Indavl

Indavl opstår, når nærtbeslægtede får afkom med hinanden. Fordelen ved den kønnede formering tabes helt eller delvist, når det er individer med meget ensartede arveanlæg, der bliver forældre. Ofte ses der tydelige tegn på degeneration i forbindelse med indavl. Det kan f.eks. ytre sig ved en øget hyppighed af arvelige sygdomme, ved et svagere immunforsvar eller ved mental retardering.

Indavl kan opstå i naturen, hvis en art er tæt på udslettelse og kun nogle få individer overlever. Man kan f.eks. se af gepardens arveanlæg, at samlige nulevende dyr nedstammer fra nogle ganske få.
Tilsvarende kan det vises, at det var ganske få mennesker, der overlevede udvandringen fra Afrika. Det kan ses af, at variationen hos en enkelt pygmæstamme er 9 gange større, end den er hos hele resten af jordens befolkning tilsammen.
Både hos geparden og hos mennesket stammer alle derfor fra ganske få overlevere. De var stærke under nogle afgørende prøvelser i fortiden, men den manglende, genetiske variation er en lurende trussel under artens muligheder for at overleve nye katastrofer.

I den bevidste plante- og dyreavl kan man benytte sig af indavl til fremstilling af rene linjer, dvs. en gruppe af individer med meget ensartede og kendte arveanlæg. Når man så krydser individer fra to rene linjer, opstår der en vital og sund krydsning med fuldstændigt beskrevne arveanlæg. Sådan en førstegangskrydsning kaldes en F1-hybrid.

Tilfældet Habsburg

Karl 2.s forfædre

I familien Habsburg ses et klassisk (og grelt) eksempel på indavl. Som det ses af figuren, er adskillige af Karl 2.s forfædre nært beslægtede:

• Hans far, Filip 4. af Spanien, er onkel til hans mor, Maria Anna af Østrig,
• Hans mormor, Maria Anna af Spanien, er kusine til hans morfar, kejser Ferdinand 3.,
• Hans farmor, Margareta af Østrig, er kusine til hans farfars mor, Anna af Østrig,
• Hans farfars far, Filip 2. af Spanien, er onkel til hans farfars mor,
• Hans farfars morfar, kejser Maximilian 2., var fætter til Maria af Spanien, hans farfars mormor,
• Hans farfars farfar, kejser Karl 5., var fætter til hans farfars farmor, Isabella af Portugal.

På denne baggrund kan det ikke undre at de særlige habsburgske ansigtstræk gennem tiden forstærkedes og forværredes til egentlige deformationer. Karl 2. var således ude af stand til at tygge og desuden mentalt tilbagestående, sandsynligvis som følge af indavl.