Olav Kyrre

Olav Kyrre (ca. 1050 - 1093) konge i Norge 1067 - 1093. Han var søn af Harald Hårderåde og var med i dennes hær da han drog til England, men han var ikke med i Slaget ved Stamford Bridge i 1066. Da han kom hjem til Norge året efter, blev han indsat som konge sammen med sin bror, Magnus Haraldsson. Magnus døde allerede i 1069, og Olav blev da konge alene. Det var antagelig allerede i disse første år som konge at Olav fik tilnavnet Kyrre, som betyder den fredelige.

Olavs regeringstid blev da også en fredelig tid for kongeriget. Han indgik forlig både med danskekongen Svend Estridsen og med Vilhelm Erobreren som da var konge i England, og klarede at holde landet udenfor konflikter med andre lande og magthavere. Fordi hans regeringstid var så fredelig, er der ikke meget om ham i sagaerne. Dette betyder ikke at der ikke skete noget vigtigt i hans tid som konge. Dette var tværtimod en tid som var præget af at kongemagten, staten og retsorganisationen blev stærkere. En indikation på dette er at hirden i kongsgården blev fordoblet, og at der blev indført nye skikke efter europæisk model. I denne tid blev forholdet til paven bedre, og dette førte til etableringen af faste bispesæder flere steder i Norge. Olav regnes som Bergens grundlægger.

Olav Kyrre var den første norske konge der lærte at læse, og en engelsk munk har fortalt at Olav mange gange hjalp præsten ved gudstjenesten.

Olav Kyrres eneste søn, Magnus Barfod,overtog kongemagten da faderen døde 1093 i Håkeby, Tanum. Han er begravet i Nidarosdomen i Trondheim.

Foregående:	Norges regenter	Efterfølgende:
Magnus Haraldsson (1066–1069)		Håkon Magnusson Toresfostre (1093–1095) Magnus Barfod (1093–1103)