Frederik 7.: Forskelle mellem versioner
en del edit - mere kan behøves |
Wrangel angriber ... de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april 1948 -> Wrangel angriber ... de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april 1848 |
||
| Linje 10: | Linje 10: | ||
To dage senere udnævnes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærer overfor det nye ministerium, at han nu betragter enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.” |
To dage senere udnævnes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærer overfor det nye ministerium, at han nu betragter enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.” |
||
Omkring 1830 opstår en bevægelse, der dels ønsker en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skal med i det tyske forbund som Holsten og Lauenburg allerede er, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser mod hhv. Kongeåen og Elben. Dette kan Danmark naturligvis ikke acceptere. De nationalliberale vil afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skal igen være Ejderen. Den danske regering slår fast, at Slesvig under alle omstændigheder skal forblive dansk, mens Holsten er velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gør slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og danner deres egen regering i Kiel. Dette i den såkaldte Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen. Preussen og Det tyske Forbund beslutter at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angriber 32.000 mand med 74 kanoner de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april |
Omkring 1830 opstår en bevægelse, der dels ønsker en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skal med i det tyske forbund som Holsten og Lauenburg allerede er, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser mod hhv. Kongeåen og Elben. Dette kan Danmark naturligvis ikke acceptere. De nationalliberale vil afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skal igen være Ejderen. Den danske regering slår fast, at Slesvig under alle omstændigheder skal forblive dansk, mens Holsten er velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gør slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og danner deres egen regering i Kiel. Dette i den såkaldte Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen. Preussen og Det tyske Forbund beslutter at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angriber 32.000 mand med 74 kanoner de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april 1848. Trods tapper modstand lykkes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trækker sig tilbage Als. Fra Als foretager Hedemann og Schleppegrell et angreb på Dybbøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Nybøl den 5. juni vækker selvfølgelig begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. Kampene ebber ud, og den 26. august sluttes våbenhvile i Malmö. Den danske hær består nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kan mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt beslutter man at trække danskerne nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig lider den danske hær nederlag ved Kolding, hvorefter de tyske forbundstropper besætter området til Århus. General Rye trækker sin brigade ud på Mols og forskanser sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forbliver på Als. I Fredericia er en styrke på 7000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 slesvig-holstenere. Lunding får tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskiber sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Meza bliver i stilhed trukket til ad søvejen. Udfaldet finder sted den 6. juli 1849 og resulterer i en stor dansk sejr, men general Rye falder. Nu blander Rusland sig og truer med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel får ordre på at rømme Jylland. De slesvig-holstenske oprørere fortsætter krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 lider et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmper 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere, og da slaget slutter 12 timer senere er resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de sårede er bl.a. Schleppegrell og Læssøe. |
||
Krigen slutter således med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne må opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en helstatsforfatning for Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærer holstenerne den ugyldig. Preussen støtter tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, mens Danmark ønsker at indlemme Slesvig i Danmark. Kongen dør imidlertid, inden har når at underskrive den nye forfatning. |
Krigen slutter således med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne må opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en helstatsforfatning for Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærer holstenerne den ugyldig. Preussen støtter tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, mens Danmark ønsker at indlemme Slesvig i Danmark. Kongen dør imidlertid, inden har når at underskrive den nye forfatning. |
||
Versionen fra 11. apr. 2003, 14:54
Dansk konge af den oldenborgske slægt 1848-1863. Valgsprog: Folkets kærlighed min styrke.
Frederik VII, søn af Christian VIII og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin fødes den 6. oktober 1808. Han er konge af Danmark fra 1848-1863. Forældrene bliver skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun bliver forvist til Horsens og får aldrig mere lov til at se sin søn. Som 20-årig gifter han sig med sin kusine, Frederik VI's yngste datter, Vilhelmine. Ved brylluppet uropføres Elverhøj. Med tiden bliver ægteskabet præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst bliver det for meget for Frederik VI, der i 1834 forviser ham til Fredericia og forlanger skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia møder han den kvinde, der får størst betydning for ham, danserinden og senere modehandlerske Louise Rasmussen. Først den 8. december 1839, da faderen bliver konge under navnet Christian VIII, og Frederik bliver kronprins, ophæves eksilet og han overtager faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn.
Da Christian VIII dør den 20. januar 1848, er det med bange anelser at offentligheden tager imod den uerfarne 39-årige Frederik VII. Han har været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel bliver en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgiver enevælden og giver Danmark en fri forfatning med Junigrundloven.
Bølgerne fra den franske februarrevolution når Danmark, og den 18. marts 1848 kræver hertugdømmerne at Slesvig optages i Det tyske Forbund og at hertugdømmerne forenes under en fri forfatning. Disse krav fører til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts på Casino-teatret i København, hvor især den blændende taler Orla Lehmann kræver kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drager en stor demonstration, anført af borgerrepræsentationen, næste dag til slotspladsen. Regeringen er klogeligt trådt tilbage kort forinden, og kongen møder demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom de beder mig. Det gamle ministerium er opløst".
To dage senere udnævnes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærer overfor det nye ministerium, at han nu betragter enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Omkring 1830 opstår en bevægelse, der dels ønsker en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skal med i det tyske forbund som Holsten og Lauenburg allerede er, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser mod hhv. Kongeåen og Elben. Dette kan Danmark naturligvis ikke acceptere. De nationalliberale vil afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skal igen være Ejderen. Den danske regering slår fast, at Slesvig under alle omstændigheder skal forblive dansk, mens Holsten er velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gør slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og danner deres egen regering i Kiel. Dette i den såkaldte Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen. Preussen og Det tyske Forbund beslutter at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angriber 32.000 mand med 74 kanoner de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april 1848. Trods tapper modstand lykkes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trækker sig tilbage Als. Fra Als foretager Hedemann og Schleppegrell et angreb på Dybbøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Nybøl den 5. juni vækker selvfølgelig begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. Kampene ebber ud, og den 26. august sluttes våbenhvile i Malmö. Den danske hær består nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kan mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt beslutter man at trække danskerne nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig lider den danske hær nederlag ved Kolding, hvorefter de tyske forbundstropper besætter området til Århus. General Rye trækker sin brigade ud på Mols og forskanser sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forbliver på Als. I Fredericia er en styrke på 7000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 slesvig-holstenere. Lunding får tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskiber sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Meza bliver i stilhed trukket til ad søvejen. Udfaldet finder sted den 6. juli 1849 og resulterer i en stor dansk sejr, men general Rye falder. Nu blander Rusland sig og truer med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel får ordre på at rømme Jylland. De slesvig-holstenske oprørere fortsætter krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 lider et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmper 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere, og da slaget slutter 12 timer senere er resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de sårede er bl.a. Schleppegrell og Læssøe.
Krigen slutter således med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne må opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en helstatsforfatning for Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærer holstenerne den ugyldig. Preussen støtter tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, mens Danmark ønsker at indlemme Slesvig i Danmark. Kongen dør imidlertid, inden har når at underskrive den nye forfatning.
Allerede under krigen er der blevet valgt en grundlovgivende forsamling som får til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning, en grundlov. Den 5. juni 1849 underskriver Frederik VII grundloven, selv om han er betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik III får Danmark et demokrati.
I 1850 gifter Frederik VII sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra Fredericia i 1830'erne, Louise Rasmussen, som vies til venstre hånd. Det betød, at deres evt. børn ikke havde arveret til tronen. Efter brylluppet, som finder sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævnes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjælper dog ikke på befolkningens forargelse. Med tiden driver hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det er især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltager i denne chikane. I 1854 køber de Jægerspris Slot af staten og tager ophold der. Efter kongens død lever grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 opretter hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter dør hun og begraves i haven til Jægerspris Slot.
Frederik VII er den sidste konge af den oldenborgske linie. Han dør den 15. november 1863, kun 55 år gammel og gravsættes i Roskilde Domkirke. Han efterfølges på tronen af hertug Frederik Wilhelm af Glücksborg under navnet Christian IX. Det er egentlig hans hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian VIII har arveret til tronen efter Kongeloven, men nu nyder hendes mand godt af denne arveret.
Se også kongerækken for de øvrige danske konger.
Kilder/henvisninger
- Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
- Lexopen