Hans Munck

Hans Munck
Personlig information
Født	18. februar 1906 Sønder Rind, Danmark
Død	3. oktober 1976 (70 år)
Nationalitet	Dansk
Religion	Indre Mission
Ægtefælle	Anna Marie Munck
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Højskoleforstander, Grundlægger af Unge Hjem Bevægelsen, Indremissionær, Modstandsmand
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Hans Munck (født den 18. februar 1906, død den 3. oktober 1976) var en dansk modstandsmand, halvt uddannet mejerist, koncertarrangør, foredragsholder, grønlandsfarer, landmand, skoleleder, ildsjæl og missionær. Hans livsværk er Unge Hjem Bevægelsen og Unge Hjems Højskole.

Hans Munck var en mand med et motto: ”Vid i sin favn og klar i sit sigte”, og man kan roligt sige, at han levede sit liv ud fra det princip og den anskuelse.

Beslutningen

Gårdmandssønnen fra Sønder Rind, der ligger nogle kilometer syd for Viborg, var i begyndelsen af tyverne, da han tilsluttede sig Indre Mission. Indtil da var han som de fleste andre unge mennesker på egnen, det handlede om fest og dans, sport og det modsatte køn. Han stod i lære som mejerist, men så skete der en livsændrende begivenhed for Hans Munck.

Hans far døde, og i forbindelse med hans sygdom var begge forældre blevet stærkt troende. Da Hans Munck valgte at stoppe sin uddannelse og flytte tilbage for at hjælpe sin mor med at drive landbruget, blev han samtidig mere og mere tiltrukket af troen. Han tilmeldte sig på Haslev Højskole og var der i 1926/27, men det var åbenbart ikke nok, for han fortsatte opholdet på Haslev Udvidede Højskole, og det fik afgørende betydning for Hans Munck. Han besluttede sig for at blive missionær.

Igangsætteren fra Esbjerg

Det tog et par år, og i 1930 fik Hans Munck den officielle tilladelse. Indre Missions Hovedbestyrelse havde godkendt, at han kunne tale rundt om i missionshusene. Året efter blev han indremissionær i Randers, og inden da var han blevet gift med Anne Marie John, som han havde mødt på kroen i Rødkærsbro. Der blev lagt mærke til den unge missionær, han gjorde et godt stykke arbejde, og i 1939 blev familien Munck forflyttet til Esbjerg.

Hele familien, far, mor og seks børn pakkede hjemmet og kørte mod sydvest, til det der dengang var et af de største og mest aktive Indre Missions samfund i landet. Hans Munck var kommet til byen, og det fik esbjergenserne at mærke.

Den nye missionær var meget aktiv, blandt andet arrangerede han en række foredrag seks aftener i træk i samarbejde med Vor Frelsers kirke. Hans Munck ville nemlig gerne have, at det ikke udelukkende skulle være for mennesker fra Indre Mission, men for alle. Så meget snedigt kaldte han det `Hele Byens Uge`, og det lykkedes. Der var udsolgt hver aften.

Kaj Munk talte i missionshuset, og operasangere kom på besøg og gav koncerter, Hans Munck var hele tiden i gang med et nyt arrangement, og han var populær i brede kredse i Esbjerg. Mens familien var i byen, kom yderlige to børn til verden.

Det var også i Esbjerg, at Hans Munck fik ideen til Unge Hjem.

Klar tale til folkesjælen

Mange var sikre på, at en krig nærmede sig, og det fik Hans Munck til at spekulere på om der var nok tyngde i danskernes grundlæggende, kristne liv til at kunne klare sig igennem, hvad end der måtte ske med verden.

Hans Munck havde været i Hamburg i 1938, og han fortæller, at han havde set nazismen indefra, ”en åndsmagt der krævede herredømme over menneskesjæle”.

-Jeg så hvordan Hitler sneg sig ind på de unge ægteskaber, sagde Hans Munck til Aarhus Stiftstidende den 26. februar 1961. I et interview med Berlingske Tidende i april 1976 fortalte Hans Munck, at han havde bemærket, at der blandt nogle missionsfolk var en vis beundring for Hitler, så han anså det for livsnødvendigt at skabe et kristent familiearbejde som skulle være et værn mod nazisme, ensretning, tvang og egennyttighed.

Ideen var at samle unge ægtepar og tale om ægteskabet, blandt andet også om et ømtåleligt emne som skilsmisser. Hans Munck mente, at man har, eller at i hvert fald han havde, en pligt til at give de unge hjem et grundlag at stå på. Missionæren fra Indre Mission fortalte blandt andet de unge ægtepar, at ”det er forkert at tro, at utroskab på det seksuelle område er den almindeligste grund til skilsmisse. Her tæller den almindelige, permanente skuffelse over ægtefællen langt mere, og alt for mange ægteskaber går i stykker fordi ægtefællerne begyndte med en ønskedrøm, som overhovedet ingen grund havde i livets kendsgerninger”. Hans Munck talte i klare vendinger så alle kunne forstå det.

Unge Hjems Aftener i Esbjerg bredte sig forholdsvis hurtigt over hele landet, og masser af unge ægtepar gik til foredrag og weekend stævner. Det udviklede sig til en bevægelse.

Missionær med maskinpistol

Hotelejer Sand Jespersen, fiskeskipper Carl Muff, læge L. Jacobsen, boghandler Svend Baarsøe og læge Almsøe. De var nogle af dem der udgjorde den modstandsgruppe som Hans Munck var med i den sidste halvdel af besættelsen.

Den 17. marts 1945, klokken fem om morgenen, ringede det på døren hos missionærfamilien. Det var Gestapo og danske HIPOfolk, og huset var omringet. Det lykkedes for Hans Munck at snige sig fra boligen ind i missionshuset og der fra ud og væk. Han gemte sig hos hotelejer Larsen og senere blev han hentet af to frihedskæmpere.

Hele modstandsgruppen var blevet stukket, og et par dage efter var Hans Munck på vej for at gemme sig et sted i Sønderjylland. Han fik et nyt legitimationskort og hed Jens Peder Pedersen.

Anna, som også var aktiv, gik under jorden, børnene blev placeret forskellige steder hos bekendte indtil krigen sluttede.

Den 6. maj om morgenen kunne esbjergenserne se noget opsigtsvækkende: iklædt armbind, hjelm og maskinpistol, stod byens indremissionær vagt ved en virksomhed. Hans Munck var sandsynligvis den eneste indremissionær der deltog i modstandskampen.

Lige lovlig løssluppent

Tre år efter krigen greb Indre Missions Hovedbestyrelse igen ind i familiens liv. De skulle til Aarhus.

Missionshuset Carmel i Nørre Alle blev deres nye hjem og arbejdsplads, og lige som i Esbjerg gik Hans Munck straks i gang med aktiviteterne. Møbelhandleren, der brugte kælderen som lager, blev sagt op og der blev indrettet forsamlingslokaler, særligt for unge mennesker.

Hele Aarhus blev inviteret til kulturaftener i den store sal. Berømte skuespillere, musikere og sangere fra ind- og udland optrådte, og Hans Munck gentog succesen fra Esbjerg, for arrangementerne var velbesøgte, også af folk der ellers ikke ville komme i missionshuset.

I visse dele af Indre Mission var der knap så stor entusiasme for Hans Muncks måde at gøre tingene på, det var lidt for moderne og lidt for løssluppent. Nogle forsøgte at modarbejde ham og kritikken var vedholdende, men den ukuelige missionær tog det roligt og sagde blandt andet, at `man er nødt til at være foran for at blive sparket bagi`.

Radikal nytænkning

Indre Mission havde lagt en ny linje i 1950`erne, man skulle være mere folkelig, udadvendt og kulturel, og den kulturåbne linje blev personificeret af Hans Munck i Carmel.

Samfundsrådet i Indre Mission havde noteret sig hvad Hans Munck lavede i Esbjerg, han var dynamisk, initiativrig og ikke bange for nye ideer, derfor ville de have ham til Aarhus. De fik på det nærmeste en revolution og en del radikal nytænkning, og der er aldrig sket så mange nye tiltag i Carmel som i hans periode. Mange syntes, at det var helt rigtigt med lidt mere kultur og måske lidt mindre vækkelse. Hans Munck var den progressive kraft de skulle bruge, ud over koncerterne lavede han også filmaftener. Det gik fint – i begyndelsen. Første aften gik 400 mennesker forgæves fordi der ikke var pladser nok, Hans Munck ville gentage succesen, men biografejerne i Aarhus havde hørt om det og klagede til politiet, og så var der ikke mere film i Carmel.

Til dels i kraft af Hans Muncks arbejde med Unge Hjem var der også tilbud om ægteskabsrådgivning, han lavede studiekredse som for eksempel `Planteriget i skaberplanen. Det fornyede verdensbillede` og `Kirken og den moderne velfærdsstat`.

Alle initiativerne kostede penge, og det begyndte at se skidt ud med økonomien i missionshuset. Tombolaer, loppemarkeder, lotterisedler og mange andre ting blev forsøgt, men det battede ikke for alvor, så på et tidspunkt sagde Hans Munck, at Indre Mission skulle give ham frie hænder til at ordne pengeproblemerne. Hans Munck havde gode forbindelser til erhvervslivet, til visse embedsmænd og visse politikere. Det fik han ikke lov til.

Hans Munck vidste, at det næsten udelukkende var unge mennesker fra landet, der tog på højskole, og nu ville han lave en for de unge i byerne. Nabobygningerne skulle være kollegier for elever og lærere, og der var lavet en aftale om at købe, stadsingeniøren havde givet tilladelse til ombygningerne og arkitekttegningerne lå klar. Undervisningsministeriet havde godkendt, at der kunne drives højskole i Carmel, men Indre Mission sagde nej.

Det stoppede ikke Hans Munck. Han forlod Carmel i 1960 for at blive forstander på Unge Hjems Højskole i Skåde.

Bøn og helbredelse

Carmel var et missionshus, og Hans Munck missionerede. Et af de emner, der optog ham meget, var helbredelse ved hjælp af bøn, og han holdt flere foredrag om det.

En af hans pointer var, at der ikke er et konkurrenceforhold mellem lægevidenskaben og helbredelse ved bøn. Han understregede, at Moselov forudsætter og regner med lægekunsten, at Jesus ikke ville afholde folk fra at gå til læge.

-Sagen er jo, at det ikke er al sygdom der kan helbredes, hverken af lægen eller af bøn. Vi skal hjælpe de syge med både lægelig og åndelig hjælp, sagde Hans Munck.

Han brød sig ikke om at blive kaldt skriftefader, men det var han for mange. Mennesker opsøgte ham for at tale om personlige ting, især ægteskaber der ikke fungerede, men også noget så dagligdags som folk der havde problemer med skattevæsenet, hjalp han på vej.

Grønland

I 1956 blev Hans Munck udpeget til at repræsentere den danske folkekirke ved det årlige besøg i Grønland, han rejste derop sammen med Pastoralseminariets forstander L. Brøndum.

Hans Munck blev både betaget og bekymret.

I et interview med Aarhus Stiftstidende 29. juli 1956 sagde han blandt andet, at proletariseringen skal imødegås. Det går for hurtigt med at skifte fra fangerliv til industriliv.

-De tilfældige jobs muligheder er blevet utallige, og i takt hermed stiger faren for proletarisering. Grønlænderne forstår ikke nødvendigheden af en stabil arbejdsrytme eller at alting koster penge. De er et naturfolk, sagde Hans Munck.

Han skælder også ud på de ansvarsløse danskere og kalder dem dårlige eksempler, især når det gælder alkohol. Samtidig er missionæren fuld af håb for ungdommen, og han gør lige opmærksom på, at selv på udstederne er der en mødeprocent på 90 til gudstjenesterne. I Danmark er det fint med to en halv procent.

Rejsen varede fra begyndelsen af maj til slutningen af juni, og Hans Munck tog en tur mere året efter. Den her gang foregik det meste af rejsen op og ned ad kysten i en åben båd med påhængsmotor.

Kampen om mennesket

Hjertebarnet var Unge Hjem, og Hans Munck tog ideen med fra Esbjerg til Aarhus. I 1951 blev det til en landsdækkende bevægelse og udviklede sig hele tiden, stifter og formand Hans Munck var i front og brugte meget tid og energi på det. I 1959 blev bevægelsen betegnet som Danmarks største, folkelige bevægelse siden 2. Verdenskrig, den havde over 200.000 medlemmer. Det siger noget om aktivitetsniveauet, at Unge Hjem betalte to tredjedele af telefonregningen i Carmel.

På en køretur havde missionæren fået øje på nogle arealer i Skåde Bakker syd for Aarhus, og han mente, at det var det rigtige sted at bygge en højskole. Igen kom hans gode forbindelser i spil, denne gang i bankverdenen, og ikke mindst finansminister Viggo Kampmann, der havde fortalt Hans Munck, at han godt kunne lide arbejdet i Unge Hjem bevægelsen og at han i øvrigt var vild med højskoler.

Sammen med den nydannede højskolebestyrelse henvendte Hans Munck sig til grundejeren og fik en aftale om at købe jorden. Samme aften kørte de tilbage og købte nabogrunden, uden en krone på lommen. De havde handlet for 85.000 kroner, og Hans Muncks kommentar til de nervøse bestyrelsesmedlemmer var kort og optimistisk: ”det skal nok ordne sig”. Og det gjorde det, en indsamling skaffede den nye skole 568.000 kroner og det var nok til skolens eget indskud i byggesummen, som var på 3,2 millioner.

I et interview med Berlingske Tidende den 24. maj 1959 sagde Hans Munck, at den nye højskole var født ud af en kampsituation.

-Det er kampen om mennesket, om hvilket menneskesyn der skal være det bestemmende. I dag har demokratierne hidtil været i defensiven. Vi ved alle sammen, at demokratiet trues på livet udefra, og vi ved, at det også trues indefra. Det er hjemmene der er afgørende for fællesskabet, sagde Hans Munck blandt andet.

Enhver er velkommen

Den 25. marts 1960 kunne Hans Munck lægge grundstenen til den splinternye Unge Hjems Højskole, og den 5. oktober var der rejsegilde.

Prisen endte på lige omkring fem millioner kroner, og den 3. november begyndte de første 28 elever deres højskoleophold. Selve indvielsen kom et lille års tid senere, den 3. september 1961. Da var den nemlig færdigbygget.

Alle vidste, at skolen havde sit udgangspunkt i bevægelsen Unge Hjem og Indre Mission, og det fik Hans Munck til at understrege, at ”enhver er velkommen på skolen. Der betinges ikke medlemskab af Unge Hjem eller nogen anden organisation. Skolen er ikke tilsluttet nogen bestemt kirkelig retning”, sagde han til Demokraten den 24. december 1960.

Opbakningen til højskolen var meget bred. Forskellige kredse i folkekirken, erhvervsorganisationer, myndigheder og politikere, så allerede her var der en forskel fra Unge Hjem-bevægelsen, der var rent indremissionsk.

Blandt de første lærere der blev ansat var højskolelærer Leif Raymond Olsen, cand. jur. Poul Hoffmann, højskolelærer Torben Rostbøll og forfatter Erik Rostbøll. Der var en del timelærere, og de repræsenterede et bredt udsnit af dansk kirkeliv, lige fra missionske bibelfundamentalister til liberale grundtvigianere, præcis sådan som Hans Munck gerne ville have det.

De 28 unge kvinder og mænd, der udgjorde første hold, kom fra byerne over hele landet, og det der dengang blev kaldt `de lavere mellemlag`.

Skolen tilbød et seks-måneders kursus, et seks-måneders specialkursus for dem der ville forberede sig til sygeplejeskolen, et fire-måneders højskolekursus, og som den første højskole i Danmark blev der også udbudt sommerkurser på otte og 14 dage. Der blev også holdt møder, konferencer og stævner, og den hotel- og kursusvirksomhed var i høj grad med til at sikre højskolen økonomisk.

Skolen ville `føre sine elever lige ind i den problematik, der er det moderne menneskes`.

Blandt andet var der undervisning i samtidslære, litteratur, kunstforståelse, dansk sprog, gymnastik og sport, og også en del andre fag, som vi kender det fra højskolerne.

Alting kørte efter planerne, og så kom der nye tider.

Den flade struktur

Det stigende krav over alt i samfundet om en moderne, flad ledelsesstruktur, ramte også højskolen i Skåde Bakker. Det var i begyndelsen af 1970´erne, og 68-generationen var i fuld gang med at sætte sit præg på hvordan tingene skulle foregå. For eksempel blev forstanderens indflydelse på beslutningerne gjort minimal, både elever og lærere skulle være med til at bestemme stort set alt, det skabte krise og faldende elevtal.

Anna og Hans Munck var forstanderpar i 16 år, de stoppede den 1. september 1976.

Søndag morgen den 3. oktober, kun en måned efter afskeden, døde Hans Munck pludseligt, Anna Munck døde den 8. marts 2003. De ligger begravet ved siden af hinanden på kirkegården ved Frederikskirken i Højbjerg.

Uden for højskolen, der nu er efterskole, står en kampesten med ordene

”Vid i sin favn og klar i sit sigte” - Hans Munck

Unge Hjems Højskole blev omdannet til efterskole i 1978, og da Unge Hjem bevægelsen blev nedlagt i 2012, skiftede skolen navn til Aarhus Efterskole.

Efter 85 år som missionshus blev Carmel til en parisisk dansesalon, hotel og restaurant. I dag er den lukket.

Kilder

• Hans Munck, liv og virke. Helga og Jens Peder Mikkelsen, Elna og Henning Thalund - 2008
• Modstandsarbejde i nærbillede. Hans Trommer (data ukendt)
• Aarhus Stiftstidende (26. februar 1961 og 29. juli 1956)
• Berlingske Tidende (April 1976 og 24. maj 1959)
• Demokraten (24. december 1960)
• Skulderbladet (data ukendt)
• Aarhus Efterskoles arkiv