Korstog

Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

Korstog er i historisk forstand en serie felttog, de fleste godkendt af paven, som fandt sted fra 11. til 13. århundrede. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion (jihad), og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol. Egentligt var der intet problem i dette, men fra 1060'erne blev kristne pilgrimme overfaldt på deres vej til Jerusalem, og Gravkirken var spærret af muslimerne. Korstogene mod det Hellige Lnad begyndte i 1095 med pave Urban II.s tale i Clermont i Frankrig, hvor han opfordrede europæerne til at tage korset og tilbageerobre den Hellige Stad Jerusalem. Dette lykkedes da også og Jerusalem var på kristne hænder 1099-1187 og 1228-1244, men intern splid og besværet med at skaffe forsvarer nok gjorde, at rigerne ikke kunne holdes på kristne hænder. Med tiden gik korstog hen og betegnede krig mod og omvendelse af hedninger generelt. Således opfordrede paven Valdemar den Store og Valdemar Sejr til at føre korstog i Baltikum, og den franske konge førte korstg mod kættere i Sydfrankrig.

I en bredere forstand bruges ordet korstog ofte om enhver krig som udkæmpes af religiøse årsager eller hvor modsætningerne falder sammen med religiøse skillelinjer, om specielt aggressive kristne kampagner omkring specielle temaer (korsstog mod umoral), og stigmatiserende som karakteristik særlig af kristnes stærke engagement i samfundsspørgsmål. På engelsk, særlig amerikansk engelsk, bruges ordet (crusade) om nærmest enhver kampagne (f.eks. mod narkotika).

1. korstog 1095-1099

Fil:Jerusalem1099.jpg

Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 som den er gengivet i et middelalderligt manuskript.

Pave Gregor VII havde allerede kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (den såkaldte investiturstrid), så det blev først hans efterfølger, pave Urban II, der kom til at virkeliggøre ideen.

Han indkaldte til et kirkemøde i Clermont i november 1095, hvor han for en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter i Konstantinopel, det nuværende Istanbul, for med samlede kræfter at tilbageerobre staden.

Skønt talen først blev nedskrevet efter den blev holdt af en munk, som var til stede, må hovedindholdet kunne karakteriseres som troværdigt. Af talen følger her et kort uddrag:

"Jeres brødre, som lever i østen har stort behov for jeres hjælp, og I må haste med at komme dem til undsætning, som det så ofte er blevet lovet dem. For, som de fleste af jer har hørt, tyrkerne og araberne har angrebet dem og har erobret Romanias territorium [det Byzantiske Rige) så langt vestpå som til Middelhavet og Hellespont, det vi kalder St. Georgs Arm. De har besat flere og flere af de kristnes lande, og har besejret dem i 7 slag. De har dræbt og fanget mange, og har ødelagt kirkerne og lagt riget øde. Hvis I tillader at fortsætte således et stykke tid endnu vil de som tror på Gud blive angrebet endnu mere. På baggrund af dette bønfalder jeg, eller snarere Gud, jer som Kristus's sendebude om at offentliggøre dette allevegne og overtale alle uanset rang, infanterister, riddere, rig og fattig om at komme disse kristne til hjælp snarest og fjerne denne onde race fra vores venners land. Desuden er det Kristi krav."

Alle som deltog i denne guddommelige opgave ville sikres plads i Himmerige.

Pave Urban bød endvidere at korstoget skulle udføres af våbenføre og våbenduelige mænd, men dette blev der ikke lyttet til i første omgang. En munk - Peter Eremit - prædikede kort derefter at korstoget skulle klares af alle der ville deltage, og hurtigt fik han samlet en stor menneskeskare, der bestod af gamle, kvinder og børn, og enkelte våbenføre mænd. "Hæren" var dårligt udrustet, kunne ikke brødføde sig selv, overfaldt mellemeuropæiske jøder så at paven måtte træde i karakter, stjal og røvede fra befolkningen på Balkan, og kort efter at de havde krydset Bosporus blev de slagtet af tyrkiske seldsjukker. Dette mislykkede hærtog kaldes ofte Folkekorstoget.

Det egentlige korstog, der drog op fra Vesteuropa i 1096 bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var Godfred af Boullion, Raymond af Toulouse, Eustace af Boulogne, Bohemond af Taranto, Balduin af Flandern og Robert II af Normandiet. Der var således ingen konger eller regenter blandt lederne i det Førte Korstog. Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejseren Alexios Komnenos nægtede dem adgang til byen, og nægtede at sætte dem over Bosporus, medmindre at de svor, at alt erobret land tilfaldt kejseren. Dette gjorde de, men overholdt blev det stort set ikke (den lilleasisatiske by Nikæa samt nogle få andre blev givet til kejseren).

I foråret 1097 var korstogshæren sat over til Lilleasien, og man begav sig mod syd og øst, således at man fortrinsvis holdt sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien, og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både Edessa og Antiochia. Antiochia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelse blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.

I juni 1099 nåede man frem og erobrede Jerusalem. En af de gejtlige, der fulgte korstoget - Fulcher af Chartres - skrev senere en krønike Gesta Francorum Jherusalem, hvori han beretter om indtagelsen af Jerusalem:

”Men da den time var inde, da vor Herre Jesus Kristus led for os på korset [fredag den 15. juli 1099], gik vore riddere i tårnet, hertug Godtfred og hans bror, grev Eustace, voldsomt til angreb. En af vore riddere, ved navn Lethold, klatrede over bymuren, og så snart byens forsvarere så det, flygtede de alle bort fra muren. Så fulgte vores mænd efter dem, og huggede hovederne af dem hele vejen til Salomons tempel.” (...) ”Der var sådant et slagteri, at vores mænd vadede i blod til op over deres ankler. (…) Og vore pilgrimme strømmede ind i byen, og forfulgte og slagtede saracenerne hele vejen til Salomons tempel, hvor tyrkerne havde samlet sig. Fjenden kæmpede voldsomt hele dagen igennem, og deres blod flød gennem templet”.

Indtagelsen blev et veritabelt blodbad, men korsfarerne havde nu fuldført deres mission. Nu gjaldt det om at forsvare det der var vundet, og det Hellige Land blev derfor delt i en række enheder, som skulle forsvares: Grevskabet Edessa, Principatet Antiochi, Grevskabet Tripoli og Kongeriget Jerusalem. Sidstnævnte fik den overordnede magt, og varetoges eftere erobringen af Godtfred af Boullion og senere hans broder Balduin. Kejser Alexios fik således intet ud af erobringen, andet end at han slap af med korsfarerne uden at hans eget land blev plyndret. I tiden efter 1099 konsolideres de kristnes magt i det Hellige Land, og først i 1140'erne fik muslimerne en leder der formåede at give de kristne igen.

Svend Estridsens søn Svend Korsfarer deltog, men faldt i kamp i Tyrkiet i 1097, da en gruppe nordiske krigere blev overfaldet og nedkæmpet ved Antiochia.

2. korstog 1147-1149

På initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede [Ludvig 7.] til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiochia og Edessa i Syrien, der også var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Ledet af Richard Løvehjerte, Filip 2. August og Frederik Barbarossa

Den nok mest kendte muslimske hærfører, Saladin, leder de muslimske styrker under dette korstog.

De europæiske tropper slutter fred med muslimerne i året 1192. Det er det samme år Richard Løvehjerte vender hjem fordi hans bror, prins John, forsøger at overtage tronen. Oprindeligt skulle Kong Richard være blevet i Det Hellige Land til påsken 1193, men er nødt til at vende hjem da problemerne hober sig op. Hvis han var blevet der til påsken ville situationen have set meget anderledes ud. Saladin dør nemlig tre uger før påsken og muslimerne formår ikke at forblive i den enighed som Saladin havde forenet dem under.

4. Korstog 1202-1204

Venedig - Konstantinopel

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, bl.a. med danske korstog mod Estland.

Korsfarerne drog ofte af sted af personlige grunde, og først og fremmest af religiøs overbevisning, men også ønsket om at markere sig som ridder, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen har formentlig gjort sig gældende.

Fil:Croix du Temple.png

Tempelriddernes kors.

Korsridderordner

Korsriddere organiserede sig i ridderordner, hvor den første, Tempelridderne blev grundlagt 1118 efter det første korstog for at hjælpe det nye kristne kongerige Jerusalem. De to andre betydelige korsridderordner er den Tyske orden og Malteserordenen.

Kilder/henvisninger

• Gyldendals illustrerede verdenshistorie, 1922
• Politikens historiske atlas
• http://www.fordham.edu/halsall/source/urban2-fulcher.html (Urbans tale)

Se også

• Reconquista

Skabelon:Link FA