Skjaldekunst

Skjaldekunst eller skjaldskab var en stærkt formbundet, mundtligt overleveret digtekunst der stod centralt i vikingetidens dannelsesideal.

Bærende for digtningen er et omfattende system af poetiske omskrivninger – kenningar og heitir – der forudsætter et solidt kendskab til den nordiske mytologi.

Vi ved ikke hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne metrik lader antyde at der kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det der stadig findes på Færøerne.

Mange vikingekonger havde skjalde tilknyttet deres hird, og disse stod meget højt i anseelse. Deres funktion var at lovprise kongens bedrifter i farverige - tit bloddryppende - skildringer, som gerne blev formuleret i den metrisk stramme og svært forståelige drottkvætt-stil og derefter reciteret eller sunget blandt folk.

Omsat til nutidige begreber kan man sige at hirdskjalden på en gang var historiker, mytolog, kulturambassadør, krigsreporter, sprognævn og spin-doktor - hvilket jo forklarer lidt af hans høje position.

Digtene synes at have bredt sig blandt folk som en løbeild, og de bedste af dem blev husket ordret i mange generationer. Mange af de kvad som er nedskrevet i de islandske middelalderhåndskrifter, menes at været stort set ordrette overleveringer som er gået fra mund til mund i et århundrede eller mere, inden de blev nedskrevet af historieinteresserede islandske præster.

Blandt de mest berømte hirdskjalde var Thjodolf den Hvinverske og Eyvind Skaldaspillir.

En kendt freelancer - der dog ikke levede af sin digtning, men af diverse handels- og plyndringstogter samt lidt fåreavl på Island - var Egil Skallagrimson.

Guder for skjaldskab var Brage og Odin.

Eksterne henvisninger

• Carmina Scaldica udvalg af norske og islandske skjaldekvad fra «Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad».