansborg
1240 København K
Antal medlemmer 7.665 (2019)[1]
Ungdomsorganisation Radikal Ungdom
Pladser i Folketinget
16 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:
2 / 14
Pladser i byrådene:
81 / 2.444
Pladser i regionsrådene:
8 / 205
 
Politisk ideologi Socialliberalisme[2]
Politisk placering Centrum
Internationalt samarbejdsorgan Liberal International
Europæisk samarbejdsorgan European Liberal Democrat and Reform Party
Partigruppe i Europaparlamentet Alliance of Liberals and Democrats for Europe
Partifarve(r) Magenta, blå og gul
Partibogstav B[3]
 
Website radikale.dk

Radikale Venstre (tidligere Det Radikale Venstre, i pressen oftest blot De Radikale, forkortelse RV, R eller B) er et socialliberalt dansk politisk parti, der ofte har indtaget en nøglerolle i Folketinget. Partiets politiske leder har siden oktober 2020 været Sofie Carsten Nielsen, der var uddannelses- og forskningsminister i Regeringen Helle Thorning-Schmidt II.

Historie

Partiet blev stiftet i Odense 21. maj 1905, hvor 538 delegerede fra en række af Venstres vælgerforeninger vedtog partiets navn, program og vedtægter. Det vedtagne program fik derefter tilslutning af de folketingsmedlemmer, der var blevet ekskluderet af Venstrereformpartiet i januar 1905 på grund af uenigheder om blandt andet forsvarspolitik. Udgangspunktet for Det Radikale Venstre var en konsekvent antimilitarisme, lige og almindelig valgret, forbedring af husmændenes og de dårligst stillede byboeres vilkår og bedre uddannelse til alle. Det liberale fokus på frihedsrettigheder skulle bevares, men staten måtte påtage sig et ansvar som socialt sikkerhedsnet og skabe muligheder for de mindrebemidlede.

Den radikale filosofi taler for at varetage hele samfundets interesser i stedet for at være talerør for bestemte samfundsgrupper som for eksempel arbejdere eller erhvervslivet. Det Radikale Venstre har historisk gået ind for decentralisering med henblik på at styrke borgernes mulighed for at deltage i den demokratiske proces. Partiets holdning til EF/EU var i begyndelsen splittet, men i dag er partiet et af de mest EU-venlige i Folketinget; dog findes der EU-kritiske grupper internt i partiet.

Regeringsdeltagelser

Partiet har på grund af sin politiske position på midten og en overvejende pragmatisk indstilling haft en afgørende rolle i regeringsdannelsen i Danmark i det meste af det 20. århundrede, som "tungen på vægtskålen", der kunne afgøre, om landet skulle have en borgerlig eller socialdemokratisk regering. Med etableringen af VKO-flertallet ved folketingsvalget i 2001 mistede de Radikale denne position og havde i de følgende år ganske lidt indflydelse. De genvandt deres centrale rolle i dansk politik ved valget i 2011, men mistede den igen i 2015.

Regeringsbærende parti

De Radikale var dannet som opposition til Venstre, der var datidens klart mest dominerende parti, og de allierede sig fra starten med Socialdemokratiet mod Venstre. De Radikale dannede regering i 1909-1910 og 1913-1920 med Carl Theodor Zahle som konseilspræsident og Socialdemokratiet som støtteparti. Grunden til, at Socialdemokraterne ikke kom med i regeringerne var, at de var skeptiske overfor at overtage ansvaret for den borgerlige stat. De Radikale gennemførte under Første Verdenskrig en kraftig udbygning af den statlige styring af økonomien med indenrigsminister Ove Rode og finansminister Edvard Brandes som hovedmænd. Mens udenrigsminister Erik Scavenius sikrede Danmark mod at blive besat af Tyskland ved behændige dipomatiske manøvrer[kilde mangler]. Efter krigen stod partiet fast på, at Danmark ikke skulle indlemme Flensborg, som mange borgerlige og kongehuset ønskede. Dette førte til Påskekrisen, hvor ministeriet Zahle blev afskediget af kong Christian 10.. Ved det efterfølgende valg tabte partiet regeringsmagten til Venstre.

Juniorpartner i Thorvald Staunings regeringer

Ved valget i 1924 fik SR-alliancen igen flertal. Socialdemokratiet blev landets største parti og dermed det naturlige statsministerparti, og de Radikale gled ind i rollen som støtteparti. I 1929-1940 var De Radikale med i Thorvald Staunings SR-regeringer med Peter Munch som en markant udenrigsminister. Partiet sikrede en kraftig indskrænkning af hær og flåde, da det ikke mente, at Danmark kunne forsvares militært.

Samarbejdspolitikken

Under Anden Verdenskrig indgik De Radikale sammen med de tre øvrige gamle partier i en national samlingsregering, først under Thorvald Staunings og siden Vilhelm Buhls ledelse, og fra 1942 til 29. august 1943 med tidligere udenrigsminister Erik Scavenius som statsminister. Scavenius stod for en afvisende kurs overfor modstandsbevægelsen og en høj grad af tilpasning til tyske krav og kom efter krigen til at stå som symbolet på samarbejdspolitikken.

NATO-modstand og opbygningen af velfærdsstaten

De Radikale indtrådte efter krigen i en friere rolle som støtteparti for socialdemokratiske regeringer i 1947-50 og 1953-57. En af årsagerne til at partiet ikke kom i regering i denne periode var, at de gik ind for dansk neutralitet under den kolde krig og var modstandere af Danmarks tilslutning til NATO i 1949. I 1957 indtrådte De Radikale i en flertalsregering med Socialdemokratiet og Retsforbundet (den såkaldte "ABE-regering"), og partiet fortsatte med at sidde i regering med Socialdemokratiet til 1964-valget.

VKR-regeringen

Socialdemokratiets samarbejde med SF i Det Røde Kabinet 1966-67 fik imidlertid De Radikale til at skifte side. Efter en valgsejr i 1968 gik partiet med i VKR-regeringen, der sad 1968-71 med den radikale leder Hilmar Baunsgaard som statsminister. Op gennem 1970'erne fungerede De Radikale som støtteparti til Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer, hvis økonomiske politik partiet dog i stigende grad fandt uansvarlig. Da Anker Jørgensen gik af i 1982, pegede partiet derfor på den konservative leder Poul Schlüter som statsminister og støttede dennes borgerlige regeringer og deres økonomiske genopretningspolitik op gennem 1980'erne samtidig med, at de var en del af det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal, der gennemtvang fodnotepolitikken i NATO. Efter valget i 1988 gik De Radikale med i en KVR-regering, der sad til 1990.

Ny SR-regering

Efter at Poul Schlüter gik af som følge af Tamilsagen i 1993, støttede de radikale dannelsen af en socialdemokratisk ledet regering og var 1993-2001 med i Poul Nyrup Rasmussens regeringer, hvor det var med til at gennemføre flere arbejdsmarkedsreformer og en skattereform.

I opposition

I 2001 gik partiet til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og oplevede en fremgang fra syv til ni mandater, men det var ikke nok til at sikre flertallet bag SR-regeringen. Situationen gentog sig ved folketingsvalget i 2005, hvor Radikale Venstre dog oplevede sin største fremgang siden 1960'erne – fra ni til 17 mandater.

I forbindelse med 2005-valget tiltrak De Radikale ifølge undersøgelser flere skuffede vælgere fra den socialdemokratiske venstrefløj. Dette var et paradoks, eftersom partiet siden midten af 1990'erne har påtaget sig tiltagende højreorienterede standpunkter på det fordelingspolitiske område. Samfundsforsker Johannes Andersen har forklaret det med, at vælgerne enten ikke har været optaget af fordelingspolitikken, eller at udlændinge-, rets- og uddannelsespolitik bare betyder mere for dem.[4]

Ny kurs – ny leder

I 2006 udløste flere politiske uenigheder mellem De Radikale og Socialdemokraterne et såkaldt "frihedsbrev" fra Radikale Venstre – hvor partiet gav udtryk for at man ville have en radikalt ledet regering og hverken støtte en regering under Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt. Der var dog ikke ret stor opbakning til den radikale strategi, der blev kaldt Den anden vej, og i løbet af 2006 tabte partiet hastigt tilslutning i meningsmålingerne. Internt var der ikke udelt begejstring for den nye kurs. En gruppe i partiet, anført af Naser Khader, krævede, at partiet vendte tilbage til sin klassiske position på midten, hvor man ikke på forhånd erklærede sin støtte til en socialdemokratisk eller borgerlig regering. Uroen førte til, at Khader sammen med partiets europaparlamentsmedlem Anders Samuelsen forlod partiet og dannede Ny Alliance. Det blev startskuddet til et opgør med den linje partiet – og især Marianne Jelved – havde stået for. Flere kommentatorer opfordrede Jelved til at gå af, og den 15. juni overtog Margrethe Vestager så det politiske lederskab efter at have stået i spidsen for at redefinere partiets politiske kurs. 8. oktober 2008 forlod Simon Emil Ammitzbøll partiet efter uenigheder med Vestager.

Ved folketingsvalget i november 2007 gik partiet tilbage til de mere "normale" 9 mandater, og den parlamentariske situation var uændret, idet Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stadig kunne mønstre et flertal bag sig i Folketinget.

Ny op- og nedtur

Ved folketingsvalget i 2011 fik Radikale Venstre næsten fordoblet sit mandattal sammenlignet med det forrige valg. Partiet fik 17 mandater som i 2005 og blev større end Socialdemokraternes foretrukne regeringspartner, Socialistisk Folkeparti. Efter valget dannede De Radikale regering med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Ifølge medierne lykkedes det i denne sammenhæng partiet at få gennemført det meste af sit program, mens Socialdemokraterne og især SF måtte bøje sig for De Radikale[kilde mangler]. I 2014 skiftede partiet igen leder, da Morten Østergaard tog over efter Margrethe Vestager, der blev EU-kommissær. Zigzagkursen ved folketingsvalgene fortsatte i 2015, hvor de radikale atter gik tilbage, nu til 8 mandater.

Grundet Dansk Folkepartis stærke indflydelse på Venstres politiske kurs i disse år, skiftede europaparlamentsmedlem valgt for Venstre Jens Rohde til de Radikale, hvor han sad perioden ud med Morten Helveg Petersen. En undersøgelse fra 2019, der betragtede politiske partiers stemmeopførsel om klimapolitiske spørgsmål i EU-Parlamentet, sætter Radikale i betragtning som "delayer" i klimapolitiske spørgsmål,[5] trods Helveg Petersen i samme periode opnåede at være det mest indflydelsesrige danske parlamentsmedlem i EU som bl.a. næstformand i industri- og energiudvalget.[6]

2019 og frem

Inspireret af En Marche!-bevægelsen af den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron, ændrede Radikale sammen med en række andre europæiske socialliberale partier valgslogan til "Fremad!", og inddrog gul som ny partifarve sammen med magenta i samme forbindelse.[kilde mangler]

I 2019 fik Radikale mandatfordobling ved både EU-valget (fra 1 til 2, hvis ikke Rhode tælles med i forrige periode. Det andet mandat skyldtes et valgforbund med Alternativet) og folketingsvalget (fra 8 til 16). Efter folketingsvalget blev partiet sammen med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti støtteparti bag Mette Frederiksens socialdemokratiske regering.[7] I oktober 2020 skiftede partiet uventet leder, da Morten Østergaard pludselig trådte tilbage efter en sag om interne krænkelser i partiet. Samme dag blev den hidtidige næstformand i folketingsgruppen Sofie Carsten Nielsen valgt som ny leder i et kampvalg mod den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard.[8]

Historisk tilslutning

Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater.
Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater.

Partiet har haft sine vælgermæssige storhedstider i perioden kort efter dannelsen og i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne.

Største tilslutning hidtil var ved folketingsvalget i 1918 med 21,3% af stemmerne. Siden har partiet typisk haft en tilslutning på 5-10%, men nåede et højdepunkt på 15,0% ved valget i 1968 og 14,4% ved valget i 1971 under politisk ledelse af Hilmar Baunsgaard som var statsminister i Regeringen Hilmar Baunsgaard fra 1968 til 1971.

Et foreløbigt lavpunkt blev nået kort ved valget i 1977 hvor andelen blev på 3,6% stemmerne, nu under politisk ledelse af Svend Haugaard. Partiets dårligste resultat nogensinde var ved valget i 1990, under Niels Helveg Petersen og efter deltagelse i endnu en VKR-regering fra 1988-1990, hvor partiet opnåede 3,5 % af stemmerne.

(Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater).

Partiets opbygning

"Det handler om mennesker": Det Radikale Venstres telt på Folkemødet 2016.

Radikale Venstre har en klar adskillelse mellem partiets landsforbund, der ledes af en landsformand, og folketingsgruppen, der ledes af den politiske leder. Landsformand siden 2015 er Svend Thorhauge, mens Sofie Carsten Nielsen er den politiske leder og formand for folketingsgruppen siden 2020.[9]

Partiets ungdomsorganisation er Radikal Ungdom.

Medlemstallet var ca. 30.000 i 1960'erne, og efter at have været nede omkring 5.000 medlemmer i 1980'erne og 1990'erne har partiet i de senere år haft i størrelsesordenen 7.000-9.000 medlemmer.

Medlemstal

  • 2019: 7.665[1]
  • 2017: 6.700[10]
  • 2013: 7.500
  • 2012: 9.100
  • 2011: 7.800
  • 2010: 7.300
  • 2009: 7.600
  • 2008: 7.900
  • 2007: 8.500
  • 2006: 9.500
  • 2005: 9.500
  • 2004: 9.000
  • 2003: 7.600
  • 2002: 7.500
  • 2001: 6.700


Ordførerskaber

  • Martin Lidegaard - Arktis-, Forsvars- og Udenrigsordfører, samt Ordfører for Grønland og Færøerne.
  • Samira Nawa - Beskæftigelses- og Ligestillingsordfører.
  • Jens Rohde - Bolig-, EU- og Medieordfører, samt Ordfører vedrørende Nordisk Samarbejde.
  • Anne Sophie Callesen - Børne-, Familie-, Udviklings-, Undervisnings- og Ungdomsuddannelsesordfører.
  • Ida Auken - Energi-, Forsynings-, It-, Klima-, Teknologi- og Telekommunikationsordfører.
  • Katrine Robsøe - Erhvervs-, Integrations- og Uddannelsesordfører.
  • Kristian Hegaard - Etik- og Retsordfører, samt Ordfører vedrørende §71-tilsynet.
  • Sofie Carsten Nielsen - Finansordfører, samt Politisk Ordfører.
  • Rasmus Helveg Petersen - Fiskeri- og Socialordfører, samt ordfører for Landdistrikter og Øer.
  • Marianne Jelved - Folkeoplysnings-, Kirke- og Skoleordfører, samt Ordfører for Frie Skolereformer.
  • Lotte Rod - Forebyggelses- og Innovationsordfører.
  • Stinus Lindgreen - Forsknings-, Psykiatri-, Sundheds- og Ældreordfører.
  • Zenia Stampe - Fødevare-, Grundlovs-, Kultur-, Menneskerettigheds-, Miljø- og Naturordfører.
  • Andreas Steenberg - Indfødsrets-, Transport- og Udlændingeordfører.
  • Kathrine Olldag - Kommunal- og Skatteordfører.

Økonomi

Frivillige bidrag

Radikale Venstre har i sit 2015-regnskab[11] opgivet at have modtaget private bidrag på 9,8 mio. kr. Heraf har partiet modtaget bidrag for over 20.000 kroner fra i alt 9 virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, heriblandt:

Statsministre

Derudover var også Erik Scavenius, statsminister 1942-1945 (i praksis dog kun til d. 29. august 1943), en tidligere radikal politiker og udenrigsminister. Han var dog ikke radikal i sin periode som statsminister, da han havde udmeldt sig af partiet i 1932.

Andre ministerposter

Partiledere

Landsformænd

Formænd for Folketingsgruppen

Nuværende medlemmer af Folketinget

Ved folketingsvalget 2019 fik Radikale Venstre 16 mandater:

Valgresultater

Folketingsvalg siden 1906

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater ±
1906 41.460 13,7 % 11 +11
1909 60.261 18,8 % 18 +7
1910 66.734 19,1 % 20 +2
1913 67.903 18,7 % 31 +11
1915 31 ±0
1918 195.159 21,3 % 32 +1
26. april 1920 123.877 12,0 % 17 -15
6. juli 1920 111.055 11,6 % 16 -1
21. september 1920 147.120 12,1 % 18 +2
1924 166.476 13,0 % 20 +2
1926 150.931 11,3 % 16 -4
1929 151.746 10,7 % 16 ±0
1932 145.221 9,4 % 14 -2
1935 151.247 9,2 % 14 ±0
1939 161.834 9,5 % 14 ±0
1943 175.179 8,7 % 13 -1
1945 167.073 8,2 % 11 -2
1947 144.246 7,1 % 10 -1
1950 167.969 8,2 % 12 +2
21. april 1953 178,942 8,6 % 13 +1
22. september 1953 169.295 7,8 % 14 +1
1957 179.822 7,8 % 14 ±0
1960 140.979 5,8 % 11 -3
1964 139.702 5,3 % 10 -1
1966 203,858 7,3 % 13 +3
1968 427.304 15,0 % 27 +14
1971 413.620 14,4 % 27 ±0
1973 343.717 11,2 % 20 -7
1975 216.553 7,1 % 13 -7
1977 113.330 3,6 % 6 -7
1979 172.365 5,4 % 10 +4
1981 160.053 5,1 % 9 -1
1984 184.642 5,5 % 10 +1
1987 209.086 6,2 % 11 +1
1988 185.707 5,6 % 10 -1
1990 114.888 3,5 % 7 -3
1994 152.701 4,6 % 8 +1
1998 131.254 3,9 % 7 -1
2001 179.023 5,2 % 9 +2
2005 308.212 9,2 % 17 +8
2007 177.161 5,1 % 9 -8
2011 336.698 9,5 % 17 +8
2015 160.692 4,6 % 8 -9
2019 304.273 8,6 % 16 +8

Se også

Litteratur

  • Helge Larsen: Fra liberalisme til radikalisme. Københavns liberale Vælgerforening 1883-1908; Odense University Studies in History and Social Sciences, vol. 90; Odense Universitetsforlag 1985; ISBN 87-7492-541-5

Referencer

  1. ^ a b Et kritisk punkt er nået og ”demokratiet lider”. Partiernes medlemstal falder og falder. Artikel på kristeligt-dagblad.dk 22. januar 2020, opdateret 23. januar 2020.
  2. ^ Vedtægter
  3. ^ Folketinget - Partierne
  4. ^ Ugebrevet A4, nr. 19/2006
  5. ^ http://www.caneurope.org/docman/climate-energy-targets/3476-defenders-delayers-dinosaurs-ranking-of-eu-political-groups-and-national-parties-on-climate-change/file
  6. ^ https://www.votewatch.eu/blog/top-100-most-influential-eu-parliamentarians/
  7. ^ Støtter om Mette Frederiksen-tale: Regeringen gør for lidt for klimaet. Finans.dk, 6. oktober 2020.
  8. ^ Sådan gik det til: Morten Østergaards dramatiske fald som leder for Radikale Venstre. Artikel på dr.dk 7. oktober 2020.
  9. ^ Den radikale gruppeledelse konstitueret radikale.dk (hentet 3. juli 2015)
  10. ^ Hvor mange medlemmer har de politiske partier? Partiernes medlemstal 2017. Folketingets hjemmeside, besøgt 25. januar 2020.
  11. ^ Radikale Venstres Landsforbund. Årsrapport 2015. Offentliggjort af Folketinget. Besøgt 4. november 2017.

Eksterne henvisninger


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Radikale_Venstre&oldid=10604342"