Tomáš Masaryk

Tomáš Garrigue Masaryk i 1918.

Tomáš Garrigue Masaryk (*7. marts 1850 †14. september 1937) er kendt som den tjekkoslovakiske landsfader. Han var central i oprettelsen af Tsjekkoslovakia og var den første præsident i landet. Masaryk var også en respekteret akademiker, redaktør og politiker. Det lykkedes Masaryk at forene tjekker og slovakker, og at lede det eneste demokrati i Central- og Østeuropa i mellemkrigstiden. Han støttede særlig tolerance, retfærdighed og individualisme, og markerede sig som modstander af antisemitisme, bolsjevisme, klerikalisme og monarkisme.

I eftertiden har Masaryk været betragtet som noget nær en nationalhelt, særlig i Tjekkiet. Flere generationer af tjekkoslovakiske tænkere blev inspireret af ham. Videnskabsmanden Karl Popper kaldte Masaryk og Winston Churchill for de to største statsmænd i det 20. århundrede. Den tjekkiske journalist Ferdinand Peroutka mente at Masaryks store bidrag ikke var hans videnskabelige værk, men hans egen person. Forfatteren Karel Čapek har hævdet at ”Masaryk er et princip”.

Opvækst og uddannelse

Tomáš Masaryk kom fra enkle kår i Mähren, som dengang var del af Østrig-Ungarn. Han blev født på et gods i Hodonín (tysk Göding), hvor faren var kusk. Forældrene var tjekker, men talte tysk hjemme, sådan at dette blev Masaryks modersmål, medens han lærte tjekkisk og slovakisk senere.

Som ung arbejdede han som smed, men havde også evner, som gjorde, at han fik højere uddannelse i Brno (tysk ’’Brünn’’), Wien (hvor han blandt andet studerede sammen med Franz Brentano) og Leipzig (med Wilhelm Wundt). Han fik sin doktorgrad fra universitetet i Wien i 1876, og blev docent der i 1879. I 1882 blev han professor i filosofi ved det nystartede, tjekkiske universitetet i Praha. Året etter grundlagde han tidsskriftet Athenäum, med tekster om tjekkisk kultur og videnskab.

Tanker og kontroverser

Som filosof var Masaryk en rationalist og humanist. Han lagde vægt på praktisk etik og var påvirket af angelsaksisk tænkning, fransk filosofi og særligt den tyske filosof Herder, der er blevet kaldt grundlæggeren af nationalismen. Masaryk var derimod kritisk overfor tysk idealistisk filosofi og marxisme.

Som professor udviklede Masaryk teorien om 'kritisk realisme', en blanding af tysk idealisme og vesteuropæisk positivisme. Masaryk skrev støttende om demokrati og sociale reformer, medens han prøvede at forene vestlig empiri med slavisk tradition. Han studerede og skrev bøger om marxisme, selvmord og Ruslands sociale og intellektuelle historie, hvor han særlig beskæftigede sig med Dostojevskij.

I 1886 blev Tomáš Masaryk med ét slag kendt i en bredere kreds for det, han skreiv om historie. Han beviste, at mytologiske tjekkiske digte i manuskript, som man havde ment var fra tidlig middelalder, i virkeligheden måtte være fra begyndelsen af det 19. århundrede. Han fastholdt, at en moderne nation ikke kunne bygge på en opfundet historie. I diskussionen var Masaryk mest hadet af indflydelsesrige folk med stærk tru på, at diktet var et ægte middelalderdigt. En anden kontroversiel handling, som førte til stærke følelser mod Masaryk, var hans offentlige forsvar af en jøde som var tiltalt for ritualmord i den såkaldte ’’Hilsner-retsag’’. Da han senere, i 1909, viste, at det østrigske udenrigsdepartement havde fabrikeret bevismateriale mod en gruppe kroatiske nationalister, blev han kendt over hele Europa.

Politiker

I 1887 blev Masaryk mere aktiv inden for politik, og skabte gruppen Realisterne. Han ønskede mere selvstyre for Böhmen og Mähren, men mente at fuld selvstændighed var urealistisk på grund af nærheden til Tyskland. Han skilte sig også ud ved ikke at nærme sig Rusland i en pan-slavisk ånd, men ønskede at byggede på de demokratiske principper fra Frankrig og Storbritannien.

I 1891 blev Masaryk valgt ind i det Østrigske parlament for partiet Jungtschechen, men gik ud af partiet i 1893. I 1900 grundlagde han det realistiske parti, som skulle varetage tjekkiske interesser inden for Østrig-Ungarn. Frå 1907 til 1914 sad Masaryk i parlamentet i Østrig som repræsentant og gruppeleder for dette parti.

Etter at første verdskrigen brudt ud, rejste han fra Böhmen og gik i eksil i London, hvor han underviste i slavisk historie ved King's College. Han var også redaktør for månedsmagasinet The New Europe.

Sammen med Eduard Beneš opprettede han det tjekkoslovakiske nationalråd, hvor han blev formand, og hvor han arbejdede for en selvstændig tjekkoslovakisk stat.

I løbet af verdenskrigen rejste Masaryk til flere lande for at argumentere for opprettelsen af en fælles tjekkisk og slovakisk stat. I maj 1917 var han i Rusland, hvor han organiserede krigsfanger i såkaldte tjekkoslovakiske legioner til at slås mod Østrig-Ungarn. Foråret 1918 var han i USA, og forhandlede sig frem til en aftale med slovakiske ledere der om oprettelse af Tjekkoslovakiet. Masaryk fik støtte til statsdannelsen fra den britiske regering og præsident Woodrow Wilson i USA.

Præsident af Tjekkoslovakiet

Masaryk med datteren Olga i Tábor under rejsen tilbage fra udlandet i 1918.

I juni 1918 blev Tjekkoslovakiet anerkendt som en stat, der havde kæmpet for de allierede, med Masaryk som leder. Senere det året rejste han tilbage til Tjekkoslovakiet og blev valgt til præsident. Som forkæmper for en liberal og demokratisk humanisme blev Masaryk populær i Tjekkoslovakiet. Han var en varm forkæmper for Folkeforbundet. I konflikterne mellem de forskellige nationaliteter i landet, klarede han i løbet af 1930’erne dog ikke at hindre opblomstring af tyske, ungarske og slovakiske, nationalistiske bevægelser.

Masaryk blev genvalgt i 1920, 1927 og 1934, men gik af i 1935, da han mente, at presset frå Nazi-Tyskland krævede en yngre leder. Eduard Beneš overtog embedet som præsident den 14. december. Frem til sin død i 1937 var Masaryk stadig en fremtrædende personlighed inden for den nye statsdannelse.

Privat

Masaryk var gift med Charlotte Garrigue frå USA. Sammen blev de forældre til 6 børn, blandt andre kunstnaren Herbert Masaryk og diplomaten og politikeren Jan Masaryk. Masaryk døde i Lány i 1937, 87 år gammel.

Hans livsmotto var ”Nebát se a nekrást” (’’Frygt ikke og stjæl ikke’’).

Eftermæle

Statue af Masaryk, "TGM", i Praha.

Masaryk er også hædret med en buste i St. Petersburg

Ridder af Elefantordenen 1925

Masaryk fik tilnavnet Præsident-frigører. Mange refererede til ham bare med initialerne TGM. Tomáš har i den tjekkiske kalenderen navnedag den 7. marts, eftersom det er Masaryks fødselsdag. Der er opstillet en statue af Masaryk i Washington, DC på Massachusetts Avenue.

Flere offentlige rum i forskellige byer i verden er opkaldt efter Masaryk, blandt andet Avenida Præsidente Masaryk i Mexico by, Masaryktown i Florida og kibbutzen Kfar Masaryk nær Haifa i Israel som hovedsagelig blev skabt af tjekkiske indvandrere.

Karel Čapek, en kendt tjekkisk forfattar, skrev en række bøger, som han kaldte Hovory s TGM (=Samtaler med TGM).

Masaryk og Garborg

Masaryk var den første til at udgive en bog om Arne Garborg. Bogen handlede om Trætte Mænd, og den blev en af de voldsomst diskuterede, europæiske romaner i 1890’erne. En tid havde Masaryk en brevveksling med Garborg om spørgsmål knyttet til etik.

Litteratur

• Pavel Fraenkl: Masaryk og Garborg. Oslo 1952.
• Dr. Dalibor Truhlar: Thomas G. Masaryk - Philosophie der Demokratie. Frankfurt am Main, 1994 ISBN 3-631-47695-7
• M. Machovec: Tomáš Garrigue Masaryk. Graz 1969.
• Karel Čapek: Gespräche mit Masaryk. Oversat til tysk af C. Hoffmann, 1990 ISBN 3-421-05240-9

Baggrundsstof

• Karsten Korbøl: T.G. Masaryk - tjekkernes nationalhelt (norsk)
• Sudetertysk (meget negtiv) vurdering af Masaryk (engelsk)
• Open Society Archives: T.G. Masaryk: A Brief Biography and Appreciation (engelsk)
• Who's Who: Tomas Masaryk (engelsk)

Kilder

• Denne artikel bygger på Tomáš Masaryk i den engelske wikipedia fra den 6. marts 2008.
• Masaryk, Tomás i World Encyclopedia. 2005. Oxford Reference Online. 31. marts 2008
• Dennis Kavanagh (ed.): Masaryk, Tómas Garrigue. A Dictionary of Political Biography. 1998. Oxford Reference Online. 31. marts 2008.
• Masaryk, Tomás Garrigue i Who's Who in the Twentieth Century, 1999. Oxford Reference Online. 31. marts 2008
• Jan Palmowski: Masaryk, Tómas Garrigue i A Dictionary of Contemporary World History. 2008. Oxford Reference Online. 31. marts 2008
• John Scott og Gordon Marshall: Masaryk, Tomás i A Dictionary of Sociology 2005. Oxford Reference Online. 31. marts 2008
• Dr Miroslav Pauza: Masaryk, Tomás Garrigue i The Oxford Companion to Philosophy. 2005. Oxford Reference Online. 31. marts 2008
• Masaryk, Tomás Garrigue i A Dictionary of World History. 2000. Oxford Reference Online. 31. marts 2008.

Foregående:	Tomáš Masaryk	Efterfølgende:
Ingen (underlagt Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn)		Edvard Beneš