Pligt

Pligt er den motivation, som ikke styres af lyst, men af det, som kræves af den enkelte for at realisere andres velfærd eller egen – senere – lykke. Pligt er altså grundlaget for social adfærd, og det er den forståelse, som ligger bag udtryk som:

• Gør mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig
• Pligten først
• Rettidig omhu
• Yd efter evne, nyd efter behov

Pligten er et nøglebegreb i etikken, og den ligger under moralforskrifter, som tilsyneladende er meget ensartede fra samfund til samfund og fra tidsalder til tidsalder.

I den moderne opfattelse af etiske forskrifter har man bevæget sig væk fra pligtstyring og over til lystmotivation. Det er sket samtidig med, at postmodernistiske filosoffer har forkastet "den store fortælling", og der er den sammenhæng mellem de to tankesæt, at pligt kun kan sættes igennem som krav, når den har et underlag i form af et fælles samfundssyn. Med tabet af et religiøst eller humanistisk syn på tilværelsen, kan der ikke længere opstilles almengyldige normer for borgernes pligt overfor hinanden og samfundet. I stedet bliver det op til den enkelte at vælge eller sammenstykke sine motivationer, ganske som man vil, og man er ikke bundet af andet, end det der udspringer af de personlige valg.

Hvor pligt ikke bæres af en enig grundholdning, kan den gennemtvinges ved hjælp af sanktioner, men når man har givet afkald på at bruge negative sanktioner, vil pligtforsømmelse forekomme mere og mere hyppigt. Nogle vil se dette som et sørgeligt forfald, mens andre blot vil se det som endnu et af tidens tegn. For indvandrere med en meget streng opfattelse af pligt vil sådan en situation opleves som et fuldstændigt tab af sammenhæng og stabilitet i samfundet.

Se også

• Immanuel Kant
• Søren Kierkegaard
• Konduite
• John Stuart Mill
• Moral
• Seneca
• Takt
• Max Weber