Wikipedia:Artikelkonkurrence/Pressemeddelse for den danske Wikipedias første artikelkonkurrence: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Rasmus81 (diskussion | bidrag)
indsætter tekst
(Ingen forskel)

Versionen fra 22. aug. 2007, 17:10

Den 1. september 2007 starter den danske wikipedia sin første artikelkonkurrence. Konkurrencen går kort fortalt ud på, at frivillige bidragsydere skal forsøge at skrive den bedste artikel indenfor de tre kategorier Naturvidenskab, Kultur/Kunst og Historie/Samfund. Til at kåre vinderartiklerne har vi udpeget tre juryer, bestående af landskendte folketingspolitikere, eksperter fra universiteter samt nogle af den danske wikipedias egne dygtige bidragsydere. Udover æren er der desuden flotte præmier til vinderne, og til nye artikelskrivere, er der desuden en publikumspris, for bedste nybegynderartikel.

Til dem der ikke har hørt om det før, er wikipedia en fri internet-encyklopædi, som skrives af frivillige bidragsydere fra hele verden. Grundtanken er ganske enkelt, at viden skal være gratis og let tilgængelig for alle. Den engelske wikipedia kendes af de fleste som et meget brugbart værktøj, men for at sikre, at også danskere der ikke mestrer fremmedsprog kan få gratis information hurtigt, og at det danske sprog kan blive brugt også i en global sammenhæng, er vi mange, der i vores fritid arbejder på den danske wikipedia. Et projekt som på nuværende tidspunkt tæller over 67.000 artikler. Det er et flot tal, men ikke i forhold til de lande vi normalt sammenligner os med. Den svenske wikipedia har over 240.000, den norske og den finske begge over 120.000.

Hvis du også mener, at viden skal være frit tilgængeligt for alle, og hvis du føler, at du gennem uddannelse, skole eller andet ved noget om et givent emne, som kunne komme andre til gavn, vil vi kraftigt anbefale dig at besøge wikipedia.dk og forsøge at skrive en vinderartikel. Det er utroligt nemt at komme i gang, og hvem ved, det kunne blive din artikel, der gik hen og vandt. Konkurrencen slutter den 1. november, hvorefter vinderne udpeges. Held og lykke med skrivningen!