Oldtidens Grækenland

Oldtidens Grækenlands geografiske udbredelse.

Oldtidens Grækenland, også kaldet Antikkens Hellas, kan afgrænses tidsmæssigt og geografisk til henholdsvis en næsten tusindårig periode i Grækenlands historie frem til kristendommens gennembrud, og til et område som udover det nuværende Grækenland omfattede meget af Middelhavs- og Sortehavsområderne. Oldtidens Grækenland bliver af de fleste historikere regnet som den vigtigste grundlæggende kultur for den vestlige civilisation. Græsk kultur havde en stor påvirkning på Romerriget, som igen satte sit præg på den europæiske kultur.

De gamle grækeres civilisation har haft stor indflydelse på sprog, politik, uddannelse, filosofi, videnskab, kunst og arkitektur i den moderne verden. Den græske kultur var også katalysator for renæssancen i 1400-1500-tallet.

Begrebet ”Antikkens Hellas” er brugt til at skildre den græsk-talende verden i antikken. Begrebet referer ikke bare til den græske halvø og det moderne Hellas, men også til områderne med hellensk kultur som var beboet af grækere: Cypern og De ægæiske øer, kysten omkring Det Ægæiske Hav, kaldet Anatolien (dengang kendt som Ionien), Sicilien og Syditalien, og de spredte, græske bosættelser på kysten af Illyrien, Thrakien, Egypten, Kyrene, Sydfrankrig og øst og nordøst på Den Iberiske Halvø.

Grækerne

Grækerne selv kaldte deres land for Hellas, og omtalte sig selv som hellenere (som oprindelig var en stamme i det sydlige Thessalien). Den latinske benævnelse, som vi i dag bruger, stammer fra en stamme som holdt til i det vestlige Hellas, Graii (latin: Graeci/Graecia, henholdsvis grækere og Grækenland). Oprindelsen af udtrykket er ikke helt kendt, men man antager at stammen Graii var med ved koloniseringen af Cumae, den ældste græske koloni i Italien, og at benævnelsen derfra spredte sig udover Italien.

Periodeinddeling

Afaia templet på den græske ø Aigina.

Perioden ”Oldtidens Grækenland” bliver sædvanligvis inddelt i tre perioder. Den første periode kaldes arkaisk tid, og er perioden hvor de græske bystater begyndte at udvikle sig, groft inddelt fra det 9. århundrede f.Kr. til perserkrigene (500 f.Kr.), som markerer slutningen på den arkaiske tidsepoke. Efter perserkrigene går den græske historie ind i klassisk tid, som var højdepunktet i den antikke græske verden, på grund af kulturen som blomstrede voldsomt i denne periode. Den klassiske epoke fortsatte frem til Alexander den Stores erobringer; selve skellet er ofte sat til dødsåret for Alexander, dvs. 323 f.Kr.. Perioden efter Alexander kaldes hellenistisk tid. Hellenismen, og den antikke græske periode slutter almindeligvis ved Romerrigets erobring af den græske halvø i 146 f.Kr..

Historie

Arkaisk tid

Kort over byer på Peloponnes.

Polisstater

Fra omkring 800 f.Kr. har man fund og kilder som fortæller om en græsk kultur i fremgang og vækst. Den nye græske civilisation var ikke centraltstyret, som den gamle højkultur i fx Mykene, men delt ind i mange små, selvstyrende samfund som voksede frem rundt omkring det lokale forsvarsværk (borg eller akropolis). Ordet akropolis betyder ”byen på toppen”, og kommer af at græske bønder, i løbet af de mørke århundreder, bygede små forsvarsværker på toppen af højene i landskabet for at kunne flygte dertil når fremmede hære marcherede over deres jord.

Akropolis blev, efterhånden som den græske kultur hævdede sig, et vigtig samlingssted i polisstaten. Lige nedenfor akropolisen oprettedes ofte små handelssteder eller markedpladser, agora, hvor varer blev byttet mellem bønderne og med udenlandske handelsmænd. Byen blev med andre ord det militære og økonomiske magtcentrum i staten, til trods for at det græske samfund hovedsageligt var et jordbrugsamfund, og at magten primært lå i hænderne på mænd med store landejendomme.

I hele det græske område regner man med at der var omkring 600 polisstater. De lå ofte i konflikt med hinanden om hvor grænserne skulle gå.

Magtfordelingen i de tidlige polisstater

Segeste-templet på Sicilien, eksempel på græsk arkitektur

Oprindeligt var de græske polisstater monarkier, men da jordbrug var fundamentet i det græske samfund, sad det jordejende aristokrati på den virkelige magt. Jordejeraristokratiet fungerede også som en krigerstand, da de var de eneste med ressourcer nok til at have våben. Aristokraterne i hver polisstat kæmpede indbyrdes, og forsøgte at beherske mest mulig jord, og på den måde magt, og dræbte ofte monarken på deres vej mod mere jord og magt: for det var aristokratiet som var ”staten”. Småbønderne var naturligvis dem der led mest under aristokratiets magtkampe.

Jern var lettere at udvinde end bronze. Faktisk havde bronze været så dyrt og vanskeligt at udvinde, at det medvirkede til at fastholde aristokratiets magt, da de var de eneste som havde ressourcer til at skaffe sig bronzevåben. Med jern udviklede grækerne, omkring 600 f.Kr., hoplitterne, bondesoldater som gik til krig i tæt formation, falankser. De bondedominerede hoplit-hære førte til at bondestanden fik mere magt over hæren end tidligere, og militæret indvirkede på magtfordelingen i staterne.

Jernalderen blev introduceret til Sydøsteuropa allerede omkring 1500 f.Kr., ved hittitterne, en indoeuropæisk folkegruppe. På grund af jernets kvalitet og enkle udvindingsproces, forsøgte hittitterne at holde opskriften bag fremstillingen af jern hemmelig, men i længden var det umuligt.

Efterfølgende havnede aristokratiet i konflikt med en voksende handelsstand, som blev mægtigere og mægtigere jo mere den græske handel og kultur blomstrede (mønter blev indført i græsk kultur omkring 680 f.Kr.). Fra midten af 600-tallet samledes handelsstanden og bønderne ofte omkring populistiske ledere, som blev kaldt tyranner; eneherskere som skulle fordele jorden retfærdigt mellem indbyggerne i staten. En tyran skulle med andre ord bruge den enevældige magt til at tage jorden fra aristokratiet og uddele den til borgerne i staten. I modsætning hertil førte tyranerne ofte samme politik som de fleste enevældige herskere har gjort gennem historien. Mange tyranner misbrugte magten de blev betroet til folkeoprør.

Det er værd at bemærke at tyranni ikke havde den samme negative klang i det gamle Grækenland som ordet tyran og diktator har i dag. En tyran var en succesrig oprørsleder, og ofte havde han støtte fra en stor andel af folket (i hvertfald i starten af sin magtperiode).

Man ser ofte en udvikling fra monarki til tyranni (og tilbage til monarki igen) i polisstaterne. Efterhånden som tyranerne udnyttede deres magt, og blev overvundet og erstattet af nye tyraner, udviklede de fleste stater en form for demokrati, folkestyre. De oprettede folkeforsamlinger som mødtes regelmæssigt, hvor man bl.a. udviklede lovgivning.

Udviklingen af den græske kultur

Parthenon.

I 700-tallet f.Kr. optog grækerne en lydskrift som stammede fra fønikerne (præcis som vores eget alfabet). Derfor har vi skriftlige kilder til græsk kultur, efter de mørke århundreder, som er lette at tyde; og det er denne græske kultur fra det gamle Grækenland mange regner som det kulturelle grundlag for vestlig kultur.

Til trods for at grækerne aldrig blev samlet i en centraliseret stat, så de sig selv som ét folkeslag. De skelnede mellem grækere og barbarer (det græske ord bárbaros betegner folk der ikke taler græsk).

Mægtige poliser

Før det 6. århundrede f.Kr. var Athen, Sparta, Korinth og Theben de fire dominerende polisstater. Alle fire havde underlagt sig småstater og udvidet deres magtområder. Inden søfarten og handlen med varer rigtigt udviklede sig var det Athen og Korinth som dominerede.

Athen og Sparta udviklede sig efterhånden til de mest dominerende polisstater, og kom til at lede Peloponneserkrigen på hver deres side i en blodig konflikt som splittede hele den græske civilisation. De to stater var meget forskellige, både kulturelt og samfundsmæssigt, for mens demokratiet rådede i Athen, var Sparta fortsat et monarki.

Polisen Athen lå i et område, Attika, som ikke var særlig velegnet til jordbrug. Af den grund producerede staten hovedsageligt olivenolie og andre luksusvarer, som blev solgt for jordbrugsvarer. De var, fra naturens side, tvunget til at lære at handle, hvilket var en af årsagerne til at Athen blev den dominerende polisstat på havet.

Perserkrigene

Uddybende artikel: Perserkrigene

Perserriget i 490 f.Kr.

Mod slutningen af det 6. århundrede f.Kr., herskede Dareios den Store over et enormt rige, fra det vestlige Kina til Østeuropa. I 513 f.Kr. erobrede Dareios for første gang Thrakien og Makedonien, og den makedonske konge, Aleksander I, blev hans vasal.

I 499 f.Kr. brød det ioniske oprør ud, igangsat af Aristagoras i Milet. De ioniske byer forkastede tyranerne som perserne havde sat over dem, dannede forbund og bad om hjælp fra andre grækere. Athen sendte tyve skibe og Eretria fem, og flåden hjalp med at sprede oprøret langs kysten. I 498 f.Kr. erobrede og brændte grækerne Sardes, som resulterede i et persisk svar i form af en invasion. Den græske flåde blev knust i slaget ved Lade i 494 og de ioniske byer blev plyndret, selv om de fik indført demokratiske styrer efterfølgende.

I 492 f.Kr. overmandede en hær, kommanderet af Dareios' svigersøn Mardonios, Thrakien og Makedonien, men i forsøget på at angribe Athen, forliste hans flåde i et uvejr ved bjerget Athos. Næsten hele hæren blev dræbt, og Mardonios vendte skadet hjem. Det lykkedes til slut for athenerne at slå perserne i slaget ved Marathon og ved Salamis.

Perserkrigene markerer overgangen fra arkaisk tid til klassisk tid i græsk historie

Klassisk tid

Kort som viser krigens gang (tysk).

Peloponnesiske Krig

Uddybende artikel: Peloponnesiske Krig

Efter perserkrigene gik flere bystater sammen i forbund for at fungere som forsvar mod fremtidige angreb fra Persien. Dette forbund blev kaldt det athenske søforbund, og blev grundlagt i 477 f.Kr.. Athen blev den naturlige leder i forbundet, da byen var i besiddelse af klart den største flåde i den græske verden. I løbet af nogen årtier formåede Athen at omdanne forbundet til et athensk imperium, som førte til misfornøjede miner blandt enkelte bystater.

I 433 f.Kr. udviklede der sig en konflikt mellem poliserne Korkyra og Korinth. I den forbindelse måtte Korkyra bede Athen om hjælp, en alliance som ville betyde at Athen kom i konflikt med Korinth og byens allierede Sparta. Dette ville betyde et brud på trediveårsaftalen, som forbød Athen at udvide sit imperium. Forespørgslen fra Korkyra førte til en heftig debat i folkeforsamlingen i Athen, men til slut fulgte alle rådet fra Perikles om at indgå alliancen.

Sparta prøvede flere gange at løse konflikten diplomatisk, fordi de ønskede at undgå en konflikt med Athen. Perikles, fastholdt på sin side Athens krav, og ønskede ikke at indgå et kompromis med Sparta. Krigen var ikke til at undgå.

Den første del af krigen varede fra 431 til nikiasfreden i 421 f.Kr., hvor Sparta og Athen indgik en fredsaftale som skulle vare i 50 år. Freden skulle imidlertid ikke vare, og i 413 f.Kr. var krigshandlingerne i gang igen, og varede helt frem til Athens totale nederlag i 404 f.Kr.

Hellenistisk tid

Alexander den Stores erobringer

Kort over Alexander den Stores rige.

Fil:Ac alexanderstatue.jpg

Statue af Alexander den Store i Thessaloniki i Grækenland.

Efter at Filip havde etableret et makedonsk militært og diplomatisk hegemoni i Hellas, drog Alexander af sted i 334 f.Kr. på sine berømte erobringer. Den første og mest kendte var den som nedkæmpede og underlagde Persien på grund af en afstemning i et græsk rådsmøde i Korint. Han krydsede Hellesponten til Lilleasien med omkring 40.000 græske og makedonske soldater og slog den persiske armé ved Granicus-floden, og befriede efterfølgende de græske byer i Karia, Lykien og Pamfylien langs vestkysten af Lilleasien, kaldet den ioniske kyst. Ved Halikarnassos i Karia, gennemførte Alexander den første af mange belejringer.

Alexander efterlod et enormt rige med persisk-græsk kultur til sine efterfølgere (diadokerne eller diadochoi) som kæmpede om at overtage riget eller dele af det.

Hans rige blev først delt i fire betydelige deler: Kassandros herskede i Hellas, Lysimachos i Lilleasien og Thrakien, Seleukos I Nikator i Mesopotamien og Syrien, og Ptolemaios I (eller Ptolemaios Soter) i Levanten og Egypten. Snart overtog Lysimachos Kassandros del og riget blev efterfølgende delt i tre dele, kontrolleret af Ptolemaios Soter i Egypten, Antigonos Monofthalmos (bogstaveligt ”den enøjede” på græsk), og Seleukos i Mellemøsten. Omkring 281 f.Kr., bestod kun to dynastier i Alexanders en gang så store rige — Seleukiderne i nord og Ptolemæerdynastiet i syd.

Mange byer bar fremover Alexanders navn: Alexandria, Alexandropolis og andre alexandriske navne var spredt ud over landområderne han havde erobret. Hvilken drøm han end havde om at sammenføje de græske og persiske kulturer, døde disse kort tid efter ham. Makedonerne og grækerne pressede den persiske kultur til en mindre betydelig position.

Samfundet

Demokratiets oprindelse

Demokratiets fader var atheren Solon, som virkede som statsmand og poet i byen omkring år 600-550 f.Kr. Før dette blev Athen styret af mænd fra ledende slægter i lavlandet. På Solons tid var vilkårene modne for en ny magtfordeling. Athen kunne dette tidspunkt tilnærmelsesvis inddeles i 5 samfundsklasser. Øverst var pentakosiomedimnoi (dem som havde gårde og som kunne producere 500 tønder korn om året eller produkter af lignende størrelse), hippeis (dem som havde råd til heste og kavaleriudstyr). Under disse to overklasser var der så to mellemklasser: zeugitai (dem som havde råd til våben, og således kunne deltage i infanteriet) og thetes (som ikke havde råd til det). Disse to mellemklasser gik under fællesbetegnelsen demos (folket). Under disse 4 klasser var slaverne.

I det nye demokratiske system fik demos visse begrænsede demokratiske rettigheder. Solon udrykte det således: ”Jeg gav så mange privilegier til demos som det var nødvendigt for dem, så de ikke blev frataget deres ære eller forsøgte at få mere end det [...] demos adlyder deres ledere bedst når de ikke er drevet af vold og ikke får for frie vilkår.”

På Solons tid var det imidlertid langt fra noget almindeligt demokratisk samfund. Demokratiet blev ikke indført før Kleisthenes fik gennemført sine reformer i 508 f.Kr.

Institutioner i det athenske samfund

Athen stod på mange måder i kulturel og politisk opposition til Sparta. Athen var en af mange græske bystater som havde gennemgået en periode med tyranni men var nu nået til demokratiet.

De grundlæggende magtinstanser i Athen var Folkeforsamlingen, som var et møde hvor alle frie athenske borgere over 18 år kunne komme med lovforslag, debattere og stemme for eller imod nye love. Folkeforsamlingen kom sammen ca 40 gange om året. Ved lodtrækning i Folkeforsamlingen blev Rådet på 500 mænd over 30 år valgt til at sidde et år. Disse mænd skulle forberede sagerne før folkeforsamlingen samledes. Årsagen til at der blev trukket lod om hvem der skulle sidde i rådet, var at mægtige borgere ikke skulle kunne tvinge sig til stemmer og magtpositioner. Athenerne så på lodtrækningen som den højeste demokratiske valgform.

Samfundsstruktur

En nubisk slave i det Græsk-romerske Egypten

Kun frie mennesker kunne opnå borgerskab og fuld beskyttelse af loven i en polis. I de fleste bystater, i modsætning til antikkens Rom, gav det ikke socialt fordelagtige privilegier. For eksempel gav det ingen specielle privilegier at blive født ind i en rig familie. Nogen gange havde familier kontrol over religiøse funktioner, men det gav ikke nødvendigvis mere magt på den politiske arena. I Athen, hvor befolkningen var inddelt i forskellige social-økonomiske klasser baseret på formue, kunne indbyggere skifte klasse afhængigt af om de tjente flere penge. I Sparta derimod fik alle mandlige borgere titlen lik når de blev færdige med deres uddannelse. De spartanske konger kom imidlertid, kun fra to familer.

Slaver havde ingen magt eller status. De havde ret til at have deres egen familie og egen ejendom, men havde ingen politiske rettigheder. Før 600 f.Kr. havde slaveriet spredt sig rundt i Grækenland. Før 500 f.Kr. udgjorde slaverne en tredjedel af befolkningen i enkelte bystater.

De fleste familier ejede slaver som blev brugt som hushjælp eller arbejdere og tilmed fattige familer kunne eje en slave eller to. Slaveejerne havde ikke lov til at slå eller dræbe deres slaver. Ejerne gav ofte løfte om at befri deres slaver som en motiveringsfaktor for at slaverne skulle arbejde hårdere. Befriede slaver blev, i modsætning til i antikkens Rom, ikke borgere, men blev optaget i metoikpopulationen som inkluderede folk fra udlandet og andre bystater, som officielt havde lov til at bo i bystaten.

Bystatene havde også sine slaver. Disse offentlige slaver havde større grad af uafhængighed end slaverne der var ejet af private familier. De offentlige slaver levede for sig selv og udførte specielle opgaver. I Athen blev offentlige slaver oplært til at holde øje med falskmøntneri, mens tempelslaverne arbejdede som tjenere for templets gud.

Sparta havde en speciel type slaver, kaldet heloter. Heloterne var græske krigsfanger der var ejet af staten og udpeget til familierne. Heloterne ordnede mad og husarbejde, for at de spartanske kvinder kunne koncentrere sig om at opdrage stærke børn, og mændene kunne vie deres tid til at træne som hopliter. Heloterne blev dårligt behandlet og gjorde ofte oprør.

Dagligliv

I bystaterne levede folk enten i lave lejlighedsbygninger eller i privatboliger, afhængigt af familieformuen. Større huse, offentlige bygninger og templer var bygget omkirng agoraen. Folk boede også i små landsbyer og landbrug omkring selve byerne. I Athen boede flere mennesker udenfor bymurene end indenfor (det er beregnet at ud af en befolkning på 400.000, boede 160 tusind indenfor bymuren, hvilket er et stort antal for et præindustrielt samfund).

En almindelig græsk husstand var lille sammenlignet med en moderne. Den indeholdt sædvanligvis soverum, lagerrum, og et køkken placeret omkring en lille indvendig gårdsplads. Gennemsnitsstørrelsen, i 400-tallet f.Kr., var 230 m², og var meget større end hos nogen af samtidens civilisationer.

En husholdning bestod almindeligvis af et par forældre og deres børn. Mænd var ansvarlig for at skaffe familien arbejdskraft og investere i land og handel. Kvinden var ansvarlig for husholdningens varer og slaver. Slaverne havde ansvaret for madlavning, vand, opvask og børn. Mændene havde deres egne rum for gæster, for fremmede, mandlige besøgende havde ikke lov til at være i samme rum som kvinder og børn opholdt sig i. Velstående mænd inviterede ofte venner til symposium, en fest eller et drikkegilde. Lys kom fra olivenolielamper, mens varmen kom fra et trækulsfyrfad. Møblerne var enkle og sparsommelige, og bestod stort set kun af stole, bord og senge.

Størstedelen af den græske befolkning arbejdede med landbrug, normalt omkring 80%, som er almindeligt i alle førindustrielle civilisationer. Jorden i Grækenland var ikke specielt indbringende og regn forekom kun i lille målestok. Forskning tyder imidlertid på at klimaet har ændret sig lidt siden oldtiden, men uanset hvad var det nødvendigt ofte at vande jorden og luge afgrøderne. Okser blev brugt under pløjning, men de aller fleste opgaver blev efter al sandsynlighed gjort med håndkraft. Den græske bonde ville helst producere et overskud, så han kunne bidrage til fester, og så han kunne købe fisk, salt og metal.

Hippokrates bliver ofte regnet for at være ”medicinens ophavsmand”

Maden i den gamle, græske verden var simpel. Fattige mennesker spiste normalt kun grød evt. tilsat løg, grønsager, og ost eller olivenolie. Der var kun få der spiste kød regelmæssigt. Bagerierne solgte nybagt brød hver dag, mens små boder stod for tilbehør. Vin fortyndet med vand var den mest foretrukne drik.

Tøjet i den antikke, græske verden forandrede sig kun lidt over tid. Både mænd og kvinder gik i løse peplos og tunika. Disse beklædningsgenstande havde ofte et farverigt design, og blev fæstet med et bælte. Folk havde kapper og hatte i koldt vejr, og i varmere vejr blev lædderstøvler erstattet med sandaler. Kvinder gik med juveler og kosmetik, specielt pulveriseret bly, som gav dem en bleg hudfarve. Mænd havde skæg helt indtil Alexander den Store indførte barbering som mode.

Medicin i antikkens Grækenland var meget begrænset i forhold til i dag. Hippokrates forsøgte at adskille overtro fra medicinsk behandling i det 5 århundre f.Kr. Urtemedicin blev brugt som smertestillende, og læger var i stand til at udføre visse former for kirurgi. De havde imidlertid ingen kur for infektioner, så friske personer kunne dø af mindre sygdomme i alle aldre.

For at holde sig i form og være klar til militærtjeneste, trænede mænd hver dag. De fleste bystater havde mindst et gymnasium, en træningsbygning som både havde løbebane, bassin, forelæsningssal og park. I de fleste af byerne, bortset fra Sparta, var gymnasierne kun åbne for mænd, og øvelserne blev lavet uden tøj på (deraf: gymnasium, græsk: gymnos, som betyder ”nøgen”).

Bystatsfestivaler stod for megen underholdning. Der blev guder æret ved konkurrencer, musik, drama og poesi. Athenerne hævdede at deres by havde en festival hver anden dag. Store panhellenske festivaler med tilknyttede sportslege blev afholdt i Olympia (Olympiske lege), Delfi (Pythiske lege), Korinth (Isthmiske lege) og Nemea (Nemeiske lege). De atleter og musikere som vandt disse dyster blev rige og berømte. Den mest populære, men også mest kostbare konkurrence, var væddeløb med stridsvogn.

Uddannelse

I store dele af den græske verden, bortset fra Sparta, var uddannelse et privat anliggende, og det var kun de aller rigeste som havde råd til at ansætte en lærer. Under den hellenistiske periode, blev der imidlertid etableret nogen offentlige skoler. Drenge lærte at læse, skrive og recitere litteratur; de lærte også at synge, og at spille et instrument, i tillæg til den atletiske træning til militærtjeneste. De studerede ikke for at få en karriere, men for at blive gode byborgere. Piger lærte også at læse og skrive, i desuden lidt enkel aritmetik, så de kunne holde orden på husholdningen.

Kun de færreste havde muligheden for at tage en uddannelse efter barndommen. En vigtig del af en god uddannelse var et kærlighedsforhold til en ældre mentor. Drengen lærte ved at høre på sin mentor tale om politik i agoraen, ved at hjælpe ham med hans offentlige gøremål, træne med ham i gymnasiumet, og ved at deltage ved symposier. De rigeste studenter fortsatte uddannelsen på universitetet. Disse universiteter var organiseret af berømte lærere. Athens mest berømte universitet er Platons Akademi.

Matematik og filosofi

Grækerne leverede vigtige bidrag til udviklingen af både filosofien og matematikken, og mange af de store grækere fra denne tid var både matematikere og filosofer. Den første græske matematiker som nævnes i historiske kilder var Thales fra Milet. Han regnes også for den første græske filosof og videnskabsmand generelt. En af de mange historier som er nedskrevet om Thales, er at han ved hjælp af beregninger kunne forudsige en solformørkelse i 585 f.Kr. Han bliver også anset for ophavsmand til grundlæggendese matematisk viden som opdagelsen af at diameteren deler cirkelen i to lige store dele og at alle vinklerne i en ligesidet trekant er lige store.

Euklid fra Alexandria

Den græske matematiker som er bedst kendt i dag er nok Pythagoras. Pythagoras var fra øen Samos ved kysten af det nuværende Tyrkiet, og han slog sig ned i en lille græsk by i det sydlige Italien. Her havde han en gruppe disciple omkring sig, og denne gruppe blev senere kaldt pythagoræerne. Dette var en religiøs og filosofisk skole som der er knyttet mange historier og myter til. Pythagoræerne var meget optaget af tal, og Pytagoras bliver ofte tillagt udsagnet: ”Alt er tal”. Pythagoras opdagede også forholdet mellem harmoniske toner i musikken.

Det vigtigste bidrag de gamle grækere havde til matematikken var nok indføringen af det matematiske bevis. Tidligere civilisationer havde også haft et højt udviklet matematisk sprog, men kun i form af mere eller mindre veludviklede tilnærmelser til løsninger af bestemte problemer og udregninger. For de græske matematikere var det ikke længere nok kun at regne sig frem til en numerisk løsning på problemerne, man måtte også bevise at svaret var rigtigt. Størstedelen af den græske matematik blev samlet af Euklid i hans værk Elementerne. Her ser vi for første gang en strengt og logisk opbygget matematik som starter med definitioner og aksiomer, og ud fra disse bliver alle de matematiske sætninger bevist. Dette værk har haft stor betydning for udviklingen af matematikken, og det er blevet brugt til undervisning i geometri ved universiteterne helt frem til vor tid.

Archimedes anses for at være en af det største matematikere nogensinde og sammenlignes med Isaac Newton og Carl Friedrich Gauss. Ifølge Plutark blev Archimedes dræbt af en romersk soldat mens han skrev matematiske formler i sandet. Archimedes er kendt for at have opdaget loven om legemers opdrift i væske. I forbindelse med denne opdagelse siges det at han skal have løbet nøgen gennem gaderne mens han råbte ”Eureka!” (”Jeg har fundet det!”) - henrykt over opdagelsen.

• 
  Parthenon set fra vest.
• 
  Buste af historikeren Herodot.
• 
  Teatret i Epidaurus.

Litteratur

• Johan Henrik Schreiner: Antikkens historie, Oslo 1996 (første utg. 1985) ISBN 82-991248-0-8
• Moses Finley: Grekerne i antikken: Et møte med mennesker og kultur, oversatt av Bente Lassen, Universitetsforlaget ISBN 82-13-00903-7
• Jørgen Chr. Meyer Antikkens historie 2. utg. Cappelen Akademiske Forlag 2002
• Mogens Herman Hansen. Polis : den oldgræske bystatskultur. København: Museum Tusculanum, 2004. ISBN 87-7289-992-1
• Peter Connolly. Antikkens storbyer : livet i det gamle Athen og Roma. Aschehoug, 1998. ISBN 82-03-22267-6
• J.W. Fuchs. Antikkleksikonet. Aschehoug, 1999. ISBN 82-03-17840-5

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Oldtidens Grækenland
• Index of Ancient Greek mathematics (engelsk)

LA-ikon Skabelon:Link GA