Phil Collins: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
{{commonscat|Phil Collins}}
Linje 392: Linje 392:
| accessyear = 2006
| accessyear = 2006
}}
}}

{{commonscat|Phil Collins}}


{{biostub}}
{{biostub}}

Versionen fra 22. jan. 2008, 06:59

Phil Collins
Phil Collins-koncert i Düsseldorf, 2005
Information
Født Philip David Charles Collins
30. januar 1951
Putney Hospital, Storbritannien Rediger på Wikidata
Genre Rock
Pop
Aktive år 1969 - nu
Pladeselskab Atlantic Records
Associeret med Genesis
Brand X
Flaming Youth
Instrumenter
Trommer
Percussion
Sang
Klaver
Eksterne henvisninger
philcollins.co.uk

Philip David Charles Collins (født 30. januar, 1951 i London), bedre kendt som Phil Collins, er en engelsk pop/rock-musiker. Han er bedst kendt som forsanger i rock and roll-bandet Genesis, men har også udgivet flere solo-albums. Blandt hans største hits kan nævnes Against All Odds og Another Day in Paradise.

Phil Collins sang hovedvokal på otte Billboard Hot 100 #1 hits i årene 1984 og 1989; syv sange som solist og en sammen med Genesis. Hans singler, som ofte handler om tabt kærlighed, varierer fra In the Air Tonight, med dens stærke trommelyd, til Sussudio, med dens danse venlige pop, til mere politiske sange som den succesfulde Another Day in Paradise. Hans internationale popularitet ændrede Genesis fra et progressiv rockband til et fast navn på hitlisterne og en tidlig MTV drivkraft. Collins' professionelle karriere begyndte som trommeslager, først med det obskure rockband Flaming Youth og derefter med det mere berømte Genesis. I Genesis sang Phil Collins oprindeligt kun baggrundsvokal for forsangeren Peter Gabriel, men da denne forlod Genesis i 1975 blev Collins forsanger i bandet. Som årtiet sluttede fik Genesis sit første internationale hit Follow You Follow Me som demonstrerede en begyndende musikalsk ændring i retning af pop i forhold til bandets tidlige år. Collins' efterfølgende solokarriere, som har været meget påvirket af hans eget liv, har givet både ham selv og Genesis kommerciel succes. I følge Atlantic Records er Collins' totale salg på verdensplan som soloartist per 2002 over 100 millioner.[1]

Tidlige liv og karriere

Da Phil Collins var fem år gammel fik han et legetøjstrommesæt i julegave. Senere lavede hans onkel et provisorisk trommesæt som Phil Collins brugte regelmæssigt og hans evner på trommer forberedes. Som Collins blev ældre blev dette trommesæt erstattet af mere komplet trommesæt, som blev købt af hans forældre.[2] Han øvede sig ved at spille ved siden af TV'et og radioen og lærte aldrig at læse og skrive i det konventionel nodesystem; i stedet udviklede han sit eget.

Collins ledte efter en mulighed for at spille. Hans professionelle træning begyndte da han var 14 da han blev indmeldt i Barbara Speake Stage School.[3] Han begyndte som en barneskuespiller og model, og fik sin første større rolle som The Artful Dodger i en London produktion af Oliver!, et skuespil bygget på Charles Dickens' 'bog Oliver Twist. Han medvirkede også i Beatles-filmen A Hard Day's Night som en af de hundredvis af skrigende teenagere under den kulminerende koncert sekvens. Selvom han blot var en statist i denne scene, fik Phil Collins et nærbillede helt for sig selv: hans mor var hyret til at finde statister til denne del af filmen, og hun sørgede for at hendes søn fik et kort nærbillede i filmen.[4] Han gik også til optagelsesprøve for rollen som Romeo i Romeo and Juliet fra 1968.[5]

På trods af en begyndende karriere indenfor skuespil, fortsatte Collins at arbejde sig mod musikken. Mens han gik på Chiswick Community School dannede han et band kaldet The Real Thing og blev senere medlem af The Freehold. Med sidstnævnte, skrev han sin første sang, som hed Lying Crying Dying.[6]

Collins' første pladeaftale blev som trommeslager for Flaming Youth, som udgav et enkelt album Ark 2 i 1969. Et konceptalbum inspireret af den nylige medie opmærksomhed omkring månelandingen, Ark 2 mislykkedes i at få større kommerciel succes om end albummet fik positive anmeldelser fra pressen. Melody Maker, et ugentligt engelsk musik magasin, havde albummet med i en artikel som Månedens pop album, hvori albummet blev beskrevet som "smuk musik for voksne med behagelig tæt harmonier".[7] Albummets primære single, From Now On, fik ikke succes på radioen. Efter et år på turné, opløste bandet sig selv på grund af spændinger i bandet og mangel på kommerciel succes.

Genesis æra

Hovedartikel: Genesis (band).

I 1970, svarede Collins en rubrikannonce i Melody Maker som lød på "...en trommeslager som er modtagelig over for akustisk og en akustisk 12-strengs guitarist".[8] Genesis havde indsat annoncen efter de havde mistet tre trommeslagere over to album.[9] Optagelsesprøven skete hjemme ved Peter Gabriels forældre. Mulige kandidater spillede numre fra gruppens andet album, Trespass (1970). Collins ankom tidligt, lyttede til de andres optagelsesprøver og lærte stykkerne udenad før det blev hans tur.[10]

Collins vandt optagelsesprøven og et år senere blev Nursery Cryme (1971) udgivet. Selvom hans rolle ville vedblive med at være trommeslager og lejlighedsvis baggrundsvokalist over de næste fem år, sang Collins faktisk hovedvokal på to sange: "For Absent Friends" (fra Nursery Cryme) og "More Fool Me" (fra Selling England by the Pound) (1973).

I 1974, mens de var ved at lave albummet The Lamb Lies Down on Broadway, havde [Brian Eno]] (som lavede Enofikationen af Peter Gabriels stemme) brug for en trommeslager til sit album Another Green World og Phil Collins blev sendt afsted som betaling for Brian Enos arbejde med bandet.

I 1975, efter den sidste turné for konceptalbummet The Lamb Lies Down on Broadway, forlod Gabriel gruppen for søge en solokarriere. Collins blev hovedvokalist efter en ufrugtbar søgen efter Gabriels afløser. Bandet rekrutterede tidligere Yes og King Crimson trommeslager Bill Bruford og senere Chester Thompson til at spille trommer under liveshows, selv om Phil Collins fortsatte med at spille trommerne ved længere instrumentale stykker. Det første album med Collins som hovedvokalist, A Trick of the Tail (1976), nåede den amerikanske top 40, og avancerede til en plads som #3 på de britiske hitlister. Musikmagasinet Rolling Stone skrev, "Det er lykkedes for Genesis at vende det mulige katastrofale af Gabriels afgang til deres første omfattende amerikanske succes."[11]

Samtidig optrådte Collins i jazz fusion gruppen Brand X. Bandet indspillede deres første album Unorthodox Behaviour, med Collins som deres trommeslager. Da han lagde større vægt på arbejdet med Genesis, blev flere Brand X turnér og album udgivet uden Collins. Han tilskriver Brand X som hans første brug af en tromme maskine så vel som hans første brug af et hjemme 8-bånds båndoptager.[12]

Som årtiet gik på hæld, begyndte Genesis en overgang fra deres progressive rock rødder mod popmusikken. Selv om deres album fra 1978 ...And Then There Were Three... indeholdte progressive rock indflydelser, så indeholdte det også deres første britiske Top 10 og amerikanske Top 40 single, "Follow You, Follow Me".

I løbet af 1980erne, opnåede gruppen en række af succesfulde album, deriblandt Duke (1980), Abacab (1981), Genesis (1983) og Invisible Touch (1986). Sidstnævnte albums titelnummer opnåede en førsteplads på de amerikanske hitlister, og det blev den eneste Genesis sang som opnåede dette. Gruppen modtog en MTV "Årets Video" nominering i 1987 for "Land of Confusion", som var en anden populær single fra albummet, om end de ironisk nok tabte til Peter Gabriels solohit "Sledgehammer".[13] Anmeldelser var generelt positive, med Rolling Stones J.D. Considine nævnte, "enhver melodi er forsigtigt beskåret således at enhver bevægelse ikke blot leverer en åbenbaring men et solidt hook."[14]

Collins forlod Genesis i 1996 for at fokusere på sin solo karrier;[15] det sidste studiealbum med Collins som forsanger var We Can't Dance fra 1991. Han og Gabriel genforenede med de andre Genesis medlemmer i 1999 for at genindspille "The Carpet Crawlers" til Genesis' Turn It On Again: The Hits. I midten af 2000s diskussion om en mulig Genesis genforenings, Meddelte Collins at han ville foretrække at vende tilbage hvis Gabriel tog sig af hovedvokalerne og han spillede på trommer.[16] Til sidst blev det meddelt i 2007 at Turn It On Again: The Tour ville blot være med Collins/Rutherford/Banks.

Solokarriere

Første succes ved begyndelsen af 80'erne

Et tidligt tema i Collins' musik, om end aldrig nævnt specifikt i hans albums, involverede hans daværende tidlige skilsmisse. To sange som han skrev på Genesis albummet Duke (1980), "Please Don't Ask" og "Misunderstanding", omhandlede opløste parforhold. Mens han optog hans første soloalbum, Face Value (1981), henførte Collins hans skilsmisse som hans hoved indflydelse.[17]

Collins’ ægteskabelige frustrationer udgjorde hovedmængden af hans første soloalbum såvel som hans soloalbum året efter Hello, I Must Be Going! (1982). Collins' tidlige album havde en mørk stemning, sædvanligvis omfattende trommer, med sange som "In The Air Tonight" og "I Don't Care Anymore". Om albummet Face Value, har han sagt, "Jeg havde en kone, to børn, to hunde og dagen efter have jeg ikke noget. Så mange af disse sange skrev jeg fordi jeg var ved at gennemgå nogle følelsesmæssige forandringer."[18] Dog var der lejlighedsvis spor af poppens indflydelse – f.eks. var Face Values "Behind the Lines" en jazzede genindspilning af en Genesis sang som han medforfattede. Face Value var en anmelderrost og kommercielt succesfuldt album, og medvirkede til at synliggøre Phil Collins. Til gengæld blev Face Values efterfølger, Hello, I Must Be Going! vurderet af mange anmelder som en skuffelse, selv med en britisk #1 kopiversion af The Supremes's You Can't Hurry Love svigtede albummet i at udnytte forgængerens succes og affødte ingen andre væsentlige hitmelodier. Ikke desto mindre lykkedes det albummet at nå en #2 plads på den britisk album hitliste, hvor den tilbragte et år.

En markant episode i Collins' karriere skete i 1982, da han producerede Something's Going On, et soloalbum af Anni-Frid Lyngstad (Frida), fra det tidligere ABBA. Frida, som lige havde gået fra sin mand og ABBA bandmedlem Benny Andersson, var blevet stærkt imponeret af Collins' solo præstationer og den personlige, følelsesmæssige budskab som hans album havde. Som konsekvens af dette, henvendte hun sig til Collins med hendes eget soloprojekt. Albummet der kom ud af dette samarbejde, havde Phil Collins på trommer og indeholdte 1982 hitsangen "I Know There's Something Going On" (Russ Ballard) og Collins' duet med Frida der havde titlen "Here We'll Stay." En udgave med Frida på alle vokaler blev udgivet som single. Desuden bidrog Collins med trommespillet to år tidligere på Peter Gabriels tredje selvnavngivet album, som var det første album som benyttede Collins' kendte [[en:gated reverb|gated reverb], som blev brugt på sangen Intruder. Det siges at Peter Gabriel "ikke ville have noget metal på albummet" og bedte Collins om at efterlade hans bækken hjemme, for at koncentrere sig mere end sædvanligt om lyden fra hans sæt. Resultatet var gated reverb lyden som Collins opfandt, med hjælp af studieteknikkeren Hugh Padgham. Dette var den samme 'store trommelyd' som også blev brugt på sange som "In The Air Tonight", og "Mama" af Genesis.

Et vendepunkt i Collins' musikalske stil kom da han blev spurgt om at komponere titelnummeret til filmen Against All Odds. Det blev en sang som han omarrangerede til at blive "Against All Odds (Take a Look at Me Now)" fra en original Face Value optage seance som ikke kom med på albummet med titlen "How Can You Sit There?". Den følelsesladede ballade blev øjeblikkeligt en klassiker og strøg ind på #1 på den amerikanske hitliste og en #2 på den britiske, hvor sangen ikke kunne overstige Lionel Richies "Hello". Mange anmeldere er enige om at det er begyndelsen på Collins' overgang væk fra hans tidligere mørkere og mere dramatiske materiale mod et mere pop-venligt, midtvejs, elektronisk drevne stil. Sangen er senere blevet genindspillet af bl.a. Westlife, Mariah Carey & Gavin DeGraw.

I 1984, modtog Collins på ny opmærksomhed da han producerede Philip Bailey's album Chinese Wall. Han indspillede en duet på en af albummets sange, Easy Lover som gik ind på #2 på den amerikanske Billboard hitliste og tilbragte 4 uger som #1 i Storbritannien. Collins arbejdede med horn sektionen af Baileys band, Earth, Wind & Fire (senere kendt som The Phenix Horns) gennem 1980'erne, både på solo og Genesis numre. Ved slutningen af 1984, deltog Collins i Bob Geldofs Band Aid velgørenhedsprojekt, og spillede på trommer på Band Aid singlen Feed the World (Do They Know It's Christmas), hvilket han gjorde i første forsøg (mens han blev filmet).

Status som verdensstjerne

I 1985, blev Collins inviteret med til at optræde ved Live Aid, Bob Geldofs velgørenhedskoncert, både på Wembley Stadium i England og på JFK Stadium i Philadelphia i USA. Dette lykkedes ham ved at optræde tidligere på dagen på Wembley både som solist og sammen med Sting, hvorefter han gik om bord på en Concorde, fløj til New York og videre med helikopter til Philadelphia og optrådte med sit eget materiale, spillede på trommer for Led Zeppelin og Eric Clapton. Omkring samme tid arbejdede Phil Collins sammen med Howard Jones på en single. Howard Jones genindspillede hans sang No One Is To Blame fra hans Dream into Action album, og Phil Collins optrådte som trommeslager, baggrundsvokalist og producer. Phil Collins har også spillet trommer på singler for Robert Plant og Tina Turner på deres respektive album. Han har også produceret og spillet på trommer på Eric Claptons album Behind the Sun og dens efterfølger, August. Hans solo succes, samt hans sideløbende karriere med Genesis, førte til en 1985 forside historie i musikmagasinet Rolling Stone med undertitlen Phil Collins Beats the Odds. Dette har været den eneste gang Phil Collins har været på forsiden af Rolling Stone.

Tidligere samme år udgav Collins hans hidtidige mest succesfulde album, No Jacket Required. Det indeholdte hitsangene "Sussudio", "One More Night" og "Take Me Home". Albummet havde Sting, Helen Terry og tidligere bandkammerat Peter Gabriel som baggrundsvokalister. Han indspillede også den succesfulde sang Separate Lives, en duet med Marilyn Martin, og et amerikansk #1 hit for filmen White Nights. Collins havde tre amerikanske #1 sange i 1985, hvilket var det største antal for en kunstner det år.[19] Albummet No Jacket Required endte med at vinde en Grammy for årets album.

No Jacket Required modtog kritik for at være et alt for sikkert album på trods af ellers positive anmeldelser og kommerciel succes. En positiv anmeldelse af David Fricke fra Rolling Stone endte med ordene "Efter år på ydergrænsen af kunstrock scenen, har Collins etableret sig selv midt på vejen. Måske skulle han overveje at afprøve sig selv og hans fans' forventninger næste gang."[20] "Sussudio" modtog også kritik for at lyde for meget som Princes 1999, en anklage som Collins ikke benægtede.[21] Ikke desto mindre, røg albummet direkte ind på #1 i USA (hvor det solgte plader hurtigere end Michael Jackons album Thriller) og Storbritannien.

I 1988, medvirkede Collins i filmen Buster der handlede om , som fandt sted i 60'erne. Filmen fik gode anmeldelser og Collins lavede tre sange for filmen; Two Hearts - som han medforfattede sammen med den legendariske Motown sangskriver, Lamont Dozier - A Groovy Kind of Love (tekst af Toni Wine og musik af Carole Bayer Sager, men med melodien i Rondo dele fra Muzio Clemnti's Sonatina i G-dur, op. 36 nr. 5), og som det tredje skrev han selv tekst og musik til sangen Loco in Acapulco som blev sunget af de legendariske Four Tops.

Året efter i 1989, fremstillede Collins endnu et succesfuldt album ...But Seriously, som indeholdt anti-hjemløshedshymnen Another Day in Paradise med David Crosby på baggrundsvokalerne. (Senere ville Collins medforfatte, synge og spille med på sangen Hero på Crosbys 1993 album Thousand Roads.) Another Day in Paradise nåede #1 på den amerikanske Billboard hitliste ved slutningen af 1989 og fik en Grammy for årets indspilning (1990). Undervejs blev det hans sidste #1 hit af 1980'erne. Han modtog dog kritik for sangen for dens budskab om at give penge til de fattige, mens han selv nød sin millionærstatus. Andre succesfulde sange fra albummet var Something Happened on the Way to Heaven, Do You Remember? (kun udgivet i USA), og I Wish It Would Rain Down, sidstnævnte med hans mangeårige ven Eric Clapton på guitar. Sange om apartheid og hjemløshed demonstrerede Collins' drejning mod politisk dreven materiale. Dette tema gentog sig på hans senere albums. Et live album, Serious Hits... Live! blev udgivet i 1990.

Efterfølgende succes i 1990'erne

Collins ved sit trommesæt under en koncert i Perugia, Italien i 1996

Collins' salgstal faldt med udgivelsen af albummet Both Sides i 1993. Det var et i høj grad eksperimentelt album der, ifølge Collins selv, indeholdt sange som "var ved at være så personlige, så private, at jeg ikke ville have andres bidrag".[22] Hovedsageligt en mindre studie-poleret lyd og med færre hurtige sange end hans tidligere album, var Both Sides en væsentlig afvigelse. Collins brugte ingen baggrundsmusikere, sang alle vokaler og spillede alle instrumenter i sit hjemmestudie, og brugte en grov vokalindspilning i det endelige resultat. Albummet blev ikke vel modtaget i radioen. Dens to største hits Both Sides of the Story og den mere radiovenlige Everyday var relativt mindre succeser i forhold til den tidligere kommercielle succes han havde oplevet.

Collins forsøgte at vende tilbage til musik af en mere poppet karakter, med albummet Dance into the Light som magasinet Entertainment Weekly anmeldte ved at skrive at "selv Phil Collins måtte vide, at vi alle blive trætte af Phil Collins."[23] Albummet indeholdt mindre hitsange såsom titelnummeret og det Beatles-inspirerede It's in Your Eyes. Selvom albummet fik Guld i USA, solgte det væsentligt mindre end hans forrige albums. Kun titelnummeret havde en kort tilstedeværelse på Collins', på det tidspunkt kommende, Hits-opsamlingsværk (1998). På trods af dette, var den efterfølgende turné, A Trip Into the Light, regelmæssigt udsolgt.

I 1996, dannede Collins The Phil Collins Big Band. Med Collins som trommeslager, spillede bandet jazzudgaver af Collins' og Genesis' hitsange. The Phil Collins Big Band spillede en verdensturné i 1998 som inkluderede en koncert ved the Montreux Jazz Festival. I 1999, udgav gruppen cden A Hot Night in Paris som indeholdt Big Band versioner af Invisible Touch, Sussudio og den mere obskure The Los Endos Suite fra albummet A Trick of the Tail.

Et Hits opsamlingsalbum udgivet i 1998 var succesfuldt. Albummets eneste nye nummer som var en kopiversion af Cyndi Laupers hitsang True Colours, fik betydelig spilletid på AC-hitlister hvor den opnåede en #2.[24] En del af Collins' tidlige musik (f.eks. I missed Again, If Leaving Me Is Easy, lign.) og andre succeser var undladt på opsamlingsalbummet.

Collins nåede længere med hans næste single, You'll Be in My Heart, fra Tarzan tegnefilmen fra 1999. Soundtracket nåede Top 10, singlen var Collins første til at nå indenfor Top 40 i fem år og Collins vandt en Oscar for bedste sang, på trods af kritikernes favoritter i denne kategori var Aimee Mann, Randy Newman og South Park-filmen South Park: Bigger, Longer & Uncut (efterfølgende gjorde skaberne af South Park grin med Collins i South Park episoden Timmy 2000). Dette var hans tredje nomination i sangskriver kategorien, hvor han før var blevet nomineret i 1984. Sangene Sussudio og In Too Deep var begge med på soundtracket til filmen American Psycho i 2000. Som det også sker i bogen af samme navn, giver seriemorderen Patrick Bateman en længere monolog omhandlende hans kærlighed til Phil Collins' musik.

Collins i det nye årtusinde

I det nye årtusind har Collins udgivet albummet Testify i 2002. Albummet lykkedes ikke i at gøre sig bemærket på hitlisterne, selvom singlen Can't Stop Loving You (en sang oprindeligt af Leo Sayer) og Come With Me (Lullaby) gjorde sig godt på AC-hitlisterne. Ved årets slutning havde Testity kun solgt 140.000 kopier i USA, selvom en succesfuld verdensturne fulgte på trods af dårlige salgstal.[25]

Phil Collins under optræden i Barcelona i 2004

Collins har for nyligt meddelt at han er ved at miste hørelsen på sit ene øre, og i 2003 meldte han ud at hans kommende soloturné ville blive hans sidste.[26] Han har kaldt turnéen for First Final Farewell Tour, en sarkastisk henvisning til de gentagne afskedsturnéer andre populære kunstnere har afholdt. Han forventes at forsætte med at turnere i 2006 mens han arbejder med Disney om en Broadway produktion af Tarzan. Udenfor denne turné har han kun optrådt lejlighedsvis. Han accepterede en invitation til at spille tromme i husorkestret i forbindelsen med festen der fejrede Dronning Elizabeth II's 50 års jubilæum som regent. Han spille trommer for Paul McCartney, Ozzy Osbourne og Cliff Richard. For nyligt har hiphop gruppen Bone Thugs-N-Harmony indspillet en ny udgave af Take Me Home, med titlen Home på deres album Thug World Order. Sangen indeholder vers skrevet af gruppen og omkvædet sunget af Phil Collins. I 2007 er Collins på turné med Genesis (band) i Europa og Nordamerika.

Film, teater og TV

Størstedelen af Collins film arbejde har været gennem musik. Fire af hans syv amerikanske #1 sange kommer fra film soundtrack og hans seneste arbejde med Disneys Tarzan vandt ham en Oscar. Collins' skuespilskarriere har været kort. Som barn, medvirkede han i tre film, selvom det i to af filmene var som statist. Udover den tidligere nævnte A Hard Day's Night (1964), spillede Phil Collins sin første hovedrolle i filmen Calamity the Cow (1967).[27]

Collins skrev og indspillede titelsangen til Against All Odds i 1984. Sangen blev hans første af syv amerikanske #1 sange og fik en Oscar nominering for bedste sang. Bemærkelsesværdigt blev Collins ikke spurgt om at optræde med sangen ved det daværende Oscar-uddeling, selvom han var blandt publikum og havde arrangeret sin turné omkring uddelingen. Der er spekulationer om at Oscar-akademiet, på trods af deres nomination af ham, ikke vidste hvem han var. En notits til Collins' pladeselskab fra co-produceren for tv-udsendelsen Larry Gelbart forklarede den manglende invitation med ordene, "Tak for deres bemærkning omhandlende "Phil Cooper" (citationstegn tilføjet). Jeg er dog ked af at meddele at pladsen allerede er blevet fyldt ud". I stedet kunne Phil Collins se Ann Reinking spille hans sang.[28] I årene efter dette, informerede Collins sit publikum at "Frøken Ann Reinking er ikke her i aften, så jeg tror, at jeg selv må synge min egen sang", før han spillede Against All Odds.

Collins indspillede Separate Live (selvom han ikke skrev den) for filmen White Nights (1985). Singlen var en duet med Marilyn Martin og endnu en #1 sang for Collins såvel som endnu en Oscar nominering (siden konkurrencen er for bedste sangskriver, var Collins selv ikke nomineret). Sangen havde paraleller til hans første to albums. Tekstforfatteren Stephen Bishop bemærkede at han var inspireret af mislykkedes forhold og kaldte Separate Live "en sang om vrede". [29]

Collins' første filmrolle siden han blev musiker kom i 1988 med filmen Buster. Hans fortolkning af Groovy Kind of Love, oprindeligt en 1966 single af The Mindbenders, nåede #1. Filmen affødte også hitsangen Two Hearts, som han skrev i kollaboration med den legendariske Motown sangskriver Lamont Dozier. Film anmelder Roger Ebert sagde om rollen som Buster var spillet med overraskende effektivitet af Collins, selvom filmens soundtrack viste sig mere succesfuldt end filmen.[30]

Efterfølgende filmroller var betydelig mindre end Buster, med filmen Frauds fra 1993 som den eneste han spillede hovedrollen i. Han optrådte kort i Steven Spielbergs Hook (1991) og And the Band Played On (1993). Han leverede også stemme til to tegnefilm Balto (1995) og The Jungle Book 2 (2003). Et længe diskuteret men aldrig gennemført projekt var en film med titlen The Three Bears. Oprindeligt skulle han spille side om side med Danny DeVito og Bob Hoskins, men et ordentlig manuskript fremkom aldrig.[31]

Collins indspillede selv soundtracket til tegnefilmen Tarzan (1999) for The Walt Disney Company. Han vandt en Oscar for sangen You'll Be in My Heart, som han spillede ved det års Oscar-uddeling såvel som ved det Disney-tematiske halvlegs-show ved Super Bowl. Sangen indspillede han også på blandt andet spansk, og det blev hans eneste forekomst på Billboards Hot Latin Tracks.[24] Disney hyrede ham sammen med Tina Turner i 2003 til at lave soundtracket til en anden tegnefilm, Brother Bear (dk:Bjørnebrødre'), og han fik noget spilletid på radioen med nummeret Look Through My Eyes.

På tv har han to gange været vært på the Billboard Music Awards. Han har også optrådt i et afsnit af serien Miami Vice med titlen Phil the Shill, i hvilket han spiller en svindlende bondefanger. Han har også gæsteoptrådt i flere sketches med The Two Ronnies. Senest har han kort optrådt på tv-serien Whoopi.

I 2005 blev Collins arbejde med Brother Bear udvidet da Disney valgte at bruge sangen Welcome som kendingsmelodi for Walt Disneys Parade of Dream, hovedparaden fejrende 50-års jubilæum af Disneyland. Året efter i 2006 blev Disneys Tarzan tilpasset til et teaterstykke på Broadway. Collins bidrog med 11 nye sange og instrumentale stykker og var dybt involveret i produktionen. Til forskel fra filmen, hvor Collins sang alle sange, sang skuespillerne på scenen.

Collins optrådte som sig selv i 2006 i PlayStation Portable og Playstation 2 spillet Grand Theft Auto: Vice City Stories som foregik i 1984. Han optræder i tre mission hvor man skal forsøge at redde ham fra en bande som prøver at slå ham ihjel. Den sidste mission foregår under hans koncert, hvor spilleren må prøve at forsvare stilladset mod sabotage mens Phil Collins samtidigt optræder med In the Air Tonight. Efterfølgende har spilleren muligheden for at se Phil Collins' optræden med In the Air Tonight. In the Air Tonight er også at finde på soundtracket for filmen Agua Teen Hunger Force Colon Movie Film For Theaters.

Privatliv

Collins var gift med Andrea Bertorelli fra Canada som han mødte i en dramaklasse i London[32] i 1975. De fik en søn sammen, Simon Collins, og Phil Collins adopterede Bertorellis datter Joely Collins, som nu er en canadisk skuespiller. De blev skilt i 1980 og Collins indrømmer de vrede følelser af skilsmissen som en del af hans hit In the Air Tonight.

Collins og hans anden kone, Jull Tavelman, var gift fra 1984 til 1996. De fik en datter sammen, Lily. Collins indrømmer åbent at en del af deres skilsmisserelaterede korrespondance skete via telefax (en, som omhandlede adgang til deres datter, blev gengivet i avisen The Sun), men nægter at dette var en overraskelse for hans kone.[33]

Collins giftede sig med sin tredje kone, Orianne Cevey, i 1999. Parret fik to sønner sammen, Nicholas og Matthew. De boede i Schweiz med udsigt til Genevesøen, indtil de meddelte deres separation den 16. marts 2006. Collins har sagt, at han vil vedblive med at bo i Schweiz for at være tæt ved sine børn. Han bor nu i Féchy.

Collins støtter dyrevelfærd og PETA. I 2005 donerede han trommestikker med sin autograf til støtte for PETAs kampagne mod Kentucky Fried Chicken.[34] Collins er tilhænger af fodboldklubben Tottenham Hotspur omend han tidligere også har erkendt sin forkærlighed for West Bromwich Albion.

Yderligere læsning

  • Ray Coleman, Phil Collins: The Definitive Biography, Simon & Schuster. London. 1997. ISBN 0-684-81784-5
  • Dave Thompson, Turn It On Again: Peter Gabriel, Phil Collins, and Genesis, Back Beat Books, San Francisco. 2004. ISBN 0-87930-810-9
  • Fred Bronson, The Billboard Book of Number One Hits. Billboard Books, New York. 1998. ISBN 0-8230-7641-5 (otte essays om Phil Collins, inklusiv en om Genesis)
  • Craig Rosen, The Billboard Book of Number One Albums. Billboard Books, New York. 1996. ISBN 0-8230-7586-9 (To essays om Collins)

Diskografi

Album

Nummer 1 singler

År Single Højeste position
UK USA
1982 "You Can't Hurry Love" 1 10
1984 "Against All Odds (Take a Look at Me Now)" 2 1
"Easy Lover" (med Philip Bailey) 1 2
1985 "One More Night" 4 1
"Sussudio" 12 1
"Separate Lives" (med Marilyn Martin) 4 1
1988 "A Groovy Kind of Love" 1 1
"Two Hearts" 6 1
1989 "Another Day in Paradise" 2 1

Eksterne links

Fodnoter

  1. ^ Atlantic Records press release. "Phil Collins Celebrates TESTIFY with Weekend Today Performance and NYC In-Store" 11/15/02.
  2. ^ Coleman, R. Phil Collins: The Definitive Biography, Simon & Schuster. London. 1997. side 29-30. ISBN 0-684-81784-5
  3. ^ Face Value: From the Official Genesis Biography. [1] (Hentet Januar 10, 2006)
  4. ^ Yahoo! Movies The Beatles - The Making of A Hard Day's Night (1995) [2] (Hentet Januar 9, 2006)
  5. ^ Coleman, side 51.
  6. ^ Hewitt, A. Official Biography [3] (Hentet Januar 9, 2006)
  7. ^ Coleman, side 55.
  8. ^ Coleman, side 61.
  9. ^ Billboard Magazine, Online. "Genesis" Biography. Hentet Januar 16, 2006. [4]
  10. ^ Coleman, Pg 63.
  11. ^ Nicholson, Kris. "A Trick of the Tail" Review. Rolling Stone. May 20, 1976. [5]. Accessed February 10, 2006.
  12. ^ Official Brand X biography from the Phil Collins website, [6], hentet Januar 14, 2006.
  13. ^ MTV.com. MTV Video Awards, Past Winners. [7]. Hentet Januar 16, 2006.
  14. ^ Considine, J.D. "Invisible Touch" Review. Rolling Stone. August 14, 1986. [8] Hentet Februar 8, 2006.
  15. ^ Hewitt, A. Official Biography. [9] (Hentet Januar 9, 2006)
  16. ^ Heller, C. "Phil Collins Said Open to Genesis Reunion". November 6, 2005. [10] Hentet Januar 14, 2006.
  17. ^ Bronson, F. The Billboard Book of Number One Hits. Billboard Books, New York. 1997. side 604. ISBN 0-8230-7641-5
  18. ^ Thompson, D. Turn It On Again: Peter Gabriel, Phil Collins, and Genesis, Back Beat Books. San Francisco. 2004. side 181. ISBN 0-87930-810-9
  19. ^ Whitburn, J. The Billboard Book of Top 40 Hits. Billboard Books, New York. 2000. side 143-144. ISBN 0-8230-7690-3
  20. ^ Fricke, D. "No Jacket Required" Review. Rolling Stone. Maj 9, 1985. [11] Hentet Februar 8, 2006.
  21. ^ Bronson, side 611.
  22. ^ Coleman, side 181.
  23. ^ Browne, David. "Dance into the Light" Review. Entertainment Weekly. November 1, 1996. [12] Hentet Februar 10, 2006.
  24. ^ a b Billboard Magazine, Phil Collins Chart History [13] Hentet Januar 13, 2006.
  25. ^ Thompson, side 260.
  26. ^ Hear-it.org [14] Hentet Januar 13, 2006.
  27. ^ The Internet Movie Database [15]. Hentet Januar 13, 2006.
  28. ^ Bronson, side 586.
  29. ^ Bronson, side 624.
  30. ^ Ebert, R. "Buster" Review. November 25, 1988. [16]. Hentet Februar 10, 2006.
  31. ^ Baker, G. A. Penthouse Interview, 1993. [17], Hentet Januar 13, 2006.
  32. ^ http://www.philcollins.co.uk/radiotimes.htm
  33. ^ http://www.philcollins.co.uk/radiotimes.htm
  34. ^ http://www.philcollinsfansite.com/phil_collins_news_2005.html

Kilder

  • Atlantic Records Press Release (November 15, 2002). "Phil Collins Celebrates TESTIFY With Weekend Today Performance and NYC In-Store". Atlantic Records. Hentet Januar 19. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Baker, G.A. (1993). "Penthouse Interview". Penthouse. Hentet Januar 13. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Billboard Magazine, Online. "Genesis Biography". Billboard Online. Hentet Januar 16. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Billboard Magazine, Online. "Phil Collins Chart History". Billboard Online. Hentet Januar 13. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Bronson, Fred The Billboard Book of Number One Hits. Billboard Books, New York. 1998. Pg. 624. ISBN 0-8230-7641-5
  • Browne, David (November 1, 1996). "Dance into the Light Review". Entertainment Weekly. Hentet Februar 10. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Coleman, Ray. Phil Collins: The Definitive Biography, Simon & Schuster. London. 1997. ISBN 0-684-81784-5
  • Considine, J.D. (August 14, 1986). "Invisible Touch Review". Rolling Stone. Hentet Januar 13. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Ebert, Roger (November 25, 1988). "Buster Review". Hentet Februar 10. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Fricke, David (Maj 9, 1985). "No Jacket Required Review". Rolling Stone. Hentet Februar 8. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= og |year= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Hear-it.org. "Famous baby boomers with significant hearing loss and/or tinnitus". Hentet Januar 13. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Heller, Corinne (November 6, 2005). "Phil Collins Said Open to Genesis Reunion". Reuters / ABCNews. Hentet Januar 14. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Hewitt, Alan. "From "Opening the Music Box: A Genesis Chronicle"". Excerpted on www.philcollins.co.uk. Hentet Januar 14. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • The Internet Movie Database. "Phil Collins". www.imdb.com. Hentet Januar 13. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • MTV.com. "MTV Video Awards Past Winners". MTV. Hentet Januar 16. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Nicholson, Kris (Maj 20, 1976). "A Trick of the Tail Review". Rolling Stone. Hentet Februar 10. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= og |year= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Russell, Paul (2002). "Phil Collins Biography". www.philcollins.co.uk. Hentet Januar 9. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Thompson, Dave. Turn It On Again: Peter Gabriel, Phil Collins, and Genesis. Back Beat Books. San Francisco. 2004. ISBN 0-87930-810-9
  • Whitburn, John. The Billboard Book of Top 40 Hits. Billboard Books, New York. 2000. ISBN 0-8230-7690-3
  • Yahoo! Movies. "The Beatles – The Making of A Hard Day's Night (1995)". Yahoo!. Hentet Januar 9. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)


BiografiSpire
Denne biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Persondata
NAVN Collins, Phil
ALTERNATIVNAVNE Collins, Philip David Charles
KORT BESKRIVELSE Britisk musiker
FØDSELSDATO 30. Januar 1951
FØDESTED Chiswick, London, England
DØDSDATO
DØDSSTED

Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Phil_Collins&oldid=1869835"