Ontologi (filosofi)

Ontologi (fra græsk on, = "værende", logi = "læren om") er indenfor filosofi studiet af væren, dvs. studiet af det som eksisterer og hvordan det eksisterer. Aristoteles betragtes som faderen af ontologi som disciplin. Selvom præsokratikerene havde mange ontologiske betragtninger var det Aristoteles, der for første gang introducerede ontologi som den disciplin, der studerer væren qua væren. 'Substans' eller ousia (Οὐσία) er nøglebegrebet i Aristoteleses metafysik. Når man taler om en tings væsen eller om sagens natur, om genstandens essens osv. kommer dette fra en bestemt oversættelse af Aristotles Metafysikken.

Ontologi som begreb bruges i mange forskellige sammenhænge. I forbindelse med religion har man bl.a. brugt begrebet, når Guds eksistens skulle bevises, jf. 'det ontologiske gudsbevis'.

Inden for videnskabsteorien taler man om et fags ontologi, dvs de grundlæggende antagelser om fagets genstandsfelt. I denne forbindelse taler man eksempelvis om ontologisk reduktion, der dels kan handle om at forsimple et specifik fags genstandsfelt og dels kan handle om hvorvidt et fags genstandsfelt kan inkludere eller eliminere andre fags genstandsfelter. Det klassiske eksempel på sidstnævnte er den berømte ambition om enhedsvidenskab, hvor enheden forsøges etableret gennem ideen om en fælles ontologi - et genstandfelt for alle videnskaber. Således har man tænkt at man kunne reducere socialvidenskab til psykologi, psykologi til biologi, biologi til fysik og på denne måde gøre fysikkens genstandsfelt til alle videnskabers fælle ontologi.

Af filosoffer, som har bidraget til denne disciplin, kan fx nævnes: Parmenides, Platon, Aristoteles, Gottfried Wilhelm Leibniz, Immanuel Kant, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Edmund Husserl, Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre, Alfred North Whitehead, Peter Frederick Strawson, Thomas Nagel, Barry Smith.

Se også

• Ontologi – for andre betydninger af ordet.