Bruger:Svend Erik Georg Larsen

Svend Erik Georg Larsen

Født 1.sept.1916 på Rigshospitalet Skoledreng 1923, murersvend 1936, konstruktør 1937, arkitekt 1944, slægtsforsker 1998, forfatter 2002, Wikimediabruger 2008.

Barndomshjemmet

Fra min fødsel i 1916 var mit barndomshjem en toværelses lejlighed på 1’sal i Sleipnersgade, ude på det yderste Nørrebro, og tæt ved Slangerupbanens endestation. Gadens navn er nu Mimersgade, og fik sit nye navn, dengang da jernbanen til den gamle Nørrebro Station blev nedlagt.

Ejendommen hvor familien boede i var et gedigent byggeri fra omkring 1890. Hovedtrappen var forsynet med brede trin og et mahognigelænder med en snoning for neden ind mod det mørke trapperum, som jeg om aftenen forcerede i hastigt løb op mod næste repos. Et WC-rum, som vi havde fælles med naboen, en svensk enke, var placeret med adgang fra den smalle stejle køkkentrappe.

En enlig kakkelovn har formodentlig skulle tjene til hele lejlig-hedens opvarmning, men jeg har ingen erindring om kulde eller ubehag. Tiden var jo nøjsom i årene efter 1’verdenskrig.

Som den først fødte oplevede jeg en hastig voksende søskendeflok, og i 1920 var vi i alt 5 personer i den lille lejlighed; en far, en mor, 2 søskende og mig selv,. Min soveplads var derfor på divanen i stuen, medens mine 2 yngre brødre var henvist til soveplads i den store dobbeltseng sammen med forældrene. Med begge børn anbragt i benenden af sengen.

Efter tur boede min mors søskende hos os. Først kom den ældste, som skrubbede os unger med hård hånd i en balje vand, stillet midt på stuegulvet. Siden kom den næste søster. Hun var imidlertid ret svært at styre, så det daglige omkvæd til mig, var da også : "Sig det endeligt ikke til din mor".

Den næste af min mors søskende der stod for tur var en onkel. Han var en stor dameven, men kom som så mange andre på den tid for skade, at gøre pigen gravid. Så måtte min mor, igen holde for. Alle vi unger blev jaget ud af den toværelses, og onkelen blev med pigen installeret i vores lille soveværelse. Det gav jo noget postyr, og skønt min onkel ellers var en fredelig mand, stod nerverne vel nok på højkant. Og da jeg en dag nægtede, at gå et ærinde for ham., truede han med øretæver. Nok har han ment, at jeg var lidt for fræk, men han havde nu grund til det, for desværre gik fødslen ikke så godt som ventet. Barnet var dødfødt.

Vi børn var for så vidt ganske fredelige, men det kunne ske, at naturen gik over optugtelsen. Og det hændte en sen aften, da vore forældre var borte og vi alene hjemme, at alle vi hjemmeværende 3 brødre legede bjergbestigning og tumlede glade rundt oppe i samtlige stuens møbler.

Men uheldigvis kunne genboer tydeligt se skyggen af hver enkel, der hvirvlede forbi de nedrullede gardiner, og det blev straks dagen efter rapporteret til vore forældre. Dog uden fatale følger..

Børneopdragelse var et ord, der ikke var på mode dengang. Vi fik daglig mad og rent tøj på kroppen, men ingen kærtegn eller ros. Kun ”ris”, men aldrig klø, og i den daglige omgang med vore forældre var berøring næsten et tabu, og samtale, ud over en kort bemærkning, var derfor for så vidt overflødig.

Så uden for måltider og sengetid kunne jeg, ganske passe mig selv, og frit færdes på gade og vej, eller lege i den store gård bag ejendommen.

Det kunne hænde en enkel gang, at jeg var så optaget af leg, at mine benklæder ufrivilligt blev våde, og det var ikke noget, der faldt i min mors smag,. Heller ikke den dag jeg var så uheldig at falde i Lygteåen, som dengang løb udækket gennem Lygten for at støde til Ladegårdsåen ved Åboulevarden. Hun blev temmelig vred, skældte ud, og bebrejdede mig samtidigt, at jeg ikke selv kunne binde egne snørebånd på mine sko. Mærkeligt at man kan stadig kan erindre en så lille detalje.

På dette tidspunkt, i begyndelsen af tyverne, var vi tre børn hjemme, og som tidligere omtalt, sov jeg som den ældste på divanen inde i stuen ud mod gaden. Herfra kunne jeg om morgenen registrere vækkeuret i soveværelset, og senere den travle klapren af træsko nede på gaden, for til sidst at fornemme alle fabriksfløjternes signal til arbejdstidens påbe-gyndelse. Til lyden af hestevognenes rummel over de toppede brosten, kunne jeg så vende mig om, og fredeligt sove videre

Min mor' har vel ind imellem haft udearbejde. Private børne-haver fandtes også dengang, og mine yngre søskende har sikkert en tid haft megen fornøjelse af frøknerne Petersens Børnehave, beliggende skråt overfor Slangerupsbanens gamle og nu fredede station. Selv oplevede jeg en enkel dags ophold i en børnehave i Guldbergsgade, men det eneste jeg erindrer fra denne børnehave, er at alle børnene inkl. mig selv blev kom-manderet til at marchere i en lang lang række.

Dette var tilsyneladende mer' end nok for mig, og formo-dentlig har min mor tænkt det samme, for allerede dagen efter blev jeg holdt hjemme. Så havde jeg igen min frihed, og god tid til leg og til at gå på eventyr, og det hændte da også tit, at jeg blev inviteret op på bukken af en af de mange hestevogne, som havde ærinde i kvarteret. Det var spændende for en lille dreng at styre to store heste.

Vores far var dengang ansat på en chokoladefabrik, og ind imellem glemte han sin madpakke derhjemme. Jeg blev så som ca. 5-6årig sent ind i Sankt Hans Gade med maden, og fik som belønning af den meget venlige formand foræret et stort stykke varmt duftende chokolade. Men mærkelig nok var der intet af de gode varer at få der hjemme, så kun hvis man meget tidligt om morgenen, listede sig ud i køkkenskabet, kunne man stjæle sig til nogle af godterne.

Fædre var dengang ikke som fædre er nu til dags. og det tjener intet formål at drage sammenligning med nutidens fader-rolle. En fader gik dengang på arbejdet alle hverdage, og kom først hjem til aftensmad, kort før børns sengetid, og da jeg tillige tilbragte hovedparten af min barndom fra ca. 5-6års alderen hos bedsteforældre, var mine relationer til min fader ikke overvældende. Kun husker jeg fra min tidligste barndom, at han var ret uforstående overfor min angst for mørket, når jeg skulle forlade den oplyste stue, for alene at gå ud i den uoplyste korridor, og videre ud på toilettet på køkkentrappen.

Dengang gik den gamle banestrækning, fra landet og til Nørrebro Station, næsten forbi vores gadedør, så det var vidunderligt at stå tæt ved de to store bomme, når toget passerede, eller også indtage pladsen oppe på gangbroen, som gik tværs over Nørrebrogade, for her at indhalere den sorte røg, som væltede ud fra lokomotivets skorsten.

Men paradiset har også en udgang. En henkastet og antydet bemærkning fra min mor', om hvorvidt jeg kunne tænke mig, at blive opdraget og undervist på Vajsenhuset, væltede næsten min tilværelse. Uden at svare vandrede jeg oprørt over jernbaneskinnerne, over til min bedstefars kolonihave, hvor jeg i vrede tanker næsten fældede alle de mange to meter høje gule solsikker, som stod i blomst i haven.

Kort efter blev da også et fjerde barn født, og mit tilholdssted blev derfor en kort tid en kælderbutik i Egegade på Nørrebro. En hørkræmmerbutik med farfar, farmor, sild, æg og meget andet godt, hvorefter jeg i 1923 begyndte min skolegang på Rådmandsgades Skole.