Synkopetiden: Forskelle mellem versioner
Nikolaj (diskussion | bidrag) m kat |
Agerskov (diskussion | bidrag) m oldnordisk -> norrønt |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
'''Synkopetiden''' - '''yngre urnordisk''' - sproghistorisk betegnelse for perioden [[500]]-[[700]] i slutningen af [[urnordisk]] hvor det [[norrønt|norrøne sprog]] undergik en udtaleforvandling: ''synkopen''. |
'''Synkopetiden''' - '''yngre urnordisk''' - sproghistorisk betegnelse for perioden [[500]]-[[700]] i slutningen af [[urnordisk]] hvor det [[norrønt|norrøne sprog]] undergik en udtaleforvandling: ''synkopen''. |
||
Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt - urnordiske trestavelsesord blev |
Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt - urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. |
||
De forsvundne vokaler efterlod sig en slags aftryk i udtalen af den foregående vokal, der var lidt forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse små forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige , hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: <i>et barn</i> - <i>flere børn</i>. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige. |
De forsvundne vokaler efterlod sig en slags aftryk i udtalen af den foregående vokal, der var lidt forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse små forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige , hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: <i>et barn</i> - <i>flere børn</i>. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige. |
||
Versionen fra 11. jul. 2007, 12:25
Synkopetiden - yngre urnordisk - sproghistorisk betegnelse for perioden 500-700 i slutningen af urnordisk hvor det norrøne sprog undergik en udtaleforvandling: synkopen.
Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt - urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord.
De forsvundne vokaler efterlod sig en slags aftryk i udtalen af den foregående vokal, der var lidt forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse små forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige , hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: et barn - flere børn. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige.
F.eks.: land flertal: lönd (sådan bøjes alle intetkønsnavneord med "a" som stammevokal) hjörtur ejefald: hjartar dativ: hirti
Islændingene og færingene har i øvrigt delvist "fortrudt" synkopen og har puttet en indskudsvokal "u" ind, for at gøre udtalen nemmere. F.eks. er det oldislandske Baldr (guden Balder) på moderne islandsk og færøsk blevet til Baldur. På islandsk udtales disse u-er som en ret neutral, y- eller ø-agtig lyd. Disse svarer ikke til de urnordiske mellemvokaler som forsvandt i synkopetiden. Urnordisk: sonuR* ,fiskaR*, gastiR* Oldnordisk: sonr, fiskr, gestr Nyislandsk: sonur, fiskur, gestur
| Foregående: | Det danske sprogs udvikling | Efterfølgende: |
| Urnordisk 200-500 |
Norrønt 700-1350 |