Bolognaprocessen

Ultraman 7. sep 2007, 23:44 (CEST)

Spire Denne artikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Bologna processen er en reform process for videregående uddannelser der er startet i Europa. Målet er at skabe et rum for højere uddannelse i Europa (EHEA). Indenfor dette rum skal der ske en convergering af strukturerne for uddannelsessystemerne, sådan at mobilitet og anerkendelse af de enkelte landes uddannelsessystemer kan øges.

Bologna processen blev startet i 1999, hvor undervisningsministere fra 29 lande underskrev Bologna-erklæringen. I den første erklæring blev målet sat til 2010, og de første aktionslinier blev udpeget.

Før Bologna

Bologna processen blev startet med underskrift af 31 undervisningsministre fra 29 lande i 1999. Mødet blev, som erklæringens navn antyder, afholdt i Bologna i anledningen af 900 året for grundlæggelsen af universitet i byen. Mødet opstod dog ikke ud af den blå luft. Der var et par tendenser i årene op til mødet, som havde en direkte indflydelse på hvad indholdet af mødet blev.

I 1997 afholdte CoE og UNESCO en fælles konference i Lissabon om udvikling af uddannelse i den europæiske region. Konferencen vedtog til afslutning en erklæring, der beskriver uddannelse som en menneskeret, og at videregående uddannelse er et vigtigt aktiv for både individet og samfundet. Konferencen besluttede at man ville arbejde for øget mobilitet og anerkendelse af uddannelse inden for den europæiske union.

Der er dog i de traktater, der ligger til grund for samarbejdet i den europæiske union, en klar definition af uddannelse som noget de enkelte national stater skal tage sig af, og noget som EU på ingen måde må lovgive eller arbejde med. Derfor kunne den øget anerkendelse ikke udarbejdes som et direktiv i EU sammenhænge.

I 1998 blev der afholdt et møde for alle undervisningsministre på det europæiske kontinent i forbindelse med Sorbonne Universitets 800 års jubilæum. På dette møde enes en lille gruppe af 4 europæiske lande om at arbejde for at danne et europæisk uddannelsesrum . Deres tanker blev nedskrevet i en erklæring, der i noget klarere og konkrete toner beskrev de tendenser og barriere der ligger for at skabe et europæisk uddannelsesrum. Erklæringen opfordre medlemslandende i EU til at deltage i, sammen med de 4 underskrivere lande, at skabe grobund for disse tendenser, og at hjælpe med at nedbryde de barriere der er. Målet er at lave et fælles forståelses ramme for uddannelse, som så gerne skulle kunne understøtte mobiliteten.

Erklæringen ligger meget vægt på internationaliseringen. Den direkte opfordre studerende og undervisere at tage et semester i hvert trin af deres uddannelse i et andet land. Det gennemgående træk i Sorbonne erklæringen er mobiliteten af de studerende og undervisere, men ordet employability, altså det at studerende har mulig for at gå direkte videre i job, er også en del af erklæringen.

Bologna

Reaktionerne på at fire så store lande som repræsenterer en stor del af de studerende der er i Europa ville gå sammen og lave et fælles rum for uddannelse, var forholdsvist store. Hvis de lande gik sammen, ville de kunne lave et system der hurtigt ville kunne få indflydelse på hvordan uddannelse i resten af EU skulle se ud. Dertil var det det første reale forsøg på at løse den opgave man havde pålagt sig selv i Lissabon. De mødet i Bologna kom i 1999, var der et behov for at lave en større gruppe af lande der ville løfte den opgave som de 4 havde sat sig for i 1998 og som alle EU-lande var blevet enige om i Lissabon. Ved afslutningen af konferencen underskrev 31 (fra 29 lande) undervisningsministre derfor Bologna-erklæringen. Bologna-erklæringen er endnu mere konkret end Sorbonne-erklæringen, men fokuset for erklæringen blev ændret. Bologna-erklæringen fokuserer på de arbejdsmarkedspolitiske interesser i et gennemsigtigt uddannelsessystem, og fremhæver dem i de tidligere erklæringer. Der står således i erklæringen: “It (Sorbonne erklæringen) emphasised the creation of the European area of higher education as a key way to promote citizens' mobility and employability and the Continent's overall development.” I Bologna-erklæringen er der beskrevet hvordan man forventer at nå til målet om et europæisk uddannelsesrum. Erklæringen afsluttes med at indkalde til et møde 2 år senere, hvor processen skal vurderes igen, og hvor nye tiltag kan tilføjes. I modsætning til Sorbonne-erklæringen indeholder Bologna-erklæringen 6 konkrete områder der skal arbejdes indenfor. Disse er:

Bologna-erklæringens 6 punkter.

• Let læselige og let sammenlignelige grader.
  • Herunder er arbejdet omkring Diploma Supplement funderet.
• To cyklus system.
  • Bachelor-Master systemet
• Fælles pointsystem.
  • ECTS-systemet og karakterskalaen.
• Mobility.
  • For studerende; adgang til relevante studier og praktikophold.
  • For undervisere, forskere og administrativt personale; anerkendelse af deres arbejde og baggrund.
• Europæisk samarbejde om kvalitetssikring.
  • Udarbejde sammenlignelige kriterier og metodikker for kvalitetssikring.
• Fremme den nødvendige Europæiske dimension i højere uddannelse.
  • Særligt i udformning af studieordninger, institutionssamarbejde, mobilitetsprogrammer og integreret programmer indenfor studie, praktik og forskning.

Generelt kan man sige at Bologna-erklæringen i større grad forholder sig til hele studieforløb og i mindre grad til enkelt elementer i uddannelserne.

Efter Bologna

Prag

Det proklameret møde to år senere blev afholdt i Prag i 2001, og resulterede i, at der dels blev føjet 3 nye punkter til processen, og dels at man aftalte at mødes igen i 2003, for igen at vurdere processen og overveje om nye tiltag skulle tilføjes. Dertil kom der en række nye underskrivere på, med det resultat at Bologna-processen derefter inkluderer over 33 lande. De 3 nye punkter i processen er:

Prag-kommunikeets 3 punkter: LifeLong Learning. Livslang læring identificeres som et vigtigt element i fremtidens Europa. Der opfordres til at medlemslande udvikler strategier for anerkendelse af LLL. Studenterdeltagelse i institutionerne. Studerende beskrives som kompetente, aktive og konstruktive partnere i udformningen af et europæisk uddannelsesrum. Markedsføring af et Europæisk uddannelsesrum – globalt. Enighed om vigtigheden af at kunne tiltrække studerende fra tredje lande.

De andet punkt om studerendes deltagelse skyldes meget ESIBs meget aktive rolle i Bologna-arbejdet. I forbindelse med markedsføringen af europæiske uddannelser, har man fokuseret på at der skal laves en fælles kvalifikationsnøgle der skal beskrive kvalifikationerne ved de forskellige afstigningstrin.

Tilsvarende Bologna-erklæringen blev det besluttet, at man skulle mødes to år senere, for igen at vurderer hvor langt processen var nået, og hvordan man skulle komme videre.

Berlin

Det næste møde blev afholdt i Berlin i 2003. Op til mødet var der lange diskussioner om hvordan og hvorvidt det overhovedet var muligt at nå målet for processen som var sat til 2010. Med et konstant øget antal lande inkluderet i processen, kom der hele tiden lande til der skulle gennemgå langtrækkende reformer for at kunne opfylde processens mål. Tyskland der skulle være vært for mødet var derfor interesseret i at lukke for at lade nye lande blive en del af processen, men blandt andet Danmark, der i den periode havde haft formandskabet for EU arbejdede for at man skulle holde processen åben. Resultatet blev at der igen i Berlin kunne hilses velkommen til 7 nye lande, hvorefter processen inkluderede 40 lande.

Mest overraskende var det nok at Rusland blev inkluderet i processen. Med andre ord strækker Bologna-området sig efter Berlin fra Stillehavet til Atlanterhavet, og inkluderer ca. 30 millioner studerende.

Også mødet i Berlin tilføjede et par nye aktionslinier til processen. Her var det Phd-uddannelserne og et begreb der kaldes stocktaking.

Phd uddannelserne: Phd uddannelserne var faldet lidt imellem to stole i Europa. Bologna-processen arbejdede med uddannelse, og en parallel proces arbejdede med at skabe et europæisk forskningsrum. Det blev besluttet at inkludere Phd uddannelsen i Bologna-processen, da man mente at det stadig var en del af uddannelsen.

Stocktaking: Som en reaktion på tyskernes arbejde for lukke for nye lande i processen, besluttede man, at man skulle forpligte sig i større grad til at gennemføre de tiltag der blev besluttet i processen i de enkelte lande.

Berlin-mødet aftalte også at man ville mødes igen i 2005. Denne gang skulle det være i Bergen i Norge. Dette møde er lagt til at løbe af staben den 19. til 20. maj.

Bologna processens indflydelse i Danmark

Som beskrevet tidligere har vi til dato efter min opfattelse set de mest konkrete punkter af Bologna-processen i Danmark. 3+2+3 strukturen har ministeriet lagt sig meget fast på. Andre steder i Europa har man ikke i sammen grad ønsket at være så konsekvente. Norge, der lige har været igennem en universitetsreform på niveau med den danske, har bibeholdt et 5 årigt forløb på medicin, teologi, psykologi og ingeniøruddannelserne.

Diploma-supplement er indført i Danmark. Alle studerende der dimitterer efter 1. september 2002 har krav på et DS, når de afslutter deres uddannelse.

ECTS er indført mange steder som et point system, der viser de forskellige uddannelseselementers prioritering og arbejdsbelastning på uddannelserne. Karaktersystemet der er en del af ECTS har vi også hør en del om, eftersom det indgik som grundlag for karakterkommissionens anbefalinger til et nyt karaktersystem.

Kvalitetssikring er et af de områder der er blevet fokuseret massivt på siden Berlin mødet. I Danmark har der været en modvilje til at indføre akkreditering, men i dag ser det ud til at modviljen er overstået. EVA er i gang med akkreditering af alle MVU-uddannelserne.