Steen Andersen Bille (viceadmiral)

Steen Andersen Bille, 1797-1883, søofficer, søn af admiral Steen Andersen Bille, fødtes 5. December 1797 og døde 2. Maj 1883.

Allerede som barn vaktes hans levende interesse for marinen ved den fremragende rolle, faderen som chef for sødefensionen 1807 spillede, og ved de mange ledende søofficerers Besøg i hans forældres Hus; som 12-årig dreng blev han kadet, 7 år senere sekondlieutenant, året efter udnævnt til kammerjunker og 6 år dernæst (1823) forfremmet til premierlieutenant.

1820 gik Bille efter et togt til Vestindien med fregatten «Minerva» i fransk tjeneste sammen med sin ældre broder, lieutenant Ernst Bille, som året efter døde på hjemrejsen fra Rio, foretog med linjeskibet «Colosse» et interessant Togt til Brasilien og Sydamerikas vestkyst og kom hjem til Danmark i slutningen af 1821.

Da Frankrigs Forhold til Spanien 2 år senere blev spændt, trådte han imidlertid på ny ind i den franske marine, kom om bord i Fregatten «Hermione» og overværede som fører for en deling bombarderfartøjer bombardementet af Cadiz, da denne by erobredes af Hertugen af Angouléme, sejlede derefter med et andet Skib til de græske farvande, hvor frihedskrigen var i fuld gang, og fik her rig Lejlighed til at betragte kampen mellem tyrkere og grækere på nært hold, ligesom han også kom i personlig Berøring med de tyrkiske anførere Ibrahim, Kapudan-Pascha og Ismail Gibraltar. I et livligt Sprog har han beskrevet sine Oplevelser fra disse Kampagner i sine «Barndoms- og Ungdomserindringer» («Fra alle Lande» 1869 og 1870). Ved Uutrædelsen af den franske Tjeneste 1825 dekoreredes han med Ordenen «pour le mérite militaire ».

Efter sin hjemkomst fik Bille, som stod i personligt bekjendtskabsforhold til kong Frederik 6., kommandoen over den kgl. Lystdamper «Kiel», foretog senere et togt til Vestindien som næstkommanderende på briggen «St. Thomas» foruden nogle mindre orlogstogter, blev 1828 Lærer på Søkadetakademiet og giftede sig året efter med Caroline Bülow (f. 25. Sept. 1808 d. 15. Jan. 1887), Datter af General Fr. Chr. B. og Eleonora f. Baronesse de Selby. 1830 ansattes han som opvartende Kavaller hos Prinsesse Caroline; 1834 avancerede han til Kapitajnlieutenant, 1841 til Kapitajn. Som saadan var B. 1840-41 næstkommanderende for Fregatten «Bellona» paa Togt til Sydamerika, senere, 1844, Chef for Kadetkorvetten «Flora», der hjemførte daværende Kronprins Frederik fra Færøerne, og endelig betroedes der ham 1845 Chefskommandoen over Korvetten «Galathea», som fra 1845-47 foretog sin bekjendte Jordomsejling, der findes beskreven i hans Værk: «Korvetten Galatheas Rejse omkring Jorden» (1853). Med dette Togt afsluttede B. sine oversøiske Rejser. Paa Togtet indkjøbtes i Indien 1846 en Damper, «Ganges», med hvilken Kapitajn Aschlund og daværende Lieutenant A. B. Rothe, begge af Korvettens Besætning, foretoge en Rejse til Nikobarøerne, hvor en Kolonisation blev forsøgt. Paa Grund af Øernes usunde Klima blev denne imidlertid kort efter atter opgivet, hvorpaa Englænderne senere have overtaget Højhedsretten.

Ved Krigens Udbrud 1848, da Flaaden udrustedes, fik B. Ordre til at forrette Tjeneste som næstkommanderende ved Østersø-eskadren under Kommandør F. Paludans Overbefaling og gik som saadan om Bord i Dampskibet «Hekla» (Kapitajn C. Køpke), med hvilket han udfoldede den største Aktivitet, dels ved at overføre Tropper, dels efter Evne medvirkende til Fjendens Beskydning saa vel 6.-7. April under de danske Troppers Overgang fra Als til Holdnæs som 9. s. M. ved Flensborg, da Hæren kæmpede mod Oprørerne ved Bov. Senere, da Hæren trak nord paa og gik over Lille Bælt, efter at Preusserne under General Wrangel vare trængte op og havde besat Halvøen, fulgte Eskadren, bestaaende af Korvetterne «Galathea» og «Najaden», Briggerne «St. Thomas» og «Merkur» samt Damperen «Gejser», med og forhindrede derved Fjendens Overgang til Fyn, medens «Hekla» med nogle Kanon-baade optog en Afdeling, som ved Tilbagetoget var bleven afskaaret ved Ekernførde; samtidig blokerede 2 Fregatter og 2 Korvetter de tyske Østersøhavne. Nogen større Affære forefaldt dog ikke paa Søen, da Fjenden som bekjendt ingen anden Søstyrke besad end Kanonbaade og mindre armerede Hjuldampskibe; dog bør det nævnes, at B., harmfuld over at se Fredericia i Tyskernes Vold, med «Hekla» og 6 Kanonbaade 8. Maj foretog et Bombardement af denne Fæstning. Forblev end Beskydningen uden andet Resultat, end at Fjenden til Gjengjæld beskød Strib og den aabne By Middelfart, saa bidrog den dog til at løfte den noget sunkne Stemning i Landet og forskaffede B. en stor Popularitet i Befolkningen. Ved nævnte Lejlighed led «Hekla» en Del Skade, Mandefaldet var på vor Side 6 døde og 17 Saarede. B. forfremmedes til kommandørkaptajn og overtog i Juni Maaned Befalingen over Nordsøeskadren, bestaaende af de 4 Fregatter «Bellona», «Gefion», «Thetis» og «Havfruen», med hvilke Elben og Weseren blokeredes. 1849 var nan Paa nY Eskadrechef for 4 Fregatter og Dampskibet «Gejser» i Nordsøen, blokerede atter og havde nogle mindre Træfninger at bestaa mod armerede tyske Dampere; derimod maatte han dette Aar ganske opgive Forsvaret af Vesterhavsøerne, da han i de snævre Farvande mellem disse savnede passende Krigsfartøjer til at imødegå de der stationerede slesvig-holstenske Kanonbaade. Først Aaret efter lykkedes det at faa nogle danske Kanonbaade sendt der over gjennem Limfjorden og med dem at fordrive Fjenden. I Krigens sidste Aar, efter at det tyske Forbund havde sluttet Fred, og Kampen altsaa kun førtes mod Oprørerne, var han Chef for Eskadren paa Østkysten med sin Stander hejst i Dampskibet «Skirner». Med Undtagelse af «Heklas» Kamp med den slesvig-holstenske armerede Damper «v. d. Tann», som kom i Brand og sprang i Luften, var her i øvrigt liden eller ingen Lejlighed til at høste Lavrbær; dog bør det nævnes, at B. 12.-13. Sept. 1850 efter Slaget ved Mysunde tog væsentlig Del i Kampen mod Insurgenterne ud for Ekernførde, paa hvis Fjord endnu den Aaret tilforn af de tyske Rigstropper erobrede Fregat «Gefion» laa som nevtral. Kort efter Fredens Med Krigens Afslutning var B.s Færd paa Søen ogsaa afsluttet. Om hans Mod, Sømandsdygtighed, Energi og Begavelse hersker der kun én Mening; derimod kan det ikke nægtes, at han, netop i Kraft af disse Egenskaber, undertiden optraadte lidt strængt over for underordnede. Hans Færd paa Søen ophørte altsaa, men dermed ingenlunde hans Virksomhed.

Efter Indførelsen af den frie forfatning førte hans livlige ånd og den Anseelse, hvori han stod, ham snart ind på Politikken, og 27. januar 1852 trådte han som Marineminister ind i det Bluhmeske Ministerium og forblev i denne Stilling, efter at Ørsted havde overtaget Regeringens Ledelse, indtil 12. Dec. 1854. Paa Grund af nogle Søudrustninger, han i 1854, medens Vestmagterne krigedes mod Rusland, havde ladet foretage uden Rigsdagens Samtykke, sattes han under Rigsretsanklage, men frifandtes 1856 tillige med hele det øvrige Ministerium. 1852 blev B. Medlem af Folketinget som Repræsentant for Kjøbenhavns 8. Kreds, men Aaret efter stillede han sig ikke til Gjenvalg. Derimod overtog han atter 24. Febr. 1860 Marineminister-Portefeuillen i det Hallske Ministerium, der dannedes 1860, og forblev i dette indtil 31. Dec. 1863. Om hans Forvaltning af Marinens Anliggender kan det her siges, at han stedse lagde en varm Interesse og et klart Blik for Dagen, hvilket paa et Tidspunkt, da alt det gamle kasseredes for at erstattes af nyt og uprøvet (Dampskibe, Panserskibe, riflede Kanoner o. m. a.), var saa meget vanskeligere at tilegne sig; men han erhvervede sig ogsaa en Del Modstandere i Tingene, navnlig blandt det liberale Parti, der ikke saa villig bøjede sig for hans Tro paa Nødvendigheden af vort Søforsvars kraftige Udvikling.

Efter at være afgaaet som Minister var B. en Tid lang Flaadeinspektør og Chef for Søofficerskorpset; i 1864 tillagdes der ham Viceadmirals Karakter. I Foraaret 1868 tog han selv sin Afsked af Statstjenesten og tillagdes da Rang med Gehejmestatsministre.

Som et mærkeligt Tegn paa den Aands- og Legemsfriskhed, B. endnu i sin højere Alder besad, bør det endnu anføres, at han i 1864 paa Opfordring af daværende Konseilspræsident Monrad foretog en Rejse til Kina som Regeringens befuldmægtigede til at ratificere Handelstraktaten med dette Land. Sine Indtryk fra denne Tur har han samlet og beskrevet i en 1865 udkommen særskilt Bog: «Min Rejse til Kina». Lige indtil sin Død vedblev han desuden at interessere sig for offentlige Anliggender, særlig Saadanne, der vedkom Marinen og Søværnet; baade i Tidsskrifter og Blade havde han jævnlig Ordet for i et livligt og kraftigt Sprog at give sit Bidrag til Diskussionen.

B. var dekoreret med Danebrogsordenens Storkors (1857) foruden flere høje udenlandske Ordener, desuden var han 1842 bleven udnævnt til Kammerherre. Han døde 2. Maj 1883 og blev under stor Deltagelse begravet paa Holmens Kirkegaard. Danmark mistede i ham en dygtig og nidkjær Søn.

Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Når en omskrivning af teksten til et mere nutidigt sprog og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen. Dette angives som fx: {{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=https://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}} og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.