Næsehornsbiller

Herkulesbillen.

Næsehornsbiller er en talrig art af biller, som omfatter Jordens største biller. De er opkaldt efter den imponerende hornlignende struktur på hannernes forende. De har afrundede bagender, og deres farve varierer fra sort eller plettet til grøn-grå. Nogle er skinnende, næsten metallisk, mens andre er dækket af korte, fine hår, som giver dem et fløjs-agtigt udseende.

Nogle arter, såsom Herkulesbillen (Dynastes hercules), kan blive over 18 cm lang, af hvilke 10 cm er horn. Herkulesbillen og næsehornbillen (D. neptunus) er spektakulære, og ligner et par kæmpe-tænger. De findes i amerikanske regnskove og har lodret orienterede horn. Det længste af de to horn buer fremad fra bagved hovedet, mens det andet udgår fra selve hovedet. Et andet imponerende eksemplar er den 13 cm lange elefantbille (Megasoma elephas) fra regnskovene i Central- og Sydamerika. Hannens hoved har hele 4 horn: Et langt horn med en delt spids, og 3 andre bagved det på forkroppen. En europæisk art, Oryctes nasicornis, har horn som peger bagud. Denne art findes i Danmark.

Hannernes horn bruges til kamp - både over hunner og over fødesteder på træer, træstammer og afgrøder. Hornene bruges ikke til at såre modstanderen, men nærmere til at tvinge rivaler væk fra det omstridte område. På trods af deres drabelige udseende er disse biller harmløse og spiser kun planteføde.

Nogle næsehornsbiller har en lang udviklingstid. Megasoma-larver tilbringer tre til fire år mellem æg og voksen, mens de udvikler sig i store rådnende træstammer. Ligesom mange arter af næsehornsbiller er de truede af handel med eksotiske insekter, og skovfældning gør dem stadig mere sjældne.