Blødersagen

Blødersagen er betegnelse for en tragisk sag fra 1980'erne, hvor 90 bløderee (med sygdommen hæmofili) blev smittet med HIV-virus som følge af at de livsnødvendige blodpræparater de var afhængige af, blev fremstillet af HIV-inficeret blod. Bløderne havde undervejs forgæves forsøgt at få sundhedsmyndighederne til at importere screenet blod, der var fri for HIV-virus, men der fandtes på dette tidspunkt ikke tilstrækkeligt sikre metoder til at eliminere evt. HIV-virus fra donorblod.

Bløderne søgte at anlægge en sag ved de danske domstole for at klarlægge ansvaret, men sagen nåede at blive udsat hele 30 gange i perioden fra 1978 indtil den tog sin begyndelse i Østre Landsret i 1984.

Sagens konsekvenser kunne blive meget omfattende, såfremt de involverede medicinalfirmaer, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeren blev dømt ansvarlige. Ud fra sagens umiddelbare kendsgerninger var det vanskeligt at fastlægge et ansvar. Den nødvendig viden var ikke bevisligt til stede så smitten bevisligt kunne have været undgået. Men samtidig forekom visse handlinger hos myndighederne at udtrykke en vist omfang af administrativ forsømmelighed, hvilket ikke mindst pressen borede meget i undervejs. Retssagens endelige udfald blev, at de involverede myndigheder og medicinalfabrikker blev frikendt for stort set alle anklager, men der faldt dog en del påtaler sted i forbindelse med domsafgørelserne, ligesom enkelte anklager ikke kunne totalt afvises.

Bløderne fik tilkendt en erstatning som kompensation for den smitte, de havde været udsat for, uden at nogen i den anledning har kunnet drages endegyldigt til ansvar.

Blødersagens tidsmæssige forløb:

• 1982: De første AIDS-tilfælde blandt blødere diagnosticeres i USA.
• 1983: HIV-virus opdages, hvorefter det bliver teknisk muligt at foretage en HIV-test.
• Maj 1983: Sundhedsstyrelsen opfordrer risikogrupper til at undlade at give blod.
• Juli 1984: Læge Mads Melby fastslår i en artikel i det medicinske tidsskrift The Lancet, at blødere har høj risiko for smitte.
• Juli 1984: Af 22 blødere fra Jylland er de 13 smittet med HIV-virus.

• September 1985 – Trafikofre får blodtransfusion fra HIV-inficeret bloddonor, og inficeres dermed med HIV/AIDS. Trafikofrene dør dog af kvæstelserne efter ulykken. Medierne tager sagen op og skaber panik i det danske land.

• Terkel Andersen, formand for Danmarks Bløderforening, griber chancen og bringer blødernes sag på mediernes dagsorden.

• Indenrigsminister Britta Schall Holberg efterkommer, kort efter mediernes håndtering af sagen, blødernes krav om screening og varmebehandling af blodpræparater.

• 01.10.1985: Skæringsdato for indførelsen af varmebehandling af blod.

• 01.01.1986: Skæringsdato for indførelsen af screening af alt blod

• Oktober 1987: Månedsbladet Press bringer en kritisk artikel hvori de angriber indenrigsministeren for at handle for sent.

• December 1987: En bløder er blevet HIV-smittet efter den skæringsdato der er for hvornår man skulle varmebehandle og screene blodet.

• Det kommer frem at Sundhedsstyrelsen har vedtaget en overgangsordning på et halvt år, for at producenterne kan omstille sig til de nye krav.

• Statsminister Poul Schlüter iværksætter en dommerundersøgelse for at få klarlagt om overgangsordningen var lovlig. Samme dag anlægger Danmarks Bløderforening erstatningssag mod Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Novo Nordisk.

• Samtidig eksploderer pressedækningen af sagen.

• Januar 1988-Oktober 1991 – Stilstand.

• Oktober 1991: DR-dokumentaren ”Den menneskelige faktor” vises første gang. Udsendelsen kritiseres for at have et politisk sigte, og kritiseres for bevidst at fordreje fakta for at stille blødernes sag bedre. Journalisterne bag programmet bliver senere dømt for injurier i en anden sag.

• Efteråret 1992: Danmarks Bløderforening politianmelder indenrigsministeren for kvaksalveri, og kræver større godtgørelse end den de allerede har fået. De får ikke rettens opbakning.

• 1995: Journaliststanden indser at blødernes sag ikke står stærkt.

• 3.10.1996: Højesteret fælder dom til fordel for myndighederne, der dermed ikke - retligt bevisligt - har handlet ulovligt. Dette er den sidste juridiske instans efter sagen tidligere har været til behandling ved Østre landsret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Blødersagens eftermæle

Blødersagen er siden blevet et klassisk eksempel på hvordan massemedierne i en kritisk og måske for ensidig fokusering var i stand til at presse et helt Folketing, regering og statsminister til at revurderer deres beslutninger. Samtidig var det også et lige så klassisk eksempel på en sag, som myndighederne og medicinalindustrien meget dårligt kunne tåle at tabe, ligesom der også var et vist grad af retsligt skøn, der tilgodeså myndigheder, m.m. Udfaldet kunne således have været noget anderledes, såfremt den forsømmelighed, som retten trods alt påpegede, var blevet pådømt anderledes.

Konsekvenser af bløder-sagen

• Et enigt Folketing tilkender bløderne den største økonomiske godtgørelse, der i Danmark er givet til en patientgruppe, og oprettede samtidig en Blødererstatningsfond på 20 mio. kr.