Olsen-banden: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Gendannelse til seneste version ved Brandsen, fjerner ændringer fra 212.10.106.138 (bidrag)
No edit summary
Linje 26: Linje 26:
Den røde tråd gennem stort set alle filmene er, at de starter med et lille røveri der skal bane vejen for et større røveri,
Den røde tråd gennem stort set alle filmene er, at de starter med et lille røveri der skal bane vejen for et større røveri,
ved f.eks. at skaffe penge eller remedier til dette. Det lille røveri går stortset altid godt, mens det store røveri ofte slår fejl
ved f.eks. at skaffe penge eller remedier til dette. Det lille røveri går stortset altid godt, mens det store røveri ofte slår fejl
og sender Egon tilbage i fængselet. I enkelte afsnit lykkedes det dog at gennemføre det store røveri med success, men så er der til gengæld altid en anden faktor der sørger for, at Egon bliver buret inde igen (skattevæsenet kommer på besøg e.t.c. ([[Olsen-banden på sporet]]))
og sender Egon tilbage i fængselet. I enkelte afsnit lykkedes det dog at gennemføre det store røveri med success, men så er der til gengæld altid en anden faktor der sørger for, at Egon bliver buret inde igen (skattevæsenet kommer på besøg e.t.c. ([[Olsen-banden på sporet]])


En anden rød tråd man fornemmer i filmene er at de pengeskabe som Olsen-banden bryder ind i, alle er fra firmaet [[Franz Jäger]], der ligger i [[Berlin]]. Selv togvognen, der indeholder de kostbare guldbarrer i [[Olsen-banden på sporet]], er pudsigt nok lavet af Franz Jäger. Netop dette mærke ser ikke ud til at volde banden nævneværdige problemer, da det altid lykkes dem at åbne dem ved brug af simple hjælpemidler, såsom stetoskop og gummihandsker. En lille finurlighed, i en af filmene optræder der et skab fra Francis Hunter. Endvidere er der i en anden filme et skab fra Francois Chasseur.
En anden rød tråd man fornemmer i filmene er at de pengeskabe som Olsen-banden bryder ind i, alle er fra firmaet [[Franz Jäger]], der ligger i [[Berlin]]. Selv togvognen, der indeholder de kostbare guldbarrer i [[Olsen-banden på sporet]], er pudsigt nok lavet af Franz Jäger. Netop dette mærke ser ikke ud til at volde banden nævneværdige problemer, da det altid lykkes dem at åbne dem ved brug af simple hjælpemidler, såsom stetoskop og gummihandsker. En lille finurlighed, i en af filmene optræder der et skab fra Francis Hunter. Endvidere er der i en anden filme et skab fra Francois Chasseur.

Versionen fra 29. nov. 2007, 17:31

Fil:Olsenbanden.JPG
Egon, Kjeld og Benny i Olsen-bandens sidste stik
Olsen-Banden i silhuet i Thisted

Olsen-banden er en serie af danske kriminalkomedier, der handler om Egon Olsen, Benny Frandsen og Kjeld Jensen og deres utrættelige bestræbelser på at røve sig til milliongevinster. Serien, der består af 14 film, er produceret af Nordisk Film fra 1968 til 1998 og er blandt de mest sete film nogensinde i danske biografer.

Det hidsige forbrydergeni Egon Olsen er bandens leder, og det er ham, der står for de ofte meget fantasifulde planer, hvor remedierne for eksempel kan være en Tuborg, 100 balloner og en piberenser. Filmene er stort set alle bygget op efter samme formel. De starter med, at Egon kommer ud af fængslet, hvorefter han fremlægger sin nye plan, der skal gøre banden til millionærer, for de andre, mens de nyder en kold pilsner. Bandens modstandere er politiet, samfundets top og økonomiske forbrydere. Egon sidder ofte i fængsel med advokater og andre højtstående samfundsborgere, der "ved god besked" og kan forsyne ham med de oplysninger, han har brug for for at skabe sine geniale planer.

Handlingen slutter i de fleste film med, at Egon igen havner i fængsel. Nogle gange fordi politiet ikke kan komme til den rigtige bagmand og derfor tager, hvad de kan finde! Som kriminalassistent Jensen udtrykker det: "Det eneste politiet kan gøre, når de virkelig store forbrydere kommer forbi, er at tilbyde dem sin beskyttelse".

I seriens tidligste film var sproget forholdsvis groft og filmene indeholdt let pornografi. Dette blev nedtonet i de senere film for at appellere til et bredere publikum, heriblandt yngre biografgængere. Egon Olsens skældsord er dog bibeholdt.

Olsen-banden-filmenes specielle blanding af folkekomedie, socialrealisme (bandens planer gennemgås altid i Kjelds lille lejlighed i Valbys arbejderkvarter) og kriminalhistorie har gjort dem til nogle af de mest elskede danske film nogensinde.

De originale film har været populære i det tidligere DDR og Østeuropa på grund af latterliggørelsen af autoriteterne. Olsen-bandenfilmene er desuden genindspillet i Sverige under navnet Jönssonligan og i Norge under navnet Olsenbanden.

Det kendte Olsen-banden-tema er skrevet af Bent Fabricius-Bjerre og spillet af Papa Bues Viking Jazzband.

Olsen-banden-filmene er instrueret af Erik Balling som også skrev manuskript sammen med Henning Bahs i de første 13 film. I den 14. var Tom Hedegaard og Morten Arnfred instruktører.

Olsen-banden-filmene er nogle af de mest sete i biografen i Danmark. Således viste en opgørelse fra Danmarks Statistik pr. 2005, at på listen over de mest sete danske film ligger tre Olsen-banden-film nr. 1, 2 og 3:

  1. Olsen-banden ser rødt (1976): 1.201.145 solgte billetter
  2. Olsen-banden deruda' (1977): 1.044.787 solgte billetter
  3. Olsen-banden går i krig (1978): 1.005.753 solgte billetter

Den røde tråd

Den røde tråd gennem stort set alle filmene er, at de starter med et lille røveri der skal bane vejen for et større røveri, ved f.eks. at skaffe penge eller remedier til dette. Det lille røveri går stortset altid godt, mens det store røveri ofte slår fejl og sender Egon tilbage i fængselet. I enkelte afsnit lykkedes det dog at gennemføre det store røveri med success, men så er der til gengæld altid en anden faktor der sørger for, at Egon bliver buret inde igen (skattevæsenet kommer på besøg e.t.c. (Olsen-banden på sporet)

En anden rød tråd man fornemmer i filmene er at de pengeskabe som Olsen-banden bryder ind i, alle er fra firmaet Franz Jäger, der ligger i Berlin. Selv togvognen, der indeholder de kostbare guldbarrer i Olsen-banden på sporet, er pudsigt nok lavet af Franz Jäger. Netop dette mærke ser ikke ud til at volde banden nævneværdige problemer, da det altid lykkes dem at åbne dem ved brug af simple hjælpemidler, såsom stetoskop og gummihandsker. En lille finurlighed, i en af filmene optræder der et skab fra Francis Hunter. Endvidere er der i en anden filme et skab fra Francois Chasseur.

Egons skældsord

Her følger en ukomplet liste over en række af de skældsord Egon Olsen benyttede om bl.a. sine makkere Kjeld og Benny:

Amatører, bidesild, bløddyr, bollefjæs, fedtefyre, feje hundehoveder, fnatmider, fæhoveder, grødbønder, hundehoveder, hængerøve, ignoranter, jammerkommoder, karklud, elendige klamhuggere, klodsmajor, lusepustere, narrehatte, pattebørn, pjalt, pjok, pudseklud, skidespræller, skvadderhoveder, skvat, skvatpissere, slapsvans, snotklat, elendige socialdemokrater, sut, tøffeldyr, lusede amatører, talentløse skiderik, liderlige svin.

Filmene

Skuespillerne

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information:

Skabelon:Link FA

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Olsen-banden&oldid=1760824"