Adam Oehlenschläger

Adam Gottlob Oehlenschläger

Adam Gottlob Oehlenschläger (14. november 1779 i København - 20. januar 1850) var en dansk guldalderdigter og forfatter af skuespil.

Biografi

Adam Oehlenschläger var søn af organist ved Frederiksberg Kirke Joachim Conrad Oehlenschläger (1748-1827) og hustru Martha Maria født Hansen (1745-1800).

Han regnes for Danmarks første store romantiske forfatter. Hans mest berømte værker er Danmarks folkelige nationalsang Der er et yndigt land og digtet Guldhornene. Sidstnævnte stammer fra digtsamlingen Digte 1803, der regnes for at være det værk, der varsler romantikkens indmarch i Danmark. Men før den kunne skrives, skulle den unge Oehlenschläger introduceres til romantikken. Det skete ved Heinrich Steffens' velbesøgte forelæsninger på Elers Kollegium i 1802.

Oehlenschläger forsøgte sig i årene 1797-1799 som skuespiller, men uden held. Han fortsatte sin skolelæsning, og fik i 1800 adgangseksamen til Københavns Universitet, hvor han begyndte på jurastudiet.

Det var i de første år, at Oehlenschläger skabte sit navn. Efter Digte 1803, Poetiske Skrifter I-II og Nordiske Digte udnævnes han i 1810 til professor i æstetik ved Københavns Universitet. Han skrev indtil sin død kort efter sin 70 års fødselsdag i 1850.

Han er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.

Værker

Digteren som 6-årig. Malet i 1785 af Peder Taxøe.

I Oehlenschlägers forfatterskab er der to hovedværker: Aladdin, som er en del af dobbeltbindet Poetiske Skrifter I-II, og Digte 1803. Det bedst kendte digt fra sidstnævnte er Guldhornene. Dette digt om guldhornenes fund og tyveri er skrevet i et versemål, der efterligner de gamle skjaldevers, man kendte fra Island. Om tilblivelsen af dette digt findes også en af de bedst kendte anekdoter i den danske litteraturhistorie: Oehlenschläger og Steffens gik sig en tur en sommerdag. Det endte med at blive en 16 timer lang samtale, som inspirerede Oehlenschläger til at skrive Guldhornene. Da han viste Steffens digtet, udbrød han: "Ei, min Bedste! [...] De er jo virkelig en Digter!" (citeret fra A. Oehlenschläger: Erindringer). Digtet viser tydeligt den længsel efter tidligere tider, som hele digtsamlingen bærer præg af.

Inspirationen fra Steffens ses også i Aladdin. Historien om den unge gadedreng, der ender som sultan, er en arketypisk romantisk historie. Emnet er fra 1001-nats eventyr, de arabiske folkeeventyr, og viser på samme måde som Digte 1803 Oehlenschlägers forkærlighed for folkeviser, en søgen tilbage til folkesjælen. I sit stykke bruger Oehlenschläger Aladdin til at illustrere Steffens' genitanke. Geniet er en person, der er født til storhed, han er med Steffens' ord "det eviges åbenbaring i det endelige". Han er en person, der rækker ud over sin tid, og geniets udtrykte billede er Aladdin. I hele stykket dumper lykken ned i hans turban, uden at han skal gøre noget særligt for det. Hans modstander Noureddin, troldmanden, som har studeret og arbejdet sig til sin position, kan ikke opnå Aladdins gaver. Han forsøger at stjæle dem, men kæmper forgæves.

Oehlenschlägers selvbiografi udkom første gang i 1830-1831 under titlen Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv. Men digteren havde i denne førsteudgave stærkt beskåret eller fortiet mange passager. Efter digterens død sørgede hans søn for at der i 1850-1851 udkom en væsentligt forøget udgave i fire bind under titlen Erindringer. Dette er et af Den danske Guldalders bedste prosaværker, og giver et enestående billede af Romantikkens tidlige gennembrud og den talrige vennekreds omkring digteren. Man skal dog tage højde for at der hist og her er er tydelige aftryk af forfatterens synspunkter i nogle af personskildringerne, bl.a. i skildringen af den ældre Heinrich Steffens og Jens Baggesen efter bruddet med disse. Men som et selvoplevet historisk tidsbillede af Den danske Guldalder er værket en fortrinlig indføring.

I de senere år fik Oehlensclägers værker ofte blandet modtagelse i pressen. Kun få fik overvejende positive anmeldelser, resten, for det meste sørgespil, fik dæmpet kritik. Stadig var agtelsen for Oehlenschläger i dansk åndsliv stor, og først efter hans død tog samtiden en kursændring i forholdet til ham, bl.a. anført af Johan Ludvig Heiberg der længe havde talt for en fornyelse af litteraturen.

Oehlenschläger har også skrevet den danske nationalsang: Der er et yndigt land. Den bliver brugt til bl.a. fodboldkampe, når det danske landshold spiller.

Oehlenschläger stod selv for udgivelsen af indtil flere udgaver af sine samlede værker i sin levetid. Men han rettede stadig i sine digte, og især ungdomsdigtene, så de i disse udgaver mister noget af sin ungdommelige friskhed. Men efter Oehlenschlägers død stod F. L. Liebenberg for en samlet udgave der minutiøst gengav de oprindelige udgaver og kommenterede senere rettelser.

Baggesen-fejden

Pennefejden. Tegning af C.W. Eckersberg, stukket af Bagge 1818. Karikatur på den forbitrede litterære strid som i årene 1813-19 førtes mellem Jens Baggesen og det Øhlenschlægerske parti. Til venstre Baggesen med misundelsens gudinde ved sin side. Til højre Øhlenschlægers forsvarer Chr. Molbech, hvem hovmod står bi. I baggrunden Fornuftens hovedløse statue.

Da den unge Oehlenschlägers første digtsamlinger udkom, fik han hurtigt især den yngre læseverden med sig. At omslaget fra forbenet klassicist til aktiv fortaler for Romantikken kunne ske forholdsvis hurtigt ser man f.eks. af den unge P.O. Brøndsteds breve. I december 1802 skriver Brøndsted efter at have læst den nysudkomne samling Digte 1803 til en ven:

	Jeg havde dog hidindtil troet om ham, at han havde Anlæg, skjønt raat og udannet, men nu troer jeg at han er dum og ovenikjøbet ikke rigtig forvaret i Hovedet. Ja Du gode Gud, at de danske Muser skulde see og blues for saadan en Samling rimede Fadaiser.[...] Det er pære skidt.
Breve fra P.O. Brøndsted, Memoirer og Breve bind XLVII, Gyldendal, 1926

Allerede 18. maj 1805 er Brøndsted dog omvendt Oehlenschläger-tilhænger og skriver således efter en ven har rakket ned på Oehlenschläger:

	[...] at Du har misforstaaet mig; og selv er - som min fortrolige Ven tilgive Du mig min Aabenhjertighed - meget ubillig imod denne sjeldne unge Digter. Kan det være Dig til nogen Trøst, at jeg her strax tilstaaer: at ogsaa jeg skammelig har miskjendt ham, før jeg tilgavns lærte ham at kjende - eh bien donc! [...]
Breve fra P.O. Brøndsted, Memoirer og Breve bind XLVII, Gyldendal, 1926

De unge læsere og glødende tilhængere af Oehlenschlägers lyrik blev nu af den ældre generation anset for unge lømler, ja en slags ungdomsoprørere. Skarpest kom dette til udtryk da Jens Baggesen ville give den nye digter sin velsignelse i rimbrevet fra 1806 Noureddin til Aladdin, hvor i han overrækker lyren til Oehlenschläger, fra den ene store digter til den anden, ligesom Johan Herman Wessel i sin tid havde gjort det for ham selv. Oehlenschläger ville dog ikke vide af den gamle garde og følte selv sit eget Genius hævet over gamle rimmagere som Jens Baggesen. Her udbrød nu en litterær kamp hvor skiftervis Oehlenschläger og Baggesen og ind imellem deres tilhængere udgav rim og pjecer der forfægtede hver deres stilling.

Rundt omkring på præstegårdene fattede man pennen til forsvar for Baggesen, hvem man førhen dårligt havde tålt, men nu ihvert fald hellere ville forsvare end den unge opkomling. Derimod var især de københavnske studenter, anført af den jurastuderende Peder Hjort, aktive som ivrige Oehlenschläger støtter, og det kom til regulare piftekrige i teatret når der var opsætning af et Baggesen stykke, mens derimod et Oehlenschläger stykke helst skulle bifaldes til succes.

Oehlenschläger, som ikke var særlig øvet i kunsten at skrive satiriske rim var ikke nær så aktiv skrivende i denne fejde og overlod det meste af pamflet krigen til sine støtter. Baggesen derimod brillerede i denne kunst, og udgav endda i en kort årrække diverse tidsskrifter stort set grundlagt med det formål for øje at angribe den gryende romanticisme og forsvare sit egne standpunkter. Alligevel måtte Baggesen se sig slået da samtidens smag efterhånden overalt i Europa var for Romantikken og Oehlenschläger blev snart en institution i dansk åndsliv.

Bibliografi

Statue af Adam Gottlob Oehlenschläger i Frederiksberg Have

• Digte 1803 (udkom allerede i 1802)
• Poetiske Skrifter I-II (1805), indeholder bl.a. Aladdin
• Nordiske Digte (1807)
• Fædrelandssang (1819)
• Sanct Hansaften-Spil (1. udgave, 2.-10. oplag (1911-1957) - 2. udgave, 2.-3. oplag (1964-1969))

Kilder/Henvisninger

• Oehlenschlägers digte, biografi, bibliografi og yderligere links på Kalliope.
• Oehlenschläger hos Arkiv for dansk litteratur.
• Vilhelm Andersen : Adam Oehlenschläger 1-3, Det Nordiske Forlag, København, 1899.
• Kristian Arentzen : Baggesen og Oehlenschläger I-VIII, Otto B. Wroblewskys Forlag, København,1870-1878.