Frederik 3.: Forskelle mellem versioner
Emilsj (diskussion | bidrag) Reverted: Ikke nogen typo. Se diskussionsside. |
Frederik 3. |
||
| Linje 21: | Linje 21: | ||
'''Frederik 3.''' var dansk konge af den oldenborgske slægt [[1648]] - [[1670]]. Valgsprog: ''Dominus providebit'' (Herren er mig forsyn). |
'''Frederik 3.''' var dansk konge af den oldenborgske slægt [[1648]] - [[1670]]. Valgsprog: ''Dominus providebit'' (Herren er mig forsyn). |
||
Frederik 3. fødes på [[Haderslevhus]] i [[1609]] som næstældste søn af [[Christian 4.]] og dronning Anna Kathrine af Brandenburg. Konge af [[Danmark-Norge]] fra [[1648]]-[[1670]]. |
Frederik 3. fødes på [[Haderslevhus]] i [[1609]] som næstældste søn af [[Christian 4.]] og dronning Anna Kathrine af Brandenburg. Konge af [[Danmark-Norge]] fra [[1648]]-[[1670]]. Eftersom at hans ældre bror, Prins Christian var blevet valgt til tronfølger i 1608, så måtte Frederiks fremtid sikres på en anden vis. I 1621 bliver Frederik [[koadjutor]] i [[Bremen]] stift, året senere blev han efterfølger i nabostiftet [[Verden]], hvor han blev administator. I 1624 blev han folkevalgt administrator i [[Halberstadt]]. I maj [[1624]] drog Frederik tilbage til Danmark for at studere på [[det Ridderlige Akademi]] i [[Sorø]], hvor han fik sig en rigtig god uddannelse og blev meget lærd inden for [[teologi]], [[naturvidenskaber]], [[oldkyndighed]] og [[statsret]]. Under [[Trediveårskrigen]] var Bremen erobret af Sverige, men i [[1635]] blev byen befriet sammen en række andre byer, og Frederik blev indsat som [[biskop]] af Bremen og valgt til [[fyrstebiskop]] af Verden samme år. Under opholdet i [[Bremen-Verden]] blev Frederik oplært i at føre krig af nogle tyske generaler heriblandt hans kone Dronning Sophie Amalies fader. Fra 1642-46 opholdte Frederik sig i [[Holstein]], bl.a. på [[Lyksborg slot]] hvor han i 1643 giftede sig med den 15årige [[Sophie Amalie|Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg]]. De når i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger. |
||
Da Christian 4.'s ældste søn, [[Christian, den udvalgte prins|den udvalgte prins Christian]], dør i 1647, bliver Frederik som næstældste søn valgt til [[tronfølger]]. Ved kroningen i 1648 må han underskrive den hidtil strengeste [[håndfæstning]], som øger [[Rigsråd]]ets magt betydeligt. Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian 4. og dels fordi at Frederik havde levet næsten hele sit liv i tyske hertugdømmer og var omgivet af dygtige tyske rådgivere, som kunne true den danske adels magt, desuden var Frederik blevet uvenner med Rigsmarsk Anders Bille under Torstenssonkrigen. I de første år efter tronbestigelsen fører Frederik 3. en tilbagetrukken tilværelse og overlader ledelsen af [[Danmark]] og [[Norge]] til [[Rigsråd]]et og embedsmændene. |
|||
Da magtkampen mellem på den ene side [[rigshofmester]] [[Corfitz Ulfeldt]] og [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]], og på den anden side Rigsrådet bryder ud i lys lue, stiller kongen sig på Rigsrådets side og bidrager dermed til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen har muligvis også haft personlige grunde, da han ikke bryder sig om svogeren Ulfeldt. Corfitz Ulfeldt bliver senere dømt til døden [[in absentia]] for landsforræderi, og hustruen [[Leonora Christina Ulfeldt|Leonora Christina]] - Christian 4.'s yndlingsdatter - sidder i fængsel i [[Blåtårn (Københavns Slot)|Blåtårn]] i 22 år som medskyldig. |
Da magtkampen mellem på den ene side [[rigshofmester]] [[Corfitz Ulfeldt]] og [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]], og på den anden side Rigsrådet bryder ud i lys lue, stiller kongen sig på Rigsrådets side og bidrager dermed til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen har muligvis også haft personlige grunde, da han ikke bryder sig om svogeren Ulfeldt. Corfitz Ulfeldt bliver senere dømt til døden [[in absentia]] for landsforræderi, og hustruen [[Leonora Christina Ulfeldt|Leonora Christina]] - Christian 4.'s yndlingsdatter - sidder i fængsel i [[Blåtårn (Københavns Slot)|Blåtårn]] i 22 år som medskyldig. |
||
På det udenrigspolitiske område genoptager Frederik sin faders kamp om herredømmet i [[Østersøen|Østersø]]området. I [[1657]] går Danmark i krig mod [[Sverige]], mens [[Karl X Gustav]] har travlt i [[Polen]] og [[Brandenburg]]. Danmark har ganske vist hverken nogen særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer på det tidspunkt. Den svenske konge forlader Polen og marcherer med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem [[hertugdømmerne]] og [[Jylland]]. Svenskerne indtager den nyanlagte fæstning [[Frederiksodde]](Fredericia) og tager bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, [[rigsmarsk]] [[Anders Bille|Anders Bille]], til fange. Indtil videre forhindrer den danske flåde den svenske hær i at krydse [[Lillebælt]], men tre måneder senere lykkes det svenskerne at gå over isen til [[Fyn]], og få dage senere fortsætter de over isen på [[Storebælt]] mellem [[Langeland]] og [[Lolland]]. Danskernes forsvar bryder sammen, og Frederik 3. må kapitulere til arvefjenden. Ved [[Freden i Roskilde]] i februar [[1658]] bliver [[Skåne]] (med [[Bornholm]]), [[Halland]], [[Blekinge]], samt [[Bohuslän|Bohus len]] og [[Trondhjem len]] i Norge afstået til Sverige. Det værste er næsten, at Corfitz Ulfeldt, der er flygtet til Sverige, sidder med som svensk repræsentant ved forhandlingerne. Kort efter bryder Karl Gustav freden og rykker frem mod København, som belejres. Frederik 3. deltager aktivt ind i forsvaret. Hans forsikring om, at han vil "dø i sin rede", da han bliver opfordret til at forlade hovedstaden, gør ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Belejringen mislykkes, ikke mindst takket være byens kvinder, der deltager aktivt i forsvaret af voldene. Da Karl dør i begyndelsen af [[1660]], bliver der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 stadfæstes, og de skånske områder forbliver svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm har allerede i 1658 befriet sig selv og overdraget øen til Frederik 3. som arv og ejendom. |
På det udenrigspolitiske område genoptager Frederik sin faders kamp om herredømmet i [[Østersøen|Østersø]]området. I [[1657]] går Danmark i krig mod [[Sverige]], mens [[Karl X Gustav]] har travlt i [[Polen]] og [[Brandenburg]]. Danmark har ganske vist hverken nogen særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer på det tidspunkt. Den svenske konge forlader Polen og marcherer med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem [[hertugdømmerne]] og [[Jylland]]. Svenskerne indtager den nyanlagte fæstning [[Frederiksodde]](Fredericia) og tager bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, [[rigsmarsk]] [[Anders Bille|Anders Bille]], til fange. Indtil videre forhindrer den danske flåde den svenske hær i at krydse [[Lillebælt]], men tre måneder senere lykkes det svenskerne at gå over isen til [[Fyn]], og få dage senere fortsætter de over isen på [[Storebælt]] mellem [[Langeland]] og [[Lolland]]. Danskernes forsvar bryder sammen, og Frederik 3. må kapitulere til arvefjenden. Ved [[Freden i Roskilde]] i februar [[1658]] bliver [[Skåne]] (med [[Bornholm]]), [[Halland]], [[Blekinge]], samt [[Bohuslän|Bohus len]] og [[Trondhjem len]] i Norge afstået til Sverige. Kong Frederik hyrer dygtige [[gøngekrigere]] fra [[Skåne]] anført af [[Svend Poulsen|Gøngehøvdingen]]. [[Gøngerne]] angriber de svenske og tyske soldater på Sydsjælland, hvor gøngerne i løbet af seks måneder får dræbt næsten 2000 fjendtlige tropper. Det værste er næsten, at [[Corfitz Ulfeldt]], der er flygtet til Sverige, sidder med som svensk repræsentant ved forhandlingerne. Kort efter bryder Karl Gustav freden og rykker frem mod København, som belejres. Frederik 3. deltager aktivt ind i forsvaret. Hans forsikring om, at han vil "dø i sin rede", da han bliver opfordret til at forlade hovedstaden, gør ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Belejringen mislykkes, ikke mindst takket være byens kvinder, der deltager aktivt i forsvaret af voldene. Da Karl dør i begyndelsen af [[1660]], bliver der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 stadfæstes, og de skånske områder forbliver svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm har allerede i 1658 befriet sig selv og overdraget øen til Frederik 3. som arv og ejendom. |
||
På det efterfølgende stændermøde i [[1660]] udnytter Frederik uenigheden mellem [[adel]]en på den ene side og borgere og gejstlige på den anden side samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret [[håndfæstning]]en, og indføre [[enevælde]]n. Den [[18. oktober]] samme år aflægger stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran [[Københavns Slot]]. [[Griffenfeld|Peder Schumacher]] - senere adlet som [[Griffenfeld]] - udarbejder [[Kongeloven]], verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskriver Kongeloven i [[1665]]. |
På det efterfølgende stændermøde i [[1660]] udnytter Frederik uenigheden mellem [[adel]]en på den ene side og borgere og gejstlige på den anden side samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret [[håndfæstning]]en, og indføre [[enevælde]]n. Den [[18. oktober]] samme år aflægger stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran [[Københavns Slot]]. [[Griffenfeld|Peder Schumacher]] - senere adlet som [[Griffenfeld]] - udarbejder [[Kongeloven]], verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskriver Kongeloven i [[1665]]. |
||
Frederik 3., der er en belæst mand, der interesserer sig for [[teologi]] og datidens videnskaber, grundlægger omkring [[1648]] [[Det Kongelige Bibliotek]] baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han har opkøbt. Frederik 3. dør af lungebetændelse i februar [[1670]] og bliver gravsat i [[Roskilde Domkirke]]. |
Frederik 3., der er en belæst mand, der interesserer sig for [[teologi]] og datidens videnskaber, grundlægger omkring [[1648]] [[Det Kongelige Bibliotek]] baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han har opkøbt. Frederik 3. dør af lungebetændelse i februar [[1670]] og bliver gravsat i [[Roskilde Domkirke]]. Hans ældste søn Christian overtager tronen, og bliver Kong [[Christian 5.]] |
||
{{commons_left|Category:Frederick III of Denmark}} |
{{commons_left|Category:Frederick III of Denmark}} |
||
Versionen fra 24. maj 2007, 17:45
| Frederik 3. | |
|---|---|
|
Valgsprog: 'Dominus providebit (Herren er mig forsyn) | |
 | |
| Konge af Danmark og Norge | |
| Regerede | 1648-1670 |
| Regent | Frederik 3. |
| Ægtefælle | Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg |
| Børn | |
| Far | Christian 4. |
| Mor | Anna Kathrine af Brandenburg |
| Født |
18. marts 1609 Haderslevhus |
| Død |
19. februar 1670 |
| Hvilested | Roskilde Domkirke |
Frederik 3. var dansk konge af den oldenborgske slægt 1648 - 1670. Valgsprog: Dominus providebit (Herren er mig forsyn).
Frederik 3. fødes på Haderslevhus i 1609 som næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine af Brandenburg. Konge af Danmark-Norge fra 1648-1670. Eftersom at hans ældre bror, Prins Christian var blevet valgt til tronfølger i 1608, så måtte Frederiks fremtid sikres på en anden vis. I 1621 bliver Frederik koadjutor i Bremen stift, året senere blev han efterfølger i nabostiftet Verden, hvor han blev administator. I 1624 blev han folkevalgt administrator i Halberstadt. I maj 1624 drog Frederik tilbage til Danmark for at studere på det Ridderlige Akademi i Sorø, hvor han fik sig en rigtig god uddannelse og blev meget lærd inden for teologi, naturvidenskaber, oldkyndighed og statsret. Under Trediveårskrigen var Bremen erobret af Sverige, men i 1635 blev byen befriet sammen en række andre byer, og Frederik blev indsat som biskop af Bremen og valgt til fyrstebiskop af Verden samme år. Under opholdet i Bremen-Verden blev Frederik oplært i at føre krig af nogle tyske generaler heriblandt hans kone Dronning Sophie Amalies fader. Fra 1642-46 opholdte Frederik sig i Holstein, bl.a. på Lyksborg slot hvor han i 1643 giftede sig med den 15årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De når i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.
Da Christian 4.'s ældste søn, den udvalgte prins Christian, dør i 1647, bliver Frederik som næstældste søn valgt til tronfølger. Ved kroningen i 1648 må han underskrive den hidtil strengeste håndfæstning, som øger Rigsrådets magt betydeligt. Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian 4. og dels fordi at Frederik havde levet næsten hele sit liv i tyske hertugdømmer og var omgivet af dygtige tyske rådgivere, som kunne true den danske adels magt, desuden var Frederik blevet uvenner med Rigsmarsk Anders Bille under Torstenssonkrigen. I de første år efter tronbestigelsen fører Frederik 3. en tilbagetrukken tilværelse og overlader ledelsen af Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.
Da magtkampen mellem på den ene side rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og på den anden side Rigsrådet bryder ud i lys lue, stiller kongen sig på Rigsrådets side og bidrager dermed til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen har muligvis også haft personlige grunde, da han ikke bryder sig om svogeren Ulfeldt. Corfitz Ulfeldt bliver senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christina - Christian 4.'s yndlingsdatter - sidder i fængsel i Blåtårn i 22 år som medskyldig.
På det udenrigspolitiske område genoptager Frederik sin faders kamp om herredømmet i Østersøområdet. I 1657 går Danmark i krig mod Sverige, mens Karl X Gustav har travlt i Polen og Brandenburg. Danmark har ganske vist hverken nogen særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer på det tidspunkt. Den svenske konge forlader Polen og marcherer med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Svenskerne indtager den nyanlagte fæstning Frederiksodde(Fredericia) og tager bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Indtil videre forhindrer den danske flåde den svenske hær i at krydse Lillebælt, men tre måneder senere lykkes det svenskerne at gå over isen til Fyn, og få dage senere fortsætter de over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland. Danskernes forsvar bryder sammen, og Frederik 3. må kapitulere til arvefjenden. Ved Freden i Roskilde i februar 1658 bliver Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, samt Bohus len og Trondhjem len i Norge afstået til Sverige. Kong Frederik hyrer dygtige gøngekrigere fra Skåne anført af Gøngehøvdingen. Gøngerne angriber de svenske og tyske soldater på Sydsjælland, hvor gøngerne i løbet af seks måneder får dræbt næsten 2000 fjendtlige tropper. Det værste er næsten, at Corfitz Ulfeldt, der er flygtet til Sverige, sidder med som svensk repræsentant ved forhandlingerne. Kort efter bryder Karl Gustav freden og rykker frem mod København, som belejres. Frederik 3. deltager aktivt ind i forsvaret. Hans forsikring om, at han vil "dø i sin rede", da han bliver opfordret til at forlade hovedstaden, gør ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Belejringen mislykkes, ikke mindst takket være byens kvinder, der deltager aktivt i forsvaret af voldene. Da Karl dør i begyndelsen af 1660, bliver der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 stadfæstes, og de skånske områder forbliver svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm har allerede i 1658 befriet sig selv og overdraget øen til Frederik 3. som arv og ejendom.
På det efterfølgende stændermøde i 1660 udnytter Frederik uenigheden mellem adelen på den ene side og borgere og gejstlige på den anden side samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret håndfæstningen, og indføre enevælden. Den 18. oktober samme år aflægger stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran Københavns Slot. Peder Schumacher - senere adlet som Griffenfeld - udarbejder Kongeloven, verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskriver Kongeloven i 1665.
Frederik 3., der er en belæst mand, der interesserer sig for teologi og datidens videnskaber, grundlægger omkring 1648 Det Kongelige Bibliotek baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han har opkøbt. Frederik 3. dør af lungebetændelse i februar 1670 og bliver gravsat i Roskilde Domkirke. Hans ældste søn Christian overtager tronen, og bliver Kong Christian 5.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Christian 4. | Christian 5. |
Kilder/henvisninger
- Politikens bog om Danske monarker, Benito Scocozza, Politikens forlag 1997. ISBN 87-567-5772-7
- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
- Lexopen